Spørgsmål fra læserne
● Prædikeren 1:4 siger at jorden står til evig tid, men hvordan ved vi at ordene „til evig tid“ betyder i al evighed og ikke blot indtil et ubestemt, endnu skjult tidspunkt i fremtiden? Det samme udtryk blev anvendt om Lovpagten, og den blev dog bragt til ophør. — R. S., De forenede Stater.
Det hebraiske ord der i de fleste oversættelser er oversat „evig“ og „til evig tid“, og i New World Translation „på ubestemt tid“, er ‘olam’. Grundbetydningen af ordet er „skjult“ og refererer til tid. Følgelig betyder det „ubestemt tid“. Det kan betyde mange år eller det kan betyde til evig tid. 2 Mosebog 31:16 og 3 Mosebog 24:8 anvender udtrykket om en del af Lovpagten, og Esajas 24:5 anvender det om hele Loven, som her kaldes „den evige pagt“. 4 Mosebog 25:13 bruger det når den taler om „et evigt præstedømmes pagt“. Men Galaterne 3:24, 25 og Kolossenserne 2:14 viser at Lovpagten ophørte med Kristi død og opstandelse, og Hebræerbrevets syvende kapitel viser at Loven og det „evige præstedømme“ blev bragt til ophør. Denne tidsperiodes længde var skjult, men den fik en ende.
‘Olam’ kan betyde evighed, hvilket kommer tydeligt frem der hvor ordet bruges om Jehova, der kaldes „den evige Gud“ og omtales som værende „fra evighed til evighed“. (1 Mos. 21:33; Es. 40:28; Sl. 90:2) Det bruges hvor Jehova beskrives som „en evig konge“. (Jer. 10:10) Følgelig betyder ordet, som Genesius’ hebraisk-engelske leksikon siger, „et fremtidigt tidspunkt, evig, for evigt, for bestandig, på en sådan måde at terminus ad quem [grænsen til hvilken (noget regnes)] som det hedder, afgøres ud fra genstandens karakter“.
Det er således ud fra „genstandens karakter“ i Prædikeren 1:4 at vi må afgøre om ‘olam’ her betyder et skjult, men begrænset tidsrum, eller til evig tid. Skriftstedet lyder: „En generation går og en generation kommer, men jorden står på ubestemt tid.“ Jehova skabte jorden som menneskets hjem. Han skabte mennesket til at leve, ikke til at dø. Døden var straffen for ulydighed. Så længe det fuldkomne menneske adlød ville det få lov til at leve, ja til evig tid dersom det forblev lydigt til evig tid. Selv efter at synden og døden var kommet ind i verden har lydige mennesker der udviser tro på Kristus fået løfte om evigt liv på jorden: „De sagtmodige skal arve landet [jorden, NW].“ Jesus sagde: „Enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø.“ At kende Jehova og Kristus „betyder evigt liv“. (NW) (Sl. 37:11; Joh. 11:26; 17:3) Jehova Gud er den der „dannede jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde [forgæves, KJ], men danned den til at bebos“. — Es. 45:18.
Han skabte jorden for at den skulle bebos af lydige mennesker som skulle leve for bestandigt; derfor måtte jorden være deres hjem til evig tid, ellers ville den jo være skabt forgæves. Dette fremgår også klart af Salme 104:5. For særlig at understrege jordens urokkelighed er der her brugt to hebraiske ord, ‘olam’ og ‘ad. Det sidste ord betyder ifølge Harkavys Students’ Hebrew and Chaldee Dictionary „varighed, bestandighed, evighed, for evigt“. Ved anvendelse af begge disse hebraiske ord i Salme 104:5 får vi således en dobbelt forvisning om at jorden vedblivende vil bestå: „Han har grundlagt jorden på dens grundfæstede steder; den vil ikke rokkes på ubestemt tid, aldrig i evighed.“ — New World Trans.
● Vagttårnet for 15. december 1955 siger på side 398 i paragrafferne 38 og 39 at Satan i Eden ikke lovede Eva udødelighed. Hvem indførte da denne lære, og hvornår? Var det på Nimrods tid denne lære først dukkede op? — E. D., De forenede Stater.
Satan må som løgnens fader og ophavet til al falsk religion tilskrives ansvaret for læren om menneskesjælens udødelighed. Men det lader ikke til at hans udtalelser til Eva kan fortolkes som en lære om at sjælen, adskilt og uden for legemet, er udødelig, men det var snarere sådan at han med sine udtalelser fik hende til at tro at hun endog i kødet aldrig nogen sinde skulle dø.
Med hensyn til hvornår læren opstod, læren om at de døde i realiteten ikke dør men fortsætter med at leve, kommer Qualified to Be Ministers ind på at denne opfattelse allerede må have gjort sig gældende hos mennesker som levede forud for Vandfloden på Noas tid. Det at de efterladte stillede mad i gravene til deres døde, tyder på det. Den nuværende lære om menneskesjælens udødelighed kan imidlertid ikke spores tilbage til tiderne før Vandfloden, fordi denne fjernede al falsk religion, og lige efter Vandfloden blev der kun praktiseret ren tilbedelse. Lige hvornår læren om den udødelige sjæls fortsatte liv efter menneskelegemets død dukkede op igen, må stå åbent, men i hvert fald var den almindelig på tidspunktet for Nimrods død, siden hans hustru efter hans død lærte at han var blevet en gud og skulle tilbedes som sådan.