Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Kristenhedens åndelige hungersnød
    Vagttårnet – 1957 | 15. april
    • ● Følger præsterne og deres sognebørn Kristi eksempel, når de beder for denne verden?

      Selv i deres bønner byder præsterne ikke på nogen åndelig føde. De beder for denne verden. Kristus derimod bad: „Jeg beder for dem; jeg beder ikke for verden, men for dem, som du har givet mig.“ Hvorfor bad Jesus ikke for denne verden? Fordi han vidste, at det ikke er Jehova Gud, men Satan, der er denne verdens gud. Det viser Bibelen klart dér, hvor den taler om „de vantro, hvis tanker denne verdens gud har slået med blindhed“. „Hele verden er i den Ondes vold.“ Åndeligt udhungrede mennesker beder for denne verden, men kristne, der er næret af Bibelens ord, lyder Bibelens bud: „Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham.“ — Joh. 17:9; 2 Kor. 4:4; 1 Joh. 5:19; 2:15.

      ● Er det kristent at kritisere andre religioner, eller skulle alle slutte op om det økumeniske arbejde og tilstræbe en trossammenslutning?

      Hvis kristenhedens religiøse grupper havde fået god åndelig kost, ville de ikke tage sig af eventuel kritik. For sandheden kan altid kækt møde løgnen og overvinde den. Fordi de jødiske præster serverede falsk åndelig føde, kunne de ikke lide Jesu kritik. Med åndelige sandheder afslørede Jesus dem som falske religionsdyrkere. Han kaldte præsterne for „hyklere“, „blinde vejledere“, „dårer og blinde“ og „slanger“ og „øgleunger“. Ja, han sagde endog til mange af sine religiøse modstandere: „I har Djævelen til fader.“ Og Kristi apostel sagde til en falsk profet, som diskede op med falsk åndelig mad: „Åh, du Djævelens barn, fuld af alskens svig og underfundighed, du fjende af alt, hvad der er ret! vil du da ikke holde op med at gøre Herrens lige veje krogede?“ — Matt. 23:13, 16, 17, 33; Joh. 8:44; Ap. G. 13:10.

      Kristus afviste samarbejde med andre religiøse grupper, han afviste trossammenslutninger eller alliancer. Han sluttede sig ikke til falske religiøse ledere blot for at opnå en ydre enhed, for så måtte han nødvendigvis opgive visse åndelige sandheder. Det er det, kristenhedens præster gør. Men Kristus sagde til sine efterfølgere: „Lad dem kun være! de er blinde vejledere.“ I stedet for at tage del i det økumeniske arbejde adlyder sande kristne Guds bud: „Vær ikke meddelagtige i mørkets golde gerninger, men bring dem hellere for dagen.“ — Matt. 15:14; Ef. 5:11.

      Det ukristelige er at undlade at afsløre den falske åndelige føde.

      ● Er det bibelsk korrekt af kristne at bruge billeder og statuer som en hjælp i deres gudsdyrkelse?

      Prøvestenen til bestemmelse af den åndelige fødes renhed og ægthed er det princip, Kristus selv fastsatte: „Gud er en Aand, og de, som tilbede ham, skulle tilbede i Aand og Sandhed.“ At dette er sandt, fremhæves også af Kristi apostle. Her følger nogle af deres udtalelser, som de gengives i katolske oversættelser: „Vi vandrer nemlig i Tro, ikke i Beskuen.“ „Kun maa vi ikke fæste vort Blik paa det synlige, men paa det usynlige.“ „Naar vi nu altsaa er af guddommelig Slægt, saa maa vi heller ikke mene, at det guddommelige Væsen ligner Guld, Sølv eller Sten, forarbejdet ved Billedhuggerkunst og menneskeligt Snilde.“ — Joh. 4:24, J. L. V. Hansens oversættelse; 2 Kor. 5:7; 4:18; Ap. G. 17:29, Erikke Rosenørn-Lehns oversættelse; begge katolske oversættelser efter Vulgata.

      Billeder og afguder bidrager ikke til den kristnes åndelige vækst; de vil snarere føre til åndelig underernæring og død, som det fremgår af Monsignor Knox’ katolske oversættelse af Salme 113:13-16 (i den autoriserede danske oversættelse Salme 115:5-8): „De har munde og er dog tavse; øjne har de og er dog uden syn; ører har de og mangler dog hørelsen; næser, og dog kan ingen lugt nå dem; hænder, der intet kan føle; fødder, der er ubevægelige; deres struber kan aldrig give en lyd fra sig. Således vil det gå alle, der laver dem; det er lønnen til alle, som stoler på dem.“

      Det er ikke noget under, at apostelen Johannes advarede de kristne: „Mine kære Børn, vogt jer for Afguder!“ — 1 Joh. 5:21 efter Erikke Rosenørn-Lehn.

      ● Har Bibelen forudsagt kristenhedens åndelige hungersnød?

      Ja, gennem sin profet forudsagde Gud: „Se, dage skal komme, lyder det fra den Herre HERREN, da jeg sender hunger i landet, ikke hunger efter brød, ikke tørst efter vand, men efter at høre HERRENS ord.“ — Amos 8:11.

      ● Vil kristenhedens religioner komme sig af deres åndeligt underernærede tilstand?

      Selv om kristenheden i 1600 år har kaldt sig kristen, er dens åndelige hungersnød kun blevet mere og mere alvorlig. Hungeren er, som præsterne indrømmer, „af et omfang, man aldrig før har set“. Kristenheden vil ikke komme til kræfter igen blot ved at kalde sig kristen.

      Endvidere viser Bibelens profetier, at kristenheden vil blive tilintetgjort, når Guds krig ved Harmagedon bryder ud: „Thi se, med den by, mit navn er nævnet over, begynder jeg at handle ilde, . . . jeg kalder sværdet hid mod alle dem, som bor på jorden, lyder det fra Hærskarers HERRE.“ Skønt kristenheden aldrig vil komme sig, står den mulighed dog åben for de enkelte medlemmer af kristenhedens udhungrede religioner, og mange sådanne kommer sig virkelig i vor tid. — Jer. 25:29.

      ● Hvordan kan man undgå at lide samme skæbne som kristenheden?

      Forlad kristenhedens hungerramte religioner. Kom dér, hvor De kan få sand åndelig føde, føde, der er fri for filosofi og tradition. Kom til det overdådige åndelige festmåltid, der som forudsagt indbydes til i vor tid: „Den tid kommer, da hærskarers Herre [Jehova] vil berede en banket på dette vort bjerg; mere delikat kød gives ikke, ingen vin kan være mere vellagret; kødet drypper af fedt, vinen perler klart.“ — Es. 25:6, Knox.

      Hvor holdes denne åndelige banket? De har en lille andel i den ved at læse dette nummer af Vagttaarnet. Men der er meget mere. For at kunne nyde godt af alt dette må De slutte Dem til den nye verdens samfund af Jehovas vidner, gennem hvem De har modtaget dette blad. Tilegn Dem de nærende sandheder om Guds rige. Lær, hvordan De kan overleve Harmagedon og komme med i Guds nye verden. Lad Jehovas vidner bringe Dem åndelig føde; det koster ikke noget. Undersøg deres budskab. Sammenlign det med Bibelen. Se selv med egne øjne — dette er den åndelige føde, der forud blev omtalt af Guds profet: „Hid alle, som tørster, her er vand, kom, I, som ikke har penge! Køb korn og spis uden penge, uden vederlag vin og mælk! Hvi giver I sølv for, hvad ikke er brød, Eders dagløn for, hvad ej mætter? Hør mig, så får I, hvad godt er, at spise, Eders sjæl skal svælge i fedt.“ — Es. 55:1, 2.

  • Et monumentalt vidnesbyrd i 1956
    Vagttårnet – 1957 | 15. april
    • Et monumentalt vidnesbyrd i 1956

      Hver dag anvendte Jehovas vidner gennemsnitligt i løbet af 1956 mere end 238.000 timer til at forkynde for andre, aflagde over 75.000 genbesøg hos interesserede og spredte godt 50.000 bøger, brochurer og bibler samt mere end 152.000 eksemplarer af Vagttaarnet og Vaagn op! Det er et bemærkelsesværdigt resultat pr. dag, virkelig et monutalt vidnesbyrd til ære for Gud, som de tjener. Har du en andel i den voksende kristne tjenestegerning i 1957!

      Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. — Mattæus 6:33.

Danske publikationer (1950-2026)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2026 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del