Det er også sandt at „glad hjerte giver venligt ansigt, ved hjertesorg bliver modet brudt“. — Ordsp. 17:22; 15:13.

Andre må vise langmodighed

Familie og venner må huske at den deprimerede har svært ved at hjælpe sig selv. Det har stor betydning at andre er tålmodige og ikke føler at den deprimerede med vilje prøver at være kværulantisk eller irriterende. Tal altid venligt og kærligt. Dog kan der også være tidspunkter hvor man må tale med fasthed for at overbevise den deprimerede om at han også selv må gøre noget.

De der hører til den kristne menighed, må gøre alt hvad de kan for at trøste og hjælpe den modløse. Man må fornuftigt bedømme hvornår og hvor ofte man skal aflægge besøg, og ikke lade sig gå på af at ens bestræbelser ikke straks bærer frugt. Man skal ikke give op og mene at det ikke nytter noget. Også i den første kristne menighed var nogle deprimerede, hvilket fik apostelen Paulus til at skrive: „Forman dem som fører et uordentligt liv, trøst de modfaldne sjæle, støt de svage, vær langmodige over for alle,“ og: „Ret derfor de slappe hænder og de svækkede knæ.“ — 1 Tess. 5:14; Hebr. 12:12.

Alle ønsker af hjertet at være glade og lykkelige. Hvis vi indser dette, vil vi føle med den der er ulykkelig, og vi vil forstå at der ligger en hindring på hans eller hendes vej som er meget virkelig for ham eller hende. Med et dybtfølt ønske om at hjælpe, vil vi søge om muligt at finde ud af hvori hindringen består, og gøre hvad vi kan for at give vedkommende glæden tilbage. På den anden side må den ulykkelige og deprimerede selv gøre noget for at komme i en gladere sindsstemning. Han eller hun må tage imod hjælpen i den ånd den tilbydes, og gøre en indsats for at komme på fode, først gennem bøn og derefter ved at gøre det nødvendige.

Hvad mente vismanden?

At søge morskab og dyrke kulturelle interesser bringer ikke sand tilfredshed

Kong Salomon fandt det ikke virkelig tilfredsstillende at søge verdslig visdom og kundskab. Derfor helligede han sig andre ting, blandt andet morskab og kulturelle interesser.

Fandt han tilfredshed i morskab, glæde og latter? Han skrev: „Jeg sagde ved mig selv: ’Vel, jeg vil prøve med glæde; så nyd da det gode!’ Men se, også det var tomhed. Om latteren sagde jeg: ’Dårskab!’ og om glæden: ’Hvad gavner den?’“ — Præd. 2:1, 2.

Det var forgæves at Salomon søgte noget værdifuldt i morskab og latter. Higen efter morskab bringer ikke nogen virkelig og varig lykke. Glæde og latter kan for en tid medvirke til at man glemmer sine problemer, men problemerne forsvinder ikke, og når morskaben er forbi kan de dukke op igen, endnu mere truende end før. Salomon kunne med rette omtale latter som „dårskab“, for tankeløs latter tilslører sund dømmekraft. Latter kan få én til at tage let på alvorlige ting, med det resultat at man støder eller irriterer andre. Den morskab en hofnar vækker omkring sig, har ikke noget virkeligt indhold. Den er tom og intetsigende.

Ikke tilfreds med resultaterne af morskab og latter, prøvede Salomon vinens virkning. Han fortsætter: „Jeg kom på den tanke at kvæge mit legeme med vin, medens mit hjerte dog rådede med visdom, og at slå mig på dårskab, indtil jeg så, hvad det båder menneskens børn at gøre under himmelen, det dagetal de lever.“ (Præd. 2:3) Salomon nød vinen med visdom. Han mistede ikke selvbeherskelsen