„Frygt Gud og hold hans bud“
1. Hvad må man først have for at kunne opfylde de krav Gud stiller til dem han skænker sin gunst?
FØR man kan påtage sig og med held løse en opgave her i livet, må man vide noget om de krav opgaven stiller. Før man når så vidt at man kan indvi sig til at gøre Jehovas vilje, må man have nøjagtig kundskab fra Guds ord og vide hvad Gud kræver af dem han skænker sin gunst.
2. Hvorfor må en der ønsker at tjene Gud, anerkende at Jehova har en synlig jordisk kanal?
2 For at kunne behage Jehova må man for eksempel anerkende den jordiske kanal som han bruger til at bringe den nøjagtige kundskab ud til folk i hele verden. Lige siden Adam og Eva blev drevet ud af Edens have har der været frembragt to slags sæd, Jehovas sæd og Djævelens sæd. (1 Mos. 3:15) Ligesom Jehova derfor handlede med et bestemt folk i tiden før vandfloden, nemlig med Noa og hans sønner, og i tiden derefter med Abraham og hans sæd, sådan har Jehova indtil denne dag handlet med dem han har godkendt til at være hans talsmænd på jorden. Et menneske der anerkender hvem Jehova Gud og hans søn, Jesus Kristus, er og hvad den hellige ånd repræsenterer, må også forstå at Jehova Gud nu i tiden har en synlig organisation der varetager hans interesser på jorden. Jesus omtalte denne skare som den „tro og kloge tjener“. (Matt. 24:45-47) Den der ønsker at gøre Jehovas vilje må derfor være tilknyttet denne tjenerorganisation der har fået overdraget opsynet med alt hvad der tilhører Herren Kristus Jesus. Man kan ikke have den opfattelse at der findes mange veje som fører til livet, men man må forstå at der kun findes én. Hvis alle religioner simpelt hen var forskellige veje der førte til det evige liv og til Guds gunst, ville det ikke have været nødvendigt for Jesus at organisere sine efterfølgere til at udføre det arbejde han befalede dem at gøre. Så ville den jødiske lære have været tilstrækkelig. Den kristne erkender derfor at den vej er bred der fører til tilintetgørelsen, men at den vej er trang og den port snæver der fører til livet. — Matt. 7:13, 14.
3. Hvilken forståelse at himmelsk og jordisk liv bør man have?
3 Før nogen kan lade sig døbe som symbol på en antagelig indvielse til at gøre Jehovas vilje, må de være kendt med og forstå at der findes to muligheder for liv. Jesus lovede at nogle fra jorden skulle være sammen med ham i himmelen, og disse omtales som den „lille hjord“. Til dem sagde Jesus: „Frygt ikke, du lille hjord! thi jeres Fader har besluttet at give jer Riget.“ (Luk. 12:32) Denne „lille hjord“ er begrænset til 144.000 som er blevet „løskøbt ud af menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og Lammet“. (Åb. 14:4) Den øvrige del af menneskeheden der følger Jesus Kristus som hyrde, omtales i Johannes 10:16 som de „andre får“. Deres fremtidige liv er knyttet til Guds løfte om at jorden skal blive et paradis hvor der ikke længere vil være sygdom, sorg eller død. (Åb. 21:1-4) Når nogen lader sig døbe er det et skridt henimod en af disse muligheder for liv, et himmelsk eller et jordisk liv.
4. Hvad forventer Gud, med hensyn til kærlighed og fred af en der ønsker at gøre hans vilje?
4 Hvad ens personlige livsførelse angår må den bringes i overensstemmelse med Guds krav, for selv om der er to muligheder for liv, så nogle har et himmelsk og andre et jordisk håb, gælder den samme retfærdige standard for alle. Man må forandre sin livsførelse så man opfylder Guds krav før man bliver døbt. Guds ord indeholder mange oplysninger om hvad Gud forventer af dem der kommer til ham for at gøre hans vilje. Da Jesus for eksempel blev spurgt om hvad der var det største bud i Loven, svarede han: „’Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Dette er det største og første bud. Der er et andet, som er dette ligt: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ På disse to bud hviler hele loven og profeterne.“ (Matt. 22:37-40) Et menneske der indvier sig til Jehova Gud bør på alle måder stræbe efter at leve i fred med sin næste, uanset race eller nationalitet. Jesus sagde også: „Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ (Joh. 13:35) En kristen der har indviet sig til Jehova Gud må være fredsommelig og kærlig, han må efterleve Jesu befalinger i disse henseender.
5. På hvilke måder må ens personlige livsførelse være i overensstemmelse med Guds ord?
5 Ens personlige livsførelse må også være i overensstemmelse med det Jehovas ord siger om moralsk renhed og retskaffenhed. Påbudet om moralsk renhed har fra gammel tid været et krav til dem der ønskede Guds godkendelse. Da Gud udvalgte Jakobs eller Israels efterkommere som sit folk, lød en af de love Gud gav dem i forbindelse med moralsk renhed og som findes i de ti bud, således: „Du må ikke bedrive hor!“ (2 Mos. 20:14) Denne lov er aldrig blevet ophævet. Da den første kristne menighed mødtes i Jerusalem for at drøfte problemer i forbindelse med menighederne, blev resultatet at man på ny understregede nødvendigheden af at afholde sig fra utugt. (Ap. G. 15:29) Da apostelen Paulus vejledte menigheden i Korint om dette spørgsmål, sagde han: „Legemet . . . er ikke bestemt for utugt,“ og derfor formanede han: „Fly utugt!“ (1 Kor. 6:13, 18) Selv om mange præster i kristenheden på den ene eller anden måde ser gennem fingre med denne umoralitet, vil vi opdage at Guds ord, som er en rettesnor for dem der ønsker at gøre Jehova Guds vilje, tydeligt fordømmer den.
6-8. Hvilke andre handlinger fordømmer Guds ord?
6 Men dette er ikke den eneste form for urenhed der bør undgås af dem der ønsker at stå i et ret forhold til Jehova Gud. Der findes mange andre onde gerninger som bør undgås. Lad os engang se på de følgende forbud som fandtes i de love jøderne fik, men som også direkte blev videreført i den kristne menigheds principper og love:
7 Tredje Mosebog 18:22 advarer: „Hos en mand må du ikke ligge, som man ligger hos en kvinde; det er en vederstyggelighed.“ I De kristne græske Skrifter advarer apostelen Paulus kristne om at de der praktiserer homoseksualitet ikke skal arve Guds rige. (1 Kor. 6:9, 10) Selv om visse såkaldte rådgivere opmuntrer til den slags onde ting ved at sige at man bør føle sig fri til at gøre hvad man har lyst til, for ikke at blive hæmmet i sit følelsesliv og udvikle et skyldkompleks, er det ikke den befaling menneskets Skaber, Jehova Gud, har givet. Gud inspirerede apostelen Paulus til at skrive følgende til den romerske menighed om dem der var blevet vederstyggelige i hans øjne: „Deres kvinder ombyttede den naturlige omgang med den unaturlige, ligeledes vendte også mændene sig fra den naturlige omgang med kvinden og optændtes i deres begær efter hverandre, så at mænd øvede skamløshed med mænd.“ — Rom. 1:26, 27.
8 Guds vejledning med hensyn til at drikke for meget fremholdes klart i Bibelen: „Hør ikke til dem, der svælger i vin, . . . thi dranker . . . forarmes.“ (Ordsp. 23:20, 21) „Ve dem, der er helte til at drikke vin og vældige til at blande stærke drikke.“ (Es. 5:22) I De kristne græske Skrifter ser vi at Paulus i Første Korinterbrev 6:9, 10 fordømmer drikkeri, og i Efeserbrevet 5:18 siger han: „Drik jer ikke fulde i vin, det fører kun til udsvævelser.“ Drikfældighed er umoralitet. Den der ønsker at gøre Jehovas vilje må ikke være forfalden til denne onde last.
9, 10. (a) Hvordan bør man, for at behage Gud, vogte sine tanker? (b) Bør man aflægge en dårlig vane som Guds ord fordømmer, efter sin indvielse og dåb, eller hvordan forholder det sig?
9 Guds ord fordømmer desuden tyveri, blodskam, mord, havesyge, spot, pengeafpresning, løgn, falsk vidnesbyrd, begær, med mere. Ja Bibelen formaner os endog til ikke at tænke på og tale om sådanne emner for derved at opnå en sanselig eller umoralsk tilfredsstillelse. Hør hvad Paulus siger: „Men utugt og al slags urenhed eller havesyge bør end ikke nævnes iblandt jer, som det sømmer sig for hellige, ej heller skammelig færd eller tåbelig snak eller letfærdig skæmt (den slags er utilbørligt).“ (Ef. 5:3-5) Den kristne får i stedet denne formaning: „Al bitterhed og hidsighed og vrede og skrig og spot være fjernt fra jer som i det hele al ondskab! Men vær gode mod hverandre og barmhjertige, så I tilgiver hverandre, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.“ (Ef. 4:31, 32) For at være antagelig i Jehovas øjne må man derfor aflægge disse onde kødets gerninger. Som apostelen Paulus siger: „Og sådan har nogle af jer været; men I lod jer aftvætte, ja, I blev helligede, ja, I blev retfærdiggjorte ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd.“ — 1 Kor. 6:11.
10 Hvis man ikke har givet agt på disse krav, kan man ikke foretage en antagelig indvielse til at gøre Guds vilje. Hvis man ønsker at være en Jehovas tjener må man komme ren, og det betyder at man må rette sine fejl for at kunne fremstille sig for Jehova. Vi kan ikke undskylde os med at vi er syndere, men vi må aflægge kødets gerninger og opdyrke åndens frugter. — Gal. 5:22, 23.
Endnu et alvorligt krav
11. (a.) Hvilket yderligere krav må den der frygter Gud og holder hans bud, opfylde? (b) Er dette en handlemåde som verden i almindelighed synes om? (c) Hvilket standpunkt indtog de første kristne?
11 Før Jesus forlod denne jord gjorde han det klart for sine efterfølgere at de måtte være helhjertede i deres hengivenhed for ham og i den måde hvorpå de betjente dem de forkyndte Guds rige for. Han sagde: „Var I af verden, så ville verden elske sit eget; men fordi I ikke er af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.“ (Joh. 15:19) Jesu efterfølgeres opførsel skulle vise at de ikke var en del af den menneskehedens verden som er underlagt den onde tingenes ordning der har Djævelen til gud. (2 Kor. 4:4) Af den grund ville de blive udsat for store vanskeligheder og forfølgelse; som Jesus sagde: „Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt fast ved mit ord, vil de også holde fast ved jeres.“ (Joh. 15:20) De fleste mennesker på Jesu apostles og disciples tid kunne eller ville ikke forstå at det var nødvendigt for Herren Jesu efterfølgere at holde sig adskilt fra verden sådan som han havde befalet, og det samme er tilfældet med folk i dag. De der ønsker at gøre Jehovas vilje på Jehovas måde, må være indstillet på at møde modstand. Det er ikke noget nyt, for historien beretter om mange af de lidelser og forfølgelser som Kristi efterfølgere har udholdt på grund af deres faste beslutning om ikke at være en del af denne verden. Om de første kristne siges der: „De foretrak Guds rige fremfor noget rige de kunne tjene på jorden. De første kristne var rede til at dø for deres tro.“ — Old World to the New, Eugene A. Colligan og Maxwell F. Littwin.
12. Behøver man, dersom man er trofast, at frygte for at Jehova nogen sinde vil forlade en? Begrund dit svar.
12 Denne adskillelse gør ikke den indviede kristne populær. Enhver der tager den gerning op som Kristus Jesus udførte, må helt og fuldt forstå nødvendigheden af ikke at være en del af verden. Han behøver imidlertid ikke at frygte for at Jehova og hans søn Jesus vil svigte ham i vanskelige og strenge tider. Paulus gav Jesu efterfølgere denne forsikring: „Det er kun almindelige, menneskelige fristelser, der hidtil har mødt jer, og Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem.“ — 1 Kor. 10:13.
Man må følge Jesu eksempel
13. Hvorfor ved vi at det er nødvendigt at følge Jesu eksempel med hensyn til at forkynde den gode nyhed om Riget?
13 Når man ønsker at fremstille sig for Jehova for at gøre hans vilje, erkender man desuden at man må påtage sig det ansvar at være en forkynder af den gode nyhed. Blandt Herren Jesu sande efterfølgere skelner man ikke mellem et præsteskab og et lægfolk. Vi får at vide at Jesu efterfølgere i det første århundrede brugte tiden til at fortælle andre den gode nyhed om Jesus. I Mattæus-evangeliet finder vi den oplysning at Jesus udsendte tolv for at de skulle forkynde den gode nyhed om Himmeriget. (Matt. 10:5-7) Ved en anden lejlighed udvalgte han halvfjerds af sine disciple og sendte dem i forvejen ud til byerne for at forkynde Guds riges komme. (Luk. 10:1, 8, 9) Efter Jesu opstandelse og lige før sin himmelfart sagde han til sine elleve disciple: „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.“ (Matt. 28:19, 20) Disciplen Lukas beretter om en samtale som Jesus havde med nogle af disciplene efter sin opstandelse, og han fortæller at Jesus sagde til dem: „Men når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.“ — Ap. G. 1:8.
14. Hvordan viser apostelen Paulus’ ord nødvendigheden af at tage del i forkyndelsen?
14 Nogle år efter Jesu død skrev apostelen Paulus i sit brev til Timoteus denne formaning om at være en forkynder af den gode nyhed: „Prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, overbevis, tugt, forman med al langmodighed og belæring.“ (2 Tim. 4:2) Paulus mindede også de ældste i menigheden i Efesus om nødvendigheden af at udbrede Guds ord ved at fortælle andre om det. Han sagde: „I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og at lære jer både offentligt og i hjemmene alt, hvad der kunne være jer til gavn.“ — Ap. G. 20:20.
15. Hvor nidkær var Jesus som en ordets tjener, og hvad sagde han at Guds tjenere ville være optaget af ved afslutningen af denne tingenes ordning?
15 Det var Jesus selv der satte dette eksempel med hensyn til at forkynde den gode nyhed. Vi læser: „Så vandrede Jesus omkring i alle byer og landsbyer, lærte i deres synagoger og prædikede evangeliet om Riget.“ (Matt. 9:35) Jesus var i sandhed en nidkær forkynder, og han opfordrede alle sine efterfølgere til at følge det eksempel han satte mens han levede her på jorden. Dette krav er aldrig blevet ændret. Jesus fremholdt det endog som en del af det tegn der skulle markere afslutningen på denne onde tingenes ordning, da han blandt andet sagde: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ (Matt. 24:14) Når den der ønsker at indvi sig til at gøre Guds vilje, forstår dette krav som Gud har fremholdt i sit ord og som er en befaling af Guds søn Jesus, vil vedkommende også ønske at være med i en sådan forkyndergerning til Jehovas ære og pris.
Det alvorlige indvielsesløfte
16. (a) Hvorfor er det en alvorlig sag at aflægge løfte om at gøre Guds vilje? (b) Hvor lang tid lover man at give sit liv til Gud i hans tjeneste?
16 Af det vi her har behandlet fremgår det klart at det ikke er let at være en sand efterfølger af Kristus Jesus. Det er ikke desto mindre den eneste rette vej at følge, og det er den vej der fører til evig velsignelse. Jesus formanede imidlertid: „Hvis nogen af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først hen og regner ud, hvad det vil koste — om han har nok til at få det færdigt?“ (Luk. 14:28) Den der tænker på at indvi sig og lade sig døbe, opfordres derfor til at beregne hvad der kræves af ham. Jesus studerede Guds sandhedsord, og han vidste udmærket hvor alvorligt det var at love hans Fader noget. I Prædikerens bog havde Jehova ladet nedskrive: „Når du giver Gud et løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der er ingen glæde ved dårer. Hvad du lover, skal du holde.“ (Præd. 5:3) Det må den der nu tænker på at indvi sig og lade sig døbe også tage i betragtning. Uanset hvor længe den indviede kristne lever eller hvor længe denne onde tingenes ordning får lov at fortsætte, må den kristne i sit hjerte være fast besluttet på at han vil leve op til sit indvielsesløfte. Jehova tager ikke imod en indvielse der er tidsbegrænset. Ingen kan sige at han kun vil tjene for en bestemt tidsperiode. Det er et løfte der gælder hele livet, og det forventes at den der kommer frem for Jehova Gud holder dette løfte.
17. (a) Hvorfor er det kun rimeligt at Gud forventer at vi holder vort løfte? (b) Er det forstandigt at udsætte sin beslutning? Forklar. (c) Med hvilket motiv bør vi nærme os Jehova?
17 Det er kun rimeligt af Jehova at kræve at vi forbliver trofaste hele vort liv. Vi forventer at Jehova holder sit løfte og giver os evigt liv hvis vi forbliver trofaste. Vi kunne ikke et øjeblik tænke os at Gud ikke ville holde sit løfte. På den anden side kan Jehova med rette forvente at vi forbliver trofaste når vi indvier os til at gøre hans vilje. I Prædikerens bog 5:1 gives den betimelige formaning: „Lad ikke din mund løbe eller dit hjerte haste med at udtale et ord for Guds åsyn.“ Den der kommer til erkendelse af hvad der er Guds vilje med ham, må forstå at det er nødvendigt at være helt klar over Jehova Guds krav. Han ønsker ikke at tage en forhastet beslutning i en så alvorlig sag. Selv om det således er nødvendigt at være forsigtig, vil udsættelse på den anden side medføre Jehovas mishag, for Guds ord siger: „Altså når man ved, hvad der er det rigtige, og ikke gør det, er man skyldig i synd.“ (Jak. 4:17) Jehova kender vort hjerte, og han kender vore motiver og vor livsførelse. Han lader sig ikke bedrage. Vi bør heller ikke bedrage os selv eller mene at vi kan bedrage Jehova. Vi må komme frem for ham med et rent hjerte, med det samme sind som Jesus havde og som salmisten omtalte: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.“ — Sl. 40:9; Hebr. 10:5-10.
En handlemåde der medfører Jehovas velsignelse
18. Hvilken trøst giver Gud dem der frygter ham og holder hans bud?
18 De der har fået denne forståelse og værdsættelse af den stilling de kan opnå hos Jehova Gud, har i sandhed håb om store velsignelser. Den himmelske Faders omsorg og beskyttelse er noget der må skattes højt, og herom hedder det: „Den, der sidder i den Højestes skjul og dvæler i den Almægtiges skygge, siger til [Jehova]: Min tilflugt, min klippeborg, min Gud, på hvem jeg stoler.“ Og Jehova siger: „Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit navn; kalder han på mig, svarer jeg ham, i trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham ære; med et langt liv mætter jeg ham og lader ham skue min frelse!“ — Sl. 91:1, 2, 14-16.
19. Hvad kan vi miste ved at indvi os til Jehova, men hvad får vi til gengæld?
19 Selv om denne handlemåde kan betyde at man mister andres, ja endog sine egne slægtninges, venskab, fordi disse er imod sandheden, opvejer Jehovas velsignelse ethvert tab. Det var Jesus der sagde: „Der er ingen, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller moder eller fader eller børn eller marker for min og for evangeliets skyld, uden at han skal få det hundredfold igen, nu her i tiden hjem og brødre og søstre og mødre og børn og marker, tillige med forfølgelser, og i den kommende verden evigt liv.“ — Mark 10:29, 30.
20. Hvad vil de der kan svare „ja“ til de to spørgsmål der stilles ved dåben, modtage af Jehova Gud?
20 I disse kritiske „sidste dage“ kan vi forvente en trængselstid hvis lige ikke har været fra verdens skabelse og indtil nu. Men det endelige udfald af denne tidsperiode vil blive afslutningen på denne onde tingenes ordning og oprettelsen af en ny verdensorden der lover evigt liv under Guds rige ved hans søn Jesus Kristus. De mennesker der i dag har erkendt at de er syndere som har frelse behov og som har erkendt at en sådan frelse udgår fra Jehova Gud gennem hans søn Jesus Kristus, og som uforbeholdent har indviet sig til at gøre den almægtige Guds vilje, indtager i sandhed en stilling der kan bringe dem mange velsignelser fra den almægtige Gud gennem hans søn. En sådan belønning fra vor himmelske Fader kan ikke sammenlignes med noget andet, for „Jehovas velsignelse — det er den som gør rig, og han føjer ingen smerte til den“. — Ordsp. 10:22, NW.