moderne hjælpemidler, på bekostning af forældre der er så trætte og modløse at de ikke formår at fylde hjemmet med kærlighed? Når vi betragter hvordan brændingen slår mod klipperne og bølgerne dannes for hurtigt at brydes mod kysten, løber tilbage for atter at rulle ind, synes vi at havet er i et sådant oprør at vi ikke kan føle os draget af det. Men et andet sted er det samme hav roligt, og bølgerne skvulper blidt mod strandbredden. Dets venlighed tiltrækker os. Vi får lyst til at blive der. Dets uforstyrrede ro vil fra tid til anden få os til at vende tilbage til dette sted med dets fredfyldte stemning. Sådan vil vort hjem også være hvis kærlighed får familiens medlemmer til at ønske at vise lydighed.

Skabelse eller tilfældighed?

● En fugleunge er forsynet med en særlig lille ægtand på spidsen af næbbet for at den kan bryde sig vej ud af æggeskallen efter udrugningen. Når tanden har tjent sit formål falder den af nogle få dage senere. Tilhængere af udviklingslæren påstår at denne praktiske tand som nyudklækkede fugle har, blev erhvervet ved en tilfældighed. Men tænkende mennesker finder det svært at tro at blind tilfældighed kan have skønnet behovet for en sådan tand, have sørget for dens enestående udformning, og derefter have foranlediget at den blev kastet af næsten straks efter at den havde tjent sit tydelige formål.

Spørgsmål fra læserne

● Hvordan skal vi forstå Esajas 7:14, som apostelen Mattæus anvendte på Jesus? Jesus blev jo ikke kaldt „Immanuel“, vel? — J. G., U.S.A.

Da apostelen Mattæus anvendte Esajas 7:14 på Jesus skrev han: „Alt dette skete, for at det skulle gå i opfyldelse, som Herren talte ved profeten, der siger: ’Se, jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en søn, og man skal give ham navnet Immanuel!’ (det betyder: Gud med os).“ — Matt. 1:22, 23.

Det er rigtigt at Jesus ikke blev kaldt „Immanuel“, men det vil dog ikke sige at han ikke opfyldte dette skriftsted. Hensigten med det var at det skulle oplyse om hans mission snarere end give ham et navn rent bogstaveligt. Det kan illustreres med en anden af Esajas’ profetier, den der findes i kapitel 9, vers 6 og 7: „Et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid.“

Der er ingen tvivl om at denne profeti gælder Jesus Kristus, Guds søn og også Davids søn. Dog læser vi intetsteds om at nogen af Jesu apostle eller disciple kaldte ham med disse navne. Ikke desto mindre var han „Underfuld-Rådgiver“ da han var her på jorden, og det vil han være i endnu højere grad i den kommende tingenes ordning når han giver hele menneskeheden råd og vejledning om hvordan man opnår evigt liv. Fra han blev skabt kunne betegnelsen „Vældig-Gud“ anvendes om ham, og den har passet særdeles godt på ham siden han opstod fra de døde og fik overdraget al magt i himmelen og på jorden, og især da han steg til himmelen og blev [Guds] herligheds afglans og „hans væsens udtrykte billede“. (Hebr. 1:3; Matt. 28:18) Da han endvidere vil skænke evigt liv til alle lydige mennesker på grundlag af sit genløsningsoffer, kan han også passende kaldes „Evigheds-Fader“. Og eftersom han ved sit rige vil indføre evig fred blandt alle mennesker på hele jorden, ja i hele universet, kan han også med rette kaldes „Fredsfyrste“.

Det forholder sig på samme måde med Esajas 7:14, der fortæller at „jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun kalder ham Immanuel“. At vægten skal lægges på den mission eller opgave Jesus får betroet, fremgår af