Spørgsmål fra læserne

● Vær så venlig at forklare betydningen af ordene i Esajas 14:12-14. Tager de på nogen måde sigte på Satan Djævelen?

Esajas 14:12-14 lyder: „Nej, at du faldt fra himlen, du strålende morgenstjerne, fældet og kastet til jorden, du folkebetvinger! Du, som sagde i hjertet: ’Jeg stormer himlen, rejser min trone deroppe over Guds stjerner, tager sæde på stævnets bjerg i yderste nord, stiger op over skyernes højder, den Højeste lig’ . . .“

Ordene i Esajas 14:12-14 tager ikke i første instans sigte på Satan Djævelen men på det babyloniske dynasti af konger der begyndte med Nebukadnezar og endte med Nabonid og Belsazzar. Denne kongeslægt, der i Es 14 vers 4 omtales som „Babels konge“, hævede sig selv til de højeste tinder og skinnede med en strålende glans i oldtidens verden. Især tragtede den efter at stå langt over den kongelinje der herskede fra tronen i Jerusalem. I Bibelens profetier sammenlignes kongerne i Davids slægtslinje med stjerner, og når disse konger regerede fra tronen i Jerusalem, kaldet „[Jehovas] trone“, havde de en egen glans, en egen kongelig værdighed. I ønsket om at gøre de israelitiske konger til vasalfyrster og til sidst fordrive dem fra tronen for at hæve sig selv op over disse „Guds stjerner“, røbede Babylons konge at han i sit hjerte begærede at nå Jehovas himmel, at rejse sin hedenske trone over Guds symbolske „stjerner“ og tage sæde på bjerget i det yderste nord, der hvor israelitterne mødtes med deres Gud. På denne måde ville det se ud som om Babylons konge hævede sig op over Israels Gud, som han derved udfordrende trådte op imod. Da Nebukadnezar fratog „Guds stjerner“ i Jerusalem deres trone og omstyrtede „Jehovas trone“, kan det for ham selv og den hedenske verden have set ud som om han var nået himmelhøjt. (Sammenlign hermed Mattæus 11:23) Ved sit udfald mod Zion eller Jerusalem var „Babels konge“ blevet den „strålende morgenstjerne“. Men da oldtidens Babylon faldt i 539 f.v.t. sattes denne babyloniske kongelinje fra tronen, den blev „fældet“. Med rette kunne Esajas sige om disse konger at de var „kastet til jorden“.

Dernæst gælder ordene i Esajas 14:12-14 Satan Djævelen i hans egenskab af konge over nutidens Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Det var Satan Djævelens agt at hæve sin trone over den trone hvorpå selve Guds søn Jesus Kristus tog sæde i 1914. Men i den kamp der udspandt sig i himmelen i årene fra 1914 til 1918 fortrængte den indsatte konge Jesus Kristus Satan fra himmelen til jordens nærhed, hvilket var en fornedrelse af Satan. Om ham kunne Esajas således også profetisk sige at han var „kastet til jorden“. Også Babylon den Store har oplevet et fald, hvilket fremgår af at det åndelige Israels fangne rest i 1919 blev befriet og ikke længere var i trældom under Babylon den Store og dennes konge, Satan Djævelen.

Skønt ordene i Esajas 14:12-14 således i første instans gælder det gamle Babylons bogstavelige, synlige konge, har de også en betydning i vort århundrede, idet de gælder Babylon den Stores usynlige konge, Satan Djævelen, symbolsk skildret ved kongen af Babylon i gammel tid.

● Er meningen med det der står om dans på side 309 i Vagttårnet for den 1. juli 1964 den at dans er bandlyst fra den kristne menighed og at det i hvert fald er forkasteligt at ugifte danser?

Vagttårnet for den 1. juli udtalte ikke på side 309 at dans er tabu inden for den kristne menighed og at det i hvert fald er forkert at ugifte danser. Hvis det imidlertid drejer sig om mindreårige, ugifte sønner og døtre, har forældrene ret til at bestemme om de i det hele taget må danse. De unge mennesker skal drøfte sagen med deres forældre, og så skal de rette sig efter den afgørelse som forældrene træffer. På den måde vil de vise at de har den rette respekt for Guds ordning eftersom Gud kræver at børn skal vise forældrene lydighed. — Ef. 6:1-3.

Hvad dans med en af det modsatte køn angår, skal man erindre sig at det ikke er passende for en kristen at holde sin dansepartner tæt ind til sig når de ikke er gift med hinanden. En ugift har absolut ikke lov til at holde sin dansepartner af det modsatte køn så fast ind til sig at han eller hun på den måde opnår en form for seksuel tilfredsstillelse gennem dansen. Det vil være højst upassende. Desuden bør man tage i betragtning at dansen kan vække partnerens drifter, selv om man ikke selv mener at berøringen er så intim at sanserne pirres.

Det er naturligvis forkert at danse med en andens ægtefælle på en sådan måde at de erotiske lyster vækkes hos en selv eller hos partneren. Herforuden er der noget andet man skal tage i betragtning, nemlig ægtemandens indstilling og ønske. Det er ikke sikkert han bryder sig om at andre danser med hans hustru, hvorfor man må respektere hans følelser og ønsker i dette spørgsmål og ikke uden videre mene at man har ret til at byde en gift søster op til dans uden at høre hvad ægtemanden har at sige. I sin egenskab af hustruens hoved har han ret til at afgøre om hun må danse med en anden, ligesom han har ret til at afgøre om hans børn må danse.

Selv om vi derfor ikke kategorisk kan sige at det er forkert at to der ikke er gift med hinanden danser sammen, vil det højst sandsynligt i de allerfleste tilfælde være den gældende regel. Det sømmer sig aldrig for den kristne at give dansen en erotisk karakter, og det hvad enten partneren er gift eller ugift. Den kristne skal huske på at det han eller hun gør, altid skal være til ære for Gud. — 1 Kor. 10:31.

Det lader sig naturligvis gøre at arrangere gruppedanse, hvor de unge mænd og piger ikke danser med armene omkring livet på hinanden. Også gifte kan deltage i gruppedanse, der kan være til megen fornøjelse og glæde når de ledes rigtigt. Anvendes denne form for dans slipper vi for at skulle afgøre hvornår parrene danser for tæt sammen og hvornår de har den rette afstand, et særdeles vanskeligt spørgsmål eftersom ikke alle har den samme opfattelse.

De der er så optaget af dette emne burde spørge sig selv om der overhovedet ville være noget problem hvis det var skik og brug at mænd dansede med mænd og kvinder med kvinder. Måske danselysten ville være knap så stærk når der ikke i dansens navn ville være lejlighed til at lægge armene om en af det modsatte køn.