Dommere og rådgivere i en ny ordens samfund
„Jeg vil atter føre dommere tilbage til dig som fra først af, og give dig rådgivere som i begyndelsen. Derefter skal du kaldes Retfærdigheds Stad, Trofaste By.“ — Es. 1:26, NW.
1. Hvordan var forholdene i Israel på Esajas’ tid, og hvad førte det til? Hvornår blev dommerne genindsat?
DA GUD i det ottende århundrede før vor tidsregning gennem profeten Esajas udtalte ovennævnte ord til Israels folk, var det et folk der levede under hans lov, men det var vanskeligt for nogen at skaffe sig sin ret. Uretfærdigheden gik i svang i landet. (Es. 1:23) Dette førte til sidst til et så fuldstændigt sammenbrud at Gud lod assyrerne besejre Israels ti-stammerige. Senere blev indbyggerne i det sydlige Judas og Benjamins rige ført i landflygtighed af kong Nebukadnezar af Babylon. Gud genrejste sit folk i år 537 f.v.t., efter at Kyros, Persiens konge og Babylons erobrer, havde udstedt et dekret der frigav jøderne. Men igen forfaldt nationen, og dens dommere blev korrupte. — Matt. 23:23; Luk. 20:47.
2. Hvordan genindsatte Gud retfærdige dommere i en større og vigtigere betydning?
2 Gud indfriede sit løfte om at genindsætte retfærdige dommere og tilvejebringe en ordning hvor hans retfærdige love blev overholdt, i en større og vigtigere betydning da den kristne menighed blev oprettet. I det første århundrede efter vor tidsregning, mens de tolv apostle levede, kom Guds lov til at fremtræde i hele sin klarhed og renhed. De der blev udnævnt til at være tilsynsmænd i den kristne menighed var retfærdige mænd som blev ledet af Guds hellige ånd. Jesus Kristus udvalgte selv de mest fremtrædende dommere blandt dem, nemlig de trofaste apostle. (Mark. 3:14; Ap. G. 9:15) Disse dommere og rådgivere ledede menigheden på en sådan måde at den erfarede stor fremgang og vækst. I Apostlenes Gerninger 16:4, 5 læser vi for eksempel: „Og efterhånden som de kom gennem byerne, overgav de dem de forskrifter, som var vedtaget af apostlene og de ældste i Jerusalem, med påbud om at overholde dem. Så styrkedes da menighederne i troen og voksede i antal dag for dag.“
„Gaver i mennesker“
3. Hvad gjorde de mænd der var „gaver i mennesker“ for menigheden?
3 Gud udvalgte også andre mænd som „gaver“ til menigheden og gav dem særlige evner så den unge organisation kunne blive grundfæstet. Herom siges der i Efeserbrevet 4:8, 11, 12 (NW): „Derfor siger han: ’Da han steg op til det høje bortførte han fanger; han gav gaver i mennesker.’ Og han gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som evangelieforkyndere, nogle som hyrder og lærere, med det for øje at oplære de hellige til en tjenestegerning, for at Kristi legeme kan opbygges.“ Under den hellige ånds ledelse indsatte Kristi apostle andre mænd, som for eksempel Timoteus og Titus, mænd der var nidkære og loyale, som kunne være dommere og rådgivere der sørgede for at retfærdigheden blev holdt i hævd i menigheden. (1 Tim. 1:3, 4; kap. 5; Tit. 1:5-13) Desuden gav apostlene og andre modne mænd megen skriftlig vejledning. Med deres skrifter føjet til De hebraiske Skrifter kan det siges at „hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til at belære, til at irettesætte, til at rette op, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive virkelig dygtiggjort, fuldt udrustet til al god gerning“. — 2 Tim. 3:16, 17, NW.
Et bolværk mod frafald
4. Hvor længe kunne menigheden glæde sig over retfærdige dommere og rådgivere?
4 Så længe apostlene levede, og til dels også mens de trofaste mænd de havde indsat og som måske overlevede apostlene, var i live, vedblev menigheden at tjene Gud trofast. Der var ganske vist nogle der gjorde forsøg på at indføre uretfærdige og urette tilstande i menigheden, men apostlenes stærke myndighed holdt dem tilbage. (2 Tess. 2:7, 8) Vi kan henvise til adskillige tilfælde hvor apostlene var hurtige til at gribe ind og dømme og irettesætte.
5-7. Giv nogle eksempler på hvordan de retfærdige dommere og rådgivere greb ind for at bevare menigheden ren.
5 Da Ananias og Safira i deres hjerter lagde råd op om at lyve over for Gud og således førte hykleri ind i menigheden, gennemskuede Peter, ledet af Guds ånd, deres hykleri og udtalte en dom over dem som i virkeligheden var Guds egen dom over dem. — Ap. G. 5:1-11; Matt. 18:18.
6 Endvidere blev der gjort et forsøg på at besmitte menigheden ved at indføre grov umoralitet i den. Dette fandt sted i menigheden i Korint. De der havde ansvaret for den korintiske menighed forholdt sig passive over for denne underfundige form for besmittelse, men apostelen Paulus greb ind for at befri menigheden for en sådan ondartet, kræftlignende overtrædelse. I Første Korinterbrev 5:1-5, 13 skrev Paulus: „Man hører virkelig om utugt iblandt jer, og tilmed sådan utugt, som end ikke findes blandt hedningerne, nemlig at en søn lever med sin faders hustru. Og I er opblæste og blev ikke snarere bedrøvede, så den, som har gjort denne gerning, blev udstødt af jeres kreds. Thi fraværende med legemet, men nærværende med ånden har jeg for mit vedkommende, som om jeg var nærværende, allerede fældet denne dom over ham, der har handlet på denne måde: i Herren Jesu navn skal vi forsamles, I og min ånd, med vor Herres Jesu kraft og overgive et sådant menneske til Satan, så hans legeme kan gå til grunde, for at ånden kan frelses på Herrens dag. . . . ’Udstød det onde menneske af jeres kreds.’“ Der blev også, af nogle som hævdede at være apostle, gjort forsøg på at indføre falske læresætninger og en uret ånd i den samme menighed. De begyndte at opkaste sig til herrer over deres kristne brødre og fremmede sektdannelser ved at smigre og følge mennesker. — 1 Kor. 1:10-13; 4:8; 2 Kor. 11:19, 20.
7 Der fandt andre overtrædelser og afvigelser fra Kristi lov sted i denne menighed, men øjensynlig rettede Paulus’ breve de fleste af dem. Dette fremgår af hans andet brev til de kristne i Korint. Han roser dem for den bedrøvelse efter Guds sind de har givet udtryk for, og for deres anger og nidkære indgriben for at rense menigheden for den umoralitet der havde vundet indpas i den. Han taler anerkendende om den ændring til det bedre der var sket i deres indstilling og advarer dem derpå yderligere om de falske apostle. (2 Kor. 7:9-11; 11:12-15) Sådanne magtfulde breve fra apostlene beskyttede menighederne og bragte dem atter i harmoni med Kristi lov. Paulus omtaler dette i Andet Korinterbrev 10:4-6: „Vi [nedbryder] tankebygninger og alt hovmod, der rejser sig imod erkendelsen af Gud, og tager enhver mennesketanke til fange ind under lydighed mod Kristus. Og vi er rede til at straffe enhver ulydighed, når lydigheden hos jer først har sejret.“
8, 9. Nævn nogle af de overtrædelser af Guds lov som Paulus, Judas, Jakob og Jesus irettesatte menigheden for, for at hindre Djævelen i at ødelægge den kristne menighed.
8 Andre forseelser imod loven og Kristi ånd som apostlene måtte gribe ind over for, var: misforståelser angående opstandelsen, idet nogle lærte at den allerede havde fundet sted som en slags „åndelig opstandelse“ af dem der var i live, og ikke var en virkelig opstandelse fra de døde. (2 Tim. 2:18) Andre sagde rent ud at der ikke fandtes nogen opstandelse. Som Paulus skrev i Første Korinterbrev 15:12, 35, 36: „Men når der om Kristus prædikes, at han er opstået fra de døde, hvorledes kan da nogle iblandt jer sige, at dødes opstandelse ikke finder sted? ’Men,’ vil en sige, ’hvorledes står de døde op? hvad slags legeme kommer de med?’ Du dåre! det, du sår, får jo ikke liv, hvis det ikke dør.“ Visse judaister som kaldte sig kristne, prøvede at føre de kristne tilbage til trældommen under synden ved at få dem til at sætte deres lid til Moselovens gerninger. Det gjorde de ikke fordi de elskede Gud og hans folk, men fordi de frygtede forfølgelse fra jøderne. Paulus’ brev til galaterne afslørede denne falske lære. — Gal. 5:2-4; 6:12, 13.
9 Judas, som ikke var apostel men en halvbroder til Jesus Kristus, gik i sit brev stærkt imod den umoralitet hvormed nogle som prøvede at snige sig ind i menigheden, søgte at fordærve den. I Judas 4 læser vi: „Thi der har indsneget sig nogle mennesker, om hvem det allerede for længe siden er skrevet, at de skulle rammes af denne dom: de er ugudelige, folk, som misbruger vor Guds nåde til løsagtighed og fornægter vor eneste hersker og Herre, Jesus Kristus.“ Jakob, en anden halvbroder til Jesus, fordømte personsanseelse idet han skrev: „I [har] klasseforskel hos jer og I er blevet dommere som afsiger onde kendelser.“ (Jak. 2:1-4, NW) Flere år senere, kort før apostelen Johannes’ død, begyndte disse urette forhold at vise sig i menigheden; Jesu budskab til de syv menigheder som vi kan læse i Åbenbaringen 2:6, 14, 15 og 20, var en streng irettesættelse. Djævelen kæmpede hårdt for at ødelægge den første menighed da den blev oprettet. Så længe apostlene levede som dommere og rådgivere, blev menigheden bevaret ren og frafaldet kunne ikke vinde fodfæste. Men efter at apostlene var døde kom frafaldet. (2 Tess. 2:6-8) Som Paulus sagde ifølge Apostlenes Gerninger 20:29, 30: „Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jeg komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig.“
Dommere og rådgivere i vor tid
10. Hvordan kan man sige at tiden for den endelige opfyldelse af Esajas’ profeti nu er kommet?
10 Nu er tiden kommet for den endelige og store opfyldelse af Esajas’ profeti! Jehovas organisation hviler igen på et helt og fuldt teokratisk grundlag, for de mere end 25.000 menigheder af Jehovas vidner der findes rundt om i verden er i fuldstændig harmoni med hinanden og følger alle den samme lov. Vi har denne lov i form af den undervisning og vejledning som Jesus og hans apostle og disciple gav. Organisationen er apostolsk, det vil sige at den virker på samme måde som dengang den stod under apostlenes direkte overopsyn. Modne, trofaste mænd udnævnes som tilsynsmænd og assisterende tjenere til at lede menigheden og behandle overtrædelser af Guds lov.
11. Hvordan udgør Guds folks menighed i dag en højborg for den sande tilbedelse, og hvad yder den dem der kan se at denne verden intet kan stille op imod uretfærdighed?
11 I dag kan den kristne menighed holdes ren og således bevare Guds gunst og enheden under udførelsen af det arbejde den har fået betroet. Guds folks verdensomspændende menighed udgør i dag en højborg for sand tilbedelse. (1 Tim. 3:5) Alle der kan se denne verdens uretfærdigheder og at den intet kan stille op, har således et sted de kan ty til hvor der øves retfærdighed, og de kan glæde sig til den tid som nu er nær da Guds lov vil blive håndhævet over hele jorden, idet der vil blive øvet ret og retfærdighed mod alle og oprørskhed aldrig mere vil få lov at ødelægge jorden. Dette blev forudsagt i Esajas 60:17, 18, som lyder: „Guld sætter jeg i stedet for kobber og sølv i stedet for jern, kobber i stedet for træ og jern i stedet for sten. Til din øvrighed sætter jeg fred, til hersker over dig retfærd. Der høres ej mer i dit land om uret, om vold og ufærd inden dine grænser; du kalder frelse dine mure og lovsang dine porte.“
12. Hvordan bliver Guds folks menigheder ledet i dag?
12 I disse „sidste dage“ da den kristne menighed har opnået fuld modenhed, er Rigets jordiske interesser blevet overdraget „den tro og kloge tjener“, Guds „tjener“-skare, som består af de sidste af Kristi åndsavlede brødre på jorden. (Matt. 24:45-47) Ved at følge Kristi lov som den findes i Bibelen, leder de Jehovas vidners menigheder over hele jorden. Gennem dem har den hellige ånd indsat mænd i menighederne som opfylder Bibelens krav, til at tage sig af de sager der opstår når Guds lov overtrædes. Paulus sagde således i Apostlenes Gerninger 20:28 (NW): „Giv agt på jer selv og hele den hjord i hvilken den hellige ånd har udnævnt jer som tilsynsmænd, til at vogte Guds menighed som han købte med blodet af sin egen søn.“
13. Hvilken ordning til behandling af alvorlige overtrædelser af Guds lov findes der?
13 Der er i regelen tre modne mænd der behandler sådanne sager, nemlig menighedstjeneren eller tilsynsmanden, vicemenighedstjeneren og bibelstudietjeneren. Disse må være mænd der har vist sig at være trofaste og som elsker retfærdighed og barmhjertighed. (1 Tim. 3:1-10) Disse tre udnævnte mænd der kaldes „menighedsudvalget“ behandler alvorlige overtrædelser som berører menigheden og dens forhold til Gud, såvel som forhold der bringer skam over menigheden. Disse mænd tager skridt til at bevare menighedens lære og moral ren. — 1 Tim. 4:11-16; 5:19-21; 6:3-5, 13, 14, 20; Tit. 3:9-11.
14. (a) Hvilken ordning fandtes der i den første kristne menighed når stridsspørgsmål skulle afgøres? (b) Hvorfor skulle kristne ikke føre retssager mod hinanden for verdslige domstole?
14 I den første kristne menighed var der ingen der indtog en særstilling. (Matt. 23:8; Rom. 12:10) Alle havde de samme muligheder og rettigheder over for de udnævnte tilsynsmænd. (Ordsp. 28:21; 1 Tim. 5:21) Hvis der opstod vanskeligheder menighedens medlemmer imellem, kunne de forelægge dem for disse mænd og få afsagt en retfærdig kendelse på grundlag af Guds lov. Apostelen Paulus vejledte de kristne om at der ikke var nogen grund til at de skulle stille hinanden for denne verdens domstole, men at de skulle forelægge menigheden deres stridsspørgsmål. Det var rimeligt at gøre det, for til Guds bestemte tid skulle de som af ham var udvalgt til at være medarvinger med Kristus i himmelen, dømme verden, ja endog engle. Derfor var det i virkeligheden at ignorere den teokratiske ordning og en falliterklæring af dem selv som en kristen menighed, at de førte retssager mod hinanden for verdslige domstole. Det var en vanære, et nederlag for dem. Hvordan kunne de hævde at repræsentere Gud, alles Dommer, og hans søn Jesus Kristus, ja hvordan kunne de opmuntre andre til at forlade verden og slutte sig til dem, hvis de ikke kunne klare deres egne uoverensstemmelser? — 1 Kor. 6:1-8.
Et tænkt eksempel
15. (a) Hvad er de to vigtigste formål udvalget har i tanke når det behandler sager vedrørende en uret adfærd? (b) Hvad er problemet i det tænkte eksempel?
15 For at vise hvordan menigheden i dag dømmer når der er begået en uret handling vil vi her give en forkortet beretning om et tænkt eksempel på en overtrædelse der har fundet sted i en menighed. Læg mærke til at fremgangsmåden er enkel, ukompliceret og uformel. Formålet er: 1) at bevare menigheden ren i Jehovas øjne og rense den for forsmædelse; 2) at hjælpe overtræderen, om muligt. De implicerede behandles altid med venlighed. Sagen drejer sig om en indviet ung mand hvis forældre er Jehovas vidner. Han er gået imod sine forældres vejledning og er kommet i dårligt selskab med nogle unge i nabolaget; dette har nu ført til at han har begået et tyveri. Forældrene, som har opdaget dette, véd at det berører menighedens omdømme, for det er ikke blot forældrene der er Jehovas vidner, men sønnen er også et indviet medlem af menigheden. De forelægger sagen for menighedens ansvarshavende brødre, så de kan tage sig af den og menigheden blive renset for forsmædelsen.
16. (a) Hvilken indstilling lægger den unge mand for dagen over for udvalget? (b) Hvilken fremgangsmåde følger udvalget?
16 Den unge mand, hvis forældre har opdaget at han har stjålet, har prøvet at skjule det. Men stillet for menighedens udvalg indser han hvor forkert han har handlet og bekender det, idet han lægger en angerfuld indstilling for dagen og giver udtryk for sit ønske om at gøre hvad der er ret. Alle de vidneudsagn, omstændigheder og faktorer der vedrører sagen, blotlægges. Udvalget lytter til hvad forældrene, den bestjålne og især den unge mand har at sige. Den fra hvis hjem han har stjålet nogle penge for at kunne gå på danserestaurant med sine verdslige venner, er også et af menighedens medlemmer. Vedkommende er villig til at tilgive den unge mand fordi han så tydeligt viser at han angrer. Udvalget trækker sig derpå tilbage og drøfter hvordan Guds lov bør anvendes i denne sag, hvorefter det igen taler med familien. Vi hører menighedstjeneren, broder Kristen, henvende sig til den unge mand, som vi vil kalde John Afvegen. (Skriftstederne viser hvilke principper det drejer sig om.)
17. Hvordan bereder menighedstjeneren, broder Kristen, vejen før han udtaler sig om udvalgets afgørelse?
17 Kristen: „Se, John, udvalget har nu gennemgået alle vidneudsagn i denne sag og alle de omstændigheder og faktorer der vedrører den. Som du udmærket véd kan det du har gjort dig skyldig i, hindre dig i at komme ind i Guds rige. Så alvorligt er det. [1 Kor. 6:9, 10] Det er absolut nødvendigt at den kristne menighed bevarer sig selv ren for noget sådant, for at Jehovas ånd stadig kan hvile over menigheden. [5 Mos. 23:14] Du har søgt dårligt selskab, John, i direkte modstrid med dine forældres vejledning [Ef. 6:1] og også imod vores advarsel [Ordsp. 10:17; 12:1], og derved er du blevet forledt til at begå denne synd mod Jehova.“
18. (a) Hvordan synes John at give udtryk for oprigtig anger? (b) Hvilke principper fremholder broder Kristen i forbindelse med Johns forsøg på at skjule sin overtrædelse og i forbindelse med Johns anger?
18 Moderen og faderen taler derpå med den unge mand om hvor forkert det er at han har undladt at lytte til deres vejledning, og om den dårlige indflydelse de unge han har sluttet sig til, har haft på ham. Derpå fortsætter samtalen:
John: „Jeg er ked af det, far og mor. Det er helt forkert hvad jeg har gjort. Jeg har søgt mine kammerater det forkerte sted, og det indrømmer jeg nu, og jeg bekender også at jeg har syndet imod Jehova og menigheden. Jeg vil gerne stadig tjene Jehova som et medlem af menigheden. Jeg er villig til at gøre alt hvad udvalget siger, og tage imod en hvilken som helst form for tugt der kan hjælpe mig til igen at få et godt omdømme i menigheden og til at opnå det rette åndelige forhold til Jehova.“
Kristen: „Godt, John; du har været oprørsk og du har søgt en forkert omgangskreds. Du er nitten år nu og skulle sandelig være gammel nok til selv at vælge den rette vej. Men du har handlet forkert og søgt at skjule det, og det var dine forældre der måtte føre dig til os. [Job 31:33] Men det er godt at du gik til bekendelse da du indså hvor alvorlig din stilling var ind for Jehova [Jak. 5:16], og vi tror at du nu viser bedrøvelse efter Guds sind — at du virkelig angrer. [Ordsp. 28:13; 2 Kor. 7:9, 10] Vi tror også at du erkender hvor forkert din adfærd har været og at du ønsker at bringe dit forhold til Jehova i orden.“
John: „Jeg erkender at jeg ikke har båret mig fornuftigt ad; jeg forstår ikke hvad der er gået af mig siden jeg kunne komme så langt ud. Jeg indser nu at jeg havde det elendigt mens det stod på. Og, brødre, jeg ønsker virkelig at forblive inden for Jehovas organisation hvis jeg må. Som jeg sagde før vil jeg tage skridt til at betale det jeg har stjålet, tilbage. Jeg er villig til at samarbejde med jer om hvad som helst I mener Guds lov kræver af mig.“
19. (a) Hvordan viser broder Kristen hvilken overtrædelse af Guds lov der var den egentlige årsag til Johns vanskeligheder? (b) På hvilket grundlag kan udvalget undlade at udstøde John?
19 Kristen: „Ja, John, det er som Bibelen siger: ’Slet omgang fordærver gode sæder’ — så enkelt er det. [1 Kor. 15:33] Dette bør være dig en lærestreg. Selv om du har været langt ude, viser du at du har en angrende indstilling nu og at du ønsker at tjene sammen med Jehovas organisation. Derfor kan der vises dig barmhjertighed på grundlag af Kristi offer, som kan dække dine synder. [1 Joh. 2:1, 2] Udvalget har derfor besluttet ikke at udstøde dig, John. [Jak. 2:13] Vi har derimod besluttet at give dig en prøvetid.“
John: „Broder Kristen, jeg er taknemmelig over at jeg må forblive inden for Guds organisation, og jeg vil gøre alt hvad I siger for, så vidt det er muligt, at gøre alt godt igen. Jeg ved jeg kunne være blevet udstødt for det jeg har gjort.“
Kristen: „Ja, men nu er du kommet til fornuft; du har indrømmet tyveriet og beløbets størrelse, og du har taget det første skridt til at gøre det rette ved at gå med til at betale hver eneste øre du har stjålet, tilbage.“
Faderen: „Det skal jeg sørge for at han gør, broder Kristen.“
20. (a) På hvilket grundlag kan menigheden kræve at John betaler det han har stjålet, tilbage med renter? (b) Hvordan kan forældrene hjælpe John, og hvorfor må han regelmæssigt tale med et af udvalgets medlemmer? (c) Hvem var John i virkeligheden blevet træl af?
20 Kristen: „Godt, broder Afvegen. Du bør sørge for at John arbejder enten for dig eller for en anden, så han selv tjener tilstrækkeligt til at betale alt hvad han har stjålet, tilbage med renter. [2 Mos. 22:3, 7] . . . Ifølge Guds lov, John, har dine forældre ansvaret for dig; derfor vil vi lade dem tage sig af denne sag og hjælpe dig til at genvinde et godt åndeligt helbred. Det vil være nødvendigt at dine forældre pålægger dig begrænsninger med hensyn til at komme sammen med verdslige unge. [Ordsp. 22:15] De vil også hjælpe dig til at komme på ret køl ved at sørge for at du overværer menighedens møder [Hebr. 10:24, 25], og de vil også stå dig bi på andre måder så du kan blive åndeligt stærk. Det vil være nødvendigt at du kommer til mig eller et af de andre medlemmer af udvalget og taler med os en gang om måneden. Det at vi skal tale sammen er ikke udelukkende for at holde kontrol med dig, John. Det er også for at udvalget kan hjælpe dig og se hvilke fremskridt du gør [1 Tess. 5:14], så menigheden ikke skal komme under Jehovas mishag fordi den tillader at der foregår noget forkert blandt dens medlemmer og ikke griber ind. [1 Kor. 5:5, 6] Det forholder sig jo sådan, John, at du i stedet for at være træl af Jehova og adlyde hans lov, i virkeligheden var blevet træl af denne fordærvede flok unge mennesker du kom sammen med. [Rom. 6:16] Du syntes at det var ’stort’ at gøre som de og forstod ikke den trældom du i virkeligheden befandt dig i.“
21. (a) Hvilken alvorlig fare havde John udsat sig for ved at slutte sig til en flok verdslige unge? (b) Hvad vil nu være til gavn og glæde både for John og menigheden?
21 Faderen: „Ja, og tænk så på hvordan disse knægte kører i deres biler! Du kunne jo have været sammen med dem under en ulykke hvor nogen var blevet dræbt. Du kunne have pådraget dig blodskyld i Jehovas øjne!“ — 4 Mos. 35:11, 25, 34.
Kristen: „Det er rigtigt, John. Men, broder og søster Afvegen, hvis John gør som han siger han har besluttet, og hvis I tager jer meget af ham og hjælper ham, skulle han kunne klare det. Det vil være til gavn og glæde for os alle sammen!“ — Luk. 15:7; Jak. 5:19, 20.
22. (a) Er det indviklet at følge Guds lov? (b) Hvad bør udvalget altid prøve at gøre, om muligt, og på hvilket grundlag kan det ske?
22 Dette viser den enkle fremgangsmåde ved en sådan sags behandling. Det er Guds lov, som er klar og enkel, der bliver fulgt. Der bliver ikke set gennem fingre med en uret adfærd; men der vises barmhjertighed hvis der er grundlag for det når et menneskes indstilling og omstændighederne tages i betragtning. Her kommer Kristi offers værdi i anvendelse.
23. Hvilke muligheder har John ved at der er blevet vist ham barmhjertighed, og hvorfor må han ikke falde tilbage til sin urette adfærd?
23 Hvis den unge broder tager imod den tilbudte hjælp, vil han med tiden blive helt accepteret af menigheden igen. Hvis han falder tilbage til sin urette adfærd og bliver en forhærdet synder, en tyv eller anden forbryder, eller han bliver ved med at omgås lovovertrædere, vil han blive udstødt, bortvist fra den kristne menighed. — 1 Kor. 5:11-13.
24. Hvad har det at Jehovas vidner samvittighedsfuldt følger Guds lov med hensyn til at bevare menigheden ren, ført til?
24 De kristne er lykkelige over at Jehova i sin kærlighed har givet menigheden „gaver i mennesker“ i form af modne brødre der forstår Guds lov og følger den som dommere og rådgivere. Jehovas vidner følger den bibelske fremgangsmåde. De sørger samvittighedsfuldt for at menigheden bevares ren. Jehova har vist at han er med dem ved at han har givet dem en begunstiget stilling hos ham og et godt omdømme blandt folk i verden på grund af deres rene moral og de gode principper de følger. (1 Tim. 3:7; 1 Pet. 4:15, 16) Gud skænker dem stadig større åndelig fremgang og vækst idet titusinder hvert år slutter sig til dem og indvier sig til Jehova med håb om liv i en ny orden uden lovløshed for øje. Som der siges i Esajas 60:22: „Den mindste bliver en stamme, den ringeste et talrigt folk. Jeg er [Jehova]; når tid er inde, vil jer fremme det i hast.“
[Illustration på side 439]
Breve fra apostlene hjalp de første kristne til at holde sig til Kristi lov
[Illustration på side 442]
Åndeligt modne mænd tjener som dommere og rådgivere i Jehovas vidners organisation i vor tid