Er du tilfreds med det du har?
MENNESKETS søgen efter lykke skyldes et medfødt ønske. Det er ret og rigtigt at nære dette ønske, for Skaberen har nedlagt det i menneskehjerterne. Som ’den lykkelige Gud’ ønsker han at alle hans skabninger skal være lykkelige. — 1 Tim. 1:11.
Spørgsmålet er imidlertid: Hvordan kan man opnå lykke? At dømme efter den vægt der lægges på materielle goder i dag, synes mange mennesker at forbinde lykke med materielle ejendele. Spørger man om de gerne vil vide hvordan de kan opnå lykke i tilværelsen, svarer de ofte: ’Hvis jeg havde penge, ville jeg være lykkelig.’
Det skulle ikke overraske nogen at så mange tænker sådan. Med alle former for reklame og propaganda — nogle pågående, andre underfundige — tilskynder forretningsverdenen uophørligt folk til at købe mere og til at bruge mere. Man får folk til at tro at de kan spare penge ved at købe et nyt produkt, til trods for at de har den samme vare i forvejen, blot i en ældre eller en anden model. I Hongkong, for eksempel, hedder det overtalende i en annonce for en mindre vogn: „Hvis De allerede har en stor vogn, må De også have denne.“ En anden annoncør spørger: „Sluger Deres aircondition-anlæg energi?“ Og så følger forslaget: „Udskift nu med et supereffektivt . . . anlæg.“
Folk er utilfredse, og det skyldes til dels alle disse reklamebombardementer. Mange prøver at finde nye måder at tjene penge på, så de kan købe flere materielle ting, i håb om at dette vil bringe dem den lykke og tryghed de længes efter. Men hvor ofte ender deres anstrengelser ikke i fiasko og skuffelse! Og nogle, for hvem det ikke er lykkedes at opnå den ønskede velstand ad lovlig vej, har grebet til ulovlige metoder — de stjæler, begår væbnet røveri, sælger narkotika, og lignende. Dette bekræfter sandheden i det bibelske ordsprog: „Den der haster med at blive rig forbliver ikke uskyldig.“ — Ordsp. 28:20, NW.
Men nogle vil måske sige: ’Ja, det er rigtigt at mange ikke har haft held til at blive rige, men andre har dog, ikke sandt?’ Jo, i alle lande er der mennesker som er blevet rige ved hårdt arbejde eller ved dygtighed, men det er forholdsvis få. Spørgsmålet er imidlertid ikke så meget om disse mennesker er blevet rige, men: Er de tilfredse og lykkelige? Enhver må indrømme at selv de der har haft held til at samle sig rigdomme, ofte slet ikke er tilfredse; de ønsker nemlig hele tiden at blive endnu rigere. Menneskets Skaber er sig denne tilbøjelighed hos ufuldkomne mennesker fuldt bevidst. Hans ord siger rammende: „Den, der elsker sølv, mættes aldrig af sølv, og den, der elsker rigdom, mættes aldrig af vinding.“ (Præd. 5:9) Hvor rigtig har denne iagttagelse ikke vist sig at være!
Rigdom er tomhed
Skaberen ved også udmærket hvilken skade og sorg en materialistisk tilværelse kan medføre. I sin godhed og omsorg for menneskene har Gud i sit ord givet os megen vejledning for at advare os mod at falde i denne snare. Uanset hvor megen materiel velstand et menneske har held til at samle sig, vil det uvægerlig miste alt ved døden. Det er afgjort tomhed at sætte alle sine bestræbelser ind på at samle sig rigdomme der må efterlades til andre. Den vise kong Salomon sagde træffende om den der gør dette: „Som han udgik af sin moders liv, skal han atter gå bort, lige så nøgen som han kom, og ved sin flid vinder han intet, han kan tage med sig.“ Denne vismand havde således god grund til at drage følgende slutning: „Også det er et slemt onde: ganske som han kom, går han bort, og hvad vinding har han så af, at han gør sig flid hen i vejret?“ — Præd. 5:14, 15.
De der er optændt af ønsket om at blive rige, lider i øvrigt ofte af en eller anden sygdom der er forårsaget af sådanne nedbrydende følelser som bekymring, frygt og misundelse. Salomon, der var en god og skarpsindig iagttager af livet dengang, havde ganske ret da han fortsatte sin betragtning: „Og dertil kommer et helt liv i mørke, sorg og stor kvide, sygdom og kummer,“ hvilket øjensynlig indbefattede fordøjelsesvanskeligheder. (Præd. 5:16) Moderne lægevidenskabelig forskning har til fulde bekræftet at negative følelser kan have en yderst skadelig virkning på et menneskes fysiske helbredstilstand. Er et dårligt helbred ikke for høj en pris at betale for materiel velstand?
Et umætteligt begær efter flere materielle goder kan også ødelægge et menneskes lykke. Mange påtager sig for eksempel overarbejde eller et ekstra job for at kunne købe luksusting, og så viser det sig at de er for trætte eller har for travlt til at nyde tingene når de får dem. Andre tager på dyre rejser eller køber luksusting på afbetaling; de sætter sig derved i gæld og skaffer sig tunge økonomiske byrder. Ikke så få er blevet tvunget til at erklære sig konkurs fordi de ikke kunne klare sådanne økonomiske forpligtelser, og de har derved bragt smerte og skam over sig selv og deres familie. Hvis disse mennesker havde været tilfredse med livets fornødenheder, havde de og deres kære sikkert ikke behøvet at lide en sådan sorg og hjertekval.
Sand lykke og tilfredshed
I sin uovertrufne visdom véd Skaberen hvad der fører til virkelig tilfredshed og lykke. Gennem den kristne apostel Paulus vejleder han kærligt: „Ja, den er virkelig et middel til stor vinding, denne gudhengivenhed sammen med viljen til at klare sig med hvad man har. . . . Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med disse ting.“ (1 Tim. 6:6-8) Den der er tilfreds med livets fornødenheder drives ikke til at øge sine ejendele som følge af begærlighed og ambitioner. Han er skånet for megen bekymring og sorg avlet af utilfredshed. Da han er tilfreds med det han har, kan han ofre sin tid og sine kræfter på ting der er vigtigere og som det lønner sig bedre at arbejde for end materielle rigdomme.
For at være virkelig lykkelig må man have et godt forhold til Gud. Et sådant forhold kan man kun opnå hvis man har nøjagtig kundskab om Skaberen og tjener ham helhjertet. Men nogle spørger måske: ’Hvorfor må man være viet til Gud for at være lykkelig? Findes der ikke masser af mennesker i verden som overhovedet ikke er religiøse og som dog nyder deres materielle velstand og livets ædle glæder?’ Jo, det gør der, men vi må huske at virkelig lykke stikker dybere end øjeblikkets nydelser og behageligheder. Virkelig lykke indebærer en dyb følelse af velvære og indre fred. En mand kan muligvis have glæde af det han ejer i dag; men hvordan kan han, i betragtning af livets usikkerhed, være sikker på at han har den samme glæde i morgen? Han føler måske at han er lykkelig, men kan noget der hviler på så flygtigt et grundlag, betragtes som virkelig lykke?
Bibelen omtaler mennesker der anser sig selv for at være lykkelige på grund af deres materielle velstand. De siger: „Vore lagre er fulde, forsyner os med alle slags varer; vore hjorde øges tusind, ja, titusind gange på vore gader; vore okser er belæssede, uden brud og uden at kælve for tidligt; og der er ingen klageskrig på vore torve. Lykkeligt er det folk som har det således!“ Bibelen peger imidlertid på en lykke af højere karat. Den siger: „Lykkeligt er det folk hvis Gud er Jehova!“ — Sl. 144:13-15, NW.
Et menneske der er viet til Gud og har et nært forhold til sin Skaber, ejer en dyb følelse af tryghed og fred, hvilket er en væsentlig forudsætning for sand lykke. Et sådant menneske ved at det kan regne med Jehovas omsorg uanset hvad det møder af modgang. (Hebr. 13:5, 6) Som en tjener for Gud har man desuden et mål i livet og et storslået fremtidshåb. Man ved at den almægtige Gud vil fjerne ethvert gran af had og ondskab, alt det der har skabt så megen sorg og smerte på jorden. Den nuværende ordning vil blive udskiftet med et retfærdigt styre, og der siges om menneskene: „De skal ikke have møje forgæves, ej avle børn til brat død.“ De vil kunne nyde frugten af deres arbejde for evigt. — Es. 65:17-25.
Jorden over findes der i dag tusinder af mennesker som førhen forgæves søgte lykken ved jag efter materielle goder, men som nu har opnået virkelig lykke og tilfredshed. De har lært Guds ords sandhed at kende og er begyndt at leve efter den — det har gjort dem glade og tilfredse.
En ung mand af velstående familie i et sydøstasiatisk land kæmpede for at gennemføre en politisk reform, idet han håbede ad den vej at finde lykken. Det eneste han fik ud af det var vanskeligheder med regeringsmyndighederne. Så forsøgte han sig i forretningsverdenen og havde held til at samle sig en betydelig sum penge i løbet af kort tid. Men lykken udeblev stadig. Narkotika tilfredsstillede ham heller ikke. I sin fortvivlelse søgte han endelig hjælp hos Jehovas Vidner, og hurtigt gik det op for ham at han havde fundet sandheden. Efter nogen tids grundigt studium indviede han sig til at gøre den almægtige Guds vilje. Alt dette medførte en fuldstændig forandring af den unge mands syn på livet. I erkendelse af at sand lykke kun opnås ved helhjertet tjeneste for Gud, blev han heltidsforkynder af den gode nyhed om Guds rige. Siden har han nydt mange velsignelser i sit nye kald, deriblandt en velgørende og tilfredsstillende følelse af glæde og lykke som han aldrig fandt i de år hans mål i livet udelukkende var materialistiske.
Ja, virkelig tilfredshed og lykke opnår man kun hvis man ser de materielle ting i det rette perspektiv. Vor kærlige Skaber har tilvejebragt disse ting for at vi kan nyde dem og glæde os over dem, men de er afgjort ikke den væsentligste kilde til glæde og lykke. Hvis vi jager efter dem uden hensyn til hvad der er Guds vilje, vil vi uvægerlig miste lykken eller aldrig finde den. Sand lykke og tilfredshed kommer som et resultat af at vi tjener Skaberen og gør hans vilje. Gør vi det, vil vi i fuldt mål kunne glæde os over Guds materielle skaberværk, og hans åndelige gaver vil berige os med den størst tænkelige lykke.