Spørgsmål fra læserne
● I Filipperbrevet 2:9 siger Paulus om Jesus: „Gud . . . gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn.“ I hvilken forstand har Jesus fået „navnet som er over ethvert andet navn“?
Et sådant navn fik Jesus i den betydning at Jehova betroede ham en højere stilling eller myndighed end nogen anden skabning. Nogle mener at kun den almægtige Gud selv kan have ’et navn som er over ethvert andet navn’. De slutter måske at dette skriftsted beviser at Jesus har en stilling på linje med Jehova Gud, eller at de to er den samme person. Ved en nærmere undersøgelse af skriftstedet og den sammenhæng det forekommer i, finder man dog ikke støtte for denne konklusion.
Ordene i Filipperbrevet 2:9 forekommer i en sammenhæng der viser at Jesus fik det omtalte ’navn’ efter sin død og opstandelse. Før den tid havde han altså ikke „navnet som er over ethvert andet navn“. Han fik det som udtryk for at hans stilling var ændret. Kan der på nogen måde forekomme en ændring i Jehovas stilling? Nej. Han har altid været den Højeste. At Jesus fik et højere navn beviser altså at han ikke er den samme som Jehova og ikke har en position på linje med ham.
Bemærk også at det var Gud der „i sin godhed“ gav Jesus dette navn. Hvis Gud kan beslutte at give sin søn, Jesus, et sådant navn, må han være større end Sønnen, og Jesus må være underordnet ham. (1 Korinter 11:3) Enhver ære Jesus måtte modtage i kraft af sin høje stilling vil derfor være „til herlighed for Gud, Faderen“. — Filipperne 2:11.
Jesus fik således et navn der var over ethvert navn som andre af Guds skabninger kunne få. Det er dog klart at dette ikke gjorde ham til Guds lige. Dette støttes også af Første Korinterbrev 15:27, som fortæller at Gud har lagt alt under Jesu fødder, men at Gud selv ikke er underlagt Jesus.
Hvad var det da for et ophøjet navn han fik? Profeten Esajas hjælper os med at finde svaret. Om Jesus siger han: „På hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste.“ (Esajas 9:6, 7) Dette skriftsted viser at „navnet“ repræsenterer den høje magt, stilling eller myndighed — omfattende alle de aspekter Esajas nævner — som Jesus har fået for at kunne gennemføre Jehovas vilje.
Jesus nævnte selv hvor stor en myndighed han havde fået, da han sagde til sine disciple: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig.“ (Mattæus 28:18) Menneskehedens eneste fremtidshåb hviler på den høje stilling Jesus har fået betroet; derfor gælder ordene i Esajas’ profeti ham. „På hans navn vil folk fra nationerne håbe.“ — Mattæus 12:21.
Apostelen Paulus skrev at ’hvert knæ skal bøje sig i Jesu navn’. (Filipperne 2:10) Dette er ikke noget man bare gør rent formelt. Jesus sagde advarende at mange ville hævde at have gjort kraftige gerninger i hans „navn“, men at han ikke ville anerkende dem. (Mattæus 7:21-23) At bøje sit knæ i Jesu navn på rette måde betyder at man anerkender hans stilling og helt og holdent underkaster sig hans myndighed. I dag indebærer det at man underkaster sig ham som konge, deltager i den gerning at forkynde den gode nyhed om Riget, og holder sig neutral i forhold til de jordiske riger. — Mattæus 24:14.
Dette vil medføre modstand fra jordens konger. Jesus sagde: „I vil blive genstand for alle nationernes had på grund af mit navn.“ (Mattæus 24:9) Men de der ’bøjer deres knæ’ i Jesu navn vil finde at der ligger en stor magt i dette navn.
Apostelen Peter erklærede: „Der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn hvorved vi skal frelses.“ (Apostelgerninger 4:12) Peter havde forinden sagt til en vanfør mand: „I Jesu Kristi, Nazaræerens, navn, gå!“ Og manden begyndte at gå. (Apostelgerninger 3:6) Jesus havde sagt til sine disciple at de skulle bede ’i hans navn’. (Johannes 14:14) Når vi nævner Jesu navn i vore bønner, bruger vi det ikke blot som en tom formel. Nej, vi anmoder om at Jesu høje magt og myndighed må blive anvendt til gavn for os.
Når vi på passende måde viser ære og respekt for Jesu ’navn’ — hans høje stilling eller myndighed — vil vi høre til dem hvorom der siges: „Hver tunge [skal] åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til herlighed for Gud, Faderen.“ — Filipperne 2:11.
● Hvad menes der når der i Hebræerbrevet 1:7 står at Gud „gør sine engle til ånder, og sine offentlige tjenere til en ildslue“?
Hebræerbrevet 1:7 forekommer i en sammenhæng hvor apostelen Paulus nævner den stilling Guds søn har i forhold til den stilling englene har. Han citerer fra Salme 104:4.
Alle engle er åndeskabninger som ikke har noget kødeligt legeme. Det ser derfor ud til at ordene om at Gud „gør sine engle til ånder“ ikke hentyder til den form for organisme de har. Vi finder snarere forståelsen ved at se på den grundlæggende betydning af ordet „ånd“ på originalsprogene. På originalsprogene er de ord der betyder „ånd“ (hebraisk: ruach; græsk: pneuma) beslægtede med ord der betyder „at ånde“ eller „at blæse“. Alt efter sammenhængen, kan de gengives med „vind“ eller „aktiv kraft“. Det der fremhæves i Hebræerbrevet 1:7 og i Salme 104:4 er åbenbart at Gud benytter sine usynlige engle som mægtige ånder eller stærke kræfter der tjener hans formål. Han kan også benytte dem som „en ildslue“, en fortærende ild, som det er tilfældet når de på hans vegne eksekverer en brændende dom.
● I betragtning af at Jesus sagde at kristne ikke skulle være „en del af verden“, hvordan bør vi da forholde os over for lokale eller samfundsmæssige anliggender som for eksempel beskyttelse af miljøet?
Kristne er ikke blinde for de problemer der berører samfundet som helhed og dets medlemmer, deriblandt forhold som forurening og miljøbeskyttelse. Men Bibelens ord, og forståelsen af at kristnes forpligtelser over for Gud kommer i første række, er bestemmende for i hvor høj grad de lader sig engagere i sådanne anliggender.
Jehova viser interesse for menneskenes sikkerhed og sundhed; det fremgår af de love han gav det gamle Israel. Han foreskrev for eksempel at man skulle passe på husdyr, så de ikke blev til fare for andre; brønde og cisterner skulle overdækkes, og der skulle sættes rækværk langs kanten af et tag, for at ingen skulle falde ned fra det. (2 Mosebog 21:28-34; 5 Mosebog 22:8) Jehovas omsorg for den offentlige sundhed blandt israelitterne fremgår også af lovene om sygekarantæne og om fjernelse af ekskrementer, der kunne forurene vandet og sprede smitte. (3 Mosebog 13:1-59; 5 Mosebog 23:9-14) Hvad angår forurening og miljøbeskyttelse kan vi henvise til Bibelens ord om at Gud vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. — Åbenbaringen 11:18.
Det skal imidlertid bemærkes at Gud ikke foreskrev sine tjenere — hverken israelitterne eller de kristne — at drive propaganda i forbindelse med dette. Jøderne skulle ikke gennemføre kampagner blandt de omboende folkeslag for at bedre de sanitære forhold, sundhedstilstanden eller byggeforskrifterne blandt disse. Der er heller intet der tyder på at jøderne (eller senere de kristne) gjorde noget sådant når de boede i andre lande. Gud sagde at det var ham der ville gribe ind over for dem der ødelagde jorden; han gav ikke udtryk for at det skulle være et primært anliggende for ’hans trælle profeterne og de hellige og dem som frygtede hans navn, de små og de store’. — Åbenbaringen 11:18.
Det er ganske forståeligt at kristne i dag har øjnene åbne for at visse ting kunne forbedre levevilkårene for dem selv og andre. De er ikke ufølsomme over for menneskers behov. De sætter pris på „menneskekærlighed“ og søger selv at lægge vægt på dette. (Se Apostelgerninger 28:2, 7-9; Markus 7:24-30.) Dette kan have indflydelse på deres handlinger når spørgsmål om forbedring af visse lokale forhold bringes på bane. Beboerne i et kvarter bliver måske bedt om at udtrykke et ønske angående bedre gadebelysning eller skiltning, nye skoler eller bedre vand- og kloakforhold. I almindelighed er der intet i vejen for at en kristen udtrykker sin mening om sådanne forbedringer. Måske kan han endda finde det i orden at sætte sit navn på en underskriftindsamling med et sådant formål.
Kristne bør dog ikke glemme at vigtige spørgsmål der berører et helt samfund, meget ofte bliver politisk betonede. Pressionsgrupper begynder at bruge politiske midler for at gennemføre de forandringer de mener der skal til. Eller en politiker (eller kandidat) gør spørgsmålet til „sin“ sag. Så begynder de enkelte at tage stilling på hver sin side af en politisk skillelinje og tage parti for „denne tingenes ordnings ledere, som vil blive til intet“. (1 Korinter 2:6, 8; Åbenbaringen 19:17, 18) Hvis det skulle ske for et medlem af den kristne menighed, kunne han nå dertil at han ikke længere svarede til Jesu beskrivelse: „Hvis I var en del af verden, ville verden holde af sit eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“ Om sine trofaste disciple sagde Jesus direkte: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ — Johannes 15:19; 17:16.
Der kan være spørgsmål som endnu ikke er politisk betonede dér hvor vi bor, eller som folk arbejder for uden at bruge politiske metoder. Det kan dreje sig om bekæmpelse af forurening, bevarelse af rent vand eller mineralforekomster, eller beskyttelse af naturområder. Man kan se noget godt i sådanne bestræbelser og føle at Gud betragter det på samme måde. Vi må dog aldrig glemme det arbejde Jehova har pålagt de kristne at koncentrere sig om: udbredelsen af den gode nyhed om det rige der vil blive til evig velsignelse for millioner af mennesker på hele jorden. (Mattæus 24:14; 28:19, 20) Når vi er optaget af dette arbejde vil vi være beskyttet mod at blive opslugt af de bestræbelser der har vakt følelserne hos så mange mennesker.
Sådanne menneskelige bestræbelser kan under ingen omstændigheder blive til så udbredt og varig gavn som arbejdet med at hjælpe andre til at opelske gudhengivenhed, den egenskab der „indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme“. (1 Timoteus 4:8) Ja, selv fra et rent praktisk synspunkt gør vi mest godt ved at hjælpe andre til at blive sande kristne. Det kan hjælpe dem til at undgå en adfærd eller vaner der er skadelige for helbredet. De vil også være til større gavn for samfundet når de begynder at følge Bibelens principper. Men en endnu større velsignelse er det at vort arbejde kan sætte dem i stand til at „få et fast greb om det virkelige liv“. (1 Timoteus 6:19) De vil på den måde opnå goder som er langt mere sikre end det man kan opnå ved socialt eller lokalt engagement. Og når vi som kristne passer på at vor opmærksomhed ikke bliver afledt fra den gerning Gud har tildelt os, viser det samtidig vor lydighed mod Jehova, „hvem enhver slægt i himmelen og på jorden skylder sit navn“, sin sundhed og sit fremtidshåb. — Efeserne 3:15.