David af Judas stamme til Israels fremtidige konge. Senere dræber David ved Guds hjælp filisterkæmpen Goliat og optages af Saul i hæren og bliver sat over krigerne. — 1 Sam. 16:1-23; 17:20 til 18:5.

19. Hvilken indstilling lægger Saul for dagen over for ’manden efter Guds hjerte’? Hvilken ånd lægger David for dagen, og hvilken vigtig træning får han?

¹⁹ Til sidst bliver Saul misundelig på David på grund af dennes sejre og ser i ham den mand der muligvis er efter Jehovas hjerte og som vil få kongemagten. (1 Sam. 18:6-9) Han stræber endog David efter livet, gør ham fredløs og jager ham som et vildt dyr. Imidlertid går David og hans mænd aldrig til modangreb på „[Jehovas] salvede“. Jehova beskytter hver gang David og træner ham som en løveunge til den tid da han skal overtage kongemagten. (1 Mos. 49:9) Han skal være et profetisk billede på den lovede Silo.

At vælge babylonisk religion fører til fald

20. Hvad tager Saul nu sin tilflugt til, og hvorfor gør han det? Hvad gav den babyloniske trolddomskunst sig af med? Hvem har spåkvinden i En-Dor i realiteten forbindelse med, og hvoraf fremgår det at budskabet ikke kommer fra Jehova? Hvilket endeligt får Saul?

²⁰ I sit fyrretyvende regeringsår står Saul over for filisternes hær ved Gilboas bjerg. Da han erkender at han er forladt af Jehova Gud, tager han sin tilflugt til trolddom,a som han ellers har udryddet af landet. Om natten opsøger han en spåkvinde i En-Dor for gennem hende at komme i forbindelse med den døde Samuel. Saul vender sig altså til dæmonisme. En dæmon i Samuels skikkelse viser sig for spåkvindens indre øje og giver gennem hende Saul et domsbudskab. Ikke den følgende dag, som dæmonen fejlagtigt siger, men flere dage senere falder Saul ved Gilboas bjerg. Såret af en af filisternes pile fremskynder han sin egen død ved at styrte sig i sit sværd. — 1 Sam. 28:4-25; 31:1-13, vers 3 ifølge NW.

21. Hvordan overgår ’kongespiret og herskerstaven’ endelig til Judas stamme?

²¹ I Hebron, en af præsternes byer, salver Judas mænd David til konge over Judas hus i 1077 f.v.t. (Jos. 21:9-12; 2 Sam. 1:1 til 2:4) Efter nogen tids forløb kommer de øvrige stammer til kong David i Hebron og indgår pagt med ham over for Jehova samtidig med at de salver ham til konge over hele Israel. „David var tredive år, da han blev konge, og han herskede fyrretyve år. I Hebron herskede han over Juda syv år og seks måneder, og i Jerusalem herskede han tre og tredive år over hele Israel og Juda.“ Jerusalem var på dette tidspunkt (1070 f.v.t.) stadig en jebusitisk fæstning. — 2 Sam. 5:1-5.

„Han, hvem den tilhører“

22. Hvor længe skulle ’kongespiret og herskerstaven’ forblive i Judas stamme?

²² Ved denne tredje salvelse af David overgår kongespiret og herskerstaven til Judas stamme for derefter, som en opfyldelse af patriarken Jakobs profeti, at forblive i denne stamme: „Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører, kommer, ham skal folkene lyde.“ — 1 Mos. 49:10.

23. Hvordan fik profetien sin endelige opfyldelse som vist af Paulus?

²³ Hvordan denne profeti fik sin endelige opfyldelse viste apostelen Paulus da han sagde:

„Derefter gav han dem dommere indtil profeten Samuel. Men fra da af forlangte de en konge, og Gud gav dem Kis’ søn Saul, en mand af Benjamins stamme, i fyrretyve år. Og efter at have fjernet ham oprejste han David til deres konge . . . Af denne mands slægt har Gud ifølge sit løfte skænket Israel en frelser, Jesus.“ — Ap. G. 13:16-23, NW.

24. Hvem er den „kvist“ som nævnes i Esajas 11:1, og hvad blev der forudsagt om ham? På hvilke tre måder bliver Jesus „Isajs rod“?

²⁴ David var Isajs søn, og profetien i Esajas’ bog 11:1, 2, 10 blev opfyldt på Jesus, som var Davids søn: „Og der skal skyde en kvist af Isajs stub; og af hans rødder vil et skud bære frugt. Og Jehovas ånd skal hvile over ham, . . . Og det skal ske på hin dag at Isajs rod vil stå som et signal for folkene. Ja selv nationerne vil vende sig spørgende til ham, og hans hvilested skal blive herligt.“ (NW) Denne Jesus, som var Isajs afkom gennem David, var samtidig „Isajs rod“, og det på tre måder: 1) Jesus Kristus har som Isajs evige arving holdt Isajs slægtslinje i live. 2) Han bliver Davids herre og dermed Davids fader Isajs herre, som apostelen Peter forklarede på Pinsedagen i året 33 e. Kr.:

„David er ikke faret op til Himlene; men han siger selv: ’Herren [Jehova, NW] sagde til min herre: sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender som skammel for dine fødder.’ Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre [nemlig Davids herre] og Kristus.“ — Ap. G. 2:14, 34-36; Sl. 110:1; Matt. 22:41-45.

3) Kristus er nu Frelseren, og i de tusind år han hersker over menneskene vil han oprejse såvel Isaj som hans søn David. — Es. 9:6; Joh. 5:26-29.

25. Hvem har Skaberen udpeget til at være Silo, og hvad kan vi være forvissede om at han vil gøre? Hvilket valg gør vi derfor klogt i at træffe?

²⁵ Der er ingen tvivl mulig. Universets Skaber og Suveræn har gjort denne Jesus Kristus til Silo, den som herredømmet tilhører. Dette fremgår ikke alene af hans handlinger med Israel og hans pagter med dette folk, men han har også prøvet ham og set at han er fuldkommen og at hans uangribelighed over for ham er ubrydelig. Det kan derfor med sikkerhed siges at han vil eksekvere Guds domme med fuld retfærdighed og sætte Guds love og principper i kraft på hele jorden. Han er konge-præst til evig tid i lighed med Melkizedek og er derfor på samme tid Guds øverste regeringsembedsmand og ypperstepræst for den sande tilbedelse. Vi står over for at skulle vælge såvel en religion som en regering. Menneskene formår ikke at oprette Silos styre på jorden, men det valg vi træffer vil få afgørende indflydelse på vort liv nu og vore udsigter til liv under den store Silos fredfyldte regering. Dette skal vi imidlertid fremføre flere beviser for i de efterfølgende numre af Vagttårnet.

Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor blev Simeon ikke nævnt da Moses velsignede Israels stammer i sin afskedstale til dem (5 Mos. 33:6-24)? — G. S., De forenede Stater.

Uden tvivl er forklaringen den at Simeon regnedes sammen med Juda eftersom Simeons arvelod lå i Judas område. Simeon og Levi havde i forening øvet en skændselsgerning, der førte til at Jakob udtalte følgende profeti om dem: „Lad mig give dem arvelod i Jakob, men lad mig sprede dem i Israel.“ (1 Mos. 49:7, NW) Selv om Simeon og Levi således fik en „arvelod“ i Israel, udgjorde denne arvelod ikke et fast afgrænset område. Hvis man betragter et kort over Palæstina på de tolv stammers tid lægger man mærke til at Simeons område lå inde i Judas område, hvilket vil sige at Simeon ikke fik et selvstændigt område. Da Moses vendte sin opmærksomhed mod Juda vidste han at Simeons arvelod ville blive omsluttet af Judas. I Josua 19:9 siges der: „Fra judæernes del blev simeoniternes arvelod taget; thi judæernes del var for stor til dem; derfor fik simeoniterne arvelod inde i deres arvelod.“ Ikke alene kan Simeon have været underforstået da Juda blev nævnt, men Moses udtalte også sin velsignelse over alle stammerne, og Simeons stamme var til stede og kom således under denne almindelige velsignelse: „Held dig, Israel, hvo er som du, et folk, der får sejr ved [Jehova]!“ — 5 Mos. 33:29.