Hvordan Gud aktivt har vist sin interesse

JEHOVA GUD har ikke overladt menneskeheden til at famle blindt omkring i sin søgen efter lindring, uden noget sikkert håb om at finde den. For flere tusind år siden begyndte han at åbenbare hvad hans forsæt var og at lade denne åbenbaring nedskrive som et budskab til menneskeheden.

Dette budskab har vi i dag i form af Bibelen, Guds inspirerede ord. Igennem den kan vi lære hvordan Jehova Gud er, hvilke egenskaber han har, på hvilken måde han handler med mennesker, og hvilke normer han følger. Ud fra dens profetier kan vi få at vide hvad han har besluttet at gøre og hvilken vej vi kan følge til vor egen beskyttelse og vort eget vel.

På Bibelens sider finder vi en overflod af vidnesbyrd om at Gud har omsorg for menneskeheden og interesserer sig for alle mennesker. Vi finder at han respekterer hvert eneste individs værdighed; han ønsker ikke at blive tilbedt af tvang, nej, han ønsker en tilbedelse som mennesker villigt yder fordi de i deres hjerte føler sig tilskyndet dertil af kærlighed. (5 Mos. 30:15, 16) Guds ord viser at der i hans øjne ikke er nogen forskel mellem folk af forskellige nationaliteter, racer og samfundslag. Enhver der vælger at tjene ham kan gøre det, til stor velsignelse for sig selv og sin familie. — Ap. G. 10:34, 35.

Overvej nu nogle af de måder hvorpå Jehova Gud ifølge Bibelen har vist at han er dybt interesseret i hele menneskeheden og velsigner dem der tror på ham og sætter deres lid til ham.

At Gud benyttede Abraham var ikke et udtryk for partiskhed

Abraham, der både blev stamfader til jødefolket og til de arabiske folkeslag, troede på Jehova Guds ord og tjente ham villigt. Af denne grund velsignede Gud Abraham og hans familie. Gud satte så stor pris på Abrahams tro at han besluttede at han på en ganske særlig måde ville gøre brug af en nation der udsprang af en gren af Abrahams slægt; den skulle repræsentere Gud og tilbedelsen af ham på jorden. Denne nation, efterkommerne af Abrahams sønnesøn Jakob eller Israel, gav han sine love. Han gav den et fast bosted i det land der hed Kana’an. (5 Mos. 4:7, 8) Ved hjælp af denne nation holdt Gud ofte sit navn frem for jordens folk, og gennem den frembragte han sin Messias, den der var salvet til at blive menneskehedens genløser. — Gal. 3:24; 4:4.

Betød det simpelt hen at Gud favoriserede et enkelt folk? Nej. Hvorfor skulle Gud, der er alle tings Skaber, begrænse sin godhed til at omfatte en enkelt nation? Det var langt fra ham at favorisere nogen af selviske grunde; det han gjorde var at lægge en forberedende grundvold for at „alle jordens slægter“ kunne blive velsignet. (1 Mos. 12:3; 22:18) Ved sin handlemåde med denne nation, og ved at give den en regering, åbenbarede han mange af de personlige egenskaber han ejer som Gud og konge, for eksempel hans kærlige godhed og barmhjertighed, foruden at han viste hvilke faste principper han følger i sit styre. Han lagde grundvolden for Messias’ fremtidige komme. Messias’ slægtslinje blev optegnet, og der blev nedskrevet og bevaret en profetisk forudskildring af hans liv, så folk kunne fatte tro på ham som den der virkelig var sendt af Gud. Ja, i løbet at de århundreder hvor Gud benyttede denne nation som redskab, blev Bibelen nedskrevet, så der fremkom en pålidelig, historisk beretning foruden profetier og profetiske billeder og ’skygger af kommende goder’, alt sammen til gavn for os. — 1 Kor. 10:11; Hebr. 10:1.

Hvordan Gud viste interesse for et ufuldkomment folk

Da Gud udvalgte denne nation af efterkommere af Abraham, var den et mindretal i trældom. Gennem profeten Moses sagde Gud til dem: „Det er ikke, fordi I er større end alle de andre folk, at [Jehova] har fattet velbehag til eder og udvalgt eder, thi I er det mindste af alle folk; men fordi [Jehova] elskede eder, og fordi han ville holde den ed, han tilsvor eders fædre, derfor var det, at [Jehova] med stærk hånd førte eder ud og udløste dig af trællehuset.“ (5 Mos. 7:7, 8) På denne måde kunne Gud ikke alene vise at han værdsætter og belønner en trofast tjeneste og hengivenhed som den Abraham, Isak og Jakob viste, men også at han holder sit ord. — 5 Mos. 7:9.

Dette folk havde al god grund til at tro på at Gud havde omsorg for det. Mange gange blev det udsat for morderiske angreb og stillet over for en fjende der var det langt overlegen. Men så længe det satte sin lid til Jehova, kom han det til hjælp. (Dom., kap. 7; 2 Krøn. 14:9-15) Selv når folket vendte sig bort fra Gud og begik alvorlige synder, var han tålmodig og barmhjertig. Han tugtede dem strengt ved forskellige lejligheder, men når de vendte tilbage til ham tilgav og velsignede han dem og gav dem fremgang, sundhed og fred. (Jer. 7:13, 14; 30:18, 21, 22) Beretningen om de femten århundreder hvor han benyttede israelitterne som sit redskab, er et vidnesbyrd om hans forbløffende langmodighed og overbærenhed med menneskers ufuldkommenhed, mens de fortsat syndede og var direkte genstridige.

Til sidst gjorde Israel direkte oprør mod Jehova Gud, forkastede hans søn og overgav ham til den romerske landshøvding til henrettelse. På trods af alt dette blev Gud ved med at sende sine tjenere til dem og forkynde den gode nyhed for dem alene, i yderligere tre og et halvt år. Først da holdt han op med at vise dem sin særlige omsorg og begyndte at sende sine forkyndere ud til alle jordens hedningefolk. (Ap. G., kap. 10) Hans hensigt med at benytte Israel som sit særlige redskab var blevet fuldført, og folkets særlige forhold til ham var ophørt; enkeltpersoner af jødefolket kunne naturligvis stadig få hans gunst og velsignelse, hvis de viste lydighed mod hans ord og troede på hans foranstaltninger. — Rom. 10:12; Gal. 3:28.

Ved at handle på denne måde viste Gud at han ikke er ligeglad med menneskene, men at han har stor kærlighed til alle der tjener ham. Han viste hvad han vil gøre hvis folk lytter til ham i oprigtighed. Den lov han gav jøderne var så fremragende at de, selv om de ikke kunne overholde den til fuldkommenhed, var et uafhængigt folk i omkring ni hundrede år.

Guds interesse for alle nationer

I mellemtiden havde Gud ikke glemt de andre nationer. I en tale til en skare afgudsdyrkende hedninger i byen Lystra i Lilleasien tilskyndede apostelen Paulus sine tilhørere: „I skal vende jer fra disse tomme afguder til den levende Gud, ’som har skabt himmelen og jorden og havet og alt, hvad deri er’.“ Han fortsatte: „[Gud] har i forbigangne tider ladet alle hedningerne vandre deres egne veje. Dog lod han sig ikke uden vidnesbyrd, idet han viste jer velgerninger, gav jer regn og frugtbare tider fra himmelen og mættede jer med føde og fyldte jeres hjerter med glæde.“ (Ap. G. 14:15-17) Dette „vidnesbyrd“ har Gud afgivet lige til vor tid.

Hvor stor omsorg Gud har for mennesker fremgår med slående tydelighed af den måde hvorpå han handlede med byerne Sodoma og Gomorra. De var sunket ned i det dybeste fordærv. Gud sagde: „Sandelig, skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres synd er såre svar.“ (1 Mos. 18:20) Det var åbenbart sådan at deres fordærvede handlemåde chokerede og bedrøvede nabofolkene, så disse råbte til Gud. Han respekterede deres holdning og deres ret til at være fri for den fare som indbyggernes fordærv udgjorde for dem. Af den grund besluttede han at ødelægge de to byer og andre byer der var forbundet med dem. Men selv da ville Gud have skånet byerne, hvis der blot var ti retfærdige mænd i dem. — 1 Mos. 18:22-33.

Guds måde at behandle byerne Sodoma og Gomorra på viser at han ikke har behag i nogens død, men ønsker at alle skal leve, hvis de blot vil leve sådan at de viser deres næste respekt og adlyder retfærdige principper. (Ez. 33:11; Mika 6:8) Oven i købet viser Gud så stor ufortjent godhed og omsorg at han vil give Sodomas indbyggere livet igen ved en opstandelse, så de kan få lejlighed til at tage ved lære og begynde at gå ad livets vej, som hans søn fortalte. — Luk. 10:11, 12; Matt. 11:24.

Guds omsorg for jorden som menneskets hjem

I de love Gud gav Israels folk viste han ægte interesse og omsorg for jorden som han har skabt. Disse love virkede i allerhøjeste grad til bedste for landbrugsjorden såvel som for dyr og mennesker. For eksempel befalede han at hvert syvende år skulle være et hvileår eller sabbatsår, Ingen, heller ikke husdyrene, skulle udføre landbrugsarbejde. I dag ved enhver landmand at hans jords frugtbarhed forøges hvis den får lov at ligge uopdyrket hen i en tid. — 3 Mos. 25:2-7.

Desuden befalede han at hvert halvtredsindstyvende år ikke alene skulle være et sabbatsår men også et „jubelår“, et år hvor alle gældsposter blev annulleret. Enhver indbygger som var blevet økonomisk dårligt stillet og havde solgt sin jord, fik sin arvelod tilbage, uden gæld. Israelitter der var blevet trælle fik endda deres frihed. Hvilken vidtgående omsorg, hvilket kærligt hensyn! Så længe folket holdt disse love kunne der aldrig opstå økonomisk krise. — 3 Mos. 25:8-19.

Glimt af det kommende styre for hele jorden

Den inspirerede apostel skriver i Romerbrevet 15:4: „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb.“ Dette håb drejer sig om det kommende retfærdige styre som Gud har i sinde at indføre for at menneskeheden og jorden igen kan blive bragt i fuld harmoni med ham. Den samme apostel peger på at de love som Gud gav gennem sit styre over det gamle Israel, var „en skygge af de kommende goder“, glimt af de goder som Gud vil hidføre gennem sin himmelske regering til gavn for jordens beboere, ved et program som vil resultere i varige velsignelser for alle der af hjertet elsker retfærdighed. (Hebr. 10:1) I Efeserbrevet 1:9, 10 læser vi: „Han kundgjorde os sin viljes hemmelighed ifølge den beslutning, som han havde fattet hos sig selv, om den frelsesplan: i tidernes fylde at sammenfatte alt, både det himmelske og det jordiske, i Kristus.“

Ja, for at befri menneskeheden for den syndens, ufuldkommenhedens og dødens arv som vores forfader Adam efterlod os, og for ikke at svigte sine egne høje retfærdsnormer, lod Gud sin egen søn give sit liv så vi kunne blive købt fri af vor trælbundne tilstand. (Rom. 3:23-26) Det er som vi læser i Romerbrevet 5:7, 8: „Der er jo næppe nogen, som vil dø for en retfærdig; kun for sin velgører kunne en måske få sig til at gå i døden; men Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere.“

I næsten seks tusind år har menneskene kæmpet og stræbt. Men nu viser Bibelen at en stor sabbatshvile for jorden og dens beboere er kommet nær. Bibelen fortæller at for Jehova er ’tusind år som én dag’. (2 Pet. 3:8) Hans ord forudsiger at der skulle komme en tusindårig hviledag, en periode med hvile i frihed for lidelse, krig, kriminalitet, hungersnød og uretfærdighed, under hans søns regering. Det vil blive som et tusindårigt „jubelår“ hvor trældommen under synd, ufuldkommenhed, sygdom og død vil blive brudt og Rigets lydige undersåtter vil blive ført ind i den længe imødesete frihed. — Rom. 8:19-21; Hebr. 4:9, 11; Åb. 20:6.

Da vil det blive som forudsagt: „Hærskarers [Jehova] gør . . . et gæstebud for alle folkeslag med fede retter og stærk vin, med fede, marvfulde retter og stærk og klaret vin.“ (Es. 25:6) Da vil det gælde overalt på jorden at „der gøres ej ondt og voldes ej mén . . . thi landet er fuldt af [Jehovas] kundskab, som vandene dækker havets bund“. — Es. 11:9.

Måske det mest magtfulde eksempel på Guds omsorg udgøres at dem der i dag sætter deres fulde lid til hans løfter om dette retfærdige styre. De udgør et synligt bevis på hvad hans ord kan betyde for mennesker, hvilken ændring i tilværelsen det kan medføre at tage imod det håb han giver.

Millioner har i dag erklæret sig for Jehova Guds rige som det sande og eneste håb for menneskeheden. De findes i over 200 lande og øområder. De har vidt forskellig baggrund i national, sproglig, racemæssig og social henseende. Men alligevel er der enhed imellem dem; de er ikke splittede af politik, sektvæsen, kommerciel konkurrence, social diskriminering eller racefordom. Blandt dem er der ægte fred, der er frihed for strid, og de samles i sandt broderskab. De har de samme problemer i dagliglivet som alle andre og de er født med den samme ufuldkommenhed; men de finder at anvendelsen af Bibelens kloge principper hjælper dem til at løse deres problemer og finde sand glæde ved livet. De er kendt som Jehovas kristne vidner fordi de forkynder om deres tro på Jehova Gud og aflægger vidnesbyrd om hans hensigter og hans omsorg for menneskeheden. — Es. 43:10, 11.

I mange lande er de blevet forfulgt af diktatorer og mægtige religiøse organisationer. Men de ved hvorfor dette sker, og de regner det for en forret at kunne vise at de ufravigeligt holder sig til Guds ords retfærdige normer og er ubrydeligt loyale mod hans suverænitet. De har den samme tillid som den inspirerede discipel Jakob, der skrev: „Salig den mand, som holder ud i prøvelse; thi når han har stået sin prøve, skal han få den livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham.“ — Jak. 1:12.

Af næstekærlighed har de udsat sig for fængsling og det der er værre, fordi de vedblivende ønsker at fortælle andre om det håb de har fundet gennem den gode nyhed om Guds rige. De ved at Gud har omsorg for menneskeheden, at „han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse“, og de søger at vise en lignende omsorg. — 2 Pet. 3:9.

Der er således ubestridelige beviser på at Gud viser interesse for menneskeheden; beviserne omgiver os på alle sider. Selve jorden og de ting på jorden som kan gøre livet interessant og udbytterigt for os, er et bevis, og ligeledes vort eget legeme med dets forbløffende indretning.

Men at Gud har interesse og omsorg for menneskeheden fremgår først og fremmest af Bibelen — den forklaring den giver på hvorfor mennesker lider, dens åbenbaring at hvordan Gud har handlet med sine skabninger og af hans uforanderlige forsæt om at råde bod på al den skade der er sket, de forandringer den i dag kan udvirke i menneskers liv, det håb den giver om en opstandelse fra de døde.

Nej, Gud er ikke ligeglad; han interesserer sig i høj grad for os. Nu er spørgsmålet bare: Viser du interesse? Måske svarer du straks ja, men hvad kan bevise om du gør?

[Oversigt på side 19]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Efter at menneskeslægten nu har eksisteret i omkring 6000 år, er et tusindårigt „jubelår“ nær ifølge Bibelens profetier — en tid med hvile i frihed for lidelse og undertrykkelse

1000: Menneskets skabelse

2000: Vandfloden på Noas tid

3000:

4000:

5000: Jesu Kristi død år 33

6000: 1914

7000: Kristi Jesu tusindårsrige?

[Illustration på side 17]

At Gud benyttede Abraham som redskab var ikke et udtryk for partiskhed, men for at han havde omsorg for hele menneskeheden; han lovede at folk af alle nationer skulle velsignes gennem Abrahams „sæd“

[Illustration på side 18]

Ved at benytte det gamle Israel viste Gud resultaterne af sin ledelse og sine retfærdige regeringsprincipper