Menigheden i endens tid
1, 2. (a) Hvordan blev frafaldet i menigheden forudsagt, og hvordan tog det sin begyndelse? (b) Var dette et tegn på at menigheden ikke længere spillede nogen rolle i forbindelse med Guds hensigter?
DEN kristne menighed i det første århundrede var stærk og enig og ivrigt optaget af at udbrede den rene tilbedelse. Denne tilstand skulle imidlertid ikke fortsætte uafbrudt op gennem århundrederne til endens tid, som vi nu lever på. Apostlene havde myndighed til at holde menigheden til lydighed mod Kristus; men de forudsagde at de, der holdt igen på lovløshedens handlinger i menigheden, ville blive fjernet i døden og at menigheden da ville falde fra og komme ud i lovløshed og falsk lære. (2 Kor. 10:2-6; 2 Tess. 2:3-12; 2 Tim. 4:3, 4; Ap. G. 20:29, 30) Jesus forudsagde det samme dengang han sammenlignede datidens menighed bestående af trofaste kristne med den gode sæd som han såede i en mark. Ifølge denne lignelse ville en fjende så rajgræs, en forfalsket sæd, der ville få lov til at vokse op sammen med hveden indtil høsten, det vil sige den fuldstændige afslutning på denne tingenes ordning. Men dette betød at når frafaldne voksede frem ville den kristne menigheds klare identitet blive tilsløret og dens organisations renhed blive fordærvet. Ikke lang tid efter apostlenes død begyndte frafaldets falske sæd at spire hastigt frem; ind i menigheden sivede menneskelige filosofier, hedenske lærdomme og højtidsskikke, og menigheden indgik forbund med den politiske stat, hvorefter den blev formet, dannet og præget af denne gamle verden. — Matt. 13:24-30, 37-43.
2 Imidlertid var dette ikke ensbetydende med at tanken om en menighed slog fejl. Jesus forudsagde at den sande sæd som Gud havde sået, ville blive høstet eller samlet i „endens tid“, og så skulle den teokratisk organiserede menighed genopstå og komme til at spille en yderst vigtig rolle i alle kristnes tilværelse. At dette skulle blive tilfældet fremgår af en række profetier som vi nu skal betragte og sammenligne med de erfaringer som Jehovas vidner har været ude for i vor tid.
3. (a) Hvordan ville det, ifølge lignelsen om hveden og rajgræsset, gå Guds tjenere i endens tid? (b) Hvordan kunne de være „verdens lys“ og „en by, der ligger på et bjerg“?
3 I lignelsen om hveden og rajgræsset udtalte Jesus at hveden, den sande sæd Gud havde sået, i endens tid ville blive sanket i lade, mens rajgræsset ville blive bundtet, kastet ud af Riget og blive brændt. „Da skal de retfærdige stråle som solen i deres Faders rige.“ (Matt. 13:43) Her tales ikke om den himmelske tilstand hvori de oprejste, salvede lemmer på Kristi legeme befinder sig, men om den genrejste tilstand hvori Kristi legemes lemmer på jorden befinder sig. Det er på jorden de samles og skinner som „verdens lys“, hvorimod alle frafaldne organisationer, eller den opvoksede falske sæd, ville blive vist bort fra det sted hvor de har påstået at være Guds kirke. (Dan. 12:3; Fil. 2:15; 1 Pet. 2:9) Jesus fortalte sine efterfølgere at de skulle være et lys: „I er verdens lys; en by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules.“ (Matt. 5:14) I høsttiden skulle Jesu åndelige brødre samles i en skare eller i en menighed, således at de ville få en identitet, ville være forenede om den samme lære, blive „verdens lys“ og „stråle som himmelhvælvingens glans“. Det var nødvendigt at de blev ført ind i den tilstand som rådede i den organiserede menighed i det første århundrede, således at de kunne blive „en by, der ligger på et bjerg“.
4. Hvordan skildres Guds salvede rest i Mattæus-evangeliet 24:31, 45-47 og 25:31-46?
4 Denne tanke får støtte i Mattæus-evangeliet 24:31, hvor det hedder at de udvalgte i endens tid skal samles sammen fra de fire verdenshjørner. At de ville forenes i en menighed forstår vi også af Mt 24 versene 45 til 47, hvor de sammenlignes med tjenestefolkene eller tyendet i en herres hus eller husstand, som en trofast tjener bringer mad i rette tid. På samme måde som den første menigheds medlemmer i Efeserbrevet 2:19 kaldes „Guds husfæller“ og i Første Timoteusbrev 3:15 benævnes „Guds hus“, må denne herres hus eller husstand hentyde til en organiseret menighed. Det er godtgjort at denne ’tjenerskare’ er den salvede rest af Jehovas vidner der samarbejder med the Watch Tower Bible and Tract Society, som er travlt beskæftiget med at forsyne de enkelte medlemmer af denne husstand i hele verden med åndelig føde. Læg mærke til at denne tjener bliver sat over alt hvad herren ejer. Hvad dette indbefatter understreges i Mattæus-evangeliet 25:31-46, hvor vi i lignelsen om fårene og bukkene læser om en stor skare mennesker med fårets sindelag. Disse mennesker vinder Kongens, Kristi Jesu, gunst, fordi de erkender hvem der er Kristi brødre, støtter dem og arbejder sammen med dem.
Man drager op til Jehovas hus
5, 6. (a) Hvad vil det sige at det „hus“ der nævnes i Esajas’ bog, kapitel 2, og hvortil folk fra nationerne strømmer, løftes op? Hvorledes illustreres dette? (b) Hvilken foranstaltning måtte der træffes her?
5 I Esajas’ bog 2:2, 3 finder vi endnu en skildring af at Guds tjenere i deres jordiske tilstand i endens tid ville befinde sig i en organiseret menighed under det grundfæstede, himmelske Zion: „Det skal ske i dagenes sidste del at Jehovas huses bjerg vil blive grundfæstet oven over bjergenes top, og det vil visselig blive løftet op over højene, og alle nationerne skal strømme til det. Og mange folk vil til visse vandre og sige: ’Kom, I folk, og lad os drage op til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus, han vil belære os om sine veje og vi vil vandre på hans stier.’ Thi fra Zion vil lov udgå.“ (NW) „Zion“ er naturligvis grundfæstet i himmelen, hvorfra loven udgår. Men den vældige skare mennesker fra alle nationer kan ikke strømme til himmelen, for disse mennesker er ikke åndsavlede. Jehovas hus, som de vandrer op til, må derfor have tilknytning til noget på jorden. Hvilket? Til Jehovas salvede vidners menighed der er ført ind i samhørighed med det himmelske Zion. Hav i erindring, som det allerede er blevet påvist, at menigheden på apostlenes tid var Guds hus. (Hebr. 3:4, 6) Svarende til at Guds tilbedelsesbjerg grundfæstes over al anden magt og myndighed, må tilbedelsen af ham, repræsenteret ved hans hus, blive „løftet op“ eller hævet over alt det jordiske, op over jordiske organisationer og interesser.
6 Som mennesker der tilbeder Jehova Gud bliver Jesu trofaste efterfølgere „en by, der ligger på et bjerg“. Menigheden af Kristi brødre vil ikke alene kunne ses; den vil også være travlt optaget af at lade sit lys skinne, således at mennesker fra alle nationer vil kunne få øje på den og drage op til den. Derforuden vil denne „by“ træffe foranstaltninger til at mennesker fra nationerne kan blive undervist og oplært. „Han vil belære os om sine veje og vi vil vandre på hans stier.“ Denne profeti om „Jakobs Guds hus“ forudsagde altså i virkeligheden at tilbedelsen af Jehova i de sidste dage ville få en ophøjet plads i menigheden bestående af tempelskarens rest, at det ville være en ren tilbedelse, som samtidig ville udgøre et lovprisningsoffer til Jehova og tjene til at indsamle, undervise og oplære den store skare andre får fra alle nationer der ville opnå evigt liv på jorden.
7. (a) Hvad repræsenterer det tempel hvori den store skare, som forudsagt i Åbenbaringsbogens kapitel 7, tjener Gud, og hvorfor er dette sandt? (b) Hvorledes samstemmer dette med Haggajs profeti?
7 At dette ville finde sted i endens tid, fremgår tillige af en profeti i Åbenbaringens bog. Her forklares det at når den sidste af Kristi 144.000 salvede legemes lemmer er blevet indsamlet og beseglet, og den regerende konge, Kristus Jesus, har indledt trængselen mod Satan og hans organisation ved at kaste ham ned fra himmelen, vil en stor skare mænd og kvinder af alle nationer og tungemål blive indsamlet og sat til at tjene i Guds tempel, idet de deltager i en omfattende forkyndergerning. (Åb. 7:1-4, 9-17; 14:1-6) Disse mænd og kvinder er ikke blevet beseglet med Guds ånd, ligesom de heller ikke er blevet „løskøbt fra jorden“. Altså kan de ikke høre til det himmelske tempel bestående af de opstandne arvinger til Riget der er forenet med Kristus. Alligevel hedder det om dem: „Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel.“ Dette tempel må være repræsenteret ved nogle „levende stene“ på jorden. Når vi ved at der til den første menigheds medlemmer blev sagt at „Guds tempel er helligt, og I er jo hans tempel!“ kan vi forstå at templet der tales om i Åbenbaringens bog, i dag må være repræsenteret ved menigheden af Kristi salvede efterfølgere, hvoraf der nu kun er en rest tilbage. (1 Kor. 3:16, 17; 6:19; 2 Kor. 6:16) Det er altså inden for menigheden at medlemmerne af den store skare udfører tempeltjeneste. Profetierne i Esajas’ bog, kapitel 2, og i Åbenbaringens bog, kapitel 7, svarer derfor til Haggajs profeti, som fortæller at når Gud har genrejst sit „hus“ eller templet hvor han tilbedes, vil han ryste nationerne og bringe „folkenes skatte“ ind i huset og fylde det med herlighed. — Hag. 1:7, 8; 2:7-9.
8. Hvordan beskrives menigheden i Esajasbogens tresindstyvende kapitel, og hvilke to skarer samles der?
8 Profetierne bruger ikke alene et hus eller et tempel som et billede på den genrejste menighed i endens tid. En profeti taler også om en by. Når ordene i Esajasbogens tresindstyvende kapitel befaler det himmelske Zion eller Jerusalem at gøre sig rede og blive lys, er det en opfordring som også gælder den genrejste rest. Her tiltales menigheden bestående af den salvede rest således fordi den er en del af den by hvor først de sidste af de åndelige israelitter, Zions børn, samles, og hvor dernæst folk fra alle nationer får et samlingssted. Byens „mure“ bygges oven i købet af „udlændinge“, som også hjælper den genrejste rest med at tage vare på ’hjordene, markerne og vingårdene’. — Es. 60:4, 9-11; 61:5.
9, 10. Hvad skulle kendetegne den organisation som i endens tid skulle repræsentere Jehova, og hvilken organisation viser de historiske kendsgerninger det er?
9 Disse profetier og flere andre giver til kende at der i endens tid ville foregå en indsamling af Guds tjenere på jorden, og at Guds sande menighed ville genopstå og indtage en fremtrædende plads fordi den ville blive „verdens lys“. Findes der i dag en organisation som består af to skarer mennesker, en mindre og svindende skare der lever i forvisningen om at blive medarvinger sammen med Kristus, og dernæst en hurtigt voksende stor skare mænd, kvinder og børn af „alle folkeslag og stammer og folk og tungemål“, mennesker der håber at komme til at leve evigt på jorden?
Menigheden identificeres
10 Alle vidnesbyrd peger klart på at den skare kristne mænd og kvinder der nu kendes som Jehovas vidner, igennem de mere end firs år hvori den har udført Guds vilje har erfaret opfyldelsen af disse og mange andre profetier. De udvalgtes indsamling i tiden fra 1870’erne til 1918 samt det tiltagende sandhedslys de fik del i, beredte dem til Herren Jehovas komme til sit tempel. Skønt de ventede at oprettelsen af Jehovas rige ved Kristus ville betyde en afslutning af deres arbejde på jorden og at de ville blive taget til himmelen, begyndte de nu at forstå at endnu et stykke arbejde var dem betroet. (Mal. 3:1-4; Matt. 24:45-47) Den gode nyhed om Riget skulle forkyndes i hele verden i endens tid, og Guds salvede tjenere indså derfor nødvendigheden af at de blev bedre organiseret i en menighed, for at de kunne belære en stor skare mænd og kvinder om Guds veje. — Matt. 24:14; Åb. 14:6, 7.
11. Hvilke erfaringer kom menigheden af salvede ud for i tiden fra 1919 til 1931, hvilken virksomhed var den optaget af, og hvordan kom dens identitet til at stå klarere?
11 Historien viser at denne lille menighed i tiden omkring 1918 var blevet hårdt medtaget af den skarpe forfølgelse som den var blevet udsat for under den første verdenskrig. Men i 1919 begyndte dens medlemmer at blive reorganiseret og blive ført tilbage til deres „land“, eller den tilstand hvori de ejede Guds gunst, og de begyndte også at opleve opfyldelsen af profetier som var skrevet af Haggaj, Esajas og flere andre. De iværksatte en omfattende forkyndervirksomhed, der i de følgende tolv år tjente til ikke alene at gøre verden kendt med Guds domme, men også bidrog til at indsamle de tilbageværende af de udvalgte, således at tallet på 144.000 stort set blev fuldt. Samtidig blev Jehovas tjeneres forståelse befriet for mange urigtige opfattelser vedrørende lærespørgsmål og deres forhold til Jehova og Jesus Kristus som de foresatte øvrigheder. Deres identitet blev tydeliggjort da de fik navnet Jehovas vidner, der betegnede de mange som ville udgøre Jehovas ene tjenerskare eller menighed på jorden. — Es. 43:10-12.
12. (a) Hvordan måtte man vente at denne menighed blev styret og ledet, og hvorfor? (b) Hvilken rolle spillede de modne brødre i Allegheny-menigheden i denne forbindelse?
12 Denne menighed begyndte at blive identificeret, ikke alene ved sit navn og sin forkyndelse men også ved den måde hvorpå den blev styret og ledet. Ifølge profetierne skulle den være en menighed der repræsenterede Jehovas teokratiske organisation på jorden, Jehovas hus eller tempel. Den måtte derfor ledes efter teokratiske metoder og ikke efter demokratiske. Og akkurat som i apostlenes tid måtte man vente at Jehovas ledelse ville komme til udtryk gennem de åndeligt modne mænd i menigheden. Ganske som det var tilfældet i det første århundrede måtte man forvente, at de modne mænd der virkede som tilsynsmænd og disses assistenter i den første organiserede gruppe eller menighed, ville tage initiativet til at udbrede den sande tilbedelse ved at udvide forkyndelsen til at omfatte andre egne og lande, samt at de ville virke som vejledere og som eksempler for de nyere og yngre menigheder. Helt fra tiden før 1879 kom den første forsamling af den genrejste rest i Allegheny, Pennsylvanien, til at danne et mønster for de andre menigheder, og i samarbejde med tilsynsmændene i disse tog de modne brødre i Allegheny-menigheden initiativet til at organisere forkyndelsen så den fik et større omfang og nye menigheder kunne dannes. Fra denne kreds af ældre brødre i Allegheny blev bladet der nu kendes som Vagttårnet sendt til mange dele af verden og anvendt som grundlag for menighedernes studium af Bibelen. Dette medvirkede til at de tænkte endrægtigt og forstod Bibelen på samme måde, samt at de forkyndte efter ensartede metoder.
Den teokratiske fremgangsmåde
13. (a) Hvorfor var det nødvendigt at menighedens demokratiske metoder blev udskiftet med teokratiske, og hvordan blev dette forudsagt i Esajas 60:17-22? (b) Hvordan blev denne ændring iværksat og tilendebragt i tiden mellem 1919 og 1938?
13 Imidlertid var de enkelte menigheder i vid udstrækning stadig selvstændige og selvstyrende, idet hver enkelt menighed valgte sine egne ældste og på demokratisk vis bestemte mange af sine studie- og tjenestearrangementer. Men hvis menighederne skulle kunne klare indsamlingen af en stor skare mænd og kvinder og skulle undervise den i Guds vilje, måtte denne ordning forbedres. I modsat fald ville undervisningsmetoden og den sande tilbedelses standard afvige stærkt fra sted til sted og være helt afhængig af hvor moden den enkelte menighed var. De ringere metoder hvorefter ledelsen af menighederne foregik, måtte erstattes af principper der var af ægte, guddommelig oprindelse, således som det blev forudsagt i Esajas’ bog 60:17-22. Allerede i 1919, det var da arbejdet med The Golden Age begyndte, havde Watch Tower Society, der fungerede som en slags styrende råd for menighederne og som for bedre at kunne varetage ledelsen af forkyndelsen i hele verden havde flyttet hovedkontoret og staben til Brooklyn i New York, taget de første skridt til at indføre en mere teokratisk styreform, idet det havde udnævnt en arbejdsdirektør i hver menighed. I oktober 1932 bragte menighederne i hele verden officielt deres identitet i nøjere harmoni med Bibelens profetier, idet de afskaffede de „valgte ældste“ og udpegede de brødre som havde den største modenhed og åndelige dømmekraft til at udgøre et „tjenesteudvalg“ der skulle bistå den af Selskabet udnævnte arbejdsdirektør. Denne udvikling tilendebragtes i 1938. I det år udtrykte menighederne i hele verden ønske om ene og alene at blive organiseret under „Selskabets“, „den tro og kloge tjener“skares, ledelse. Herefterdags ville „Selskabet“ udnævne alle tilsynsmænd og assisterende tjenere i menighederne samt lede alle studie- og forkynderarrangementerne. Dette var nødvendigt, for alene ad den vej kunne Jehovas helligdom, eller menighed af salvede på jorden, komme til at stå i det rette tilhørsforhold til Jehova. Desuden var det den eneste måde hvorpå Guds menighed på jorden kunne blive det rette sted at undervise den store skare indsamlede mennesker fra alle nationer og lære den at gøre Guds vilje.
14, 15. (a) Hvorfor var det meget nødvendigt at denne teokratiske ledelse var fuldstændig indført i 1938? (b) Hvad var herved sikret den store skare? (c) Hvad skete der i virkeligheden ifølge Esajas 51:3-52:2 da menigheden af salvede blev genrejst i 1919?
14 Denne teokratiske opbygning af menigheden bidrog til at henlede menneskers opmærksomhed på at det var dér man kunne lære Guds veje at kende. Hvis det var upassende for menigheden af salvede at blive ledet efter demokratiske metoder, således at det ikke var de åndeligt modne men snarere flertallet, som måske overvejende bestod af umodne, der havde ledelsen, ville denne form passe endnu dårligere når den store skare skulle indsamles. For denne skare kunne, fordi den efterhånden blev i flertal, begynde at forme menigheden efter sin vilje, i stedet for at den blev formet efter Guds vilje. Men Gud har tydeligvis ledet udviklingen, og den teokratiske styreform var fuldstændig indført i 1938, på hvilket tidspunkt de „andre får“, eller den store skare, endnu var i mindretal.
15 Dette teokratiske princip for ledelsen af menighederne måtte nødvendigvis tages i anvendelse, for ikke alene drejede det sig om at få forkyndelsen udført, men også om at lære medlemmerne af den store skare at være lydige imod Guds vilje i endens tid, inden Harmagedonkrigen begyndte, således at de efter denne kunne stå uddannede og rede til at rense og forskønne jorden på en teokratisk og ordnet måde. Menigheden af salvede måtte være et eksempel eller mønster for denne skare. Heri ser vi opfyldelsen af endnu en profeti, nemlig den som står omtalt i Esajas’ bog 51:3–52:2, og som viser at da den salvede rest i 1919 atter opnåede det rette tilhørsforhold til Gud og begyndte at tjene ham, blev den „nye jord“ grundfæstet. Det markerede den første begyndelse til dannelsen af den nye verdens samfund, som skulle indsamle og oplære den store skare og som, organiseret som en menighed under den nye tingenes ordning, ville blive bevaret gennem Harmagedonkrigen, der ville bringe denne gamle ordning til ophør. — Se „Nye Himle og En Ny Jord“, siderne 336-356.
16. Hvordan har den teokratiske ordning gjort det muligt for menigheden at bevare renheden og det rette forhold mellem resten og den store skare?
16 Endskønt denne voksende menighed, den nye verdens samfund, har samlet mere end 800.000 mænd, kvinder og børn af alle nationaliteter, stammer, racer og folk, er det ikke disse menneskers tidligere anskuelser, sæder og skikke der har formet den; nej, det er Guds vilje som har formet alle disse mennesker. De er lærvillige, ydmyge, kærlige og fredelskende og lever i enig samhørighed med alle deres medtroende. Selv om de nu tæller mere end 800.000, mens der er mindre end 14.000 salvede, hvilket vil sige en for hver fireoghalvtreds af de andre, har alle disse mennesker fra de forskellige nationer dog villigt ladet sig belære om Guds veje af den „tro og kloge tjener“, resten. Skønt denne verden, hvorfra denne skare mennesker kommer, i overordentlig grad er under indflydelse af selviskhed, umoralitet, løgn, uærlighed, ateisme, spiritisme og mange andre former for gudløse tanker og handlinger, er intet af dette dog trængt ind i Guds sande menighed. Har nogle i dag søgt at fordærve menigheden ved umoralske handlinger eller falsk lære, er de blevet udstødt akkurat som tilfældet var i det første århundredes menighed således at menighedens renhed og identitet er blevet bevaret.
17, 18. (a) Hvordan har det været muligt for organisationen at brede sig og samtidig undervise og lede tusindvis af mennesker i 179 lande når antallet af restens medlemmer år for år er blevet mindre? (b) Hvilke skriftsteder har forudsagt dette?
17 Indsamlingen af så mange tusinde mennesker fra alle lande, har krævet en organisation der kunne strække sig viden om uden at miste sin teokratiske opbygning, nøjagtig som det var forudsagt i Esajas’ bog 54:2, 3. Men hvordan kunne denne lille menighed vokse når den salvede skare mindskedes og mange af dem som var tilbage af den var kommet op i årene og ikke længere var så raske? Den fulgte Paulus’ formaning i hans andet brev til Timoteus 2:1-3 og uddannede medlemmerne af den store skare så de kunne blive udrustet til at være tilsynsmænd og lærere for andre. Ikke alene er tusinder af denne skare blevet uddannet til at være tjenere i menighederne, men i de sidste tyve år især er tusinder af dem gået ind i heltidstjenesten som pionerer og har arbejdet i afsidesliggende egne, mens andre er blevet særligt uddannet til at rejse ud til lande hvor budskabet hidtil ikke har lydt. Her har de oprettet nye menigheder, bygget „datterbyer“ så at sige, for at alle kunne få adgang til den undervisning der foranstaltes fra Guds hus. Alt dette er blevet udrettet under den salvede rests ledelse. — Es. 60:10; 61:4-6.
18 Der gives adskillige menigheder, endda hele lande, hvor der ikke findes nogen af restens medlemmer. Ikke desto mindre er det muligt for mænd og kvinder i 179 lande at drage til Guds „hus“ i mere end 21.000 menigheder, for alle tilsynsmændene er gennem menighedsordningen blevet undervist og oplært af den „tro og kloge tjener“. Alle menighederne står under ledelse af en stedlig tilsynsmand og andre tjenere der besøger og inspicerer menighederne, zonerne og Selskabets afdelingskontorer, således at alle organisationens dele fungerer i harmoni med Guds vilje. På denne måde er den salvede skare hyrder for Guds hjord.
19. Hvilket syn anlægger både restens og den store skares medlemmer på den hastigt voksende organisation, og med hvilke øjne ser de på deres indbyrdes forhold?
19 Selv om den „store skare“ stadig vokser i tal mens resten af den „lille hjord“ af Kristi salvede efterfølgere bliver mindre og mindre, hersker der dog fuldstændig enhed. Medlemmerne af den voksende skare har ikke søgt at vinde frem i organisationen i kraft af deres talmæssige overlegenhed. De har derimod ved deres troskab og lydighed over for Jehovas teokratiske ordning, som denne kommer til udtryk i menigheden, vist den største respekt for den svindende skare salvede. De føler ikke at der skal tilskrives dem nogen ære fordi de er de fleste og i dag udfører størsteparten af forkyndergerningen. De erkender at den voksende, forenede og enige menighed er til Jehovas ære, samt et håndgribeligt tegn på at Jehovas godkendelse hviler over de trofaste salvede på jorden. På den anden side føler medlemmerne af den salvede skare sig ikke krænket over denne voksende skares tal, eller dens ungdommelige og energiske nidkærhed. Tværtimod ser de i denne skare frugterne af mange års ihærdigt arbejde og glæder sig over at se at den har fulgt deres eksemplariske iver, lydighed og troskab over for Jehova. „Men I skal kaldes [Jehovas] præster, vor Guds tjenere.“ (Es. 61:6-11) Kun Guds sande menighed kan opvise en sådan kærlighed og enhed mellem to forskellige skarer mennesker.
20. (a) Hvilket forhold skulle der efter Bibelens udsagn herske mellem Guds tjenere i endens tid, og hvad viser kendsgerningerne med hensyn hertil? (b) Hvad tilskyndes alle mennesker til at gøre?
20 Det mønster som den kristne menighed i det første århundrede tegner, og vor gennemgang af de profetier der tager sigte på menigheden i vore dage, har altså slået fast at Guds sande tjenere nu i „endens tid“ ikke kan være løseligt knyttet sammen og handle uafhængigt af hinanden, men at de tværtimod må være knyttet snævert sammen i en organiseret menighed, der i verdensomspændende målestok er føjet sammen i enhed og bliver ledet af den erfarne og åndeligt modne salvede rest der hører til Kristi åndelige legeme. Alle som læser nærværende blad tilskyndes til at komme sammen med denne menighed, Jehovas vidner, at knytte forbindelse med dem, at sammenligne deres lære, deres gudsdyrkelse, deres arbejde og deres menighedsorganisation med Bibelen. „Kom, I folk, og lad os drage op til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus, han vil belære os om sine veje og vi vil vandre på hans stier.“ Opsøg og kend det folk som Gud er med i dag, og slå følge med det. — Es. 2:2-4, NW; Zak. 8:20-23.