Tegn og undere i endens tid
Dette er det toneangivende foredrag som præsidenten for the Watchtower Bible & Tract Society of Pennsylvania holdt for en tilhørerskare på 151.003 der fyldte Yankee Stadium og the Polo Grounds i New York om eftermiddagen mandag den 28. juli 1958 ved Jehovas vidners internationale stævne „Den guddommelige Vilje“.
„Se! Jeg og de børn hvem Jehova har givet mig er som tegn og som undere i Israel fra Hærskarers Jehova, der bor på Zions bjerg.“ — Es. 8:18, NW.
1, 2. (a) Hvorfor var Jehovas vidners internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ i 1958 et tegn og et under? (b) Hvad var den internationale konference i San Francisco i 1945 et tegn på, men hvorfor var forsamlingen i New York i 1958 stævnet sammen?
HVAD betyder det når mere end 145.000 mennesker fra alle jordens egne kommer sammen i otte dage og fylder to vældige stadionner i New York, ikke langt fra De forenede Nationers hovedkvarter, en sammenkomst der den sidste dag overværedes af 253.922? Hvad er dette et tegn på i vor tid da forholdene i verden er så spændte? At det er et under er sikkert, for her, midt i en verden der er præget af internationale vanskeligheder, er repræsentanter for 123 nationer, distrikter og øer kommet sammen i en fredelig hensigt, og vi omgås hinanden som en menneskelig familie trods forskellighed i race, farve, sprog, nationalitet og kulturform.
2 I San Francisco, Kalifornien, på den modsatte side af det amerikanske fastland, mødtes for tretten år siden 10.000 mænd og kvinder til forhandling og arbejde. De repræsenterede halvtreds politiske stater, tretten i Europa, femten i Asien, Afrika og på Stillehavets øer, og toogtyve i Amerika. Denne konference i San Francisco var et tegn på international planlægning og et under der varslede oprettelsen af den organisation der er kendt som De forenede Nationer, for da konferencen afsluttede sit arbejde den 26. juni 1945 havde repræsentanter for halvtreds nationer undertegnet De forenede Nationers pagt. Men i juli og august 1958 tjener denne langt større forsamling af repræsentanter fra mange flere nationer som et tegn og under af langt større betydning for hele menneskeheden. Denne forsamling mødes ikke for at overveje at gøre menneskers vilje, men for at gøre den Højestes vilje, han som råder i hele universet. Sammenkomsten kaldes „Jehovas vidners internationale stævne: Den guddommelige Vilje“.
3. Hvis øjne var rettet imod stævnet, og hvorfor?
3 På grund af den megen offentlige omtale det er genstand for, rettes hele verdens øjne mod dette stævne, for her er mennesker fra alle jordens egne. Men hvad man endnu mere alvorligt bør tage i betragtning, er den kendsgerning at den højeste Gud i himlene har sine øjne rettet mod dette internationale stævne. Stævnet afholdes i en tid hvor følgende skriftsted får sin opfyldelse: „Jehovas øjne er på hvert et sted, de overvåger de onde og de gode.“ „Jehova er i sit hellige tempel. Jehova — i himlene er hans trone. Hans egne øjne skuer, hans egne strålende øjne ransager menneskenes børn. Jehova selv ransager de retfærdige såvel som de onde.“ (Ordsp. 15:3; Sl. 11:4, 5, NW) For ham er nationerne, De forenede Nationer indbefattet, som en „dråbe fra en spand“. — Es. 40:15, NW.
4. Hvorfor var det reportere, kritikere eller historikere havde at sige om dette stævne ikke noget at frygte, og hvorfor gjorde ingen nation og intet folk vel i at ignorere stævnet?
4 Hvad de politiske iagttagere, avisernes reportere og redaktører, kristenhedens religiøse kritikere, eller verdslige historikere end måtte sige om dette internationale stævne „Den guddommelige Vilje“, vil det ikke bekymre os eller være noget vi vil frygte. Det er ikke ind for menneskeheden i almindelighed, heller ikke ind for de mange nationer der her er repræsenteret, heller ikke ind for De forenede Nationer der har deres hovedkvarter her i nærheden, men ind for Jehova Gud, den højeste Dommer, at denne forsamling må stå fordømt eller godkendt. Hvorfor det? Fordi det er med den guddommelige vilje som tema at vi 151.003 er forsamlede. Hvis vi koncentrerer os om at fremme den guddommelige vilje ud over Guds grønne jord, vil dette stævne tjene som et tegn og et under fra ham, et tegn og under som ingen nation eller noget folk på jorden gør klogt i at ignorere.
5. Hvorfor er dette den mest bemærkelsesværdige dag med tegn og undere i hele menneskehedens historie?
5 I hele menneskehedens historie er dette den mest bemærkelsesværdige dag med tegn og undere. Vi mener synlige tegn og undere fra den usynlige Gud i himlene, tegn og undere alle mennesker kan iagttage. Forståelsen af hans tegn og undere tilkendegiver at vi står på tærskelen til den fredelige, lykkelige og livgivende nye verden. Det er den største af alle nyheder, skønt det betyder at vi lever ved afslutningen på denne betrængte, problemramte, vanvittige og ukærlige gamle verden. Vi ønsker den nye. Vi er ivrige efter at forlade den gamle verden.
6. Hvordan ligner nogle mænd i dag visse mænd der levede i Mellemøsten for nitten århundreder siden da Jesus var på jorden?
6 Mænd inden for kristenheden og jødedommen har deres egne ideer om de tegn og undere Gud burde foranstalte hvis de skal kunne tro. Sådanne mænd er ikke meget anderledes end visse mænd i Mellemøsten for nitten århundreder siden. Dér levede den mand som beviste at han var Guds enbårne søn. Hans navn var Jesus Kristus, og han nedstammede i lige linje fra kong David af Jerusalem. De to jødiske religiøse sekter, farisæerne og saddukæerne, tvivlede om at han virkelig var den han var. De ønskede overnaturlige beviser, men ganske anderledes end de vidunderlige mirakler han udførte. Engang bespiste han 4000 mænd, foruden kvinder og børn, ved hjælp af kun syv brød og nogle få småfisk. Øjenvidneberetningen går dernæst videre og fortæller at „farisæerne og saddukæerne kom . . . til ham, og for at sætte ham på prøve bad de ham vise dem et tegn fra Himmelen“. Han fortalte dem hvad der var det eneste tegn som ville blive givet dem. Ved en anden lejlighed sagde han til folkeskarerne: „Denne slægt er en ond slægt; et tegn kræver den, men der skal intet andet tegn gives den end Jonas’ tegn. Thi ligesom Jonas blev et tegn for Nineves indbyggere, således skal Menneskesønnen være det for denne slægt. . . . Mænd fra Nineve skal stå op ved dommen sammen med denne slægt og bringe fordømmelse over den; thi de omvendte sig ved Jonas’ prædiken; og se! her er mere end Jonas.“ Den der var „mere end Jonas“ var Jesus Kristus selv. — Matt. 16:1; Luk. 11:29-32.
7. Hvordan var Jesus et større tegn end Jonas, og hvordan var Jesus modbilledet til et andet tegn fra kong Akaz’ dage?
7 Jonas blev ved sine oplevelser og sin forkyndelse et „tegn“ for det assyriske imperiums hovedstad. Jesus Kristus var på sin tid et endnu større „tegn“ for jøderne. Ikke alene var Jesus Jonas’ modbillede da han lå i jordens skød, død i dele af tre dage, og derefter oprejstes, men han var også modbilledet til en anden mand der havde været et tegn i fortiden, nemlig profeten Esajas, der levede nogle år efter Jonas. Det var mens kong Akaz regerede i Jerusalem at Esajas henledte opmærksomheden på sig selv som et tegn fra Jehova Gud. Judas rige, som kong Akaz herskede over, og dets hele eksistens stod dengang på spil. I denne kriseperiode forkyndte Esajas at han var et „tegn“ af overvældende betydning. Esajas’ navn betyder: „Frelse fra Jehova“. Han sagde: „Se! jeg og de børn hvem Jehova har givet mig er som tegn og som undere i Israel fra hærskarers Jehova, der bor på Zions bjerg.“ — Es. 8:18, NW.
8. Hvordan brugte Jehova i tre år Esajas som et tegn og et under imod Ægypten, og hvad blev israelitterne således advaret imod?
8 På Esajas’ tid var Ægypten og Mellemøsten daglige samtaleemner ligesom de er i dag. Jehova ønskede at Esajas skulle være et tegn imod Ægypten, hvor israelitterne dengang var tilbøjelige til at ty hen efter militær hjælp. Fra nord sendte den assyriske konge, Sargon, hærføreren Tartan imod filisterne, og Tartan indtog byen Asdod. „På den tid talte Jehova ved Esajas’, Amoz’ søns hånd og sagde: ’Gå, og du må løsne sækkeklædningen om dine hofter, og dine sandaler skal du tage af fødderne.’ Og således gjorde han, idet han gik nøgen og barfodet omkring.“ Det gjorde Esajas i tre år. Så forklarede Jehova hvad Esajas’ usædvanlige adfærd skulle betyde. Med følgende ord sagde han at Esajas var et tegn og et under for israelitterne: „Ligesom min tjener Esajas har vandret omkring nøgen og barfodet i tre år som et tegn og et varsel mod Ægypten og Ætiopien, således skal kongen af Assyrien føre flokken af fanger fra Ægypten og landflygtige fra Ætiopien med sig, drenge og gamle mænd, nøgne og barfodede, og med blottet bag, Ægyptens nøgenhed. Og de [israelitterne] vil i sandhed forfærdes og skamme sig over Ætiopien, deres forventede håb, og over Ægypten, deres skønhed. Og indbyggerne i dette kystland vil afgjort sige på hin dag: ’Sådan går det med vort forventede håb, til hvem vi flygtede efter hjælp, for at vi kunne blive frelst fra kongen af Assyrien! Og hvordan skal vi selv undslippe?’“ (Es. 20:1-6, NW) De af dem der hævdede at være Guds folk og som agtede på det tegn og under Jehova ved Esajas gav for at advare dem om Ægyptens og Ætiopiens nederlag, ændrede deres beslutning om at ty til Ægypten i stedet for til Jehova efter hjælp og frelse.
Esajas og hans sønner
9. For hvem var Esajas og hans børn tegn, og hvad var hans første søns navn et varsel om?
9 Esajas’ børn, såvel som Esajas selv, var tegn og undere i det gamle Israel. Hvem var Esajas’ børn? De to har vi vished om. Den første blev kaldt Sjearjasjub. Dette navn var i sig selv profetisk. Det betød: „Kun en rest skal vende tilbage.“ Denne søn var et tegn, og hans navn var et under eller et varsel. Lige så sikkert som at Esajas fik denne søn og kaldte ham Sjearjasjub, lige så sikkert ville den begivenhed hans navn forudsagde, indtræffe.
10. Med hvilke ord henledte Esajas i en profeti opmærksomheden på denne begivenhed?
10 Esajas henledte i en profeti opmærksomheden på denne begivenhed. Han sagde: „Det skal visselig ske på hin dag at de der bliver tilbage af Israel og de der er undsluppet af Jakobs hus aldrig mere vil støtte sig til den [assyrerkongen] der slår dem, og de vil visselig støtte sig til Jehova, Israels Hellige, i sandhed. Kun en rest skal vende tilbage, Jakobs rest, til den mægtige Gud. For skønt I folk, o Israel, ville vise sig at blive som havets sandskorn, vil kun en rest af dem vende tilbage. En fastsat udryddelse vil i retfærdighed vælde frem, thi den suveræne Herre, hærskarers Jehova, vil eksekvere en udryddelse og en hård dom i hele landets midte.“ — Es. 10:20-23, NW.
11. Hvad betød Sjearjasjubs navn derfor, og hvad hændte der israelitterne i Judas rige?
11 Navnet Sjearjasjub betød derfor at Judas rige skulle besejres; dets hovedstad, Jerusalem, og dets tempel skulle ødelægges; de overlevende jøder skulle føres til Babylon som fanger, og efter lang tids forløb skulle kun en rest vende tilbage til sit hjemland og opbygge hovedstaden og templet for Jehova. Så alvorligt ville situationen stille sig for Israels nation og dens fortsatte beståen, at Esajas profeterede: „Dersom hærskarers Jehova ikke selv havde ladet nogle få overlevende blive tilbage, ville vi være blevet som Sodoma, vi ville have lignet selve Gomorra.“ (Es. 1:9, NW) Sodoma og Gomorra var blevet ødelagt under en regn af svovl og ild fra himmelen. Fordi det gamle Israel blev urent som Sodoma og Gomorra, ville det næsten være blevet fuldstændig tilintetgjort hvis ikke Jehova havde sparet en rest af trofaste jøder, og i rette tid ladet dem vende tilbage til deres hjemland for at genopbygge Jerusalem og Jehovas tempel. Denne begivenhed indtraf virkelig for israelitterne i Judas rige, lige så sikkert som at Esajas’ ældste søn blev født og fik navnet Sjearjasjub.
12. Hvem af Esajas’ sønner fik navn før han blev undfanget, og hvordan opfyldtes betydningen af hans navn, for at bevise at han var et tegn og et under?
12 En anden af Esajas’ sønner fik endog navn før han blev undfanget, og navnet blev bekræftet af pålidelige vidner. Esajas fortæller os: „Og Jehova sagde fremdeles til mig: ’Tag dig en stor tavle og skriv på den med det dødelige menneskes griffel: „Maher-sjalal-hasj-baz.“ Og lad mig få en bekræftelse af pålidelige vidner, præsten Urija og Zekarja, Jeberekjahus søn.’ Så nærmede jeg mig profetinden, og hun blev frugtsommelig og fødte da tiden kom en søn. Nu sagde Jehova til mig: ’Giv ham navnet Maher-sjalal-hasj-baz, thi førend drengen vil kunne råbe „fader!“ og „moder!“ er der én der vil bringe Damaskus’ rigdomme og Samarias bytte bort i nærværelse af Assyriens konge.“ (Es. 8:1-4, NW) Ifølge historien blev det nordlige Israels hovedstad, Samaria, plyndret og ødelagt af kong Salmanassar i 740 f. Kr., og de overlevende israelitter blev ført i landflygtighed til Assyrien og til Mediens byer. (2 Kong. 17:1-6) Betydningen af Esajas’ søns navn, Maher-sjalal-hasj-baz, var nu i bogstavelig forstand blevet opfyldt. Denne dreng havde således tjent som et sandfærdigt tegn og under.
13, 14. (a) Hvilken tredje søn havde Esajas muligvis, og under hvilke omstændigheder blev hans navn forudsagt? (b) Hvilken oversvømmelse af landet blev denne forud omtalte søn advaret om?
13 Esajas havde muligvis endnu en søn, og denne søn skulle kaldes Immanuel. På den tid havde kongen af det nordlige Israels rige og kongen af Syrien sammensvoret sig imod Judas rige for at styrte kong Akaz, Davids efterkommer, og sætte en anden på „Jehovas trone“, en vis søn af Tabeal, muligvis en syrier. Denne politiske sammensværgelse forfærdede kong Akaz. Ond som Akaz var, havde Jehova dog ikke i sinde at lade sammensværgelsen lykkes. For at forsikre kong Akaz herom sagde Gud til Esajas: „Drag ud og mød Akaz, du og Sjearjasjub, din søn. . . ’Dette er hvad Herren Jehova har sagt: „Det skal ikke holde, ej heller indtræffe. For Syriens hoved er Damaskus, og Damaskus’ hoved er [kong] Rezin; og inden blot femogtres år vil Efraim [det ledende medlem af Israels rige] splintres så det ikke mere er et folk. . . . Medmindre I folk har tro, vil I ikke komme til at bestå længe.“’“
14 Derefter sagde Jehova til kong Akaz af Juda: „Bed om et tegn fra Jehova din Gud, så dybt som Sheol eller så højt som de højeste egne.“ Den troløse Akaz nægtede at sætte Jehova på prøve. Esajas sagde da: „Derfor vil Jehova selv give jer mænd et tegn: Se! Jomfruen selv skal virkelig blive frugtsommelig, og hun skal føde en søn og hun skal visselig give ham navnet Immanuel.“ (Es. 7:1-14, NW) Da Jehova senere fortalte hvordan Assyriens hær skulle løbe Syrien og Israel over ende, ja endog invadere Juda og true Jerusalem, sagde han til Esajas: „Se! Jehova bringer imod dem flodens stærke og mange vande, kongen af Assyrien og al hans herlighed. Og han vil visselig komme op over alle sine strømlejer og gå over alle sine inddæmninger og fortsætte gennem Juda. Han vil i virkeligheden oversvømme og løbe over. Op til halsen vil han nå. Og det skal og vil ske at han udspiler sine [militære] vinger og fylder dit lands hele udstrækning, o Immanuel!“ (Es. 8:5-8, NW) Hvorledes fik navnet Immanuel sin opfyldelse?
Immanuel
15, 16. (a) Hvornår og hvordan fik navnet Immanuel sin opfyldelse? (b) Hvordan beviste han os betydningen af sit forudsagte navn?
15 For at få et historisk svar må vi gå mere end syv hundrede år frem i tiden, frem til det tidspunkt da han hvem Esajas var et profetisk billede på, blev født. Josef, tømreren fra den galilæiske by Nazaret, vægrede sig ved at gifte sig med sin forlovede, Maria, for på en uforklarlig måde var hun blevet frugtsommelig. I en drøm viste Jehovas engel sig for den uforstående Josef og sagde: „’Josef, Davids søn! frygt ikke for at hjemføre Maria som din hustru; thi det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og ham skal du give navnet Jesus; thi han skal frelse sit folk fra dets synder.’ Alt dette skete, for at det skulle gå i opfyldelse, som Herren talte ved profeten, der siger: ’Se, jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en søn, og man skal give ham navnet Immanuel!’ (det betyder: Gud med os).“ Da Josef vågnede gjorde han som det var blevet sagt.
16 Da tiden var inde fødte Maria en søn, og han fik navnet Jesus. I en alder af tredive år begyndte Jesus at forkynde Guds rige. På grund af sin loyalitet mod Guds rige blev han dræbt. På den tredje dag oprejste den almægtige Gud ham fra de døde. Fyrretyve dage senere steg Guds søn op til himmelen hvor han satte sig ved Guds højre hånd. I kraft af at han havde ofret sig selv som menneske og i kraft af sin store magt i himmelen og på jorden, frelste han nu sit folk, hans trofaste efterfølgere på jorden, fra deres synder, for at de kunne opnå evigt liv i Guds nye verden. Ja, helt op til vor tid har han således bevist at ’Gud er med os’, hvilket vil sige at han virkelig er berettiget til at bære navnet Immanuel. — Matt. 1:18-25.
17. Hvem er det Jehova giver til Immanuel, og i hvilket nært forhold står de til ham?
17 Jehova har avlet 144.000 sådanne trofaste efterfølgere og gjort dem til Guds sønner, Guds børn, fordi deres tro på denne Immanuel var så stor at de indviede sig til Jehova Gud og fulgte i hans trofaste søns, Immanuels, fodspor. Han gør disse åndsavlede sønner til Immanuels, Jesu Kristi, medarvinger i det lovede himmelske rige. På denne måde bliver de Immanuels, Guds kongelige søns, åndelige brødre. Fordi Jesus blev midlet til deres evige frelse, giver Jehova disse sine børn til Jesus Kristus som en brudeskare, en „lille hjord“ hvem det har behaget Jehova at give det himmelske rige. (Luk. 12:32; Rom. 8:14-17) I dag, efter nitten århundreders forløb, er der kun en rest af dem tilbage på jorden.
18, 19. Hvilken sammenligning kan man drage mellem navnene Esajas og Jesus, og hvordan tjener Jesu efterfølgere en bestemt hensigt sammen med Jesus, som vist i Hebræerne 2:10-13?
18 Lad os her huske på at Jesus var et tegn, ligesom Esajas var et tegn. (Luk. 11:30) Navnene Jesus og Esajas betyder det samme, bortset fra at i ordet Jesus er Guds navn, Jehova, anbragt i begyndelsen, mens det i Esajas’ navn er anbragt i slutningen. Jesus betyder „Jehova er frelse“ og Esajas betyder „Frelst har Jehova“. Jesu 144.000 efterfølgere er tegn, i lighed med deres frelser og leder. Resten af dem er tegn for den generation der lever i denne „endens tid“ for den nødstedte verden. På hvilket grundlag kan vi sige dette? På grundlag af profetens ord der står at læse i Esajas 8:18. Under inspiration citerede Hebræerbrevets kristne nedskriver disse ord og møntede dem på Jesus og hans 144.000 disciple, da han sagde:
19 „Thi når han [Gud], for hvis skyld alt er til, og ved hvem alt er blevet til, ville føre mange sønner til [himmelsk] herlighed, sømmede det sig for ham at føre deres frelses banebryder til fuldendelse gennem lidelser. Thi både [Jesus], som helliger, og de, som helliges, har alle samme Fader; derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre, idet han siger: ’Jeg vil kundgøre dit navn for mine brødre . . .’ Og videre: ’Se her er jeg og de børn, Gud gav mig.’“ — Hebr. 2:10-13.
20. I hvilket forhold står disse i virkeligheden til Jesus, selv om de benævnes „børn“, og hvilket arbejde deltager de i sammen med ham?
20 Disse „børn“ er ikke den store skare af „andre får“, for hvem Jesus Kristus, Kongen, vil blive „Fader for evigt“ på den „beboede jord der skal komme“. (Es. 9:6; Hebr. 2:5, NW) Guds „børn“ er dem der er avlet af Guds ånd til at være hans åndelige børn. Dem har Jehova givet til Jesus. I en bøn til Jehova Gud sagde Jesus: „Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig; de var dine, og du har givet mig dem, og de har holdt fast ved dit ord. Jeg beder for dem; jeg beder ikke for verden, men for dem, som du har givet mig; thi de er dine — alt mit er jo dit, og dit er mit — og jeg er herliggjort i dem.“ (Joh. 17:6, 9, 10) Den himmelske Fader giver Jesus 144.000 sådanne Guds „børn“ der skal være Jesu brødre i Guds åndelige familie og forenede med ham i Guds arbejde. Hvilket arbejde? Det at være tegn og undere på jorden. Jesus sagde at han var et tegn. Han sagde også at hans åndsavlede, åndssalvede brødre måtte være tegn og undere, og det har de været indtil denne dag.
21, 22. (a) Hvordan udviklede tilstandene sig for de af Jesu åndelige brødre der endnu var tilbage på jorden, sådan at de blev en nutidig Sjearjasjub? (b) Hvordan fik den større Esajas sin nutidige Sjearjasjub-skare?
21 Derfor må de være ligesom Sjearjasjub og Maher-sjalal-hasj-baz. Jesus Kristus selv er den store Immanuel. Resten af hans åndelige brødre på jorden i dag er en nutidig Sjearjasjub; betydningen af dette hebraiske navn passer på dem. Under den første verdenskrig kom de i fangenskab; de var i åndelig og fysisk trældom under kristenhedens krigsførende nationer. Endog præsidenten og sekretæren for the Watchtower Bible & Tract Society blev arresteret og fængslet som et resultat af den vredesstemning den verdensomspændende konflikt medførte. Disse Guds børn forventede at den første verdenskrig ville udvikle sig til verdensrevolution, og at denne verdensrevolution ville føre til et verdensanarki, som ville betyde Harmagedon for alle denne verdens nationer. Men havde dette vist sig at være tilfældet, og havde Gud, den Almægtige, ladet det forudsagte Harmagedonslag begynde på daværende tidspunkt, kunne disse, den større Esajas’ åndelige brødre der befandt sig i åndelig trældom under verdens nationer, være blevet udryddet sammen med nationerne. De kunne være blevet som Sodoma og Gomorra. Men Gud gav for længe siden Esajas en søn kaldet Sjearjasjub, hvilket betyder „Kun en rest skal vende tilbage“. For at opfylde dette navn måtte Jehova give Jesus Kristus, den større Esajas, en rest af „børn“, hans brødre, der var vendt tilbage til Jehovas organisation.
22 Dette var hvad Jehova Gud gjorde. I 1918 standsede han den store trængsel der var begyndt over Satan Djævelens fjendeorganisation, og den 11. november samme år sluttede den første verdenskrig. Jehovas tid til at påbegynde Harmagedon, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, lå endnu ude i fremtiden. På denne måde afkortede han trængselsdagene over Satans usynlige og synlige organisation. I foråret 1919 udfriede han derpå sine „børn“, resten af dem som Jesus vedkendte sig som sine brødre, fra fangenskabet i nutidens Babylon. Ved hjælp af deres ældre broder Jesus Kristus sørgede Gud for at de kom tilbage til hans teokratiske organisation og det arbejde som skulle udføres dér. Således vendte kun en rest af oprigtigt indviede, salvede Guds „børn“ tilbage, og Gud gav dem til den større Esajas, Jesus Kristus. Jesus forudsagde at dette ville ske ved „endens tid“ for denne verden. (Matt. 24:21, 22, 30, 31) Det skete, og den større Esajas fik sin Sjearjasjub-skare. I de første efterkrigsår voksede den tilbagevendte rest i antal; men i de seneste år er antallet af dens medlemmer stadig dalet, da mange af dem har endt deres jordiske vandring i Jesu fodspor.
23. Hvor mange findes der endnu af denne åndelige rest, og hvorfor bør de alligevel ikke foragtes eller betragtes som værende uden betydning?
23 I dag tæller resten mindre end seksten tusind ifølge rapporterne fra 1958. Lad imidlertid ingen af denne verdens nationer foragte dem og betragte dem som værende uden betydning. Lad ikke mennesker med fårets sindelag betragte dem som havde de ingen særlig betydning i forbindelse med Guds hensigter. Denne åndelige rest står frem som et tegn for hele verden. Ligesom Esajas’ søn, fortidens Sjearjasjub, er denne åndelige minoritet et synligt bevis fra den højeste Gud for at resten er vendt tilbage. Den er et fysisk, håndgribeligt bevis for at Jehova er tro mod sit ord og har opfyldt den profeti der for lang tid siden blev udtalt i hans hellige navn. Alle mennesker burde betragte den åndelige rest som et tegn fra den højeste Gud.
24. Hvorfor må resten tjene som et særligt vidnesbyrd, og hvilken tjeneste har Jehova givet den, og hvortil har han sendt den?
24 Eftersom den blev udfriet for at kunne være et tegn, må den tjene som et vidnesbyrd, som en vejviser der i denne endens tid for verden henleder nationernes opmærksomhed på noget bestemt. Resten må stå frem som et levende bevis for at Jehova ved sin styrkes hellige arm kan udfri og frelse sit folk fra fjendens magt. I vor tid kan vi sige: „Jehova har blottet sin hellige arm for øjnene af alle nationerne, og alle jordens ender skal se vor Guds frelse.“ (Es. 52:10, NW) Derfor måtte han udsende resten, for at den skulle gøres kendt til jordens ender. Det havde han erklæret at han ville gøre, for at han kunne foretage en stor, verdensomspændende indsamling af retsindige mennesker fra jordens fire hjørner. Han sagde: „’Jeg kommer for at samle alle nationerne og tungemålene sammen, og de vil blive nødt til at komme og se min herlighed. Og jeg vil oprejse iblandt dem et tegn, og jeg vil sende nogle af dem som er undsluppet, ud til nationerne, . . . de fjerne øer, som ikke har hørt en beretning om mig eller set min herlighed, og de vil afgjort fortælle om min herlighed iblandt nationerne. Og de vil i virkeligheden bringe alle jeres brødre ud fra alle nationerne som en gave til Jehova, . . . op til mit hellige bjerg, Jerusalem,’ har Jehova sagt, . . . ’for akkurat som de nye himle og den nye jord som jeg danner, består for mig,’ lyder Jehovas udtalelse, ’sådan vil I folks afkom og I folks navn stadig bestå.’“ — Es. 66:18-22, NW.
25-27. (a) Hvem har Jehova således indsamlet til den større Esajas? (b) Hvad har Jehova befalet dem at gøre, og hvem slutter sig nu til Jehovas tegn og undere?
25 Ved således at sætte sin udfriede rest som et tegn blandt nationerne har Jehova nu indsamlet den sidste del af sin restskare til Jesus Kristus, den større Esajas, for at fuldstændiggøre det forudbestemte antal, 144.000, der skal være arvinger sammen med Kristus. I overensstemmelse med den stilling resten indtager som tegn og undere, har Jehova gennem sin større Esajas befalet den: „Gå ud, gå ud gennem portene, I mænd. Ryd folkets vej. Jævn, jævn landevejen. Befri den for sten. Rejs et signal for folkene.“ (Es. 62:10, NW) Det signal de rejser er budskabet om Guds rige. Dette rigssignal er allerede blevet rejst i 170 nationer. Hundreder tusinder af mennesker med fårets sindelag, Guds rette Hyrdes, Jesu Kristi, „andre får“ har set dette rejste „signal“. Med glæde har de hyldet det. De er stævnet sammen under det, og de giver deres uforbeholdne støtte til Guds rige ved Kristus idet de underlægger sig dets beskyttelse og dets befalinger. De er begyndt at dyrke den eneste religion, eller den eneste tilbedelse som dette himmelske rige bemyndiger og tillader, den ophøjede tilbedelse af Jehova Gud i hans åndelige tempel. Deres indsamling er et verdensomspændende tegn på de „sidste dage“ for denne verden, for det var på „endens tid“ for verden at følgende skulle ske som forudsagt af Esajas:
26 „Det skal ske i dagenes sidste del at Jehovas huses bjerg vil blive grundfæstet oven over bjergenes top, og det vil visselig blive løftet op over højene, og alle nationerne skal strømme til det. Og mange folk vil visselig vandre og sige: ’Kom, I folk, og lad os drage op til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus, han vil belære os om sine veje og vi vil vandre på hans stier.’ Thi fra Zion vil lov udgå, og Jehovas ord fra Jerusalem. Og han vil visselig afsige sin dom nationerne imellem og sætte ret og skel mellem mange folkeslag. Og de vil være nødt til at hamre deres sværd til plovjern og deres spyd til beskærerknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, de vil heller ikke mere lære krig. O mænd af Jakobs hus, kom og lad os vandre i Jehovas lys.“ — Es. 2:2-5, NW.
27 De slutter sig til Jehovas tegn og undere.