En jødisk kantor lærer at synge Jehovas pris
FORTALT TIL „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I ISRAEL
I EN alder af sytten år læste jeg ved en rabbinerskole i Istanbul. Dette seminarium uddanner rabbinere til hele Tyrkiet. Da jeg havde gjort store fremskridt i Toraen og Talmud blev jeg ansat som kantor (en der er udnævnt til at synge eller messe religiøse sange og lede menigheden i bøn) ved en kendt synagoge. Jeg blev også ansat som lærer for to klasser af yngre torastuderende. Disse to hverv gav mig en fast gage.
Skønt mine forældre ikke var særlig begejstrede for tanken, havde jeg planlagt at afslutte mine studier i Tyrkiet og søge optagelse på en jeschiva (en skole for videregående studium af Talmud) for at afslutte min uddannelse dér.
En bibeldrøftelse med eftervirkninger
Men på dette tidspunkt kom vendepunktet. En dag bad to søstre til en af mine venner mig om at besøge en bestemt familie sammen med dem. „Der kommer nogen hver uge som prøver at få dem fra den jødiske lære,“ sagde de. „Men vi er sikre på at hvis du kommer med, går du af med sejren i den diskussion.“ Jeg indvilligede i at tage med, og vi aftalte et tidspunkt.
Udrustet med min bibel på hebraisk og bærende min traditionelle kippa eller kalot, gav jeg mig på vej til det aftalte sted klokken 21.00. Huset var fyldt med mennesker; mange af dem var blot nysgerrige tilskuere. Og dér iblandt dem sad en ung mand fra en muhamedansk familie som tog sin tyrkiske bibel frem. Jeg blev meget forbløffet over at se en fra en muhamedansk familie med en bibel, Den hellige Bog der stammede fra jøderne, men jeg kom hurtigt over min forbavselse. Vores drøftelse af forskellige bibelske emner kom snart i gang.
Jeg følte mig sikker, i betragtning af at jeg havde et godt kendskab til Bibelen. Men senere stod det klart for mig at det ikke er nok at kende det der står i Skrifterne, man må også forstå det. Desuden viste det sig til min overraskelse at mange af de læresætninger jeg havde troet var baseret på Bibelen, overhovedet ikke havde nogen forbindelse med Bibelen, men i stedet var traditioner der senere var tilføjet af forskellige rabbinere.
Jeg må indrømme at jeg fik min sag for da jeg skulle prøve at forsvare min tro bibelsk, og diskussionen fortsatte til klokken 3.00 om morgenen. Imidlertid var jeg overbevist om at de punkter jeg ikke selv havde været i stand til at besvare, ville rabbinerne kende svaret på. Så jeg besluttede mig til at spørge en af dem den følgende dag.
En af de grundlæggende læresætninger i jødedommen er troen på genopbyggelsen af templet i Jerusalem. Men ifølge denne tyrker antyder Bibelen ikke selv at Gud har nogen som helst brug for at der bliver bygget et jordisk tempel til ham. Som bevis citerede han ordene i Esajas 66:1: „Så siger [Jehova]: Himlen er min trone og jorden mine fødders skammel. Hvad for et hus vil I bygge mig, og hvad for et sted er min bolig?“
Den næste dag bragte jeg spørgsmålet på bane over for rabbineren i en undervisningstime. Jeg spurgte ham: „På hvilket grundlag tror vi at templet i Jerusalem vil blive genopbygget når Gud ikke er interesseret i sådanne bygninger, ifølge Esajas 66:1?“
Rabbineren stirrede mistænksomt på mig og hævede stemmen da han spurgte: „Kommer du hos ’Jehovisterne’ [Jehovas kristne vidner]? Du kan vove på at gøre det!“ På den måde han sagde det, lød det som om jeg havde begået en meget alvorlig synd, så jeg benægtede det kraftigt: „Nej! Nej!“ Men så fortsatte han blot med dagens pensum og lod mig sidde tilbage med et ubesvaret spørgsmål.
Det var mig en stor gåde hvordan rabbineren kunne vide at jeg havde mødt Jehovas kristne vidner bare fordi jeg stillede dette ene spørgsmål. Senere forstod jeg at byens jødiske rabbinere og kristne præster simpelt hen ikke kunne tolerere Jehovas vidner fordi de var foruroligede over det voksende antal mennesker der forlod deres rækker og sluttede sig til Jehovas vidner.
En nærmere undersøgelse overbeviser mig om Bibelens sandhed
Omkring to uger senere, da jeg var på vej hen til en af mine elever for at give ham privatundervisning, hørte jeg en kalde på mig. Jeg opdagede at det var faderen i det hjem hvor jeg to uger tidligere havde haft den lange diskussion. „Nå, hvad syntes du om ham?“ spurgte han.
„Han gjorde ikke særligt indtryk på mig,“ svarede jeg, for jeg ønskede ikke at miste selvrespekten.
„Kunne du tænke dig at møde et Jehovas vidne som er født jøde?“ spurgte han.
„Det har jeg ikke noget imod,“ sagde jeg, men skyndte mig at tilføje, „men jeg vil aldrig forlade min jødiske tro.“
Vi fastsatte en dag for mødet. Denne aftale skulle blive den første i en række af ugentlige drøftelser, alle holdt i hemmelighed af frygt for de reaktioner der uvægerlig ville komme fra mine lærere, mine forældre og fra hele det jødiske samfund. Alligevel besluttede jeg at fortsætte disse drøftelser så jeg var i stand til at foretage en fuldstændig og grundig sammenligning mellem mine jødiske studier på seminariet og det Jehovas kristne vidner lærte ud fra Bibelen.
Jo mere jeg omgikkes Jehovas vidner og lærte dem at kende, jo mere blev jeg overbevist om at de havde sandheden fra Bibelen. Til sidst kunne jeg ikke længere holde det for mig selv, og det ønskede jeg heller ikke. Jeg besluttede at tale om Bibelens sandheder som jeg havde lært, både med mine klassekammerater på seminariet og med de elever jeg underviste for tiden. Øjeblikkelig kom der protester og modstand fra alle kanter. I skolen blev jeg kaldt ind på rektors kontor. Hans ord var ikke til at misforstå — han truede mig ligefrem — hvis jeg ikke ville bryde enhver forbindelse med Jehovas vidner, ville han bortvise mig fra skolen. Han forlangte også, under pres, at jeg skulle opgive navn og adresse på de Jehovas vidner jeg kendte så han kunne lade oplysningerne gå videre til politiet. Selvfølgelig afslørede jeg ikke noget for ham.
Nyheden om at jeg var blevet et kristent vidne for Jehova spredtes hurtigt til hele det jødiske samfund i Istanbul. Alle i skolen begyndte at undgå mig af frygt for at blive påvirket så de også blev „omvendt“. Jeg blev ofte latterliggjort. Skønt dette ikke var nogen behagelig oplevelse, bekymrede det mig ikke meget.
En episode angående Esajas 9:6, 7
Jeg husker tydeligt en episode som indtraf en dag i skolen. Som følge af det lave antal elever i de højere klasser blev tre klasser slået sammen til bibeltimer. Elevernes alder varierede fra sytten til enogtyve år. I en time med rabbiner M ——— fra en jeschiva i Jerusalem studerede vi det niende kapitel i Esajas’ profeti. Vers seks i det kapitel fik den fortolkning at det lovede „barn“ som var født, var ingen anden end kong Ezekias af Juda. Resten af klassen accepterede simpelt hen denne udlægning uden at gøre indvendinger. Men jeg afbrød læreren for at spørge hvordan det var muligt at tilskrive Ezekias opfyldelsen af denne profeti når han absolut ikke viste sig at være „Vældig-Gud“, „Evigheds-Fader“ eller „Fredsfyrste“ og heller ikke grundfæstede „Davids trone“ eller sad på den til evig tid.
Han svarede ved at spørge mig om hvad jeg selv mente om det sted. Jeg udtrykte min tro på at det uden tvivl måtte henvise til Messias, han som ville sidde på Davids trone til ubestemt tid og som ville grundlægge evig fred. En sådan anvendelse af disse ord syntes at komme som en fuldstændig overraskelse for rabbineren; han var tilsyneladende ikke vant til udtalelser af den slags.
Det var interessant at se hvordan hele klassen vågnede op og spændt afventede rabbinerens svar. Jeg kunne høre eleverne hviske til hinanden: „Han har ikke skiftet mening.“ „Det lader til at han stadig kommer hos ’Jehovisterne’.“ Og selv rabbinerens svar var et spørgsmål: „Er det dig der hedder David?“ Det var tydeligt at han var blevet advaret imod mig men ikke kendte mig personligt. „Jeg vil behandle spørgsmålet med dig efter timen,“ sagde han.
Klokken ringede og timen var færdig, men ingen ønskede at forlade klasseværelset — de ventede alle for at høre rabbinerens svar på mit spørgsmål om den usædvanlige profeti i Esajas’ bog, kapitel ni, vers seks og syv. Men han tilkendegav at han ville vente indtil alle havde forladt klasseværelset; så de måtte gå. Imidlertid samledes alle eleverne uden for det åbne vindue så de kunne høre samtalen. Rabbineren rejste sig, skændte på dem og lukkede vinduet forsvarligt før han vendte sig mod mig. „Er det om dig jeg har hørt at du har blandet dig med ’Jehovisterne’? Jeg råder dig til ikke at komme sammen med dem og til at acceptere de fortolkninger som rabbinerne giver.“ Det var det eneste svar han gav på mit spørgsmål. Dermed forlod han værelset.
Efter et stykke tid blev jeg kaldt for det lokale jødiske samfunds udvalg for det område hvor jeg boede, for at afklare min stilling. Jeg benyttede lejligheden til grundigt at forklare mit syn og min overbevisning. Udvalgets afgørelse angående mit tilfælde blev offentliggjort den følgende sabbat da udvalgets formand talte til den centrale synagoge og udtrykte deres sorg over min „omvendelse“ til kristendommen. Han bekendtgjorde min afskedigelse fra mine hverv som kantor og lærer og advarede alle, især mine venner, mod at bevare nogen som helst forbindelse med mig, i betragtning af at jeg ikke længere var medlem af det jødiske samfund.
Resultater af møder med rabbinere
Jeg havde selvfølgelig regnet med at der til sin tid ville blive taget sådanne skridt, så dette var ingen overraskelse. Imidlertid medførte denne offentlige bekendtgørelse bitter modstand fra mine forældre. De viste mig endda for en tid bort fra mit hjem. Da jeg senere fik lov at komme tilbage blev der gjort de ihærdigste anstrengelser for at overbevise mig om at min handlemåde var forkert. Jeg fortalte dem at jeg var parat til at møde enhver rabbiner som kunne fremlægge overbevisende argumenter. En rabbiner udtrykte sin villighed til at argumentere med mig, og vi aftalte at det skulle foregå i vores lokale synagoge.
Til stede ved denne diskussion var en række af mine venner der var holdt op med at tale til mig efter min bortvisning. Drøftelsen koncentrerede sig om Guds navn, Jehova. Som svar på rabbinerens påstand om at det guddommelige navn aldrig må nævnes eller bruges og at det ikke er vigtigt i den jødiske gudsdyrkelse, citerede jeg en række vers fra Bibelen der udtrykkeligt siger at mennesket er forpligtet til at påkalde Guds navn, at lære andre hans navn og at bruge Guds navn i bøn. Herover blev han rasende og begyndte at råbe. Han forbandede endog selve Jehova Guds navn! Jeg kunne ikke lade være med at spørge ham hvordan han på nogen mulig måde kunne hævde at være en af nationens åndelige vejledere og samtidig forbande navnet på sin skaber, Jehova Gud! Jeg mindede ham om Ægyptens Farao der nægtede at anerkende Jehova men foragtede ham og fik et sørgeligt endeligt. Tilsyneladende indså han hvor alvorligt han havde forbrudt sig, for han begyndte at benægte det alt sammen idet han sværgede at han ikke havde forbandet Jehovas navn.
Da jeg den aften forlod synagogen og var på vej hjem, mærkede jeg at en eller anden fulgte efter mig. Det var en af mine venner som havde overværet diskussionen. Han indhentede mig og sagde: „Nu er jeg klar over at du har sandheden. Jeg hørte selv hvordan rabbineren løj da han benægtede at han havde forbandet Jehovas navn.“ Med tiden begyndte han at studere Bibelen med et af Jehovas kristne vidner og at overvære møderne i den kristne menighed.
Et afsluttende forsøg blev gjort for at få mine tanker ’bragt i orden’, da en af mine onkler fik truffet aftale om at jeg skulle træffe overrabbineren for Tyrkiet. Til stede ved dette møde var også to andre ledende medlemmer af det jødiske samfund. Det blev holdt i rabbinerens sommerresidens hvor han opholdt sig på det tidspunkt. Lige fra begyndelsen hånede han Jehovas vidner som værende intet andet end jævne, uvidende mennesker, og han brugte udtrykket am ha-’arets (ordret: ’jordens folk’). Men så, da han endelig gav mig lejlighed til at forklare mine synspunkter og jeg bad ham hente sin bibel, svarede han at han ikke havde nogen i huset. Jeg kunne ikke skjule min fuldkomne forbavselse over at der i overrabbinerens hjem ikke var et eneste eksemplar af Bibelen, til trods for det bibelske påbud: „Denne lovbog skal ikke vige fra din mund, og du skal grunde over den dag og nat.“ (Jos. 1:8) For ikke at tabe ansigt over for de andre tilstedeværende skyndte han sig at sige at han havde glemt at overflytte sin bibel fra sit vinteropholdssted i byen.
Ved mødets slutning rådede man mig til at flytte til Israel, for der ville jeg være sikker på at blive bragt tilbage til den rette vej. Nogen tid senere rejste jeg faktisk til Israel som immigrant, men i stedet for at deres forventninger blev opfyldt, tjener jeg stadig Jehova som et af hans vidner og tager regelmæssigt del i den kristne forkyndelse.
I stedet for som kantor at synge bestemte stykker af Toraen på sabbatsdagen i synagogen, er jeg lykkelig for at synge Jehovas pris daglig, ved at forkynde hans navn og rige i interesserede menneskers hjem. Dette er mit svar på den bibelske opfordring: „Syng for [Jehova] og lov hans navn.“ — Sl. 96:2, 3.