Den elskede kvinde i den ypperste sang
„Du er aldeles smuk, O min ledsagerinde, og der er ingen brist i dig.“ — Højs. 4:7, NW
1. Hvilken kærlighed kan overgå en mands kærlighed til en kvinde, og hvor højt elskede Kristus den gruppe han samlede omkring sig?
KÆRLIGHEDEN til en kvinde kan overgås af kærligheden til en organisation af mænd og kvinder. På den anden side kan en organisations kærlighed til en mand eller til dens leder være så stærk at intet i denne verden kan overvinde den. Den prægtigste mand som nogen sinde har levet på jorden var Jesus Kristus, den leder som mere end 800.000.000 troende rundt om i verden påstår at følge. Han blev født i Betlehem i Det mellemste Østen for mere end 1900 år siden og led martyrdøden i året 33 af den kristne æra. Fattede han nogen sinde kærlighed til en kvinde og tog hende til hustru? Nej; han døde i en alder af treogtredive og et halvt år, blev aldrig gift og fik aldrig børn. Men af mænd og kvinder som han samlede rundt om sig dannede han en organisation, og dem elskede han inderligt som medlemmer af organisationen. Ja, han gav oven i købet sit liv for disse mænd og kvinder og for de mænd og kvinder som endnu skal blive medlemmer af organisationen.
2. Med hvilke ord anerkendte Jesus den der gav ham hans organisation af efterfølgere?
2 Josef, tømreren fra Nazaret, der stod som Jesu jordiske fader, gav ham ikke denne organisation af efterfølgere. Det var Gud, Jesu himmelske Fader, der gav ham organisationen, hvilket Jesus selv anerkendte med ordene: „Intet menneske kan komme til mig uden at Faderen, som sendte mig, drager ham.“ (Joh. 6:44, NW) „Hvad min Fader har givet mig er noget der er større end alle andre ting, og ingen kan rive dem ud af Faderens hånd.“ (Joh. 10:29, NW) I en bøn sagde Jesus til sin himmelske Fader: „Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker du gav mig ud af verden. De var dine, og du gav mig dem.“ (Joh. 17:6, NW) Den himmelske Fader gav dem til sin søn Jesus, på samme måde som en pige loves hen i ægteskab til sin fremtidige mand.
3. Med hvad sammenlignede Johannes Døber og Paulus denne organisation af Jesu efterfølgere?
3 Organisationen eller menigheden af mænd og kvinder blev derfor omtalt som Jesu brud, en organisationsagtig kvinde der skulle giftes med eller knyttes uadskilleligt til ham i fremtiden i hans himmelske Faders hjem. Hans fætter Johannes, præsten Zakarias’ søn, talte om forholdet på denne måde: „Han der har bruden er brudgommen. Men brudgommens ven føler, når han står og hører ham, en ikke ringe glæde på grund af brudgommens røst. Dette er til min glæde rigtignok blevet opfyldt.“ (Joh. 3:29, NW) Den kristne apostel Paulus, der vandt Jesus Kristus mange efterfølgere, benyttede lignende vendinger som Johannes og talte akkurat som brudgommens ven til disse efterfølgere: „Jeg er nidkær for jer med en gudfrygtig nidkærhed, for jeg personlig lovede jer hen i ægteskab til en ægtemand for at jeg kunne fremstille jer som en ren jomfru for Kristus.“ (2 Kor. 11:2, NW) Apostelen Paulus opfordrede dem indtrængende til at være trofaste i deres kærlighed til og hengivenhed for brudgommen, Kristus.
4. (a) I hvor høj grad har Kristus givet bevis for sin kærlighed til organisationen? (b) Hvor længe må menigheden give bevis for sin kærlighed til Kristus, og hvilken organisation står den som en modsætning til?
4 Med sin egen død har Jesus Kristus givet bevis for sin kærlighed til den organisation eller menighed som hans himmelske Fader giver ham til hustru. Paulus siger at „Kristus er hoved for menigheden, han er jo en frelser for dette legeme. . . . Kristus . . . elskede menigheden og gav sig selv hen for den, så han kunne helliggøre den, idet han ved hjælp af ordet rensede den i vandbadet, for at han kunne fremstille menigheden for sig i dens glans, så den ikke havde nogen plet eller rynke eller andet sådant, men kunne være hellig og lydefri.“ (Ef. 5:23, 25-27, NW) Menigheden må imidlertid godtgøre at den elsker Kristus, brudgommen, lige indtil det sidste af disse 144.000 medlemmer af menigheden har bestået alle prøverne. Der findes mange religiøse organisationer der kalder sig kristne og foregiver at elske Kristus. Alene i De forenede Stater har man talt 265 sådanne religiøse sekter; i Sydafrika er der mere end et tusinde. Med deres gerninger beviser de imidlertid at de elsker denne verden mere end de elsker Jesus Kristus og det rige som hans himmelske Fader, Jehova Gud, har salvet og indsat ham til konge over. Disse religiøse sekter bejler til denne umoralske verden for at opnå dens gunst. Disciplen Jakob spørger alle kristne der nærer en sådan delt kærlighed: „I ægteskabsbrydersker, ved I ikke at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den der gerne vil være verdens ven, gør sig derfor til Guds fjende.“ — Jak. 4:4, NW.
5. Hvor mange menigheder er trolovet med Kristus, og hvordan vil de der endnu er tilbage af de trolovede give bevis på deres kærlighed og hengivenhed?
5 Men der eksisterer kun én menighed som er rigtig trolovet med Jesus Kristus og som skal vies til ham i de kongelige himmelske haller, og til medlemmerne af den siger Jesus: „Hvis verden hader jer, ved I at den har hadet mig før den hadede jer. Hvis I var en del af verden, ville verden holde af det der er dens eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“ (Joh. 15:18, 19, NW) Den sande menighed bestående af 144.000 trofaste nærer ingen kærlige følelser for denne fordærvede, døende verden. Den omfatter Jehova Gud, den himmelske Fader, med en absolut hengivenhed og viser hans søn, Jesus Kristus, al den kærlighed som dens himmelske brudgom har ret til og krav på. I løbet af de sidste 1900 år har den himmelske Fader ved sin hellige ånd avlet oprigtigt indviede troende og på denne måde trolovet dem med sin elskede søn. I dag, da alle håndgribelige tegn peger på at han i året 1914 satte sin søn, brudgommen, på tronen i det himmelske rige, lever der på jorden kun en rest af denne brudemenighed. Nu er „endens tid“ med alle dens trængsler oprundet for denne gamle verden, men så længe den endnu står, skal resten stadig aflægge bevis på dens uforbeholdne kærlighed til og hengivenhed for dens himmelske brudgom, Kristus. Det vil den gøre fordi den elsker ham med en brændende, uudslukkelig kærlighed. Den skønne bog i Bibelen kendt som Salomons Højsang giver os en sikker forvisning herom.
Højsangen
6. Er Salomons Højsang en del af de inspirerede skrifter, og hvilke beviser har vi herfor?
6 Da Jesus levede på jorden blev Salomons Højsang af den jødiske menighed anerkendt som en del af de inspirerede skrifter og stod opført i kataloget over dens hellige hebraiske manuskripter. Den blev ligeledes af den første kristne menighed regnet for en ægte del af de hellige skrifter. Det er til stor gavn for os at studere bogen, når vi forstår den rigtigt. Højsangen må også omfattes af følgende ord af Paulus: „Al skrift er inspireret af Gud og gavnlig til belæring, til irettesættelse, til at sætte ting på plads, til optugtelse i retfærdighed, for at gudsmennesket kan blive fuldt ud dygtigt og udrustet til al god gerning.“ (2 Tim. 3:16, 17, NW) Den jødiske rabbi Akiba, der levede i det første århundrede af den kristne æra, udtrykker sin påskønnelse af bogens værdi således: „Den hele verden har ikke gjort sig fortjent til den dag da Israel modtog denne ophøjede sang; thi alle skrifterne er hellige, men denne ophøjede sang er den helligste.“ — Misnah, Sjette Del under „Yadaim“, afsnit 3, § 5.
7. Hvad er den såkaldte Salomons Højsang, hvornår blev den skrevet, og hvad er temaet i den?
7 Kong Salomon af Jerusalem, der har skrevet sangen, siger imidlertid i digtets åbningsvers: „Den ypperste sang, som er Salomons.“ Ifølge den hebraiske tekst hedder den bogstaveligt „sangenes sang“, det vil sige den skønneste, den ypperligste sang. Det drejer sig ikke om en samling sange. Det er én sang, skønt den almindeligvis deles i otte kapitler. Den blev skrevet af kong Salomon efter at han havde bygget det vidunderlige tempel til Jehova Gud i Jerusalem, og efter at han var blevet gift. Sangen skriver sig altså fra tiden omkring år 1010 før den kristne tidsalder. Ét tema går igennem hele sangen: den kærlighed som en landsbypige fra landsbyen Sjunem eller Sjulem nærer til en hyrdedreng. Kong Salomon forelskede sig i den samme pige, men hendes kærlighed til sin elskede, hyrden, forblev usvækket, og kongens blev forsmået. Den kunne derfor med god ret kaldes Sangen om Salomons Forsmåede Kærlighed.
8. Hvilken betydning knyttede oldtidens hebræere til bogen, og er denne betydning korrekt ifølge historien?
8 Oldtidens hebræere knyttede en symbolsk betydning til bogen. De opfattede pigen som et symbol på den jødiske kirke fra profeten Moses’ tid og fremefter. Genstanden for denne kirkes kærlige følelser var Jehova Gud, som altså fremstilledes ved hendes elskede hyrde. Men tages den jødiske kirke i de forgangne 1900 år nærmere i øjesyn, røber de sørgelige kendsgerninger at den svigtede sin kærlighed til Jehova som dens Gud; forlængst er den ophørt med at være Jehova Guds vidners kirke. Jødernes egen historie, som den fremtræder i De hebraiske Skrifter, godtgør, at de forkastede de profeter som Gud sendte i sit navn; og De kristne græske Skrifter viser at de nåede topmålet i deres forkastelse af Guds talsmænd, dengang de fornægtede Jesus Kristus, der kom og forkyndte for dem i Jehovas navn, og til sidst lod ham lide en grufuld død på marterpælen. Dette var alt andet end et tegn på en ægte, usvigelig kærlighed til Jehova, hjordens store Hyrde.
9. Hvilken skreven advarsel henleder Paulus vor opmærksomhed på, og i forbindelse med hvem får sangen derfor sin opfyldelse?
9 I et brev til den kristne menighed i det første århundrede beretter apostelen Paulus om en række tilfælde hvor israelitterne gav slip på deres kærlighed til Jehova Gud, og derefter fremsætter han sine tanker derom: „Nu vedblev disse ting at ske med dem som eksempler, og de blev skrevet til advarsel.“ Til advarsel for hvem? „For os til hvem den absolutte afslutning på tingenes ordninger er kommet.“ (1 Kor. 10:11, NW) Der kan derfor ikke være tale om andet end at Højsangen får sin opfyldelse på den kristne menighed, som Paulus var medlem af i det århundrede da den jødiske tingenes ordning ikke længer havde Guds bifald og derfor ophørte, idet Jehova Gud flyttede sin miskundhed over på den kristne menighed, som han trolovede med sin søn, brudgommen Jesus Kristus.
10. Hvem er den elskede pige i sangen et billede på, hvem er hendes elskede hyrde et billede på, og hvis eksempel må resten i dag følge?
10 Den elskede pige i sangen må således være den sande kristne menighed på 144.000 trolovede medlemmer; og pigens elskede hyrde må være Herren Jesus Kristus, der nu er herliggjort i himmelen takket være sin brændende kærlighed til sin himmelske Fader. På den tredje dag efter at han var blevet dræbt på marterpælen oprejste Gud den Almægtige ham fra de døde, og han blev atter en åndelig søn, men nu udødelig og højt ophøjet over det menneskelige kød han engang levede i. Fyrre dage derpå lod Gud ham stige op til himmelen hvor han har sin trone. Han bød ham sætte sig ved sin højre hånd og vente, blandt andet på at han til sin himmelske Faders bestemte tid i himmelen skulle indgå ægteskab med sin brudemenighed. Siden hans opstigning til himmelen har medlemmerne af brudemenigheden været trolovet med ham gennem tro. Til dem er det apostelen Peter skrev: „Skønt I aldrig har set ham, elsker I ham. Skønt I ikke ser på ham i øjeblikket, udøver I dog tro på ham og glæder jer højligen med en usigelig og ophøjet glæde, mens I modtager jeres tros absolutte ende, jeres sjæles frelse.“ (1 Pet. 1:8, 9, NW) Det samme gælder den lille rest af hans menighed i dag. Den må bevise sin kærlighed til den usete Kristus, akkurat som den sjulamitiske pige beviste sin over for den elskede.
11. Hvad fandt Salomon gennem sine eksperimenter med hensyn til manden i modsætning til kvinden, og hvem må menigheden efterligne i sin trofaste kærlighed?
11 I Prædikerens bog fortæller kong Salomon, sit folks samler, hvad han gennem sine eksperimenter opdagede, og han skrev: „’Se! Dette har jeg fundet,’ sagde samleren, ’det ene [taget] efter det andet, for at finde konklusionen, som min sjæl bestandig søgte, men jeg ikke har fundet. Én mand blandt tusinde har jeg fundet, men en kvinde blandt alle disse har jeg ikke fundet.’“ (Præd. 7:27, 28, NW) Men hvis kong Salomon i sangen beskriver sine egne nytteløse kærlighedserklæringer over for den sjulamitiske pige, så har han til sin egen skuffelse i hende virkelig fundet en kvinde der bevarede sin uangribelighed i kærligheden til en mand som af ydre ikke kunne måle sig med Salomons pragt. Dersom Salomon havde levet i det første århundrede af den kristne æra, ville han have været nødt til at indrømme at han i Jesus Kristus havde fundet ’den ene mand blandt tusinde’, ja af alle mænd den prægtigste på jorden. Den menighed som er trolovet med Jesus Kristus må efterligne ham. I sin trofaste kærlighed til ham må den give bevis for at den er som en kvinde der udmærker sig ved sin uangribelighed, en sjældenhed blandt kvinder, den eneste brudeorganisation blandt alle kristenhedens religiøse systemer som forbliver loyal og bevarer sin renhed i denne verden, så den kan dømmes værdig til den himmelske formæling med Kristus.
Dramaets personer og handlingen
12. Hvilke personer nævnes eller optræder i sangen?
12 I sangen præsenterer Salomon sig selv og spiller rollen som kongen af Jerusalem, den by der også blev kaldt Zion efter dens fort eller citadel. Hovedpersonen i sangen er den ikke navngivne landsbypige fra Sjunem eller Sjulem, af kong Salomon kaldet sjulamitten. (Højs. 6:13, NW) Landsbyen Sjunem, der i dag benævnes Sôlem, lå ved den sydvestlige grænse af Issakars stammes område, cirka 25 kilometer sydvest for Galilæas sø eller 90 kilometer nord for Jerusalem. Den smukke pige ved navn Abisjag blev fundet i Sjunem og ført til Salomons faders, kong Davids, palads, hvor hun skulle pleje ham på hans gamle dage. (1 Kong. 1:1-4; 2:17-22) Det var i Sjunem at en fremstående kvinde, der var barnløs i sit ægteskab med en gammel mand, sørgede for husly til profeten Elisa i et lille tagkammer hvor han kunne opholde sig når han kom forbi. (2 Kong. 4:8-10) Moderen til den sjulamitiske pige boede i Sjunem, og hun nævnes i sangen. Det gør faderen derimod ikke. Pigen har flere brødre der medvirker i den dramatiske sang. En anden fremtrædende person er den elskede hyrde. Andre medvirkende i sangen er kvinderne ved Salomons hof, kaldet „Jerusalems døtre“, samt nogle af byens kvinder der her tiltales med „Zions døtre“. (Højs. 1:5; 2:7; 3:5, 10, 11) Hvem personerne i sangen er, fremgår af hvad de siger eller hvad der siges til dem.
13. Hvor traf hyrden den sjulamitiske pige, og hvordan reagerede de?
13 Hvordan traf den sjulamitiske pige hyrden? Hun minder ham om det: „Under æbletræet vækkede jeg dig. Der lå din moder i fødselsveer med dig. Hun som fødte dig, gennemgik dér fødselsveer.“ (Højs. 8:5, NW) Det var et træ som ville erindre hyrden om hans ringe herkomst: han var født ude i marken, langt fra et hjems komfort og bekvemmeligheder. Men hans moder var stærk. Hun opfødte ham, og han blev den smukke unge mand han var. Da hyrden og den sjulamitiske pige mødtes på hans fødested, fandt han i hende alt hvad der var yndigt og elskeligt, og hun på sin side fandt ham så køn og prægtig.
14. Hvordan var sjulamittens brødre indstillet over for hende, og hvorfor blev de engang vrede på hende?
14 Men i lighed med apostelen Paulus’ nidkærhed for den kristne menighed var sjulamittens brødre meget nidkære for deres søster. De var ivrige efter at værne om deres søsters jomfruelighed, for de følte sig ikke helt sikre på hendes karakterfasthed. De prøvede at skærme hende mod fristelser. Engang syntes de at de havde grund til at være vrede på hende. Øjensynligt var det dengang hyrden havde skyndt sig hen til hende og foreslået at de skulle gå en tur sammen og nyde det tidlige forårs skønhed. For at citere hendes ord til kvinderne ved kong Salomons hof: „Lyden af min elskede! Se! han kommer dér, klatrende over bjergene, springende over højene. Min elskede ligner en gazelle eller hjortehinden. Se! han står bag vor mur og stirrer gennem vinduerne, kigger gennem gitrene. Min elskede har svaret og sagt til mig: ’Stå op, min ledsagerinde, min skønne, og tag med. For, se! regntiden er svundet, skylregnen er ovre, den er draget bort. Blomsterne har vist sig i landet, tiden er inde til at beskære vinstokken, og turtelduens røst er hørt i vort land. Og figentræet, det har fået en moden farve på sine tidlige figener; og vinrankerne står i blomst, de har givet [deres] duft. Stå op, kom, O min ledsagerinde, min skønne, og tag med. O min due i fjeldets tilholdssteder, i den stejle stis skjul, vis mig din skikkelse, lad mig høre din stemme, for din stemme er dejlig og din skikkelse er indtagende.’“ — Højs. 2:8-14, NW.
15. Hvad gjorde hendes brødre for at forhindre hende i at spadsere alene sammen med hyrden?
15 Sjulamittens brødre bliver vrede på hende fordi hun ønsker at sige ja til denne indbydelse. For at hindre hende og hyrden i at spadsere omkring alene og falde i fristelse, finder de ud af at det er aldeles påkrævet at sætte vagt ved deres vingårde, så de små ræve ikke skal ødelægge vinstokkene ved at grave huller under dem. Brødrene råber derfor: „I folk dér, fanger I ikke rævene for os, de små ræve der plyndrer vingårdene, for vore vingårde står i blomst.“ — Højs. 2:15, NW.
16. Hvad skete der med hende når hun måtte stå vagt i vingården ifølge hendes ord til „Jerusalems døtre“?
16 Brødrene benytter sig af årstidens arbejdsbehov og kræver at søsteren skal blive i vingårdene og vogte dem for de hærgende små ræve. Som hun selv fortæller det til „Jerusalems døtre“ der er ved kong Salomons hof: „Min egen moders sønner blev vrede på mig; de satte mig til at vogte vingårdene, [skønt] min vingård, den som var min, vogtede jeg ikke.“ (Højs. 1:6, NW) Det forklarer hvorfor hendes hud mistede sit lyse skær: „En sort pige er jeg, men indtagende, O I Jerusalems døtre, som Kedars telte [af sort hår], [og dog] som Salomons [smukke] teltforhæng. Se I ikke på mig på grund af min mørke lød, for solen har fået øje på mig.“ (Højs. 1:5, 6, NW) Når hun stod vagt i vingården blev hun udsat for solens stråler.
17. Hvilken anden fare stødte sjulamitten imidlertid på i forbindelse med kong Salomons lejr?
17 Men brødrenes sikkerhedsforanstaltninger, der nok hindrede hende i at mødes med sin elskede hyrde i forårstiden, førte til at hun truedes af en fare fra en anden kant. Kong Salomon selv kom op i omegnen af Sjunem eller Sjulem og opslog sine telte med deres smukke forhæng ikke langt fra hendes hjem og vingårdene. En dag var sjulamitten uforvarende kommet hen til kong Salomons lejr. Hun var ikke gået derhen for at stille sin ynde til skue eller prale med sin skønhed, hverken over for kong Salomon eller de tres mægtige israelitiske mænd, som alle var øvede krigere bevæbnede med sværd ved lænd, eller over for vognstyrerne. (Højs. 3:7, NW) Hun var ikke ubestandig i sine følelser, så hun glemte sin elskede hyrde og at hendes yndigheder tilhørte ham alene. Men som hun selv senere forklarede det for kong Salomon: „I nøddehaven gik jeg ned, for at se knopperne i regnflodsdalen, for at se om vinrankerne bar nye skud, om granatæbletræerne havde sat blomster. Jeg vidste ikke [af det, men] min egen sjæl havde ført mig hen til mit villige folks vogne.“ (Højs. 6:11, 12, NW) Mens hun var på vej ud til sit arbejde, var hun uforsætligt kommet hen til Israels konges lejr.
18. Hvordan kom sjulamitten ind i Salomons lejr, og hvilket indtryk gjorde det på hende?
18 Dér har enten kong Salomon med egne øjne set hende, eller også har lejrtjenerne set hende og omtalt hende rosende for ham. Derpå hentede Salomon hende bort fra moderen og brødrene og vingårdene og førte hende til sin statelige lejr. Og som hun stod der midt i den kongelige lejr omgivet af en fornemhed og pragt som nok kunne få en til at spærre øjnene op, og som vel måtte forventes også at imponere en simpel landsbypige som hun, udtalte den prægtige kong Salomon sin beundring for hende og bad hende om at tage med tilbage til Jerusalem og blive en af hans hustruer. Men hun er uimponeret af den kongelige rigdom overalt omkring hende. Hun føler sig fremmed og ilde til mode. Hun nærer ingen ømme følelser for kongen. I længsel efter sin eneste kærlighed taler hun som om han var der og hørte hendes ord til ham:
19. Hvad sagde hun henvendt til sin elskede hyrde mens han ikke var til stede?
19 „Ville han dog kysse mig med sin munds kys, thi dine kærlighedstilkendegivelser er bedre end vin. Til vellugt er dine olier gode. Som udgydt olie er dit navn. Derfor har de unge piger elsket dig. Drag mig med dig; lad os løbe. Kongen har bragt mig ind i sine indre kamre! Lad os være opfyldt af glæde og frydes over dig. Lad os, ja lad os nævne dine kærlighedstilkendegivelser mere end vin. Med rette har de elsket dig. Fortæl, fortæl mig, O du som min sjæl har elsket, hvor du vogter hjorden, hvor du lader flokken lægge sig ved middag. Hvorfor skulle jeg dog blive som en kvinde hyllet i sorg blandt dine fællers hjorde?“ — Højs. 1:2-4, 7, NW.
20. Hvordan svarer „Jerusalems døtre“ hende, og hvordan reagerer hun på Salomons tilnærmelser?
20 Hertil svarer hofdamerne, „Jerusalems døtre“: „Hvis du ikke selv ved det, O du, den skønneste blandt kvinder, så følg du selv i flokkens spor og lad dine gedekid græsse langs hyrdernes tabernakler.“ De vidste at hun var nødt til at forlade Salomons lejr og gå derhen hvor hendes elskede vogtede sine får. Men Salomon ville nødig lade hende tage af sted. Han begyndte at udtrykke sin beundring for hende og give hende løfter om hvordan han ville pryde og smykke hende i bypaladset. Han sagde til hende: „Med en af mine hopper for faraos vogne har jeg lignet dig, O min ledsagerinde. Dine kinder er yndige imellem hårets snore, din hals i en snor af perler. Ringformede smykker af guld vil vi gøre dig, tilligemed prydelser af sølv.“ Men sjulamitten tilbageviser Salomons tilnærmelser og lader ham vide at den eneste kærlighed der bor i hende er bestemt for en anden. Hun siger: „Så længe kongen sidder ved sit runde bord har min egen nardus afgivet sin vellugt. Som en pose myrra er min elskede for mig; mellem mine bryster vil han tilbringe natten. Som en klase henna er min elskede for mig, mellem vingårdene i En-gedi.“ (Højs. 1:8-14, NW) Sjulamitten brænder af længsel efter at tage sin elskede i favn.
Materielle tillokkelser
21. Hvad må de som hører til resten nu gøre med hensyn til deres kærlige følelser i betragtning af det der skete i 1914?
21 Hvilken lighed har vi lov at se mellem alt dette og den trofaste rest af Kristi brudemenighed i dag? Jehova indsatte sin søn Jesus Kristus på tronen i himmelen i 1914, men denne har endnu ikke taget resten op til sig. Disse trolovede er altså borte fra ham. De er nok i verden, men de vover ikke at gøre sig til en del af denne verden, gå tilbage til den verden som Kristus drog dem ud af. De må bevare sig selv som rene jomfruer, uplettede af denne verden. Analogt med Salomons ydre glans som konge ejer denne verden mange ydre tillokkelser. Med dem prøver den at vinde den trolovede rests kærlige følelser fra Kristus. Men resten lyder befalingen om ikke at elske det som er i denne verden, „kødets lyst og øjnenes lyst og den pralende fremvisning af ens økonomiske midler“. (1 Joh. 2:15, 16, NW) På Paulus’ tid blev nogle kristne lokket ved tanken om øjeblikkeligt at herske som konger à la Salomon, idet de ikke ønskede at vente på at den regerende konge, Jesus Kristus, skulle ophøje dem til en plads på sin trone når deres jordiske færd var afsluttet. „I er allerede rige, ikke? I er begyndt at regere som konger uden os, ikke?“ spørger Paulus. — 1 Kor. 4:8, NW.
22. Hvordan viser resten nu at den foretrækker Hyrden fremfor kongeværdigheden?
22 Men resten i dag ved at den ikke er kaldet til at herske på denne jord, mens den nuværende onde verden består. Dens kald er at følge i Jehovas rette Hyrdes, Mesteren Jesu Kristi fodspor. Han fandt de tabte får, gav dem føde og beskyttede dem, ja ofrede endog for deres skyld sit jordiske liv. Resten falder ikke for denne verdens materialisme, heller ikke for denne verdens politiske herskerstillingers ydre glans. De der hører til resten følger ikke denne verdens konger, men Jehovas rette Hyrde og efterligner ham ved at udføre en hyrdegerning på linje med den han udførte på jorden, idet de samler hans får og giver hans får føde, og det gør de fordi de elsker ham. De holder sammen på fårene i fred og enhed og beskytter dem mod denne verdens selviske, ulveagtige mennesker, som kunne undertrykke fårene og udbytte dem til egen fordel. (Joh. 21:15-17) Deres tanker er rettet mod det som er oventil, ikke mod det som er på jorden, og de søger således hele tiden det der er oventil, søger først Guds rige og den retfærdighed som kommer fra ham gennem Kristus. En helhjertet kærlighed til deres himmelske brudgom får dem til med foragt at afvise de forføriske tilnærmelser som denne verden gør over for dem med dens materialisme.
23. Hvordan er resten ligesom sjulamitten hvad angår hyrdens kærlighedstilkendegivelser, og hvordan viser hun hvad hun føler for Salomons lejr?
23 Resten ligner sjulamitten derved at den søger sin hyrdes, Jesu Kristi, kærlighedstilkendegivelser. De opvejer denne verdens had. Glæden vælder op i dem ved at mærke tegnene på at han, skønt uset, er med dem, akkurat som da sjulamittens elskede hyrde trængte ind i Salomons lejr og kom i berøring med hende og erklærede hende sin kærlighed med disse ord: „Se! du er smuk, min ledsagerinde. Se! du er smuk. Dine øjne er [som] duer.“ Sjulamitten foretrækker at være sin elskede nær, at være ét med ham ude på markerne og i skovene, under ceder og enebærtræerne. Kong Salomons prægtige lejr øvede ingen tiltrækning på hende. For at vise at hun ikke føler sig smigret ved eller imponeret af at stå i den kongelige lejr omgivet af al denne ydre, materielle pragt, siger hun til hyrden: „Se! du er smuk, min elskede, og behagelig. Og vor divan er af løv. Bjælkerne i vort store hus er cedre, vore spær enebærtræer.“ — Højs. 1:15, 16, NW.
24. (a) Hvordan betragter sjulamitten sig selv, og hvordan betragter hendes elskede hende? (b) Hvordan betragter hun ham, og hvad beder hun derfor „Jerusalems døtre“ om?
24 I sjulamitten finder vi en beskeden kvinde, som ikke tragter efter at blive noget stort på denne jord. Hun siger: „En simpel safran på kystsletten er jeg, en dalenes lilje.“ Blot en markblomst der vokser vildt! Hendes elskede hyrde synes at ingen kan stilles ved siden af hende og siger: „Som en lilje blandt tornet ukrudt, så er min ledsagerinde blandt døtrene.“ Sjulamitten viser at han i hendes øjne rager op over alle andre og ligner ham ved et frugtbart, skyggefuldt og luftigt træ blandt skovens ellers så almindelige træer: „Lig et æbletræ blandt skovens træer, sådan er min elskede blandt sønnerne. Hans skygge har jeg lidenskabeligt attrået og der har jeg sat mig, og hans frugt har været sød for min gane. Han førte mig ind i vinhuset, og hans banner over mig var kærlighed. Vil I folk vederkvæge mig med rosinkager, nære mig med æbler, thi jeg er elskovssyg. Hans venstre hånd er under mit hoved, og hans højre hånd omfavner mig.“ Hvordan skulle hun med en sådan kærlighed til sin kære hyrde kunne være vægelsindet og skænke sin kærlighed til en anden? Derfor henstiller hun indtrængende til kvinderne ved kong Salomons hof: „Jeg har taget jer i ed, O Jerusalems døtre, ved markens hungazeller eller hinder, at I ikke prøver at kalde på eller vække kærligheden [i mig], førend den selv føler lyst.“ (Højs. 2:1-7, NW) Således pålægger hun højtideligt, ved alt hvad der er smukt og fuldt af ynde, hoffets kvinder ikke at prøve at vække kærligheden til kong Salomon i hende, så hun svigter sin første kærlighed, kærligheden til sin hyrde.
25. Hvad har resten et smukt eksempel på i sjulamittens usvækkede kærlighed, og hvordan reagerer den over for materialistisksindede menneskers overtalelser?
25 I hendes usvækkede og usvækkelige kærlighed til hyrden har resten i dag et smukt eksempel på hvor uforanderlig, hvor urokkelig deres kærlighed til Kristus, Jehova Guds rette Hyrde, skulle være. Intet i denne verden eller på denne jord skulle kunne svække deres kærlighed til Kristus eller vende den bort fra ham. Materialistisksindede menneskers forsøg på med overtalelsesmidler at vække kærlighed til eller et selvisk begær efter noget andet end den rette Hyrde og hans kære får skulle falde til jorden. Vi skulle være i færd med at minde mennesker der gør brug af verdslige overtalelsesmidler, om at vore kærlige følelser er rettet udelukkende mod Kristus, den rette Hyrde, brudgommen, og at vi vil følge ham og ikke denne verdens materialisme og ydre glans.
26. Hvordan må resten være en trofast vingårdsvogter ligesom sjulamitten, og hvordan må de have et omdømme som hendes blandt folk udenfor?
26 Sjulamitten var en pålidelig arbejder, der holdt vagt over familiens vingårde. Hendes nutidige modstykke, den trolovede rest, er tilsvarende forpligtet til at blive på vintræet, Jesus Kristus, og virke som grene der sætter megen frugt til ære for den store Vingårdsmand, Jehova Gud. Det er til sikkerhed for dem selv. (Joh. 15:1-8) Sjulamitten havde et godt omdømme hos dem uden for familien. De høviske „Jerusalems døtre“ kaldte hende „den skønneste blandt kvinder“. Selv kong Salomon sagde at hun var smuk, „som Behagelig By, indtagende som Jerusalem, frygtindgydende som hærgrupper samlet rundt om bannere“. Byens kvinder, dronningerne og medhustruerne, udtalte at hun så ud „som morgengryet, er smuk som fuldmånen, ren som den glødende sol“. (Højs. 1:8; 6:1, 4, 9, 10, NW) Den trolovede rest må ikke i mindre grad end hun „have godt lov blandt dem, som er udenfor“. De „må vandre sømmeligt over for dem, der er udenfor“, og således ikke give anledning til at der findes fejl ved sandheden, men snarere anbefale den ved deres livsførelse. — 1 Tim. 3:7; 1 Tess. 4:12.
27. Hvorfor må den trolovede rest og den store skare af dens ledsagere stadig vandre i tro selv om brudgommen er begyndt at regere?
27 Den kongelige brudgoms herredømme er et usynligt himmelsk herredømme. Det virker fra hans himmelske Faders højre hånd. Det er højt hævet over åndeenglene og ethvert andet regeringsplan, for „engle og myndigheder og magter blev underlagt ham“. (1 Pet. 3:22, NW) Vi må derfor bestandig vandre i tro, selv om de sikre tegn på at han siden året 1914 har styret i det himmelske Zion, gør det til noget levende og nært for os at han nu sidder på tronen og udrækker sin herskerstav. (Sl. 110:1, 2) I overstrømmende glæde hylder vi ham som den regerende konge, og den store skare af den trolovede rests ledsagere vifter med palmegrene, så at sige, som en loyal og offentlig anerkendelse af ham. Dog er den trolovede rest og Hyrdebrudgommen stadig adskilt; der er ligesom et højt bjerg imellem dem, fordi resten stadig lever i kødet og endnu ikke er oprejst fra de døde i herlige åndelegemer. — 1 Kor. 15:42-44; 2 Kor. 5:1-8.
28. Hvordan føler resten med sjulamitten da hun udtrykker sin længsel efter sin elskede hyrde?
28 Af den grund må medlemmerne af den trolovede rest stadig længes efter at brudgommen skal komme og hente dem op til sig ved en himmelsk opstandelse, og således gøre ende på adskillelsen imellem dem. De føler med sjulamitten da hun sagde: „Min elskede er min, og jeg er hans. Han vogter hjorden mellem liljer. Til dagen ånder og skyggerne er flyet bort, vend om, O min elskede, vær som gazellen eller hjortehinden på adskillelsens bjerge.“ (Højs. 2:16, NW) Som apostelen Johannes udtrykker længselen i et af Bibelens allersidste vers: „Amen! Kom, Herre Jesus!“ — Åb. 22:20.
29. Hvor kan vi nu i disse dage for hans anden nærværelse finde ham, og hvor kan vi have samfund med ham?
29 I dag, tiden for Herren Jesu anden nærværelse siden året 1914, kan vi søge hvor det skal være, men vi vil ikke finde ham noget sted på jorden. Han er nærværende på den himmelske trone og har udrakt sin „styrkes spir“ over denne jord og lader sin magt føles her på jorden blandt sine fjender. Dog kan vi finde ind i et samfund med ham ved at tage hen og mødes med hans efterfølgere i deres forsamlinger, for han sagde: „Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, er jeg midt iblandt dem.“ (Matt. 18:20, NW) Det vil ofte fordre at vi må gå ud om aftenen for at overvære hans efterfølgeres møder og også besøge de „andre får“, som han nu indsamler, for at holde bibelstudier med dem, så vi i den rette Hyrdes navn kan give dem føde. — Joh. 10:16.
30. Hvordan beskriver sjulamitten at resten kommer til at nyde et særligt samfund med dens hyrde gennem menigheden?
30 Således nyder den trolovede rest et særligt samfund med deres hyrde-konge gennem menigheden, inden for deres åndelige moders organisation, det himmelske Zion, „det Jerusalem, som er oventil“. Sjulamitten, der holdtes tilbage i kong Salomons lejr, beskriver det på denne måde: „På min seng har jeg om aftenerne søgt den som min sjæl har elsket. Jeg søgte ham, men fandt ham ikke. Lad mig dog nu stå op og gå rundt i byen; lad mig i gaderne og på de offentlige pladser søge den som min sjæl har elsket. Jeg søgte ham, men fandt ham ikke. Vægterne som gik rundt i byen fandt mig: ’Har I mænd set den min sjæl har elsket?’ Næppe var jeg gået bort fra dem før jeg fandt den som min sjæl har elsket. Jeg greb fat i ham og jeg ville ikke lade ham gå, før jeg havde ført ham ind i min moders hus og ind i det indre kammer hos hende som havde været svanger med mig. Jeg har taget jer i ed, O Jerusalems døtre, ved markens hungazeller eller hinder, at I ikke prøver at kalde på eller vække kærligheden [i mig], førend den selv føler lyst.“ (Højs. 3:1-5, NW) Hele vort samfund med Kristus i åndelig retning, ikke opnået uden anstrengelse fra vor side, styrker os i vor beslutning om ikke at lade nogen anden kærlighed på jorden tage den plads som vor helhjertede kærlighed til ham har.
Prøven i byen Jerusalem
31. Hvor føres sjulamitten hen for yderligere at prøves, og hvordan beskrives processionen der drager derhen?
31 Den prøve som sjulamitten blev sat på i kong Salomons lejr i nærheden af hendes landsby Sjunem, bestod hun; så stærk var hendes kærlighed til en mand der ikke var andet end hyrde. Hvordan ville nu kongens fristende tilbud inde i det kongelige palads i hovedstaden Jerusalem virke på hende? Da hans lejr blev flyttet tilbage til Jerusalem, der lå omkring 90 kilometer længere sydpå, lod kong Salomon sjulamitten føre med. Kvinderne i hovedstaden, „Zions døtre“, ser processionen nærme sig byen. En siger: „Hvad er det som kommer op fra ørkenen ligesom røgsøjler, tilsat vellugtende dufte af myrra og virak, ja med alskens røgelse fra kræmmeren?“ En anden svarer: „Se! det er hans løjbænk, den som tilhører Salomon. Tres mægtige mænd omgiver den, fra Israels mægtige mænd, alle er de i besiddelse af et sværd, oplærte til krig, hver af dem med sit sværd ved lænd på grund af frygt om nætterne.“ En tredje udbryder: „Det er den bærestol som kong Salomon har fremstillet til sig selv af Libanons træer. Dens søjler har han lavet af sølv, dens støtter af guld. Dens sæde er af uld farvet purpurrød, dens indre nydeligt udstyret af Jerusalems døtre.“ En anden af byens kvinder råber: „Gå ud og se, O I Zions døtre, på kong Salomon med kransen som hans moder flettede til ham på hans vielsesdag og på hans hjertes glædes dag.“ (Højs. 3:6-11, NW) Sjulamitten står over for sin afgørende prøve!
32. Hvordan beredes resten til at modstå denne verdens fristende tilbud, og hvordan vises det nu i sjulamittens tilfælde?
32 I denne „endens tid“ tiltager prøverne på grund af materialismen i verden. For at vi kan modstå denne prunkende gamle verdens fristende tilbud, bereder og styrker vor hyrde os ved at forsikre os om sin bestandige kærlighed til os og ved at udtrykke sin beundring for vore kristne gerninger af rette slags. Dette svarer ganske til hvad den elskede hyrde gjorde da han fulgte Salomons kortege ind i Jerusalem og der kom i forbindelse med sjulamitten, der nu bærer slør, og siger til hende: „Se! du er smuk, O min ledsagerinde. Se! du er smuk. Dine øjne er [som] duer, bag dit slør. Dit hår ligner en gedeflok der er sprunget ned fra Gileads bjergrige egn. Dine tænder er som en flok nyklippede [får] der er kommet op fra vaskningen, alle føder de tvillinger og ingen blandt dem har mistet sine lam. Dine læber ligner nøje en skarlagensnor, og din tale er velbehagelig. Som et snit af granatæblet er dine tindinger bag dit slør. Din hals er som Davids tårn, bygget i skifter af sten, hvorpå der hænger tusinde skjolde, alle de mægtige mænds rundskjolde. Dine to bryster er som to rådyr, en hungazelles tvillinger, der græsser mellem liljer.“ Sjulamitten fortæller sin hyrde at hun ønsker at komme fri og forlade byen: „Til dagen ånder og skyggerne er flyet, vil jeg begive mig til myrrabjerget og til virakshøjen.“ — Højs. 4:1-6, NW.
33. Hvordan kan Hyrden sige til restens medlemmer at deres læber er som en skarlagensnor og deres tale velbehagelig, og som hvad virker deres tale?
33 Kan den rette Hyrde i dag sige til sin trolovede rest, der befinder sig midt i materialismens verdslige fristelse: „Dine læber ligner nøje en skarlagensnor, og din tale er velbehagelig“? Ja; for restens medlemmer har med munden offentligt forkyndt Jehovas navn, en handlemåde der fører til frelse og til samhørighed med deres brudgom. (Rom. 10:8-10, NW) Deres læber er smukt prydede med lovsang til Jehova, hvis herlighed er oprundet over dem og kastes tilbage fra dem ud i denne mørke verden. De er Jehovas vidner. (Es. 43:10, 12) Deres tale er yderst velbehagelig for den rette Hyrde, eftersom deres tale opfylder hans egen profetiske befaling til dem: „Denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og da skal den absolutte ende komme.“ (Matt. 24:14, NW) For den himmelske brudgom er det som kærlighedstilkendegivelser, som en frydefuld vellugt, som honningens sødme. Med hyrdens ord til sjulamitten siger han: „Du er aldeles smuk, O min ledsagerinde, og der er ingen brist i dig. . . . Hvor vidunderlige er dine kærlighedstilkendegivelser, O min søster, min brud! Hvor langt bedre er dine kærlighedstilkendegivelser ikke end vin, og dine oliers duft end alle parfumerede olier! Med honning fra bikagen drypper dine læber uden ophør, O [min] brud. Honning og mælk er under din tunge, og dine klæders vellugt er som Libanons vellugt.“ — Højs. 4:3, 7-11, NW.
34. Hvad opfordrer resten ved således at vidne om Riget Hyrden til at gøre, og med hvilken opmuntring ligner venligsindede mennesker Jerusalems kvinder?
34 Med deres kærlige, modige vidnegerning for Guds dyrebare søns rige, indbyder restens medlemmer deres kære hyrdebrudgom til at komme og spise af de Rigets frugter de rækker frem. Han kommer virkelig og nyder disse offentlige tilkendegivelser af deres kærlighed til ham idet han siger: „Jeg har spist min bikage sammen med min honning; jeg har drukket min vin sammen med min mælk.“ Ligesom Jerusalems kvinder iagttager venlige mennesker restens udtryk for kærlighed til dens himmelske brudgom, og de opmuntrer den til at fortsætte det kærlige arbejde med at indsamle Hyrdens „andre får“, således at resten og brudgommen fortsat kan nyde hinandens kærlighed. De siger: „Spis, O livsledsagere! Drik og lad jer beruse i kærlighedstilkendegivelser!“ — Højs. 4:16; 5:1, NW.
35. Hvordan kom resten, fordi den ikke hurtigt nok efterkom Hyrdens indbydelse, under den første verdenskrig ud for prøvelser i lighed med dem sjulamitten oplevede i sin onde drøm?
35 Én gang siden brudgommen blev nærværende i sin Faders rige i 1914, efterkom resten ikke hurtigt nok brudgommens indbydelse til at være sammen med ham i indsamlingen af fårene, hvilket skyldtes besværlighederne som følge af tidens mørke. Det var da den første verdenskrig var på sit højeste, særlig i 1918. Denne oplevelse var som den onde drøm sjulamitten beretter for hoffets kvinder i Salomons palads: „Jeg sover, men mit hjerte er vågent. Dér er lyden af min elskede der banker!“ I drømmen hører hun ham stå uden for døren og bønfalde: „Luk op for mig, O min søster, min ledsagerinde, min due, min fuldkomne! For mit hoved er fyldt med dug, mit hårs lokker med nattens dråber.“ Hun svarer at hun er i seng: „Jeg har taget min dragt af. Hvordan kan jeg tage den på igen? Jeg har vasket mine fødder. Hvordan kan jeg tilsmudse dem?“ Da hun endelig står op for at åbne for ham, er han forsvundet ud i natten. Hvad gør hun så? Hun forklarer selv: „Jeg søgte ham, men jeg fandt ham ikke. Jeg kaldte, men han svarede mig ikke. Vægterne der gik rundt i byen, fandt mig. De slog mig, de sårede mig. Vægterne på muren løftede [uforskammet] min vide kappe af mig.“ Lig sjulamitten blev resten syg om hjertet da dens håb om at blive forenet med Hyrden, Kristus, i det himmelske rige brast, og den i stedet blev udsat for forfølgelse fra kristenhedens vogteres side. — Højs. 5:2, 3, 6, 7, NW.
36. Hvordan har resten offentligt tilkendegivet at den er syg af kærlighed efter sin himmelske brudgom, og hvilket spørgsmål fremkalder dette hos retsindige mennesker?
36 Siden dette mareridt af en oplevelse har resten, ligesom sjulamitten i hendes drøm, åbent og uden at genere sig, offentligt tilkendegivet at den er syg af kærlighed efter dens himmelske brudgom. Ved i lydighed mod dens hyrdes befaling at gå ud og forkynde den gode nyhed om Riget for hele den beboede jord til et vidnesbyrd, har den offentligt bekendtgjort, især for kristenheden, at den elsker Hyrdebrudgommen: „Jeg har taget jer i ed, O Jerusalems døtre, at I, hvis I finder min ven, skal sige til ham at jeg er elskovssyg.“ Den ønsker at samle hans får, for at disse kan være som skrevne „anbefalingsbreve“ der kan dokumentere dens uforgængelige kærlighed til ham. (2 Kor. 3:1-3) Retsindige mennesker spørger hvorfor resten ønsker at de skal søge Kristus og i sig vise resultatet af dens kærlige vidnegerning: „Hvordan er din elskede mere end enhver anden elsket, så du har pålagt os en ed som denne?“ — Højs. 5:8, 9, NW.
37. Hvorfor frygter resten ikke for at vedkende sig Kristus over for mennesker, og hvilken grund anfører den for at den elsker ham?
37 Resten advares om ikke at skamme sig over at vedkende sig Kristus over for mennesker. Dens kærlighed til ham vil afværge frygten for at gøre det. For de fårelignende mennesker, der ønsker at søge Kristus sammen med den, beskriver den ham som Hyrden og Guds salvede konge, der har regeret i himmelen siden 1914. Den fortæller hvorfor den elsker ham, og giver en meget tiltrækkende beskrivelse af ham. For at sige det med sjulamittens ord:
38. Hvordan beskrev sjulamitten sin elskede over for „Jerusalems døtre“?
38 „Min elskede er lysende hvid og rødkindet, den mest iøjnefaldende af ti tusind. Hans hoved er guld, purt guld. Hans hårlokker er dadelklaser. Hans sorte [hår] er som ravnen. Hans øjne er som duer ved vandkanalerne, de bader sig i mælk, siddende i deres indfatninger. Hans kinder er som en haves krydderbed, tårne af røgelsesurter. Hans læber er liljer, dryppende af flydende myrra. Hans hænder er cylindre af guld, fyldt med krysolit. Hans liv er en elfenbensplade dækket med safirer. Hans ben er marmorsøjler, hvilende på sokler af purt guld. Hans skikkelse er som Libanon, udsøgt som cedre. Hans gane er lutter sødme, og alt ved ham er aldeles attråværdigt. Dette er min elskede, og dette er min ledsager, O Jerusalems døtre. . . . Jeg er min elskedes, og min elskede er min. Han vogter hjorden blandt liljer.“ — Højs. 5:10-16; 6:2, 3, NW.
39. (a) Hvilken gavn høster resten af at den således aflægger en offentlig bekendelse om Kristus? (b) Hvilken prøve stilles sjulamitten til sidst på i Jerusalem, og hvad svarer hun?
39 Når de der hører til resten aflægger denne offentlige bekendelse om Jesus Kristus, som nu er ved at samle sine „andre får“ sammen, vil det få dem til at holde sig ham og deres trolovelse med ham for øje. Det forlener dem med styrke så de kan holde stand imod den jordiske æres tillokkelser og de verdslige rigdommes glæder og fornøjelser. Restens kærlighed til Hyrden og hans indsamlingsarbejde er blevet sat på en sådan prøve i disse materialistiske tider, nøjagtig som sjulamitten blev sat på prøve dengang hun holdtes tilbage af kong Salomon i Jerusalem. På det tidspunkt var kong Salomon allerede gift med dronninger og medhustruer. Hans kærlighed til sjulamitten ville hverken være hans første kærlighed eller hans udelte kærlighed. Han ønskede hende til hustru på linje med sine andre hustruer, ikke som den eneste kvinde han ville dele ægteskabets glæder med. Han kunne ikke tilbyde hende hvad hendes elskede hyrde tilbød hende. Da hun har fortalt hoffets damer at hun ikke tilhører nogen anden end sin elskede hyrde og kun finder ham ’aldeles attråværdig’, kommer kong Salomon hen til hende. Han udtrykker sin beundring for hende, finder hende ualmindelig dejlig, dejligere end tres dronninger og firs medhustruer. Hun ville stå hans hjerte nærmest. Med sådanne udtryk kunne den verdenskendte kong Salomon vel nok have fordrejet hovedet på de fleste piger, men ikke sjulamittens. Hun lader ham vide at hun ikke har søgt hans selskab, vender sig om og går. „Kom tilbage, kom tilbage, O sjulamit! Kom tilbage, kom tilbage, at vi må skue dig!“ råber Salomon. Sjulamitten spørger ham så hvad han og hans folk ser i en pige som hun, en landsbypige fra Sjunem! — Højs. 6:4-13, NW.
40. Hvordan besvarer Salomon hendes spørgsmål, og hvordan bliver sjulamitten et eksempel til efterfølgelse for den trolovede rest i dag?
40 Kong Salomon benytter sig af hendes uskyldige spørgsmål til at fortælle hende hvor dejlig hun forekommer ham, lige fra fodsål til det kransede hoved: „Hvor smuk du er, hvor nydelig du er, O elskede pige, blandt udsøgte glæder!“ Han ønsker at eje hende for sig selv. (Højs. 7:1-9, NW) Tænk dog hvilken chance til at nyde livets luksus i den fornemste by, i ære og glans og i en høj position som kongens egen hustru! Og hvilken glimrende skildring af materialismens tiltrækning i dag! Hvordan bliver sjulamitten så et eksempel til efterfølgelse for den trolovede rest, at den kan modstå denne tiltrækning?
En sejr ved „Jahs flamme“
41. Hvordan reagerer sjulamitten på Salomons bejlen, og hvad gør Salomon derefter?
41 I sit livs afgørende øjeblik affejer sjulamitten landets højeste rangspersons bejlen. „Jeg er min elskedes og til mig står hans længsel,“ svarer hun modigt. Idet hun så vender sig bort fra den glansfulde konge der står foran hende, bryder hun ud i råb og kalder på sin egen elskede hyrde at han skal komme og hente hende. O gid han var som hendes egen broder, der havde diet hendes moders bryst! Hun ville kysse ham uden at ænse den offentlige hån og bringe ham til huset hvor hendes moder i sin tid havde lært hende uangribelighedens og trofasthedens principper. Hun har taget sin beslutning, og derpå anmoder hun hoffets damer om ikke at støtte kong Salomon i hans forsøg på at kalde på eller vække kærligheden til ham, når den nu ikke af sig selv føler lyst. (Højs. 7:10 til 8:4, NW) Mægtige kong Salomon har tabt. Det er håbløst at gøre nye forsøg på at vinde hende for sig. Han lader hende tage hjem.
42. Hvilke spørgsmål, som hendes brødre tidligere havde stillet, kom disse til at tænke på da de så hende nærme sig Sjunem, og hvilken beslutning havde de truffet vedrørende hende?
42 I Sjunem ser hendes brødre hende komme nærmere og nærmere, men hun er ikke alene. De spørger: „Hvem er den kvinde der kommer fra ørkenen, støttende sig til sin elskede?“ De havde ikke tænkt sig at deres engang så lille søster besad en sådan uangribelighed og bestandig kærlighed. Da hun var yngre havde en af hendes brødre sagt om hende: „Vi har en lille søster som ikke har bryster. Hvad skal vi gøre for vor søster den dag der bejles til hende?“ En anden broder svarer på spørgsmålet: „Hvis hun skulle være en mur, vil vi bygge en murkrans af sølv på hende; men hvis hun skulle være en dør, vil vi spærre hende med en cederplanke.“ (Højs. 8:5, 8, 9, NW) Hendes oplevelse med kong Salomon var en ransagende prøve der skulle åbenbare om hun var ubestandig i kærlighed og dyd, ligesom en dør der drejer på sit hængsel og må stænges med en kraftig cederplanke for at den ikke skal åbne sig for en der er uvelkommen og fordærvet.
43. Hvad kunne hun nu uden beundring for sig selv sige, og hvad forpligtede dette hendes brødre til at gøre?
43 Ved sejrrigt at modstå alle den glansfulde konges overtalelser og forblive urokket som en mur over for alle denne verdens tillokkelser, dens kunstige materielle ting, har hun bevist at hun er voksen, at hun er en fuldmoden kvinde med bryster, og at hun står fast på de dydsprincipper som hendes moder lærte hende. Uden at lægge nogen beundring for sig selv for dagen kunne hun med rette sige: „Jeg er en mur, og mine bryster er som tårne [på muren]. I dette tilfælde er jeg i hans øjne blevet som hende der finder fred.“ (Højs. 8:10, NW) Så lad nu hendes brødre bygge en murkrans af sølv på hende som en anerkendelse af hendes uangribelighed. Nu kan de ikke andet end give hende deres samtykke til at hun må gifte sig med sin elskede hyrde.
44. (a) Indtil hvilken begivenhed må resten bestå prøven på dens kærlighed til Kristus? (b) Hvordan bliver den i stand til at sejre ifølge sjulamittens ord?
44 Indtil Harmagedonslaget gør det af med materialismen i denne gamle verden må Kristi, Hyrdens, trolovede rest bestå prøven på om dens kærlighed til ham er usvigelig. Hvorledes vil den vinde sejr i denne ransagende prøve? Ved at nære en kærlighed til ham i lighed med den kærlighed sjulamitten nærede til sin elskede hyrde. Lad bare kong Salomon beholde sine tusinde vingårde; sådanne materielle besiddelser frister hende ikke. Hun er tilfreds med sin egen vingård. (Højs. 8:11, 12, NW) Hvorfor det? Fordi hun elsker en der er hende så kær, så kær, og en sådan kærlighed kan ikke købes med materielle tings værdi. „Sæt mig,“ siger hun til ham, „som et segl på dit hjerte, som et segl på din arm; thi kærligheden er så stærk som døden, ufravigelig fastholden ved absolut hengivenhed er så ubøjelig som Sheol. Dens luer er som en ilds luer, Jahs flamme. Selv mange vande vil ikke kunne slukke kærligheden, ej heller floder kan skylle den bort. Om så en mand [endog kong Salomon] ville give alle sit hus’ værdifulde ting for kærlighed, ville man bestemt foragte dem.“ — Højs. 8:6, 7, NW.
45. Hvad ønsker den elskede hyrde nu at gøre, og hvordan giver hun udtryk for sin længsel efter ham?
45 Denne uovervindelige kærlighed sikrede hende hyrdens kærlighed. Han begærer at høre hendes stemme der taler af et trofast hjerte: „O du som bor i haverne, fællerne lytter opmærksomt til din røst. Lad mig høre den.“ Ved at høre disse indbydende ord lader hun ham forstå at hun inderligt ønsker at han skal komme springende hen over adskillelsens bjerge og således forvandle dem til velduftende bjerge med deres forenings herlige højder: „Løb bort, min elskede, og vær som en gazelle eller som en hjortehind på krydderplanternes bjerge.“ — Højs. 8:13, 14, NW.
46. Hvilken krone modtog sjulamitten for at være sin elskede tro, og hvilken krone vil resten i lighed hermed modtage, og hvem vil sammen med den få del i det den erfarer?
46 Den elskede sjulamitiske kvinde i denne ypperste sang af kong Salomon står med glædens krone. Den trolovede rest vil også få glædens krone ved at modstå verdens materialisme og være tro mod sin hyrdebrudgom. Alle de „andre får“ vil, i lighed med „jomfruerne i hendes følge som hendes ledsagere“, få del i den trofaste rests glæde. Jehova Gud ske tak for denne inspirerede sang der opflammer os alle til uangribelighed i vor kærlighed til den rette Hyrde, Jesus Kristus.