Hvad mente vismanden?
Hvad kan vi gøre i sammenligning med en konge?
Kong Salomon foretog et nøje studium af tilværelsens forskellige sider. Han havde tid, midler og indsigt til at være grundig i sin undersøgelse. Derfor kan vi høste umådelig gavn af at læse om de resultater han nedskrev i Prædikerens bog.
Vismanden påpeger hvor nytteløst det er at andre foretager en lignende undersøgelse: „Og jeg vendte mit Ansigt til at betragte Visdom og Galskab og Daarskab; thi hvad vil det Menneske gøre, som kommer efter Kongen? — Det, som man allerede har gjort.“ (Præd. 2:12, 1871-overs.) Ja, hvad kan et almindeligt menneske gøre, en som har langt færre midler og muligheder end en konge? Hvis vi skulle foretage en granskning som den Salomon foretog, ville vi kun dække nogle af de samme ting, ja, gøre noget som folk allerede i forvejen har gjort. Vi ville ikke lære noget nyt om hvad der virkelig gør livet tilfredsstillende.
Hvad slog Salomon derefter fast? Han fortsætter: „Jeg så, at visdom har samme fortrin for tåbelighed som lys for mørke.“ (Præd. 2:13) Den der ejer visdom er afgjort bedre stillet end den der ikke ejer det. Visdom sætter en i stand til at klare livets problemer og at bruge sine evner og kræfter mere hensigtsmæssigt end den der kun har meget begrænset indsigt. Man kan udrette langt mere når det er lyst end når det er mørkt.
„Den vise,“ skrev Salomon, „har øjne i hovedet, men tåben vandrer i mørke.“ (Præd. 2:14) Den vise holder øjnene åbne. Han har øjne i hovedet i den betydning at han har forstanden med sig. Han kan gennemføre noget, og hans bestræbelser for at nå et bestemt mål er ikke gjort på må og få. Tåben, derimod, er i mørke; hans øjne er lukkede, og han kan ikke se hvilken vej han bør gå.
Visdommens fortrin for tåbelighed vil dog ikke sige at menneskelig visdom kan bringe sand lykke eller varig tilfredshed. Det erkendte Salomon: „Men jeg skønnede også, at en og samme skæbne rammer begge. Da sagde jeg ved mig selv: ’Tåbens skæbne rammer også mig; hvad har jeg da for, at jeg er blevet overvættes viis?’ Og jeg sagde ved mig selv, at også det er tomhed; thi den vises minde er lige så lidt evigt som tåbens, fordi nu engang alt glemmes i kommende dage; ak! den vise må dø så godt som tåben.“ (Præd. 2:14-16) Hvad døden angår, er der ingen åbenbar fordel ved at have verdslig visdom. Alle ens gerninger og værker bliver til intet. Til sidst vil den døde, uanset hvor viis og forstandig han måske har været, blive glemt af de levende.
Er det da ikke en fordel at den vise, fordi han bruger sine midler og muligheder klogt, kan efterlade en arv til sine efterkommere? Heller ikke det er noget man kan være sikker på. Salomon bemærker: „Da blev jeg led ved livet, thi ilde tyktes mig det, som sker under solen; thi det er alt sammen tomhed og jag efter vind. Og jeg blev led ved al den flid, jeg har gjort mig under solen, fordi jeg må efterlade mit værk til den, som kommer efter mig. Hvo ved, om det bliver en vismand eller en tåbe? Og dog skal han råde over alt, hvad jeg med flid og visdom vandt under solen. Også det er tomhed. Og jeg var ved at fortvivle over al den flid, jeg har gjort mig under solen; thi der har et menneske gjort sig flid med visdom, kundskab og dygtighed, og så må han overlade sit eje til et menneske, som ikke har lagt flid derpå. Også det er tomhed og et stort onde.“ — Præd. 2:17-21.
Man har ingen mulighed for at vide hvad der vil ske med den arv man efterlader sig. De der får arven og ikke selv har slidt for at opnå den, påskønner måske ikke dens værdi og øder snart alting bort. Hvad gavner da al den flid hvormed disse ejendele blev vundet? Endnu værre er det hvis den der sled i det for at samle sig disse midler, erfarede megen græmmelse og ikke engang kunne få en god nats søvn på grund af alle sine bekymringer og sin ængstelse. Salomon udtrykker det på denne måde: „Thi hvad får et menneske for al sin flid og sit hjertes higen, som han gør sig flid med under solen? Alle hans dage er jo lidelse, og hans slid er græmmelse; end ikke om natten finder hans hjerte hvile. Også det er tomhed.“ — Præd. 2:22, 23.
Hvad kan vi da gøre, i betragtning af dette? Salomon svarer: „Intet er bedre for et menneske end at spise og drikke og give sin sjæl gode dage ved sin flid. Og det skønnede jeg, at også det kommer fra Guds hånd. Thi hvo kan spise eller drikke uden hans vilje?“ (Præd. 2:24, 25) Man bør nyde frugten af sit arbejde mens man lever. Selvfølgelig er det naturligt at forældre også tænker på deres børn. Apostelen Paulus skrev: „Børnene bør jo ikke spare sammen til forældrene, men forældrene til børnene.“ (2 Kor. 12:14) Men det vil ikke sige at forældrene skal hobe materielle ejendele sammen til deres børn i den grad at de nægter sig selv livets fornødenheder eller selv lever unødigt spartansk. Forældre må huske på at uanset hvor gode eller hvor forstandige deres børn måtte være, kan materielle ejendele dog stadig gå tabt, blive stjålet, misbrugt eller ødelagt. Derfor er det afgjort bedst at nyde det gode på en sund og opbyggende måde mens man kan, i stedet for at gå til yderligheder for at samle værdier til sine børn uden selv at få virkelig gavn af disse værdier mens man lever.