Spottesangen om Djævelen
„Hvorledes er du faldet ned fra himmelen, du morgenstjerne, du morgenrødens søn? Hvorledes er du nedhugget til jorden, du, som nedtrådte folkefærd?“ — Esajas 14:12, dansk overs. af 1871.
1. Hvilken sang har Gud affattet? For hvis skyld skal den synges?
JEHOVA har affattet en sang, der nu skal synges om hans ærkefjende, Satan, Djævelen. Heri spottes denne fjende af al retfærdighed. Det er en meddelelse på forhånd om den ydmygelse og skam, der snart skal ramme ham. Han har haft sin tid. Han har passeret højdepunktet i sin opstigning og er nu for nedadgående. Han har al mulig grund til at vide det; men hvis han ikke vil indrømme det, men i bitterhed foretrækker at kæmpe imod sin uundgåelige skæbne, giver Jehova Gud ham en påmindelse. Indholdet af den spottesang, som Jehova Gud lod skrive under inspiration for mere end seks og tyve århundreder siden, gør han tydeligt nu. Uimodståeligt driver han sine sangere til at synge ordene nu i Satans verdensorganisations sidste dage. Det er ikke af hensyn til den onde, at spottesangen nu synges. Det er en kendsgerning, at han aldrig vil forbedre sig. Sangen synges af hensyn til alle dem, der så længe har været ofre for Satan og hans frygtelige organisation, og som ønsker at blive fri af dens magt og herredømme. Sangen er en sørgesang for Satan, men en befrielseshymne for dem. De spottende ord byder ham trods og betegner en sejr over ham, som så længe har været undertrykkeren. Sangerne kunne ikke af sig selv synge den med en sådan frimodighed og overbevisning midt i Satans verdensorganisation, hvis ikke sangens guddommelige forfatter først havde givet dem sejr over undertrykkeren og udfriet dem fra hans magt. De, der ønsker at opleve en lignende sejr og befrielse, må nu tro sangen og stille sig på samme side som forfatteren og hans sangere i trods mod den spottede undertrykker.
2. Hvorfor skal sangen synges nu?
2 Det er kun få, der synger sangen og har mod til at gøre det. Menneskehedens flertal sukker og klager under den række af veer, som Satan, Djævelen, fører over jorden og havet. Utallige mennesker spotter i vantro over selve den tanke, at der skulle eksistere en personlighed som Satan, Djævelen. På den måde forblinder de dåragtigt sig selv og kan ikke se, hvem der virkelig er skyld i deres lidelser. Følgelig kan de heller ikke finde ud af, hvordan de skal slippe løs fra hans snarer. Men Jehova Gud tager Djævelen alvorligt, og hans skrevne ord afslører den onde for os. Desuden viser det os, hvilken ærgerrighed Djævelen hele tiden har huset. Men som det bedste af det hele viser det os, at hans skrækkelige karriere nu er nær sin afslutning. Spottesangen taler især om det. På grund af dens profetiske natur skal den synges højlydt, så at både djævle og mennesker kan høre den. Selve profetien forudsagde, at den skulle synges på en tid, da Jehova havde udvirket en storslået befrielse for sit folk, og de havde opnået et stort mål af udfrielse fra Satans verdensorganisation. Forløsning og befrielse er kommet! Jehovas vidner kan bevidne det. Så syng sangen i et vedvarende crescendo, så at flere og flere mennesker må høre det budskab, der fortæller om den mere omfattende og fuldstændige befrielse, der nu er nær for alle retsindige mennesker! For at vi må kunne synge sangen med større forståelse, vil vi nu undersøge dens ord, som de er nedskrevet for os i Jehovas profeti ved Esajas, kapitel fjorten.
3. Hvilken stor organisation ødelægges af Gud? Og hvorfor først og fremmest?
3 Det foregående kapitel blev behandlet i Vagttaarnet for 15. januar. Det forudsagde ødelæggelsen af den gamle verdensmagt Babylon og ødelæggelsen af det modbilledlige Babylon i vor tid, nemlig Djævelens organisation. Gud den Almægtige, som ødelægger denne onde organisation, siger også, hvorfor han iværksætter tilintetgørelsen. Det er, fordi hans navn er indblandet, og det folk, der er kaldt med hans navn og viet til hans tjeneste, er også indblandet. I mange århundreder forud for den såkaldte „kristne tidsalder“ var folket for hans navn de tolv stammer, der nedstammede fra Jakob. Bibelen kaldte dem ikke „jakobitter“, men „israelitter“, fordi Gud forandrede deres stamfaders navn til „Israel“. I profetien omtaler bibelen dog ofte hele folket under begge stamfaderens navne, snart som Jakob og snart som Israel, idet de to navne har samme betydning.
4. Hvilken by fra fortiden helligede han? Og hvordan?
4 I overensstemmelse med sine pagtsløfter til nationens trofaste forfædre Abraham, Isak og Jakob udvalgte Jehova Gud i sin barmhjertighed dette folk til at være sit folk, der skulle kaldes med hans hellige navn. Som en yderligere opfyldelse af sin pagt med israelitternes forfædre gav ham dem det forjættede land Palæstina, og oprettede et centrum for dyrkelsen af ham i templet i Jerusalem. Det kongelige bjerg i byen var Zions bjerg, hvor kongens palads stod, og derfor blev kaldt „Zion“ eller „Zions bjerg“. Kongen af Judas stamme var kun en synlig repræsentant for Israels virkelige konge, Jehova Gud. Byen blev derfor kaldt „den store konges by“, og dette sigtede til den store usynlige hersker, Jehova. Templet for hans gudsdyrkelse helligede og forskønnede byen. Hans rene og hellige gudsdyrkelse forherligede den og gjorde den til en fryd for alle på jorden, som dyrkede den sande og levende Gud. Med stor henrykkelse sang levitterne, Koras sønner, derfor disse ord i templet: „Stor og højlovet er vor Gud i sin stad. Smukt løfter sig hans hellige bjerg, al jordens fryd, Zions bjerg i det højeste nord, den store konges by. Som værn gjorde Gud sig kendt i dens borge.“ (Salme 48:2-4) Jehovas navn var således over denne nation.
5. Hvordan oprettede Satan en rivaliserende by og gudsdyrkelse.
5 Satan, Djævelen, blev misundelig på Jehovas berømmelse i forbindelse med Jerusalem. Som en rival til Jerusalem med dens dyrkelse af Gud byggede Satan byen Babylon som en verdensmagt og gjorde den til de hedenske rigers herlighed i gamle dage. Her organiserede han tilbedelsen af sig selv som gud under navnet „Merodak“. Ligesom kongen af Jerusalem skulle være beskytter af Jehovas gudsdyrkelse, gjorde Jehovas modstander den hedenske konge af Babylon til den højeste beskytter af tilbedelsen af Djævelen. Det gjaldt især Nebukadnezar, der førte Babylon frem til højdepunktet af dets verdensherredømme. Hans lange navn betød „Nebo er beskytter imod ulykke“. Skønt denne store erobrer bar den mindre gud Nebos navn, gjorde han Merodak næsten til den eneste genstand for sin religiøse gudsdyrkelse. Han betegnede i tale og skrift Merodak som „sin herre (Bel)“, „sin store herre“, „sit hjertes glæde“, „den store herre, som havde udnævnt ham til verdensriget og betroet jordens vidtspredte folk til hans omsorg“. Selv om Nebukadnezar tilskrev Babylons andre guder nogen guddommelighed, hævdede han, at hans rige i virkeligheden var Bel-Merodaks kongedømme. Derfor tiltalte han ham som „gudernes højeste herre“, „den ældste“, „himmelens og jordens konge“, og han betragtede israelitternes Jehova blot som en mindre, udenlandsk gud. På den måde dyrkede Babylons konge Jehovas store rival, Satan, Djævelen. Han tjente Djævelen og var hans fornemste repræsentant på jorden. Den måde, hvorpå Djævelen brugte ham, viser, at Djævelen begærede verdensherredømmet for at trodse og modstå den sande og levende Gud. Med rette bruger Guds ord Babylons konge som et symbol på Djævelen selv. Under dække af dette symbol retter Gud spottesangen og andre profetier mod Djævelen.
Sangens tidspunkt og baggrund
6, 7. Hvordan viste Gud barmhjertighed mod Israel og genrejste dem i deres land?
6 Det var for at tjene Djævelens store ærgerrighed, at Nebukadnezar ødelagde Jerusalem i 607 f. Kr. og førte de fleste af de overlevende jøder bort til visse egne af Babylon mod nord. Nebukadnezar gav sin gud Satan, Djævelen, under navnet Merodak æren for denne udvidelse af det babyloniske rige. Men det var i virkeligheden Jehova Gud, der lod Djævelens tjener udføre denne gudsbespottelige gerning. Han lod ikke alene Djævelen røbe sin selviske ærgerrighed mod Jehova; men viste også sit udvalgte folk de sørgelige resultater af at forsømme at dyrke og tjene den levende og sande Gud. Det blev bevist, at Babylons konges stolte praleri af, at Satan, Djævelen, alias Bel-Merodak havde givet ham verdensriget, var falsk, da Jehova Gud brugte mederne og perserne til at omstyrte det babyloniske rige og genrejste sit fangne folk på Zions bjerg i det forjættede land. Udfrielsen af hans folk fra den dominerende del af Djævelens synlige organisation var et mirakel. To århundreder før den fandt sted, havde Jehovas profet Esajas omtalt den i følgende ord:
7 „Jehova forbarmer sig over Jakob og udvælger atter Israel. Han lader dem fæste bo i deres eget land, og fremmede skal slutte sig til dem og føjes til Jakobs hus. Folkeslag skal tage dem og bringe dem hjem igen; og Israels hus skal i Jehovas land tage folkeslagene i eje som trælle og trælkvinder; de skal gøre dem til fanger, hvis fanger de var, og herske over deres bødler.“ — Esajas 14:1, 2.
8. Hvordan opstod det åndelige Israel og kom til at trænge til en sådan barmhjertighed?
8 Men på hvem og hvorledes får denne profeti sin endelige og fuldstændige opfyldelse? Hvordan kan dens opfyldelse efter 1914 danne scene og baggrund for, at spottesangen bliver afsunget her og nu? På den måde: Jehova havde i gammel tid et folk for sit navn, nemlig de naturlige israelitter, og de havde pligt til at være hans vidner. I det første århundrede af den kristne tidsalder sendte Jehova den længe lovede Messias i Jesu Kristi person, den retmæssige arving efter kong David af Jerusalem. Gud salvede Jesus med sin hellige ånd. Han salvede også Jesu efterfølgere, der støttede ham som Messias, og disse salvede kristne antog Jehova som et kristent Israel, et åndeligt Israel. Samtidig kasserede han fra da af det naturlige Israel som folket for sit navn. Nu i årene efter 1914 er der kun en lille rest af disse åndelige israelitter på jorden, og de stræber trofast at opfylde deres pligt som Jehovas vidner. Men en alvorlig forstyrrelse af deres vidnegerning fandt sted under den første verdenskrig i årene fra 1914 til 1918. Vor tids historie viser, at disse åndelige israelitter kom i fangenskab under det store modbilledlige Babylon, Satans verdensorganisation, ikke frivilligt, men under det stærke pres, den frygt og forvirrede forståelse, som gjorde sig gældende i de år. Verdens religiøse, politiske og militære magter lagde i deres ondskab svære bånd på dem. De hindrede og indskrænkede deres virksomhed med at forkynde Guds navn og rige og dyrkelsen af ham i overensstemmelse med deres samvittighed. De blev således bortført, idet de med magt fjernedes fra den tilstand, hvori de tjente Jehova, og blev holdt borte fra hans dyrkelse og tjeneste under denne verdens fjendtlige organisation.
9. Hvem ejer de nu som tjenere og som fanger?
9 Men se på Jehovas vidner i dag! Sandelig må han have vist barmhjertighed mod det åndelige Israel, det åndelige Jakob; for siden verdenskrigens afslutning i november 1918 tjener den salvede rest ham frit og frimodigt åbenlyst og over hele verden. De er kommet tilbage til „deres eget land“ igen, „i Jehovas land“, thi de er atter organiseret som hans folk stærkere end nogen sinde før. De er aktive igen i deres tjeneste som hans vidner og dyrkere. Og antallet af de retsindige „fremmede“, som kommer til den teokratiske organisation og forener sig med den som Jehovas anerkendte organisation, vokser med tusinder hvert år over hele jorden. De hjælper den lille rest af åndelige israelitter i deres forkyndergerning og stiller sig til disposition for den teokratiske organisation under Kristus Jesus som det åndelige overhoved. Det er på den måde, det åndelige „Israels hus“ tager disse hjælpsomme mennesker i eje i Jehovas land som tjenere og tjenerinder. Tidligere tilhørte mange af dem de nationer, som tog resten af det åndelige Israel til fange under den første verdenskrig. Men nu har bladet vendt sig. De, der engang fangede resten under den babyloniske verdensorganisation, har nu overgivet sig til kongen, Kristus Jesus. De er således blevet hans fanger og fanger under det åndelige Israels organisation. De undertrykker ikke længere den åndelige rest, men overgiver sig gladelig til Jesu Kristi teokratiske herredømme og bliver den gode hyrdes „andre får“. — Johannes 10:16.
10, 11. Hvad har Gud givet dem hvile fra? I sammenligning med hvad?
10 Det er til denne rest af det åndelige Israel, genrejst til deres rette plads i „Jehovas land“ siden 1918, at Esajas’s næste ord er rettet. På den måde kan vi vide, hvem det er, der får befaling til at synge spottesangen om Satan, „denne verdens gud“, det modbilledlige Babylons konge. De profetiske ord i befalingen lyder således: „På den dag Jehova giver dig hvile for din møje og uro og for den hårde trældom, der lagdes på dig, skal du istemme denne spottevise om Babels konge: Hvor er dog bødlen stille, tvangshuset [den gyldne stad, Amer. Stand. Overs.] tyst!“ (Esajas 14:3, 4) At Jehova her omtaler møje og uro og hård trældom sigter til den kval og elendighed, det trættende arbejde og slaveri, som de åndelige israelitter måtte døje, da de var hindret i at deltage i hans glade, frivillige tjeneste og blev holdt i grusom tvang under frygtens snært af de officielle magter i Satans verdensorganisation.
11 Læs numrene af Vagttaarnet navnlig i tiden fra slutningen af 1916 til foråret 1919 for at få lidt strejflys over den sørgelige periode for det åndelige Israel. Hvor træffende var det ikke skildret forud ved, at det gamle Jerusalem lå øde i halvfjerds år, medens de naturlige israelitter var i et sørgeligt fangenskab i Babylon! Men nu er situationen fuldstændig forandret, lige så meget som da det gamle Babylon blev sat fra verdensherredømmets trone af de allierede, mederkongen Darius og perserkongen Kyros i år 539 f. Kr., og den trofaste rest af israelitter derefter førtes tilbage til Palæstina to år senere og genrejstes i deres land af kong Kyros. Således har Jehova også skaffet sine salvede vidner, de åndelige israelitter, befrielse fra den undertrykte og fangne tilstand, de for kort tid siden befandt sig i.
12. Hvorfor synger vi allerede nu: „Hvor er dog bødlen stille“?
12 Men hvordan kan det være? Det modbilledlige Babylons frygtelige konge, Satan, Djævelen, lever jo endnu? Denne hjerteløse undertrykker er der endnu ikke gjort ende på. Overalt kan hans virksomhed ses på jorden. Hans organisation virker stadig, „tvangshuset“, „den gyldne stad“ eller som nogle oversættere kalder den, „guldudpresseren“, „guldsøgeren“. (Leeser, Fenton, i Esajas 14:4) Hvordan kan Jehovas vidner da synge „lignelsen“ eller „spottesangen“, der går ud på, at den tyranniske undertrykker er borte, og at verdensorganisationen, der er begærlig efter penge, er borte med ham? Det er, fordi vi er ved den fuldstændige opfyldelse af alt dette, og siden 1914 er der allerede sket meget i den retning. Verdenskrigen, som begyndte i det år, trak hungersnød, pest og jordskælv med i sit kølvand og forfølgelse og fangenskab for Jehovas vidner og vedvarende ve og nød og frygt over nationerne. Det var et synligt bevis for, at de „syv tider“ for hedningernes herredømme var endt, og at Guds rige var blevet født i himmelen. De „syv tider“ for hedningernes uhindrede herredømme over jorden begyndte med Babylons ødelæggelse af Jerusalem og Judæa i 607 f. Kr. og endte med Guds riges fødsel i 1914. Da tog universets enehersker Jehova Gud sin store magt til at regere og indsatte sin søn Jesus Kristus som jordens retmæssige konge på det himmelske Zions bjerg. Ved dette kup etablerede Gud den Almægtige sin regeringsorganisation, der skal styre den nye verden med retfærdighed. Hans riges fødsel er skildret billedligt i Åbenbaringen 12:1-5.
13. Hvornår og hvorfor var der „krig i himmelen“? Hvad blev resultatet?
13 To tusinde og fem hundrede og tyve år tidligere fik Nebukadnezar lov til at afsætte kong Zedekias og ødelægge hovedstaden Jerusalem. Men i 1914 var Djævelen, det større Babylons konge, magtesløs og kunne ikke forhindre, at Jehovas konge blev sat på den himmelske trone og universets nye regeringsorganisation oprettet. Indtil da har Djævelen og hans dæmonengle haft adgang til de øvre himle, men de kunne ikke forhindre, at den nye verdens hersker blev sat på tronen, eller opsluge hans lige påbegyndte regering. Hvorfor tale om den første verdenskrig på jorden i 1914-1918? Jo, samtidig var der „kamp i himmelen“ mellem det nyfødte rige og Djævelens usynlige organisation. Riget, som støttedes af Gud den Almægtige, vandt. Modstanderen, det større Babylons konge, tabte. Han og hans usynlige dæmonhære blev tvunget ned på jorden, hvor han begyndte sit oprør imod Gud og blev til Satan, Djævelen. Aldrig mere vil der findes noget sted i himmelens hellige vidder for den onde undertrykker og hans engle. Den tid kommer også, da der ikke mere vil være plads til ham og hans bande her på jorden. Jehovas vidners udfrielse i 1919 til vidnegerningen tyder på, at i hvert fald på det tidspunkt havde Satans og hans engles uddrivelse fra himmelen og deres indespærring på jorden fundet sted. De forholdsregler, som da begyndte med hensyn til at gøre ende på Satan og hans guldgrådige stad, vil ikke standse, før de begge ligger stille og tavse i ødelæggelsen efter slaget ved Harmagedon.
Er du begyndt at synge?
14. Hvordan er der gjort ende på „den gyldne stad“ for Jehovas vidners vedkommende?
14 Men har den genrejste rest af Jehovas vidner haft mod til at begynde på spottesangen om det større Babylons konge? Har de indset, at de har frihed til at synge den? Har de trodset den forfølgelse, sangen ville betyde for dem her midt i den faldne „gyldne stad“? Ja, og ved denne handlemåde har de vist, i hvor høj grad der allerede er gjort ende på undertrykkeren og den gyldne stad for deres vedkommende. De bekender ikke længere, at de er det større Babylons kongers fanger. Frimodigt spiller de rollen som tjenere for Jehovas konge på Zions bjerg, Kristus Jesus. De handler ikke længere ud fra den babyloniske påstand, at „den gyldne stad“ står som „de foresatte øvrigheder“, der er indsat af Gud, og som enhver kristen skal underkaste sig uden samvittighedsskrupler. Nej, men åbenlyst ejer og anerkender de nu Jehova Gud og hans konge Kristus Jesus som „de øvrigheder“, de må underkaste sig. For dem er altså „den gyldne stad“ ophørt at eksistere som „øvrighederne“, og de nægter at bøje sig i frygt for den og udføre dens befalinger, som strider mod Guds retfærdige love. (Romerne 13:1-4) Nu rykker de frygtløst fremad og udfører hans befalinger, og en af dem er at forkynde „en hævnens dag fra vor Gud“. (Esajas 61:2) Hævnen er vendt mod det større Babylons konge og hele hans ugudelige organisation. Den vil blive eksekveret til fulde i slaget ved Harmagedon. I 1925 blev Skriftens ord i Åbenbaringens tolvte kapitel lukket op for deres forståelse og afslørede, at Riget blev født i 1914, og at Satan og hans dæmonhære straks efter blev drevet ud ved krigen i himmelen og styrtet ned til jorden. (Se Vagttaarnet for maj 1925 under overskriften „Den nye Nations Fødsel“.) Ufortøvet kundgjorde Jehovas vidner denne nyhed for alle nationerne.
15, 16. Hvilke begivenheder i 1928 og 1929 beviser, at de begyndte på spottesangen.
15 Tre år senere, i 1928, kom der en direkte erklæring fra dem imod den onde undertrykker og hans „gyldne stad“. Det begyndte i Detroit, Michigan, de Forenede Stater, hvor 12.000 var samlet til konvent i det store Kolosseum fra 30. juli til 6. august. Søndag den 5. august 1928 holdt Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskabs daværende præsident et foredrag om emnet „En Hersker for Folket“ for denne store synlige forsamling og tillige for en endnu større usynlig forsamling over et netværk af mere end 100 radiostationer. Men før Vagttaarnets præsident holdt sin tale, oplæste han for forsamlingen en resolution med titlen „En Erklæring imod Satan og for Jehova“. Han foreslog vedtagelsen af denne resolution og holdt derpå sin tale som forklaring af og støtte for den. Efter talen blev resolutionen enstemmigt vedtaget af konventet. Straks efter blev fem millioner eksemplarer af foredraget og erklæringen imod Satan og for Jehova trykt på engelsk foruden andre millioner på fremmede sprog. De blev uddelt gratis i og uden for kristenheden af Jehovas vidner. På grund af denne erklærings vitale indhold og som et af de uimodsigelige beviser for, at hans genrejste rest har adlydt ham og er begyndt på at synge spottesangen om det større Babylons konge, aftrykker vi erklæringen i fodnoten.a
16 Mindre end et år efter blev der i Vagttaarnet for 15. juli og 1. august 1929 offentliggjort en yderligere erklæring om uafhængighed fra Satans organisation i to artikler med titlen „De foresatte øvrigheder“, som benægtede, at Satans synlige organisation var disse øvrigheder, og beviste ud fra bibelen, at det er Jehova Gud og hans regerende konge Jesus Kristus, der i virkeligheden er øvrighederne.
17, 18. Hvem har Satan regeret over? Hvordan? Og hvem har han rettet forfølgelser imod?
17 I betragtning af, hvad der allerede er kommet over Satans organisation, og hvad der til sidst skal ramme den, er det på en spottende måde at „lignelsen“ fortsætter: „Hvor er dog bødlen stille, tvangshuset tyst! Jehova har brudt de gudløses stok, herskernes kæp, som slog i vrede folkeslag, slag i slag, og tvang i harme folk med skånselsløs tvang. Al jorden har fred og ro, bryder ud i jubel; selv cypresserne glæder sig over dig, Libanons cedre: Siden dit fald kommer ingen op for at fælde os!“ — Esajas 14:4-8.
18 Det babyloniske rige bredte sig vidt i gamle dage. Disse spottende vers beskriver derfor godt dets kejsers og hans religiøse, politiske, kommercielle og militære embedsmænds løbebane. Men de beskriver på en fuldstændig og verdensomfattende måde Satans og hans undertrykkende systems hjerteløse og grådige handlemåde i disse mange tusinde år. Deres handlemåde, navnlig siden „krigen i himmelen“, da de blev styrtet ned til jorden, bekræfter kun yderligere profetiens nøjagtighed. Alle nationer og folk, både i gamle dage og nu, har følt denne verdens tyranniske guds og hans synlige og usynlige ondskabens organisations tyranniske regimentes tyngende byrder og dyriske styre. Mere end alle andre har Jehovas vidner mærket den forfølgelse, som er gået uhindret for sig og er blevet voldsommere i disse sidste dage. Indtil den dag i dag har der ikke været nogen lettelse i den. For den sukkende menneskehed ville der ikke være nogen udvej uden ved hjælp fra den levende og sande Gud, Jehova, der allerede har vist sin fuldstændige magt over Satan og hans organisation ved at kaste ham og hans dæmoner ud af himmelen.
19. Hvordan er det gået „retfærds ege“? Og hvordan vil det komme til at gå dem?
19 Endnu har hele jorden ikke fået fred og ro fra fredsforstyrrerne. Endnu ikke bryder alle de, der får lov til at bo på den, ud i en lovprisningssang til Skaberen og hans „Fredsfyrste“. Endnu handler Satan mod de bedste af menneskene som det gamle Babylons konge, der indtog området omkring Libanons bjerge og tøjlesløst omhuggede de storslåede fyrretræer, cypresser og cedre til brug ved sine bygningsarbejder i Babylon. Det er lykkedes Satan at nedhugge mange, som var „retfærds ege“ i Jehova Guds rene organisation, og transportere dem fra deres rette plads der, for at de skulle pryde Djævelens organisation og tjene hans stolte hensigter. (Esajas 37:24; 61:3) Men i slaget ved Harmagedon skal han selv fældes ved slagene fra Jehovas stridsøkse, Kristus Jesus, den større Kyros. Under Kristi tusindårige regering, som følger derefter, skal de, der søger at vokse op som retfærdighedens træer i den nye verden, ikke angribes af Djævelen og hans onde skovhuggere, inden de når fuldkommenhedens fulde højde. (Jeremias 51:20-24) Alle, der elsker retfærdigheden, vil da synge over befrielsen.
(The Watchtower, 15. oktober 1949)
[Fodnote]
a En Erklæring imod Satan og for Jehova.
Bibelstudenterne, forsamlet til internationalt konvent, erklærer, at de tager standpunkt imod Satan og helt og fuldt for Hærskarers Jehova, og i tilknytning hertil ønsker de med kraft at forkynde følgende yderst vigtige sandheder:
For det første: Jordens folk, organiseret under forskellige regeringssystemer og under kontrol af en højere og usynlig hersker, udgør verden.
For det andet: Jehova er den eneste sande og almægtige Gud og den, fra hvem al retfærdig myndighed udgår; han er den evige konge, retfærdighedens, visdommens, kærlighedens og magtens Gud og hele skabningens sande ven og velgører.
For det tredje: Jehova tildelte sin søn Lucifer myndighed til at føre tilsyn med mennesket. Lucifer blev illoyal, gjorde oprør mod Gud og fik menneskene til at afvige fra retfærdighed. Siden dette oprør har Lucifer gået under navnene Drage, Slange, Satan og Djævel. Satan, Djævelen, har vakt splid iblandt folkene og er ansvarlig for alle de frygtelige krige, der har fundet sted, og alle de uhyggelige mord, afskyelige og forfærdelige forbrydelser, der er blevet begået. Indtil nu har Jehova ikke hindret Satan i at udøve magt og indflydelse over menneskene, idet han har villet, at menneskene skulle lære at kende de fordærvelige følger af at gøre det onde. Satan har således i mange århundreder været verdens usynlige hersker og uafladeligt tilsmudset Jehova Guds navn og gjort mennesker og nationer stor skade.
For det fjerde: Jehova lovede, at han i sin tid ville gribe ind over for Satan og indsætte en retfærdig regering på jorden, for at menneskene kunne få lejlighed til at opnå evigt liv i lykke; med dette for øje salvede han sin elskede søn Jesus til at være verdens genløser og usynlige hersker.
For det femte: Jehovas tid er nu inde til, at han vil opfylde sit løfte og rense sit navn og sit rygte ved at gøre det klart for skabningen, hvem han virkelig er. Kristus Jesus har indtaget sin høje stilling som Jehovas befuldmægtigede, og det store spørgsmål, som det nu gælder at tage stilling til, er: Hvem er Gud, og hvem skal herske over folkene?
For det sjette: Da Satan ikke frivilligt vil give afkald på sit onde styre over jordens nationer og folk, vil Hærskarers Jehova sammen med sin salvede og ophøjede tjener Kristus Jesus tage kampen op imod Satan og alle hans onde stridskræfter, og herefter skal vort kampråb være: Sværd for Jehova og for hans Salvede. Det store slag ved Harmagedon, som snart skal til at begynde, vil ende med, at Satan fuldstændig sættes ud af spillet, og at hele hans onde organisation bliver omstyrtet. Da vil Jehova indføre retfærdighed på jorden ved og gennem Kristus, den nye hersker, og vil frigøre menneskene fra det onde og bringe alle jordens nationer evige velsignelser.
For det syvende: Tiden er derfor nu inde til, at alle, som elsker retfærdighed, må stille sig på Jehovas side og adlyde og tjene ham af et rent hjerte, så at de kan modtage de grænseløse velsignelser, som den almægtige Gud har i beredskab for dem.