Hvad mente vismanden?

At søge morskab og dyrke kulturelle interesser bringer ikke sand tilfredshed

Kong Salomon fandt det ikke virkelig tilfredsstillende at søge verdslig visdom og kundskab. Derfor helligede han sig andre ting, blandt andet morskab og kulturelle interesser.

Fandt han tilfredshed i morskab, glæde og latter? Han skrev: „Jeg sagde ved mig selv: ’Vel, jeg vil prøve med glæde; så nyd da det gode!’ Men se, også det var tomhed. Om latteren sagde jeg: ’Dårskab!’ og om glæden: ’Hvad gavner den?’“ — Præd. 2:1, 2.

Det var forgæves at Salomon søgte noget værdifuldt i morskab og latter. Higen efter morskab bringer ikke nogen virkelig og varig lykke. Glæde og latter kan for en tid medvirke til at man glemmer sine problemer, men problemerne forsvinder ikke, og når morskaben er forbi kan de dukke op igen, endnu mere truende end før. Salomon kunne med rette omtale latter som „dårskab“, for tankeløs latter tilslører sund dømmekraft. Latter kan få én til at tage let på alvorlige ting, med det resultat at man støder eller irriterer andre. Den morskab en hofnar vækker omkring sig, har ikke noget virkeligt indhold. Den er tom og intetsigende.

Ikke tilfreds med resultaterne af morskab og latter, prøvede Salomon vinens virkning. Han fortsætter: „Jeg kom på den tanke at kvæge mit legeme med vin, medens mit hjerte dog rådede med visdom, og at slå mig på dårskab, indtil jeg så, hvad det båder menneskens børn at gøre under himmelen, det dagetal de lever.“ (Præd. 2:3) Salomon nød vinen med visdom. Han mistede ikke selvbeherskelsen og blev dranker. At han ’slog sig på dårskab’, betyder altså ikke at han drak umådeholdent. Nej, da han udforskede livets lyse sider lagde han bånd på sig selv og blev ikke en udsvævende nydelsessøger. Fordi han bevarede sine sansers fulde brug, var han i stand til virkelig at vurdere de ting han beskæftigede sig med.

Om det næste han foretog sig, siger han: „Jeg fuldbyrdede store værker, byggede mig huse, plantede mig vingårde, anlagde mig haver og lunde og plantede alle hånde frugttræer deri, anlagde mig damme til at vande en skov i opvækst; jeg købte trælle og trælkvinder, og jeg havde hjemmefødte trælle; også kvæg, hornkvæg og småkvæg, havde jeg i større måder end nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem; jeg samlede mig også sølv og guld, skatte fra konger og lande; jeg tog mig sangere og sangerinder og menneskens børns lyst: hustru og hustruer. Og jeg blev stor, større end nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem; desuden blev min visdom hos mig. Intet, som mine øjne attråede, unddrog jeg dem; jeg nægtede ikke mit hjerte nogen glæde, thi mit hjerte havde glæde af al min flid, og deri lå lønnen for al min flid.“ — Præd. 2:4-10.

Som konge havde Salomon rådighed over mange midler og kunne gøre hvad han ville. Dog lod han ikke visdommen fare mens han dyrkede disse kulturelle interesser ved at fuldbyrde arkitektoniske værker og samle musikere omkring sig. Derfor brugte han ikke alle sine midler, men samlede sig stadig mere guld og sølv. Hans visdom ’blev hos ham’ og var bestemmende for de mange ting han beskæftigede sig med. Han fandt også en vis glæde i det han var i stand til at udrette. Men fandt han i alt dette noget som var af varig værdi i livet? Han svarer: „Men da jeg overskuede alt, hvad mine hænder havde virket, og den flid, det havde kostet mig, se, da var det alt sammen tomhed og jag efter vind, og der er ingen vinding under solen.“ (Præd. 2:11) Ja, selv ved at beskæftige sig med ting som kunne synes at give livet indhold, følte Salomon en vis tomhed. Han erkendte at døden ville indhente ham og at han ikke havde nogen mulighed for at vide hvad der siden ville ske med alt det han havde udrettet ved sin flid. — Præd. 2:17-19.

At søge morskab og dyrke kulturelle interesser vil ikke i sig selv bringe lykke og tilfredshed. Den der bygger sit liv op om disse ting, vil måske en dag indse at hans liv er meget tomt og at han i virkeligheden savner noget af åndelig værdi.

Gud giver til både gode og onde

Prædikeren 2:26 siger: „Det menneske, som er godt i hans øjne, giver han visdom, kundskab og glæde; men den, som synder, giver han slid med at samle og ophobe for så at give det til en, som er god i Guds øjne.“

Fordi den gode følger de retningslinjer Gud har givet, vil han blive viis og rig på indsigt. Han forstår at bruge sine aktiver og sine evner i overensstemmelse med sin kundskab, og dette bidrager til hans lykke. Hvis ikke han havde dette forhold til Gud, ville han ikke eje sand visdom, kundskab og glæde. Man kan derfor udmærket sige at det er Gud der har givet ham disse egenskaber.