Hvordan kan du se lyst på fremtiden?
HVIS man skal se lyst på fremtiden må man have et velfunderet håb. Den eneste der kan give os et sådant håb er menneskets Skaber, Jehova Gud, og han har gjort det ved hjælp af sit ord, Bibelen. Den kristne apostel Paulus skrev: „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb.“ — Rom. 15:4.
De der forkaster Guds ords vejledning og søger til andre kilder for at få et pålideligt håb for fremtiden, vil med sikkerhed blive skuffede. Det er hvad Esajas’ profeti påpegede for de troløse israelitter der, i modstrid med Guds lov, søgte til åndemedier, spåkvinder og endda de døde for at få noget at vide om fremtiden.
Esajas 8:19-22 antyder at disse troløse israelitter ville tilskynde de trofaste til at gøre det samme, men viser derefter hvordan det ville gå dem der forkastede kilden til sand vejledning og håb, Jehova. Vi læser: „Og siger de til eder: ’Søg genfærdene og ånderne, som hvisker og mumler!’ — skal et folk ikke søge sin Gud, skal man søge de døde for de levende? Nej! Til læren og vidnesbyrdet! Således skal visselig de komme til at tale, som nu er uden morgenrøde. Han skal vanke om i landet, trykket og hungrig. Og når han hungrer, skal han blive rasende og bande sin konge og sin Gud. Vender han sig til det høje, eller skuer han ud over jorden, se, da er der trængsel og mørke, knugende mulm; i bælgmørke er han stødt ud.“
De der tilskyndede andre til at søge ånderne, spåkvinderne og de døde, ville være „uden morgenrøde“. Når ulykken kom over dem, ville der ikke være noget der fik dem til at se lyst på fremtiden. Den ulykke der ville resultere i de mørke udsigter der er beskrevet i Esajas’ profeti, var uden tvivl den forudsagte assyriske invasion. De overlevende ville være ’trykkede’, hjemsøgte, hårdt ramte. Eftersom erobringstogtet ville medføre at marker, frugthaver og vingårde blev ødelagt, ville de overlevende komme til at hungre. I denne hungrige tilstand ville de troløse israelitter der havde undgået døden og fangenskabet, blive „rasende“. De ville ikke betragte ulykken som en retfærdig straf for troløshed. De ville i stedet forbande kongen og den Højeste, og give dem skylden for deres lidelser. Når de rettede blikket mod himmelen ville de ikke øjne noget der kunne få dem til at se lyst på tingene, og som ville give dem håb om bedre tider. Når de betragtede forholdene på jorden, ville alt se mørkt og trist ud. Fordi de havde forkastet Guds ’lære og vidnesbyrd’, ville de ikke finde selv det mindste tegn på lyse udsigter for fremtiden.
I dag er mange mennesker også bange for det de ser finde sted på jorden — den tiltagende lovløshed, forureningen af luften, jorden og vandet, og den almindelige uro blandt folk og nationer. Men selv om sande kristne berøres af disse forhold, ser de ikke mørkt på fremtiden. Hvorfor ikke? Fordi de ud fra Guds ord véd at de nuværende verdensforhold opfylder profetien og varsler en kommende udfrielse ved hjælp af Guds rige ved Jesus Kristus. Derfor følger de Jesu Kristi tilskyndelse: „Når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“ (Luk. 21:28) Nærer du den samme tillid, idet du har taget imod Bibelens budskab som „Guds ord?“ — 1 Tess. 2:13.