Kapitel 10
Den gudfrygtige konge over det åndelige paradis
1. Hvad lærer vi af Adams og Evas uddrivelse fra Edens have i forbindelse med hvem der anses for værdige til at bo i det åndelige paradis i dag?
DA VORE første forældre, Eva og Adam, ulydigt spiste af den forbudte frugt, dømte Gud dem til døden og drev dem ud af Edens have. Glædens paradis var ikke et sted for folk som gjorde oprør mod ham der havde plantet haven og ejede den. (1 Mosebog 2:8 til 3:24) Dette danner mønster for hvem Jehova Gud anser for værdige til at bo i det åndelige paradis i dag.
2. (a) Hvordan vil andres indstilling og opførsel berøre ens glæde ved livet, selv i naturskønne områder? (b) Hvilke elementer vil Jehova således udelukke fra det åndelige paradis?
2 De omgivelser man bor i kan ligne et paradis nok så meget, men hvis naboerne på alle sider er selviske, lovløse, slette og gudløse, vil det alligevel ikke være et behageligt sted at bo. Den slags mennesker kan gøre livet nedslående og usikkert og være en hæmsko for gudsfrygt og åndelighed. I dag er livet på jorden, med den voksende kriminalitet, blevet sådan, selv i forstadsområder som beboerne søger at holde pæne og tiltalende. Jehova Gud holdt menneskehedens oprindelige paradis fri for uønskede menneskelige elementer. I dag holder han også det åndelige paradis hvor de åndelige israelitters rest og deres kristne medarbejdere befinder sig, fri for sådanne skadelige, ødelæggende menneskelige elementer.
3. (a) Hvilken baggrund har beboerne i det åndelige paradis? (b) Hvilken forandring må der følgelig ske med dem?
3 De godkendte indbyggere i det åndelige paradis, både de der tilhører resten af de åndelige israelitter og de der tilhører ’den store skare’ symbolske får som har sluttet sig til dem, er kommet fra alle racer, nationaliteter, hudfarver og sprog. (Åbenbaringen 5:9, 10; 7:9, 10) Som kødelige efterkommere af Adam og Eva har de alle fået ufuldkommenhed og syndighed i arv. Alt efter hvilke forhold de er født og opvokset under og hvilken moralsk påvirkning de har været udsat for, har de tillagt sig forskellige synspunkter og karakteregenskaber. Sådan var deres situation da budskabet om Guds messianske rige nåede dem og blev forkyndt for dem. (Mattæus 24:14) For at så vidt forskellige naturer kan leve sammen i fred og kærlighed i et åndeligt paradis, må der naturligvis først en forbløffende personlighedsændring til, så paradisets indbyggere kan blive enssindede, få samme indstilling og sindelag. Dét vil en almindelig menneskelig påvirkning ikke kunne udrette. Det vil kræve Guds uimodståelige ånds virke.
4, 5. (a) Hvilken slags hersker må der til for at en sådan forandring kan gennemføres? (b) I hvilken bibelsk profeti er denne hersker forudsagt, og hvordan viser apostelen Paulus hvem han er?
4 En meget vigtig forudsætning for at der kan ske en sådan personlighedsændring med henblik på livet i det åndelige paradis på jorden, er en hersker som selv har Jehova Guds ånd og som gerne vil give sine undersåtter i Paradiset del i denne ånd. Denne hersker over Paradiset må nødvendigvis være en overmenneskelig, himmelsk hersker som alle Paradisets indbyggere villigt forener sig under, i overensstemmelse med Guds vilje. Som en opfyldelse af den inspirerede profeti i Esajas 11:1-10 har den almægtige Gud allerede tilvejebragt en sådan himmelsk hersker. Profetien, som blev skrevet tre hundrede år efter kong Davids, betlehemitten Isajs søns, gode regeringstid, henviser til hvor denne åndsfyldte hersker ville komme fra. Den kristne apostel Paulus efterlader ingen tvivl om hvem denne hersker er, da han i brevet til Romermenigheden, som bestod af både jøder og hedninger, afslutter sin argumentation med at citere profetien i Esajas 11:10:
5 „For at I enigt og med én mund kan herliggøre vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader. I skal derfor acceptere hinanden, ligesom Messias også har accepteret os, til herlighed for Gud. Jeg siger nemlig at Kristus jo er blevet en tjener . . . for at folk fra nationerne kunne herliggøre Gud for hans barmhjertighed. Som der står skrevet: . . . Og yderligere siger Esajas: ’Isajs rod skal være der, og den der rejser sig for at herske over nationer; på ham vil nationer grunde deres håb.’“ — Romerne 15:6-12; Esajas 11:10, LXX.
6, 7. (a) Hvem var Jesus en efterkommer af, som vist i profetien? (b) Hvordan var størstedelen af jøderne tilbøjelige til at betragte Jesus Kristus da han trådte frem på den jordiske skueplads? (c) Hvordan havde profeten Esajas givet til kende at Messias ikke ville virke særlig imponerende efter en verdslig målestok?
6 Eftersom Jesus Kristus stammede fra kong David, Isajs søn, af Judas stamme, var han også en efterkommer af Isaj fra Betlehem i Juda. (Mattæus 1:1-6; 2:4-6; Mika 5:1) Jesus Kristus trådte imidlertid frem på den jordiske skueplads over seks hundrede år efter at kong Davids rige i Jerusalem var blevet omstyrtet af babylonierne i 607 f.v.t., og på det tidspunkt var størstedelen af jøderne ikke tilbøjelige til at mene at han var Messias, den forudsagte Salvede hvorigennem alle nationerne ville blive velsignet for evigt. For disse ikke-troende jøder at se, var det ikke videre sandsynligt at han ville blive konge i Guds messianske rige. Efter deres verdslige målestok virkede han ikke særlig imponerende. Men profetien hos Esajas tilkendegav at det netop ville være sådan. I sammenligning med stolte og ubeskedne jordiske herskere ville han ikke virke af noget særligt. For at fremhæve dette ulige forhold siger de to sidste vers i Esajas, kapitel 10, lige før profetien i kapitel 11:
7„Se, Herren, Hærskarers [Jehova], afhugger hans grene med gru [med et frygteligt brag, NW]; de knejsende stammer fældes, de stolte træer må segne. Med jernet gør han lyst i skovens tykning, og Libanon falder for den Herlige.“ — Esajas 10:33, 34.
8. (a) Hvem er det der i Esajas 10:33, 34 sammenlignes med Libanons vældige træer? (b) Hvordan gik det til at ’Libanon faldt for den herlige’?
8 På Esajas’ tid udgjorde det assyriske verdensrige største trussel mod Jerusalem og rækken af regerende konger som nedstammede fra David, Isajs søn. Det er derfor øjensynlig assyrerkongen og hans mægtige hærstyrker profeten Esajas sammenligner med vældige træer på Libanons bjerge. Mens Esajas levede trængte assyrerkongen Sankerib og hans rædselsvækkende hære ind og hærgede Judas land, og selv den kongelige by Jerusalem syntes at være inden for hans rækkevidde. På dette kritiske tidspunkt greb den højeste og almægtige Gud ind. Ved hjælp af en ’herlig’, en engel fra himmelen, dræbte Jehova på én nat 185.000 af Sankeribs soldater. Assyriens „grene“ blev afhugget med et brag som om selve den stedsegrønne skov på Libanon faldt, og den ydmygede assyrerkonge måtte flygte hjem, hvor en voldelig død senere ventede ham. — Esajas 37:33-38.
9, Ved hjælp af hvem blev den davidiske kongerække fældet, og hvilke spørgsmål trængte sig mere og mere på som tiden gik?
9 Det var derfor ikke assyrerne men babylonierne — som erobrede Judas land i 607 f.v.t. — der fældede kongerækken i Davids slægt så der billedlig talt kun blev en træstub tilbage. Som århundrederne svandt over denne symbolske træstub, trængte følgende spørgsmål sig mere og mere på: Vil der nogen sinde igen blive noget ud af denne træstub? Vil det kongelige træ nogen sinde vokse op igen, sådan som de gudinspirerede profetier har givet løfte om? Er kongespiret nu veget fra Judas stamme for evigt? (1 Mosebog 49:10) Har det rige som Gud indgik en pagt med David om, kun vist sig at være langvarigt, men ikke evigt? (2 Samuel 7:8-16) Esajas’ profeti, kapitel 11, gav et sikkert svar.
KONGEN SOM JEHOVAS ÅND SKAL HVILE OVER
10, 11. Hvad sagde profeten Esajas om en „kvist“, og hvorfor skulle man ikke forsmå dens ringe begyndelse?
10 I Guds ordning skal man ikke foragte de ringe begyndelsers dag; man skulle heller ikke mene at der ikke lå store muligheder i den sande Messias’ beskedne begyndelse. Ligesom de assyriske verdensherskeres „knejsende stammer“ blev hugget om, kunne den almægtige Gud sørge for at en lille, lav plante blev høj og bar megen frugt. Hvad er en lille kvist, et lille skud, i sammenligning med en vældig ceder på Libanons bjerge? Meget uanselig; og dog fortsætter Esajas 11:1, 2 med at sige:
11 „Men der skyder en kvist af Isajs stub, et skud gror frem af hans rod [af hans rødder vil et skud bære frugt, NW]; og [Jehovas] Ånd skal hvile over ham, visdoms og forstands Ånd, råds og styrkes Ånd, [Jehovas] kundskabs og frygts Ånd.“
12. (a) Hvem er det der skildres ved ’kvisten’ og ’skuddet’? (b) Hvordan forholdt det sig på Esajas’ tid med det kongelige træ som var rodfæstet i Isaj, men hvad skete der med det i 607 f.v.t.?
12 At ’kvisten’ og ’skuddet’ symboliserer det samme og at de symboliserer en person, fremgår af det næste profetien siger, nemlig at „[Jehovas] Ånd skal hvile over ham“. ’Kvisten’ og ’skuddet’ der udgår fra den samme rod skildrer en konge som er salvet med Jehova Guds ånd, det vil altså sige Messias. På profeten Esajas’ tid var det kongelige træ som var rodfæstet i Isaj, kong Davids fader, endnu ikke blevet fældet så der kun var stubben og rødderne tilbage i jorden. Dette kongelige træ udgjordes af kongerækken i Davids slægt, og det stod indtil år 607 f.v.t. Da blev det hugget om af babylonierne, som deporterede kongen til Babylon og ødelagde hans kongelige by, Jerusalem. Derved blev den guddommelige befaling til denne sidste regerende konge af Davids slægt, Zedekias, bragt til udførelse: „Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave [rækken af hedenske verdensriger som afløste hinanden], ned med det høje [det messianske rige i Davids slægt]! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ — Ezekiel 21:25-27.
13. Opfyldte Zerubbabel i 537 f.v.t. profetien om ’kvisten’ og ’skuddet’?
13 Da den persiske erobrer af Babylon, Kyros den Store, i 537 f.v.t. lod de landflygtige jøder vende tilbage til Judas land, blev Zerubbabel i Davids kongelige slægtslinje ikke kronet og indsat på en trone i det genopbyggede Jerusalem. Kong Kyros gjorde ham blot til statholder over den persiske provins Juda. (Lukas 3:27-32; Mattæus 1:6-13) Zerubbabel var altså ikke den der havde „retten til det“ og som fik riget overdraget sammen med dets kongelige hovedbind og krone. Han opfyldte ikke profetien om ’kvisten’ der skød frem af Isajs stub og ’skuddet’ der groede frem af hans rod.
14. (a) Hvornår voksede ’kvisten’ og ’skuddet’ frem og bar frugt, og hvordan? (b) Hvad sagde Natanael kort efter om den stilling Jesus var blevet salvet til?
14 Hvornår, og i skikkelse af hvem, voksede ’kvisten’ og ’skuddet’ da frem og begyndte at bære frugt? Det skete over et halvt årtusind efter Zerubbabels tid, i år 29 efter vor tidsregning, mens den romerske kejser Tiberius herskede. I det tidlige efterår dette år blev en kongelig efterkommer af David, nemlig Jesus, en søn af Maria fra Betlehem, døbt i Jordanfloden af Johannes Døber. Da blev denne Jesus en åndelig søn af Gud, for Guds ånd dalede ned over ham og Guds stemme hørtes fra himmelen sige: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ (Mattæus 3:13-17) På denne måde blev Jesus ikke alene avlet af Guds ånd til at være en åndelig søn af Gud, men blev også salvet med Guds ånd til at være den fremtidige konge af Davids slægt. I anerkendelse af dette sagde Natanael, en af Jesu Messias’ kommende disciple, til ham blot to måneder senere: „Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge.“ — Johannes 1:29-49.
15. (a) Hvem sagde Peter, henimod slutningen af Jesu jordiske liv, at han erkendte Jesus var? (b) Hvornår blev den „kvist“ eller det „skud“ der havde vist sig i år 29 til et fuldt udvokset træ, og hvad skete der på det tidspunkt?
15 I det sidste af sine treogtredive og et halvt år som menneske på jorden spurgte Jesus sine tolv apostle hvem de havde erkendt han var. Simon Peter svarede prompte: „Du er Messias, den levende Guds søn.“ (Mattæus 16:13-16; Markus 8:27-30; Lukas 9:18-21) Peter kaldte altså Jesus „Guds Messias“, eller, på græsk, „Guds Kristus“. (Lukas 9:20, DA) Som den nyudnævnte Messias eller Kristus var denne Jesus den symbolske „kvist af Isajs stub“ og det symbolske „skud“ der groede frem af hans rod via denne „stub“. Sådan blev ’stubben’ liggende i endnu mange hundrede år, indtil det tidlige efterår 1914. Da blev ’kvisten’ eller ’skuddet’ virkelig til et fuldt udvokset, frugtbærende træ, en regerende konge, den regerende Messias. På det tidspunkt udløb nemlig hedningernes tider, og der skulle ske en vældig forandring i forholdene. Rækken af hedenske verdensriger som var kommet „op“ i 607 f.v.t. skulle igen styrtes ned, mens det messianske rige i Davids kongelige slægt som var blevet fornedret, igen skulle blive „det høje“. — Lukas 21:24, DA.
16. (a) Hvilke egenskaber fik Jesus del i ved Jehovas ånd fra det tidspunkt han blev salvet? (b) Havde noget menneske tidligere fået de samme egenskaber i kraft af Guds ånd?
16 Fra det tidspunkt Jesus blev salvet efter sin vanddåb hvilede Jehovas ånd i sandhed over ham. Denne ånd viste sig ganske rigtigt at være „visdoms og forstands Ånd, råds og styrkes Ånd, [Jehovas] kundskabs og frygts Ånd“. (Esajas 11:2) Disse egenskaber, som Jesus Kristus fik i kraft af Jehovas ånd, svarede til de egenskaber der blev indgivet bygmesteren af det hellige åbenbaringstelt på profeten Moses’ tid. Det fremgår af Anden Mosebog 31:1-3, ifølge oversættelsen af 1871: „Og Herren talede til Mose sagde: se, jeg har kaldet Bezaleel, en Søn af Uri, som var en Søn af Hur, af Juda Stamme, ved Navn. Og jeg har opfyldt ham med Guds Aand, med Visdom og med Forstand og med Kundskab, og det i alle Haande Gerning.“ (Se også Anden Mosebog 35:31, Gd; NW; Zion’s Watch Tower for 15. november 1907, siderne 349, 350.) Hvis Bezaleel som byggede det hellige tabernakel havde behov for visdom, forstand og kundskab i kraft af Guds ånd, ville Jesu Messias afgjort også have behov for disse egenskaber i sit endnu mere betroede hverv som konge.
17. Hvilken parallel er der mellem Guds ånds virke på henholdsvis David og Jesus efter deres salvelse?
17 Vi husker at da profeten Samuel havde salvet hyrdedrengen David fra Betlehem til Israels fremtidige konge, gik det som vi læser i Første Samuelsbog 16:13: „Og [Jehovas] Ånd kom over David fra den dag af.“ Efter at Jesus var blevet salvet med Guds virkekraft ved Jordanfloden, begyndte Guds ånd ligeledes at virke i ham på en særlig måde.
18. Giv eksempler på at Jesu handlinger vidnede om at han ved Guds ånd havde fået en særlig visdom, forstand og kundskab.
18 „Fyldt med hellig ånd forlod Jesus nu Jordan, og af ånden førtes han omkring i ørkenen i fyrre dage, men han blev fristet af Djævelen. Og han spiste intet i de dage.“ Med den visdom, forstand og kundskab Jesus havde fået ved Guds ånd, modstod han de forslag Djævelen stillede ham for at friste ham. „Jesus vendte nu i åndens kraft tilbage til Galilæa. Og rygtet om ham spredtes overalt i det omliggende land. Og han begyndte at undervise i deres synagoger og blev berømmet af alle.“ (Lukas 4:1-15) I synagogen i Nazaret undrede hans bysbørn sig over hans tale og spurgte: „Hvor har manden denne visdom og disse kraftige gerninger fra? Er det ikke tømrerens søn?“ (Mattæus 13:53-55; Markus 6:1-3) Jesus sad nu inde med disse særlige evner fordi han, som han tidligere havde fortalt dem, var blevet salvet af Gud med hellig ånd til at være Messias. — Lukas 4:16-22.
19. (a) Hvordan fremhævede apostlene Peter og Paulus yderligere hvordan Guds ånd havde virket på Jesus? (b) Hvordan er det således, som følge af Guds ånds virke, gået ham der var som en uanselig „kvist“?
19 Flere år efter Jesu Kristi død, opstandelse og himmelfart fremhævede apostelen Peter hvordan Guds ånd havde, virket på ham, idet han sagde: „Gud salvede ham med hellig ånd og kraft, og han gik igennem landet og gjorde vel og helbredte alle dem som var undertrykt af Djævelen for Gud var med ham.“ (Apostelgerninger 10:38) Og apostelen Paulus skrev angående den herliggjorte Jesus Kristus i himmelen: „Det skyldes [Gud] at I er i samhørighed med Kristus Jesus, som er blevet os visdom fra Gud.“ (1 Korinter 1:29, 30) Ingen af de filosofiske anskuelser der fremholdes af de såkaldt vise i vor højt besungne hjernealder kan måle sig med det der kommer fra den herliggjorte Jesus Kristus, for „omhyggeligt skjult i ham er alle visdommens og kundskabens værdier“. (Kolossenserne 2:3, 8) I kraft af den alvise Guds ånd er han der begyndte på jorden som en uanselig „kvist af Isajs stub“ altså blevet den messianske konge, højt hævet over alle tidligere jordiske herskere både i og uden for Israel.
20, 21. I hvilken forstand omtales Jesu Kristi salvede disciple også som „skud“?
20 Om man i Guds øjne har nogen værdi og betydning eller ej, afhænger helt og holdent af hvor man kommer fra som en „kvist“ eller et „skud“. At Jehovas tjener var et „skud“ af Isajs rod havde afgørende betydning for Gud. Så hvem er man et „skud“ af? Det er det der betyder noget. Det gælder også for dem der følger i den salvede tjeners fodspor.
21 Eftersom tjeneren og hans disciple er medlemmer af Guds universelle organisation, hans billedlige „kvinde“ eller „hustru“, siger Gud følgende til hende angående hendes medlemmer, disse disciple: „Enhver i dit folk er retfærdig, evigt ejer de landet, et skud [neʹtser], som [Jehova] har plantet, hans hænders værk, til hans ære. Den mindste [at sammenligne med et skud] bliver en stamme, den ringeste et talrigt folk. Jeg er [Jehova]; når tid er inde, vil jeg fremme det i hast.“ (Esajas 60:21, 22) Derfor vil hverken tjeneren eller hans trofaste disciple vise sig at bliv „en vederstyggelig Kvist“, sådan som det sidste dynasti af konger i fortidens Babylon. — Esajas 14:19, Gd.
22. Hvordan kan vi være sikre på at den messianske konge ikke vil være en ansvarsløs hersker og regere som om han ikke skulle stå nogen højere til regnskab?
22 Den messianske konge vil ikke optræde ansvarsløst over for menneskeslægten, som han skal herske over i tusind år efter at Satan Djævelen og hans dæmoner er blevet bundet og kastet i afgrunden. (Åbenbaringen 20:1-6) Den ånd der hviler over ham, afholder ham fra at herske på en måde som om han ikke skulle stå nogen højere til regnskab. Ånden over ham er ikke blot visdoms, forstands, råds og styrkes ånd, men også „[Jehovas] kundskabs og frygts Ånd“. Han frygter Jehova, og denne frygt vil lede ham i udøvelsen af hans messianske herredømme.
23. Hvordan betragter han selv ’Jehovas frygt’?
23 ’Jehovas frygt’ er ikke noget som volder kongen besvær, noget som hindrer ham i hans frie udøvelse af kongemagten. Han glæder sig over at eje denne frygt, og det er ham også en glæde at se den i hjertet hos sine undersåtter. Esajas’ profeti siger videre: „Hans hu står til [Jehovas] frygt.“ (Esajas 11:3) Lindbergs oversættelse siger: „Hans Duft er Herrens Frygt.“ Oversættelsen af 1871 siger: „Hans Lyst skal være i Herrens Frygt.“ Kalkars oversættelse siger: „Han skal have Velbehag i Jehovas Frygt.“
EN DOMMER SOM UDFRIER DE UNDERTRYKTE
24, 25. Hvordan vil den messianske konge være som dommer, ifølge Esajas’ fortsatte beskrivelse?
24 En dommer som afsiger sine kendelser i frygt for Jehova Gud, vil med sikkerhed sørge for at retfærdigheden sker fyldest. Retskafne mennesker på hele jorden har længselsfuldt ventet på en sådan dommer. Det er sådan Jehovas messianske konge vil være som dommer. Efter at have nævnt at kongen vil frygte Jehova, fortsætter profeten Esajas med at sige:
25 „Han dømmer ej efter, hvad øjnene ser, skønner ej efter, hvad ørerne hører. Han dømmer de ringe med retfærd, fælder redelig dom over landets arme [med retskaffenhed skal han give retledning til gavn for jordens sagtmodige, NW]. Voldsmanden slår han med mundens ris, gudløse [den onde, NW] dræber han med læbernes ånde. Og retfærd er bæltet, han har om sin lænd, trofasthed hofternes bælte.“ — Esajas 11:3-5.
26. Hvordan vil det sikre retfærdigheden at han ikke dømmer efter „hvad øjnene ser“ og ikke skønner efter „hvad ørerne hører“?
26 Tænk hvordan jorden vil blive med en dommer som den der beskrives her, den ophøjede Jesus Kristus! Han lader sig ikke føre bag lyset. Han vil kunne se bag om tingene og gennemskue falskhed og hykleri. Han vil ikke lade sig vildlede af bedrageriske ord, af forsvareres besnærende argumenter. Ord alene vil ikke tælle hos ham, men derimod hjertetilstanden, som han vil være i stand til at læse. Han vil ikke behøve nævninge, ufuldkomne mænd og kvinder, til at afgøre om den anklagede er skyldig eller ej. Han vil være i besiddelse af den samme ånd som virkede på den kristne apostel Peter da denne gennemskuede Ananias’ og Safiras foregivne gavmildhed og sagde at de måtte dø fordi de prøvede at lyve for Guds hellige ånd. — Apostelgerninger 5:1-11; jævnfør Mattæus 22:15-22.
27. Hvordan vil hans domme gavne „de ringe“ og „landets arme“?
27 Denne messianske dommer er som sendt fra Gud til gavn for „de ringe“ og „landets arme“. Han er ikke bange for at revse dem der undertrykker de forsvarsløse under den nuværende tingenes ordning. Han vil imødegå de argumenter hvormed undertrykkerne søger at retfærdiggøre sig, og vise dem hvordan de tager fejl og handler uretfærdigt, Han vil bringe forholdene i orden, så de bliver som de bør være. Dette vil kun være hvad der er ret og rimeligt; det vil ikke være uretfærdigt over for undertrykkerne. Intet forbrydersyndikat vil florere under hans herredømme. Han vil knuse organiseret kriminalitet.
28. Hvad er „mundens ris“ og „læbernes ånde“ som den messianske dommer vil rette mod de onde?
28 Den messianske dommers kendelser vil blive håndhævet. De er endelige og kan ikke omstødes eller annulleres ved appel til en højere instans. (Johannes 5:22-24) De domme han udtaler over dem der handler uret, vil være som et straffens ris fra hans mund. De vil ufortøvet blive fuldbyrdet. De skyldige vil få det at føle. Hvad der udgår fra hans læber vil være som en dødbringende kraft mod de onde, som ikke har noget at beskytte sig bag. De vil dø som følge af den virksomme ånd der udgår fra hans læber når han udtaler dødsdommen. Ondskab vil ikke længere blive tilladt; den messianske konge og dommer står ikke i ledtog med det onde.
29. Hvordan vil retfærdighed og trofasthed være som et bælte om ham, og hvilken virkning vil dette få på hans handlinger?
29 Den moralske egenskab der styrker denne dommer som Jehovas ånd hviler over, er som et bælte om hans lænd eller hans hofter. Det er retfærdighedens bælte trofasthedens bælte. Der er ingen svaghed hos ham i form uretfærdige tilbøjeligheder. En retfærdighed der står mål med Guds fuldkomne norm fylder ham og driver ham. Han er trofast mod sit hverv fra Jehova Gud. Han kender ingen anden vej end den der består i trofasthed mod Jehova, den øverste Dommer. Da han virkede på jorden som et fuldkomment menneske beviste han sin trofasthed mod Gud skønt han endog måtte lide døden på den mest uretfærdige måde. Derved tilbageviste han den løgn som Satan, den store falske anklager, længe havde rettet mod Jehovas tilbedere. Satan Djævelen, denne ærkefjende af Gud, engle og mennesker, havde fastholdt at Jehovas talerør, hans enestefødte søn, ikke ville være trofast mod Gud hvis han blev prøvet til det yderste. — Job 1:1 til 2:5.
30. Hvem skred den messianske dommer først ind over for da hedningetiderne udløb, og med hvilket resultat?
30 I stedet for straks at sætte ind mod de onde på jorden skred den messianske Dommer derfor først ind over for den største og mægtigste inden for al organiseret ondskab, Satan Djævelen. Det var det der skete i himmelen så snart det messianske rige var blevet født umiddelbart efter at hedningetiderne var udløbet i 1914. Den indsatte messianske konge vidste nøjagtig hvor han skulle sætte ind, og han begyndte at føre krig mod Satan Djævelen og hans dæmonengle. Krigen endte med at disse onde engle blev kastet ud af de hellige himle. Den sejrende konge fastholder dem nu i jordens nærhed. Så snart den ’korte tidsperiode’ hvori deres virkeområde er begrænset hertil, er forbi, vil den messianske konge binde dem med lænker og indespærre dem i en afgrund borte fra jordens nærhed. — Åbenbaringen 12:7-13; 20:1-3.
31. Hvordan vil kongen derefter skride ind over for alle som befinder sig uden for det åndelige paradis?
31 Eftersom den gudfrygtige konge behandler de djævle der står i spidsen for al organiseret ondskab på denne måde, hvad følger der da logisk efter? Jo, for at fuldføre sin aktion må kongen gribe ind på jorden og tilintetgøre dem der har forhærdet sig i synden og knyttet sig uløseligt til Djævelens synlige organisation. Derved vil det ugudelige menneskesamfund uden for Jehovas tilbederes åndelige paradis blive slået med det „ris“ der udgår fra hans mund i form af domsafsigelser. Den straf han udtaler vil blive eksekveret over dem. Hans egen indre retfærdighed vil, som et bælte, styrke ham til at gøre dette. Hans trofasthed mod retfærdighedens Gud vil, som et bælte, støtte ham under udførelsen af dette.
32. (a) Hvad vil denne indgriben betyde for dem der nu befinder sig i det åndelige paradis? (b) Hvad gør de allerede nu for at forskønne deres åndelige paradis?
32 Denne modige indgriben over for al organiseret ondskab i himmelen og på jorden vil være til stor lindring og befrielse for Jehovas tilbedere, som nu nyder gavn af hans gunst og beskyttelse i deres åndelige paradis. De er taknemmelige for at Jehova har sat en sådan retfærdig konge over deres åndelige paradis. De egenskaber der vidner om at Guds ånd hviler over denne messianske konge, søger de selv at opdyrke mere og mere. Derved forskønner de deres åndelige paradis.