-
De søger at besejre dødenVågn op! – 1980 | 22. juni
-
-
man penge af dem der ønsker sådanne tjenester.
I det nordlige Transvaal (Sydafrika) er der tradition for at slægtningene til den afdøde konsulterer en medicinmand. Her forventes der også betaling. Medicinmanden anses for at være mellemmand mellem de levende og de døde. Man tror at den afdøde farer til gudernes land, og han vises nu en ære som han aldrig er blevet vist før han døde. Man nærer stor frygt for den afdøde, for man tror at han har magt til at gøre de levende ondt. Derfor prøver man at stemme ham mildere ved at holde en speciel fest den dag begravelsen finder sted.
Zuluerne i Sydafrika tror at de døde kan beskytte og hjælpe de levende. Derfor bringer de regelmæssigt ofre til dem for at holde dem gunstigt stemt.
Før i tiden førte sådanne religiøse forestillinger i visse dele af Afrika til ofringen af mennesker. Når en konge eller høvding døde, blev nogle af hans tjenere begravet sammen med ham så de kunne tjene ham også i åndeverdenen. I Ghana begraver man af lignende årsager stadig penge, tøj og andre genstande sammen med de døde.
I det katolske Skt. Josefs oratorium i Montreal betaler menighedens medlemmer penge for at få tændt lys der kan brænde længe. De tror at disse lys vil hjælpe de sjæle der befinder sig i skærsilden.
Ja, for deres bestræbelser for at besejre døden betaler de en pris — men er det nødvendigt? For at få et virkelig tilfredsstillende svar, må vi vide hvad Bibelen siger om døden.
-
-
Hvad er døden?Vågn op! – 1980 | 22. juni
-
-
Hvad er døden?
„MENNESKERS og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden.“ — Præd. 3:19.
Det er imidlertid vanskeligere at acceptere døden som den endelige afslutning når det gælder mennesket end når det gælder dyrene. Af den grund hælder mange til den anskuelse at mennesket har en udødelig sjæl og derfor står over dyrene.
Hvad er sjælen?
Hvad „sjælen“ angår, skelner Bibelen imidlertid ikke mellem dyr og mennesker. Det hebraiske og det græske ord der i mange bibeloversættelser er gengivet med „sjæl“ — og i andre med „væsen“ — bruges både om mennesker og dyr. Det ses tydeligt i Første Mosebog 1:20-24, i Fjerde Mosebog 31:28, oversættelsen af 1871, og i Åbenbaringen 16:3. På originalsprogene benyttes her ordene for „sjæl“.
En „sjæl“ er altså ikke en ånd inden i legemet, hverken hos mennesker eller dyr, men er derimod hele væsenet. Det indbefatter både legemet og livsånden. — Præd. 3:21; 12:7.
Dette vises også ved den måde hvorpå Bibelen beskriver menneskets skabelse: „Og Gud Herren dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.“ (1 Mos. 2:7, oversættelsen af 1871; „et levende væsen“, oversættelsen af 1931) Altså var „sjælen“ ikke noget som kom ind i menneskets legeme. „Sjælen“ var det mennesket blev til, da det blev levendegjort ved at Gud indgav det åndedrættet. Nej, mennesket har ikke en sjæl. Det er en sjæl. Og dyr er også sjæle.
Menneskets legeme er, ligesom dyrenes, opbygget af milliarder af levende celler. Livet i disse celler kaldes i Bibelen ’livsånd’. Det er med henblik på denne „ånd“ eller livskraft at Bibelen siger at mennesker og dyr har „en og samme ånd“. (Præd. 3:19-21) Denne livsånd opretholdes i legemet gennem åndedrættet, og åndedrættet holder hele organismen i gang.
Hvis åndedrættet går i stå, eller hvis det der opretholder og nærer legemets celler afbrydes, vil cellerne dø. Det ser man for eksempel når firbenet taber sin hale, eller hvis et menneske får hugget hånden af. Halen eller hånden dør.
Menneskesjæle og dyresjæle har altså i virkeligheden den samme livskraft fra Gud. Men denne livskraft har ingen personlighed, lige så lidt som den lever videre efter døden.
Hensigten med menneskene er en anden
Vil det sige at der ikke er nogen forskel på Guds hensigt med mennesket og med dyrene? Nej, det vil det ikke. Der er en række afgørende forskelle.
For det første har mennesket en hjerne hvis tankevirksomhed langt overgår dyrenes, en hjerne som sætter dem i stand til at ræsonnere, at gemme oplysninger i en enestående hukommelse og at opfatte tidsbegrebet. Mennesket ledes ikke først og fremmest af instinkter sådan som dyrene, men har fået en fri vilje til selv at vælge og træffe beslutninger. Desuden er mennesket skabt i Guds billede, så det til forskel fra dyrene har et vist mål af Guds egenskaber: visdom, retfærdighed, kærlighed og magt.
For det andet er der den væsentlige forskel at mennesket ikke blev skabt til at dø! Tværtimod skabte Gud mennesket med muligheden for at leve evigt! Beretningen i de to første kapitler i Første Mosebog viser at Gud skabte manden og kvinden fuldkomne. Det var hans hensigt at de også skulle få fuldkomne børn, og at de efterhånden skulle udstrække Edens paradis til jordens ender og leve der i evighed. — 1 Mos. 2:8-25.
Dyrene blev derimod ikke skabt med udsigten til at leve evigt. De levede og døde før mennesket blev skabt; og det gør de stadig. Før vandfloden i Noas dage slog menneskene dyr ihjel for at skaffe sig tøj og for at bringe ofre. (1 Mos. 3:21; 4:4) Efter Vandfloden fik de også lov til at slå dem ihjel for at bruge dem som føde. (1 Mos. 9:2, 3) Dyrenes levetid har altså altid været begrænset, med døden som den endelige og uundgåelige slutning. — 2 Pet. 2:12.
Sandt nok skabte Gud mennesket af jordens støv, på samme måde som dyrene. Men det var hans hensigt at mennesket skulle leve evigt — under de rette forhold.
Hvorfor mennesket dør
Hvis det er tilfældet, hvorfor dør mennesket så? Det gør det fordi evigt liv afhænger af lydighed mod Skaberens love. Hvis vore første forældre, Adam og Eva, havde været lydige mod disse love, ville de fortsat have levet. Ulydighed var derimod ensbetydende med død: „Den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ sagde Gud. (1 Mos. 2:17) Ved deres ulydighed overskar de „livlinen“ til livets Opretholder, for hos Gud er „livets kilde“. (Sl. 36:10) Hvis Adam og Eva ikke havde været ulydige mod Gud, ville de ikke have mistet livet.
Men sørgeligt nok misbrugte vore første forældre deres frie vilje og valgte at følge en vej i uafhængighed af Gud. Dette førte deres sind og liv ind på en vej der var mod Guds vilje. Nu var de ikke længere fuldkomne, eftersom oprøret førte til at de „ramte ved siden af“ målet, som var fuldkommenhed. Efterhånden som de opbrugte den vældige livskraft Gud havde
-