Hvad mente vismanden?

„Alt har sin stund“

Kong Salomon lagde mærke til at mange ting på jorden er underlagt bestemte kredsløb og gennemgår stadige forandringer. Ligesom tiden kommer da den gravide kvinde føder sit barn, sådan kommer også tiden da alderdom eller sygdom gør ende på livet. Og ligesom der er en tid til at fødes og en tid til at dø, er der også ’en tid til at plante og til at rydde, til at dræbe og til at læge, til at nedrive og til at opbygge, til at græde og til at le, til at tie og til at tale, til at elske og til at hade, til krig og til fred’. — Præd. 3:1-8.

Ofte er mennesker ikke selv herre over hvornår tiden til disse ting indtræffer. Af den grund fortsætter Salomon med at spørge: „Hvad løn for sin flid har da den, der arbejder?“ (Præd. 3:9) Ja, i betragtning af at der i menneskets liv sker store ting som man ikke selv har herredømme over, hvor fornuftigt vil det da være at prøve at sikre sig lykken alene ved hårdt arbejde? På grund af livets uberegnelighed kan alt hvad man har slidt og slæbt for i materiel henseende, hurtigt blive til intet. — Matt. 6:27.

Salomon fortsætter: „Jeg så det slid, som Gud har givet menneskens børn at slide med.“ (Præd. 3:10) Han kunne sige at han havde ’set’ dette slid, fordi han selv havde foretaget en grundig undersøgelse af det menneskene beskæftigede sig med. Hvilken slutning drog han da på grundlag af sine iagttagelser, angående de rammer inden for hvilke menneskene må udføre deres virksomhed? Vi læser: „Alt har han [Gud] skabt smukt til rette tid.“ — Præd. 3:11.

I harmoni med dette skrev Salomon i Prædikeren 7:29: „Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt menneskene, som de bør være.“ Dette gjorde Gud i rette tid i løbet af sit skabelsesprogram, nemlig da han skabte det første menneske fuldkomment. Til denne mand, Adam, skabte Gud en hustru, Eva, som var selve billedet på kvindelig skønhed, langt smukkere end Jobs tre døtre, der ellers var kendt for deres skønhed. (Job 42:15) Med indgåelsen af ægteskabet mellem Adam og Eva i Edens smukke paradis endte Guds sjette skabelsesdag, „og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt“. — 1 Mos. 1:31.

I Edens paradis stillede Gud menneskehedens jordiske forældre den mulighed i udsigt at de kunne leve i lykke og fuldkommenhed for evigt. Han lovede dem en evig fremtid på betingelse af at de fortsat ville adlyde ham i alt. På denne måde ’lagde han evigheden i deres hjerte’. (Præd. 3:11; 1 Mos. 2:16 til 3:3) Da de to første mennesker på foranledning af Satan Djævelen begyndte at gå deres egne veje i ulydighed mod deres Skaber, trådte Gud til i det afgørende øjeblik med en smuk gestus, idet han gav løfte om at han ville frembringe en sæd der skulle knuse den store slanges hoved, til hævdelse af Gud og til velsignelse for alle mennesker. (1 Mos. 3:15) Denne dyrebare sæd skulle fremstå engang ude i fremtiden. Fra det tidspunkt kunne mænd og kvinder som troede på Guds løfte, forventningsfuldt se frem til sædens komme og til de velsignelser de ville opnå i kraft af denne sæd. Gud gav dem altså noget at leve for, uanset hvor langt ude i fremtiden det måtte ligge.

Efter at Gud havde bevaret Noa og dennes familie gennem den jordomspændende vandflod, stillede han menneskeheden en retfærdig fremtid i udsigt; og til sin pagt, der ville virke til fremme af fredelige tilstande, knyttede han den smukke regnbue. Til sin egen fastsatte tid indgik Gud derefter, i overensstemmelse med sin hensigt, en pagt med Abraham om at alle jordens slægter og nationer skulle velsignes gennem hans sæd. Dette var en bekræftelse af løftet i Eden om Guds ’kvindes’ sæd.

I rette tid i løbet af Abrahams slægtslinje, der førte videre frem mod den lovede sæd, fremstod David, der var konge af Israel i Jerusalem. Gud præciserede nu yderligere i hvilken slægt den lovede sæd ville fremstå, idet han foretog den smukke handling at indgå en pagt med den trofaste David om et evigt rige i hans slægt. Som Davids første efterfølger på tronen udvalgte Gud Salomon, der også kom til at bygge Jehovas tempel i Jerusalem. Under hans fredelige herredømme boede Juda og Israel trygt, „hver mand under sin vinstok og sit figentræ, fra Dan til Be’ersjeba“. (1 Kong. 4:25) Med god grund kunne Salomon skrive: „Se, hvad der efter mit skøn er godt og smukt, det er at spise og drikke og nyde det gode under al den flid, man gør sig under solen, alle de levedage Gud giver en; thi det er den del, man har.“ — Præd. 5:17.

Når vi tænker på alle de smukke ting Gud har gjort til rette tid, forstår vi sandheden i Salomons næste ord, som gælder Jehova Gud: „Også evigheden har han lagt i deres hjerte, dog således at menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.“ (Præd. 3:11) Da tiden var inde udsendte Gud den større Salomon, det vigtigste medlem af den lovede sæd, Jesus Kristus. Gud benyttede også denne Messias til at ’lægge evigheden i menneskenes hjerte’. Denne søn af Gud forkyndte det messianske rige, der vil blive herligere end Salomons og under hvis herredømme lydige mennesker vil kunne opnå evigt liv. Dette rige vil blive noget af det smukkeste Gud har skabt. Det evige liv vil ikke blive kedsommeligt, for det messianske rige vil indlede uendelige tidsaldre hvor de genløste mennesker til stadighed vil kunne udforske Guds fremtidige værker, uden nogen sinde at blive færdige med det. Vi kan være overbevist om at hvert eneste af disse endnu ikke åbenbarede værker vil være „skabt smukt til rette tid“. Hvilken storslået fremtid venter der ikke menneskeheden!

Vi bør glæde os over det Gud tilvejebringer

Når det forholder sig sådan, hvad bør et menneske da gøre? Salomon anbefalede at man på en fornuftig måde glæder sig over livet og nyder det gode som følge af sit flittige arbejde, fremfor at prøve at lave om på det Gud har tilvejebragt. Vi læser: „Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet gode for dem end at glæde sig og have det godt, så længe de lever. Dog også det at spise og drikke og nyde det gode under al sin flid er for hvert menneske en Guds gave. Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at noget kan føjes til eller tages fra; og således har Gud gjort det, for at man skal frygte for hans åsyn.“ — Præd. 3:12-14; 5:17.

Mange begivenheder i menneskenes tilværelse, herunder også fødsel og død, finder sted i overensstemmelse med et mønster som det ikke står i menneskers magt at ændre. Så længe det tjener Guds hensigt, vil det fortsætte på den måde. Derfor var det åbenbart med tanke på at ’hver en ting under himmelen har sin tid’ at Salomon skrev: „Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig.“ (Præd. 3:14) Mennesker kan simpelt hen ikke ændre noget ved de forhold der, enten som følge af Guds tilladelse eller på grund af hans vilje, råder på jorden. Selv den mægtige kong Nebukadnezar blev tvunget til at indrømme: „Alle, som bor på jorden, er for intet at regne; han handler efter sit tykke med himmelens hær og med dem, som bor på jorden, og ingen kan holde hans hånd tilbage og sige til ham: ’Hvad gør du?’“ (Dan. 4:35) Ingen bestræbelser for at lægge noget til eller trække noget fra vil lykkes, eftersom det almindelige livsmønster på jorden fortsætter fordi Gud tillader det og fordi det er hans vilje. At vi mennesker simpelt hen ikke fatter det fulde omfang af Guds værk i denne henseende, bør fylde os med frygt eller ærefrygt.

Samtidig viser menneskenes historie at der er visse begivenhedsforløb som hele tiden gentager sig; det skifter konstant mellem fødsel og død, krig og fred, latter og gråd, og så videre. Disse stadige gentagelser knytter fortiden og nutiden sammen med fremtiden. Derfor kunne Salomon sige: „Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede været.“ Hans næste ord er imidlertid ikke så lette at forstå. Ifølge New World Translation sagde Salomon videre: „Den sande Gud bliver selv ved med at søge det der forfølges.“ (Præd. 3:15) Muligvis er der tale om det forhold at retfærdige mennesker ofte forfølges af de onde. Gud ’søger’ det der er til gavn for hans tjenere, og eftersom han har fuld rådighed over fortiden, nutiden og fremtiden, kan han sørge for at de onde forfølgere indhentes af deres egne urette handlinger og at de retfærdige får deres ret. Eller der menes måske at selv om alt følger et tilbagevendende mønster og der ikke virkelig synes at ske noget nyt, kan vi være sikre på at Gud alligevel gennemfører sin gode hensigt. Selv om der er forhold som mennesker ikke kan øve nogen indflydelse på, kan den højeste Gud altid sørge for at det hele ordner sig på en måde der er til gavn for hans lydige tjenere.

Dette er meget trøstende, for i denne ufuldkomne verden skal man ikke vente at mennesker altid lader retfærdigheden sejre. Salomon beskrev situationen udmærket da han sagde: „Fremdeles så jeg under solen, at gudløshed var på rettens sted og gudløshed på retfærds sted.“ (Præd. 3:16) Man forventer med rette at opnå retfærdighed ved domstolen. Men bestikkelse og partiskhed kan spille ind og gøre det umuligt for mange at få deres ret. Hvordan kan der rådes bod på alle disse uretfærdigheder? Salomon svarer: „Den retfærdige og den gudløse dømmer Gud; thi for hver en ting og hver en idræt har han fastsat en tid.“ (Præd. 3:17) I stedet for at oprøres over det der sker i verden vil den kloge derfor tålmodigt vente på Gud, der til sin egen fastsatte tid vil gribe ind, til varig gavn for sit trofaste folk. — 1 Sam. 26:7-10; Sl. 37:12, 13.