artikel havde overskriften: „Blodløs kirurgi: En tendens bort fra blodtransfusioner.“ Og i den rejstes spørgsmålet: „Sætter Jehovas vidner i realiteten deres eget og deres børns liv på spil ved at nægte at tage imod blodtransfusioner? Vi ser flere og flere vidnesbyrd om at de ikke løber så stor en risiko som samfundet og de fleste læger har ment.“ Derpå henviste artiklen til læger i Toronto, New York, Chicago, Michigan og Californien, læger der kunne bekræfte udtalelsen.

Hele begivenheden bekræftede hvad Amys fader havde sagt hele tiden: „For os er blod dårlig medicin. . . . Man går imod Skaberens råd ved at bruge det, og mange læger nærer da også tvivl om hvorvidt det bør bruges.“

Hvis lægerne, børneværnet og Ontarios børneforsorgslov blot havde respekteret ægteparret Bryants velorienterede stillingtagen fra første færd, ville den beklagelige tre ugers jagt aldrig have fundet sted. Men her fejede læger og embedsmænd fuldstændig hensynsløst forældremyndigheden til side og tyede til en lov der udtrykker fordom mod forældre som har en anden mening end den der er gængs blandt læger i almindelighed. Fordi forældrene ikke var enige med én læge — en betalt rådgivende læge — afsagde en dommer den kendelse at deres datter trængte til „beskyttelse“, og det endda uden at der var foretaget en afhøring!

Heldigvis kom Amy igennem det uden mén, hvilket viser at en læges mening, hvor oprigtig den end kan være, ikke bør benyttes som grundlag for skræmmetaktik i et forsøg på at tilrane sig forældremyndigheden over et toårigt barn!

Amys sagfører rejste denne anklage: „Når læger begynder at virke som dommere og dommere som læger, kan det kun resultere i vanskeligheder.“ Hele denne ulykkelige episode kunne have været undgået hvis de ansvarlige parter havde lyttet til tidligere sekretær i den canadiske lægeforening, nu afdøde dr. A. D. Kellys forstandige råd:

„Patienter og forældre er i deres fulde ret til at sige ja eller nej til den behandling der tilbydes. Ingen læge kan med sikkerhed sige at en patient vil dø hvis han ikke får en transfusion, eller leve hvis han får en. . . . Princippet er vigtigt og hænger sammen med borgernes frihed. Det samme gælder enhver anden lægebehandling, og hvad enten den er rigtig eller forkert, har folk ret til at afgøre om de vil have den.“

’Folk har ret til at afgøre om de vil have den’! Ja, det er sandt, især når forældres udøvelse af denne ret bygger på Guds fuldkomne lov. — Apg. 15:28, 29; Sl. 19:8, 10.

Om at dømme efter det ydre

Hvor nøjagtig er den bedømmelse man kan give af et andet menneske efter et førstehåndsindtryk? En forening for personalechefer i England foretog ved et årsmøde en prøve på intuitionsevnen, og det viste sig at selv „fagfolk“ er meget dårlige til at foretage en hurtig bedømmelse korrekt. Man lod personalecheferne se nogle videobåndoptagelser af 10 personer der talte om forskellige emner. Efter at have set disse, bedømte personalecheferne almindeligvis de personer de mente lignede dem selv mest, til at være mest intelligente. Men de fleste af bedømmelserne var forkerte. „Folk med en universitetsgrad var ikke bedre [til at bedømme] end dem uden,“ bemærkede rapporten i bladet Psychology Today. Også den kvindelige intuition måtte stå for skud, idet „mændene på alle områder klarede sig lidt bedre end kvinderne“.

Vi kan være glade for at den der på Guds vegne skal dømme menneskene dømmer på et andet grundlag. Han „dømmer ej efter, hvad øjnene ser, skønner ej efter, hvad ørerne hører“. — Es. 11:3.