Lykke i en usikker verden

„ALT har forandret sig, siden jeg var ung,“ jamrer vismanden, som beklager, at „de gode, gamle dage“ er forbi. Mange sagkyndige vil give ham ret, og nogle af dem påviser, at året 1913 var verdens sidste normale år. Siden da har adskillige krige og omvæltninger drevet selvbestaltede verdensopbyggere fra det ene desperate forehavende til det andet i forsøg på at skabe en arbejdsdygtig „nyordning“. Deres stadige misgreb får os til at tænke på Salomon visdom. Selv på den længst forgangne og fredelige tid, han levede, var han i stand til at indse denne dårskab.

„Kommer der noget, om hvilket man siger: Se, her er da noget nyt! det har dog for længst været til i tiderne forud for os. Jeg så alt, hvad der sker under solen, og se, det er alt sammen tomhed og jag efter vind. Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt. Jeg fuldbyrdede store værker, byggede mig huse, plantede mig vingårde, anlagde mig haver og lunde. . . . Og jeg blev stor, større end nogen af dem, der [havde været] før mig. . . . Men da jeg overskuede alt, hvad mine hænder havde virket, og den flid, det havde kostet mig, se, da var det alt sammen tomhed og jag efter vind, og der er ingen vinding under solen. Thi hvad gør det menneske, som kommer efter kongen? Det samme, som tilforn er gjort [Intet uden hvad kongen allerede har gjort, Mo]?“ — Præd. 1:10, 14, 15; 2:4, 5, 9, 11, 12.

Aldrig har Salomos logik med hensyn til verdens forandring haft større berettigelse end efter året 1914. For nu er vi vidne til opfyldelsen af profetierne om verdensomspændende krige, katastrofer, omvæltninger og frygt, — de ting, som Jesus sagde, vi skulle spejde efter som sikre tegn på hans nærværelse i Rigets magt. (Matt. 24; Mark. 13; Luk. 21) Det ville ske samtidig med, at der blev udkæmpet en krig i himmelen og Satan blev udkastet derfra. Djævelen og hans dæmoner blev styrtet til jorden, og her går han rundt brølende af vrede og venter på sit nu nære endeligt i Harmagedon. (Åb. 12:7-12) Hvor det i sandhed er forgæves at søge at opnå varig lykke gennem dette gamle tingenes system, som Djævelen er ophav til!

Det hjælper ikke falske optimister, at de forudsiger en lysere morgendag for deres regeringer. Selv mens de praler med dette, sønderrives Orienten af krige og borgerkrige. Den russiske bjørn, der lever i stadig frygt for oprør, knurrer og udrenser illoyale ledere i vasalstaterne. Og vestmagterne går det ikke bedre. Frankrig blander sine ministerier som spillekort og udvælger ministerpræsidenter fra en politisk gramsepose. Englands arbejderregering arbejdede i den grad forgæves, at den ikke engang kunne holde sig selv i live. Og de Forenede Stater, den mest indflydelsesrige magt på jorden, er blevet erklæret skyldig i fordærvelse inden for de øverste regeringskontorer og blev benævnt „intellektuelt uærlig“ af den tidligere præsident.

Men sikkert findes der en moralsk styrke til udbedring af verdens stabilitet i den vestlige verdens så lovpriste „kristne religion“. Men hvor ser vi en sådan styrke?

Har de religiøse trossamfund stået urokkelig på den sande kristendoms side? Om så er, hvorfor er der så en tendens både hos protestanter og katolikker til at antage den gudsfornægtende evolutionsteori, mens de stadig påstår at tro på Bibelen? Og hvorfor omslutter den kommunistiske knibtang det katolske Central- og Vesteuropa og bringer derved selve Vatikanet i fare og vækker spekulation om Pavens mulige abdikation og kardinalkollegiets flugt til en sikker stilling på den vestlige halvkugle? Med alt dette for øje, hvorfor bliver Kristenheden så ved med at bede og bede og bede uden resultat? Jakob svarer:

„I begærer, og dog får I intet. I fortsætter med at myrde og misunde, og dog er I ikke i stand til at opnå noget. I fortsætter med at kæmpe og føre krig. I får ikke, fordi I ikke beder. I beder, og dog modtager I intet, fordi I beder i en forkert hensigt, at I kan bruge det i jeres higen efter sanselig nydelse.“ — Jak. 4:2, 3, NW.

Ja, Gud kender den oprørske kristenhed, han ved, hvordan den kun vil bruge hans gaver til selvisk, sanselig nydelse. Derfor holder han dem tilbage og advarer om, at dens hykleri vil føre til dens ødelæggelse i Harmagedon ved hjælp af de selvsamme politiske fyrster, som den har ført bag lyset. Men dens sløve og dorske øjne og øre kan ikke opfatte dette. Kristenheden er fortumlet og ravende. — Åb. 17; Es. 29:9-11.

Hvem i verden er da lykkelig i disse tider? I sin prædiken på bjerget beskriver Jesus den skare mennesker, som ville være glade. Modsat den pralende, selvglade kristenhed sagde han, at disse mennesker ville „hungre og tørste efter retfærdighed“ og „være sig deres åndelige behov bevidst“. Han sagde, at det ville være dem, der sørgede over tilstandene i det gamle system, så at de ville blive glade ved at høre nyheder om det nye, om Kristi rige. Det ville være dem, der havde et mildt sind, villige til at lade sig belære. De ville være barmhjertige mod andre og rene af hjertet hvad angår deres motiv, villige til at bruge Guds ord rigtigt. Han kæder disse lykkelige mennesker sammen med dem, der ud over hele verden forkynder om hans rige, og som er omtalt i Matt. 24:14, ved på samme måde for begge klasser at beskrive, hvordan de ville blive hadet for hans navns og for retfærdighedens skyld. Han siger til dem, at de skal springe af glæde, og „lad jeres lys skinne for menneskene, for at de kan se jeres rette gerninger og ære jeres fader, som er i himlene“. — Matt. 5:3-16, NW.

Hvilke beviser har vi for, at der findes en sådan lykke i verden i 1952? Det skælvende, usikre Europa fik et enestående vidnesbyrd om det sidste sommer. Midt i disse mange regeringers og forvirrede folks usikkerhed blev der holdt en række internationale konventer i denne verdensdels vestlige afsnit. I stedet for at behandle politiske eller sekteriske spørgsmål blev disse stævner afholdt for at udruste Jehovas kristne præster, hans vidner i vore dage, til deres arbejde med at forkynde de gode nyheder om Guds rige ved Kristus.

Disse stævner udstrålede tryghed. Overbringerne af Rigets budskab har sikkerhed fra Guds ord for, at det universelle slag ved Harmagedon vil åbne portene til en herlig ny verden for menneskeheden. Det er en sikkerhed, som det kun er muligt at have for dem, der nu repræsenterer Himmeriget. Deres konge har allerede vundet det indledende slag imod Satan, Djævelen, grundlæggeren af „jerntæppe“-systemet. Ved hjælp af censur, fordomme, falske religiøse læresætninger og fortsat usikkerhed i verden forsøger denne store diktator at holde hele menneskeheden indelukket bag et jerntæppe og borte fra det frigørende budskab om Riget.

Glæd dig ved bevidstheden om, at Djævelen ikke vil nå sit mål! Allerede nu breder Rigets forkyndelse sig blandt alle nationer og alle slags regeringer. Budskabets glade overbringere er fast besluttede på at fortsætte og forøge deres vidnesbyrd om Guds rige og dets sikkerhed og velsignelser. Deres lykke og rette gerninger består som store lys i en mørk verden. Hvilken glæde at sige til flere og flere tilhørere: „Glæd jer, I nationer, med hans folk.“ — Rom. 15:10, NW.

(The Watchtower, 1. januar 1952)