udelukke den omfattende afbrænding af kul og olie, såvel som spaltningen af uran. I stedet taler det for brugen af vedvarende energikilder. I Prædikeren 1:5-7 fremhæves naturens kredsløb, ved hvilke alting opretholdes og fornys. Det vil være logisk at tænke at vores energiforsyning vil komme fra noget der passer ind i disse kredsløb, noget som aldrig slipper op. Vi lægger mærke til at disse vers i Prædikerens bog omtaler sollys, vind og vandløb som noget der fortsat vil være til rådighed. (Jævnfør Job 38:24-27.) Alle disse ting kan tjene som energikilder, og de slipper aldrig op. Ydermere forurener de ikke naturen, og de midler hvormed man udnytter dem, kan på en harmonisk måde passes ind i landskabet.

Noget andet vi må have i tanke, er at den kommercielle udnyttelse af naturens ressourcer for profittens skyld ikke vil fortsætte når denne tingenes ordning hører op. Motivet til udnyttelsen af de forskellige energikilder vil i den nye ordning ikke være kærlighed til penge, men kærlighed til næsten. (1 Tim. 6:10; Matt. 22:39) Det betyder at der vil være en hel anden åbenhed over for fordelene ved de forskellige energikilders udnyttelse end vi oplever det under det nuværende økonomiske system.

Vigtigst af alt er det at alle som lever vil erkende at både livet og alt det der gør livet dejligt at leve, afhænger af Jehova. Jehova er den største kilde til enhver form for energi, og denne kilde er uendelig og uudtømmelig. (Es. 40:28-31) Som „himmellysenes Fader“ er han Skaberen af solen, der uophørligt spreder lys og varme som en kærlig gave til menneskeheden. — Jak. 1:17; Sl. 74:16.

Jehova opfandt kerneprocessen som giver solen dens kraft, og han forstår den og behersker den til fuldkommenhed. Han har forsynet solen med brændstof til milliarder af år. Før brændstoffet slipper op kan han erstatte det med nyt, lige så let som vi mennesker tager en gammel frakke af og tager en ny på. (Sl. 102:26-28) Der vil aldrig komme nogen solenergikrise.

Fordi Jehova selv er evig, er hans løfte om evigt liv til sine lydige undersåtter ikke et tomt løfte. Han kan opretholde livet hos sine skabninger på ubestemt tid, ja for evigt. (Sl. 104:5) Under hans velsignede styre vil vi aldrig behøve at bekymre os om hvorfra vi skal hente vor energi i fremtiden.

Fossilt brændsel

KUL og olie kaldes „fossilt brændsel“ fordi det menes at være dannet af resterne af en vegetation der voksede på jorden for lange tider siden. Det ser ud til at de organiske plantedele er blevet begravet og således afskærmet fra atmosfærens ilt, som ellers ville have fremmet den naturlige forrådnelse, med det resultat at de er blevet omdannet til kulbrinteforbindelser (carbonhybrider). Det store tryk og de høje temperaturer under jordens overflade er øjensynlig de væsentligste faktorer som har bidraget til at der i løbet af mange årtusinder er dannet kul og olie.

De forskellige kulbrinter varierer meget i brintindhold. Den største koncentration findes i metan, som er hovedbestanddelen i naturgas. Der findes mindre brint i de komplicerede, væskeformige kulbrinter som råolien består af, og endnu mindre i asfalt, som er et fast stof. Og endelig har et større tryk og højere temperaturer bevirket at der i kul blot er nogle få procent af brinten tilbage. De her omtalte kemiske reaktioner må være begyndt i jorden længe før menneskets skabelse.

Hvis denne opfattelse af kullets og oliens opståen er korrekt, stammer energien i disse former for brændsel i første række fra solen, idet den er blevet bundet i organiske forbindelser af fotosyntesen i de grønne planter. Hvis dannelsen af fossilt brændsel varer ved, er det givet at den ikke holder trit med forbruget.