„Der skal ingen død være mere“

KUN den der har mistet en kær ven eller slægtning kender den forfærdelige tomhed, den knugende sorg som døden bereder når den aflægger sit uvelkomne besøg. For ham er døden ikke en ven. En ven ville ikke volde så megen smerte eller tilføje så dybe sår. Døden er ikke en ven, den er en frygtelig fjende.

Forsøg på at overbevise sig selv om at døden ikke er virkelighed men blot en dør til et nyt liv, forandrer intet ved de hårde kendsgerninger. Den gør ubarmhjertigt ende på det kostbare liv hos såvel unge som gamle. Den tomme plads som døden efterlader og det chokerende øjeblik da det rigtig går op for en at den man har mistet aldrig mere vil komme løbende ind i huset, give en et knus og tale med en, minder bestandig en om dødens eksistens og om at den sætter punktum for alt. Døden er virkelighed, og den efterlader dybe ar i de levendes hjerter.

Det er alle normale menneskers ønske så længe som muligt at undgå dødens favntag og at beholde deres kære. Tænk hvad det ville betyde hvis der ingen død var mere! De ville aldrig mere gå den triste tur til kirkegården og sørge over tabet af en De holdt af. De ville aldrig føle stikket i hjertet ved synet af gravstenen der fortæller at her under Deres fødder ligger en kær ven begravet. I stedet for ville alle Deres kære være hos Dem i de levendes land.

At en sådan tid vil komme er ikke blot ønsketænkning. Det er lige så sikkert som at solen står op hver morgen. Det er et pålideligt løfte givet af den som alene kan indfri det. Dette løfte findes i hans ord i Åbenbaringen 21:4 hvor der står: „Han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.“ Det gives også i Esajas’ bog: „Han opsluger døden for stedse. Og den Herre HERREN [Jehova] aftørrer tåren af hver en kind.“ — Es. 25:8.

Opfyldelsen af dette vidunderlige løfte vil finde sted når Jehovas rige under Kristus har afskaffet den nuværende onde tingenes ordning. Under dette riges regering vil den død der har været uundgåelig for menneskeheden på grund af Adams synd ikke længere have magt over mennesker. Den vil ophøre, fordi Kristi genløsningsoffers fortjeneste vil blive udstrakt til alle lydige mennesker som ønsker at leve på jorden.

Det vil ikke sige at dyr, fugle og fisk ikke vil dø. De har ikke modtaget noget løfte i så henseende. De dør, ikke på grund af Adams synd, men fordi det øjensynlig ikke var Guds hensigt at de skulle leve evigt. Hans ord taler om „fornuftløse dyr, der af naturen er født til at fanges og forgå“. (2 Pet. 2:12) Løftet om at der „skal ingen død være mere“ kan derfor kun gælde mennesker.

Men hvad nu hvis et menneske skulle gøre oprør efter at døden ikke er mere? Vil der så ikke kunne gøres ende på et sådant menneskes liv? Jo. Dødens ophør vil ikke sige at et menneske, såfremt det bliver ondt, går fri for straf. Bibelen siger: „Døden og Dødsriget blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død: Ildsøen.“ (Åb. 20:14) Det ses klart af dette at den død der symboliseres ved ildsøen altid vil være mulig for mennesket, men ikke uundgåelig. Så længe et menneske er lydigt mod den øverste Suveræn vil det ikke smage den. Den død der skal tilintetgøres i ildsøen er den der automatisk er gået videre til alle mennesker på grund af Adams synd. Enhver der dør i Guds nye verden dør på grund af sin egen ondskab, ikke på grund af Adams. Det er den fra Adam nedarvede død Bibelen omtaler når den siger: „Den sidste fjende, der tilintetgøres, er døden.“ — 1 Kor. 15:26.

Den adamitiske døds ophør vil også betyde at hades, eller menneskehedens fælles grav, vil forsvinde. Den vil ikke længere blive alles uundgåelige skæbne. Ikke alene vil den ophøre med at åbne sig for de døde; den vil også skulle give slip på dem som er i den. Ved opstandelsen vil skare på skare der er gået ned i menneskehedens fælles grav og er blevet bevaret i Guds erindring vende tilbage til livet på jorden. Jesus lovede dette da han sagde: „Undres ikke herover! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom.“ — Joh. 5:28, 29.

Dette trøstende løfte indgiver de sørgende håb. Det befrier dem for den knugende følelse af at alt er forbi, der så let vil bemægtige sig mennesker når de ser nogen gå over i døden. Det giver håb om at man atter skal se de afdøde kære i live igen. Indtil tiden kommer da de døde skal oprejses af Gud, vil de befinde sig i en ubevidst tilstand som Jesus sammenlignede med søvn da han sagde: „Lazarus, vor ven, er sovet ind; men jeg drager hen for at vække ham af søvne.“ (Joh. 11:11) Ligesom han vækkede Lazarus og bragte ham tilbage til en bevidst tilværelse vil han vække skarer af mennesker under sin tusindårige regering. Hvis nogen af disse skulle vælge oprørets vej og få en ugunstig dom af Gud, vil de dø igen. Det vil blive den anden og endelige død for deres vedkommende. Det er den evige død som ildsøen er et symbol på.

Selv om den adamitiske døds ophør vil betyde at mennesker kan leve i det uendelige så længe de er lydige, skal vi ikke mene at jorden vil blive overbefolket. Den som kan gøre ende på døden og oprejse de døde vil også kunne hindre at menneskeheden bliver for talrig. Med absolut sikkerhed kan vi se frem til den tid da døden ikke skal være mere, for den som har lovet det kan ikke lyve. Den tid vil oprinde inden for den nulevende generations levetid.