Advarsler om Jehovas usædvanlige værk

 1, 2. (a) Hvordan har kristenheden og Juda og Jerusalem fået advarende eksempler på kommende ødelæggelser? (b) Hvordan lød advarselen ved Esajas?

KRISTENHEDEN har i det der skete med fortidens Juda og Jerusalem et advarende eksempel på hvad der i vor tid skal ramme den selv. På den anden side havde Juda og Jerusalem i den ødelæggelse der gik over Israels ti-stammerige, hvis hovedstamme var Efraim og hvis hovedstad var Samaria, et advarende eksempel på den ødelæggelse som ville ramme dem. Navnet Efraim blev i virkeligheden brugt som betegnelse for hele Israels ti-stammerige. På profeten Esajas’ tid, i 740 f. Kr., kom ødelæggelsen over Efraim og dets hovedstad Samaria. Men før den overhovedet nærmede sig, tjente Esajas som et redskab til at udråbe en advarsel. Den lød:

² „Ve Efraims berusedes stolte krans og dets herlige smykkes visnende blomster på tindingen af de druknes fede dal! Se, HERREN [Jehova] har en vældig kæmpe til rede; som skybrud af hagl, som hærgende storm, som skybrud af mægtige, skyllende vande slår han til jorden med vælde. Med fødderne trampes de ned, Efraims berusedes stolte krans og dets herlige smykkes visnende blomster på tindingen af den fede dal; det går den som en tidligmoden figen før frugthøst: Hvo der får øje på den, plukker den, og knap er den i hånden, før han har slugt den.“ — Es. 28:1-4.

 3. (a) Hvordan var Israels religiøse forhold da Samaria blev gjort til hovedstad? (b) Hvad var landets drukkenbolte berusede af, og hvilken krans bar de?

³ Hen imod den vestlige ende af en fed dal rejser sig en knap hundrede meter høj bakke med stejle skrænter kaldet Samaria eller „udkigsbjerget“. Her lå byen Samaria. Dens beliggenhed var smuk og betagende og fortidens krigsmetoder taget i betragtning, var byen en strategisk fæstning, der kun kunne indtages på én måde, ved udsultning. På det tidspunkt da Samaria blev gjort til hovedstad i Israels ti-stammerige, var folket allerede faldet fra Jehova og var blevet fjender af Juda og Jerusalem. Samaria indgik endog en alliance med det ikke-jødiske Syrien imod Jehovas rige i Juda. Hovedstaden Samaria, der var sæde for Ba’alsdyrkelsen, var fuld af drukkenbolte, især politiske drukkenbolte. De blev ikke alene berusede af bogstavelig vin men også af politisk vin. Denne sidste vin var den politiske uafhængighed af Juda og også den politiske alliance med Syrien og andre fjender af Jehovas rige i Juda. Ved deres drikkelag kronede de i lystighed deres hoveder med en krans af blomster. Den var et herligt smykke; men den var lavet af blomster, der visner og dør. Det var en visnende krone der blev båret af disse drukkenbolte som var overvældede af vinen. Det var en visnende krone hele hovedstaden Samaria bar mens den var drukken i glæden over sin uafhængige politiske magt, der støttedes af politiske alliancer.

 4. Hvordan skulle der komme ve over disse drukkenboltes forgængelige krans, og hvad var det for en „vældig kæmpe“ Jehova brugte til at eksekvere den guddommelige vredesdom?

⁴ Ve over denne forgængelige krone! erklærede Jehova Gud gennem profeten Esajas, for den skulle trampes ned. Herligheden ved at være et rige skulle tilsøles. Dens beruselse i vellyst ved at være et rige skulle nu brat høre op. Den erfaring at blive overfaldet og undertvunget af et mægtigt verdensrige skulle bringe Samaria og Efraim til fornuft og få dem til at forstå situationens hårde virkelighed. Dette skulle komme som et chok for Samarias drukkenbolte fordi deres rige havde forkastet Jehova og havde vendt sig til tilbedelse af guldkalve og den falske gud Ba’al, og fordi det uophørligt havde kæmpet imod Jehovas salvede konge der sad på „Jehovas trone“ på Zions bjerg. Til at styrte det frafaldne rige som hørte under Samaria, havde Jehova Gud en „vældig kæmpe“ der skulle eksekvere den guddommelige vredesdom. Hvem var det? Det var verdensmagten Assyrien, hvis hovedstad var Nineve. Som Eufratflodens strømme skulle Assyriens sejrende hære trampe gennem landet, plyndre det, og ødelægge hovedstaden Samaria. (Es. 7:17-20; 8:7, 8) Hurtigt, som når en tidligmoden figen bliver slugt i samme øjeblik den bliver opdaget, skulle Samarias drukkenboltes herlige krone tilintetgøres.

 5. Hvad skulle Jerusalems og Judas drukkenbolte have lagt mærke til og gjort, og hvorledes advarede Jehova gennem dem vor tids kristenhed?

⁵ Imidlertid havde også Juda og Jerusalem deres drukkenbolte. Disse burde have lagt mærke til hvad der hændte de gudsfornægtende, afgudstilbedende, magtberusede tåber i Efraim og Samaria, og de burde have taget dette advarende eksempel til indtægt og være blevet ædru. For at gøre Juda og Jerusalem vågne for hvad der ventede dem hvis de ikke kom til fornuft, inspirerede Jehova Esajas til at påpege hvad der skulle overgå naboriget Efraim og Samaria. Samtidig gav Jehova vor tids kristenhed en advarsel om hvad der snart venter den i Harmagedon.

 6. Hvem udpeger Esajas som Judas og Jerusalems drukkenbolte, og hvordan ser deres borde ud?

⁶ Idet den inspirerede Esajas nu henvender sig til Judas og Jerusalems drukkenbolte, siger han: „Også disse raver af vin, er svimle af drik, præst og profet, de raver af drik, fra samling af vin og svimle af drik; de raver under syner, vakler, når de dømmer. Thi alle borde er fulde af spy, uhumskhed flyder på hver en plet.“ — Es. 28:7, 8.

 7. (a) Hvad var forudsætningen for at Jerusalems levitpræster kunne udføre deres tjenestepligter? (b) Hvad måtte der fordres af Jerusalems profeter hvis de skulle kunne beklæde deres embede?

⁷ Kongen og folket så hen til Jerusalems præster og profeter efter åndelig vejledning og for at blive betjent i religiøs henseende. Disse mænd skulle have udvist selvbeherskelse og have afholdt sig fra at blive berusede. Gud havde forbudt levitpræsterne at indtage berusende drikke når de skulle til at begynde deres religiøse tjeneste. De måtte være ved deres sansers fulde brug og passe på at de ikke optrådte formasteligt over for det der tilhørte Gud, brød de love og overskred de begrænsninger Gud havde pålagt dem, og blev dræbt for det. (3 Mos. 10:1-11) Det var nødvendigt at de holdt hjernen klar så de straks kunne erindre sig hvad Gud sagde i sit ord og undervise hans folk i det. De skulle være pålidelige eksempler som hans hellige folk kunne følge. Det samme gjaldt Jerusalems profeter. Det var vanærende og beskæmmende for Gud og et nedværdigende eksempel for hans folk at disse profeter berusede sig. Deres høje embede som Jehovas talerør fordrede at de bevarede en usvækket synsevne og en skarpt udviklet dømmekraft for at forstå hvad der var Jehovas vilje. De måtte holde hovedet koldt for at kunne give udtryk for hvad der var Jehovas beslutninger. Med tunger der var stive og tykke fordi de havde nydt for megen berusende vin kunne de ikke på en forståelig måde forklare Guds budskab.

 8. Hvem efterlignede disse mænd i hellige embeder alligevel, og med hvilket resultat?

⁸ Sørgeligt nok efterlignede de Efraims og Samarias drukkenbolte. I stedet for at Guds ord vældede frem på deres læber opgylpede de ækelt opkast. Det sølede til overalt. Drukne gled de og ravede rundt i det. Når det skete, vendte de så tilbage og tørrede deres opkast op? Nej; de søgte atter vinen og fortsatte deres sold. Derfor vaklede de når de skulle dømme. Og hvad de forudså for Guds hellige nation var uvirkeligt og usandt. Usikkert ravede de af sted hvor de gik. Andre kunne de ikke føre trygt og sikkert eller lede til et bestemt sted. Man kunne kun vente at de ville begå de samme fejltagelser som Efraims og Samarias drukkenbolte. For sig selv og folket lagde de op til et endeligt i lighed med Efraims og Samarias. Ve disse Jerusalems drukne præster og profeter! De ledte ikke på tilbørlig måde Jehovas folk så det forbilledlige rige han havde oprettet iblandt dem ville blive beskyttet. I den tilstand de befandt sig egnede de sig heller ikke til at være åndelige rådgivere for kongen der sad på „Jehovas trone“.

 9. Hvem er det de så udmærket illustrerer, og hvad er det der foruden bogstavelig vin og spirituøse drikke også kan have en berusende virkning?

⁹ Hvor glimrende skildrer de ikke de åndelige drukkenbolte i kristenheden i dag! Foruden bogstavelig vin og spirituøse drikke er der andre ting der kan beruse kristenhedens præster og prædikanter, gøre dem døsige, få dem til at rave rundt, forvirre deres religiøse udsyn, få dem til at opgylpe åndeligt ækle ting, og bevirke at de bliver sløve og følelsesløse såvel over for de farer der truer den religiøse verden som over for Guds messianske riges sande interesser.

10. Hvad udtalte Jehova gennem Esajas under henvisning til sådanne ting som forårsagede åndelig drukkenskab?

¹⁰ Jehova talte gennem profeten Esajas og henviste til sådanne ting som forårsagede åndelig drukkenskab: „Undres og studs, stir jer kun blinde, vær drukne uden vin og rav uden drik! Thi HERREN [Jehova] har udgydt over jer en dvalens ånd, tilbundet Eders øjne (profeterne), tilhyllet Eders hoveder (seerne). Derfor er ethvert syn blevet Eder som ordene i en forseglet bog; giver man den til en, som kan læse, og siger: ’Læs!’ så svarer han: ’Jeg kan ikke, den er jo forseglet;’ og giver man den til en, som ikke kan læse, og siger: ’Læs!’ så svarer han: ’Jeg kan ikke læse.’ Og Herren sagde: Eftersom dette folk kun holder sig nær med sin mund og ærer mig med sine læber, mens hjertet er fjernt fra mig, og fordi deres frygt for mig blev tillærte menneskebud, se, derfor handler jeg fremdeles sært og sælsomt med dette folk; dets vismænds visdom forgår, de kloges klogskab glipper.“ (Es. 29:9-14) En drukkenskab som denne er mere afskyelig i Jehovas øjne end bogstavelig drukkenskab.

11. (a) Hvad symboliserer vin når den står omtalt i Bibelen? (b) Hvilken åndelig rigsvingård har Jehova forkastet, og hvilken åndelig vingård opdyrker og beskytter han?

¹¹ I fortidens Israel plantede man vingårde for at producere vin. I Bibelen symboliserer vin den kraft Guds rige har til at glæde og stimulere. Da fortidens Israel ikke var tro mod Gud som hans forbilledlige rige, forkastede han det som den forbilledlige rigsvingård han var i færd med at opdyrke. Imidlertid har Jehova Gud i den kristne menighed, der er loyal mod hans riges interesser, en åndelig vingård som han opdyrker og beskytter, og den glæder han sig over. Jesus Kristus er vintræet; hans salvede efterfølgere som bliver i ham er grenene, og denne vingård bærer megen frugt til Jehovas ære. (Es. 5:1-7; 27:2-6; Joh. 15:1-8) Men kristenheden har udartet til et vintræ der er ukendt, fremmed for Jehova. Dens præsters og profet-prædikanters vin er ikke Guds riges ånd, en ånd der fremkalder ren, gudhengiven glæde og begejstring. Det er ikke den vin og mælk Jehova Gud ved Esajas indbyder os til at komme og købe „uden penge, uden vederlag“. — Es. 55:1.

12, 13. (a) Hvad er kristenhedens præsteskabs symbolske vin, og hvilken virkning har den på det? (b) Hvad vender de tilbage til efter at de har gylpet deres udtalelser op, og hvordan står de som et advarende eksempel for Jehovas vidner?

¹² Kristenhedens præsters og profet-prædikanters vin er denne verdens rigers ånd. Den får dem til at finde glæde og stimulering i den politik og de uoverensstemmelser der gør sig gældende i de jordiske riger under Satan, „denne verdens fyrste“. (Joh. 12:31; Matt. 4:8, 9) Den ansporer dem til at gå på kompromis med denne verden, indgå alliancer med den, bede for den, og give den moralsk støtte. Præsterne og profet-prædikanterne har megen glæde af denne verden, af de æresbevisninger, bifaldsytringer, venskaber og den beskyttelse som ydes dem af denne verdens riger. De tillader sig at svælge i denne form for drik og blive berusede af denne verdens ånd. De overfylder sig og gylper ækle udtalelser op.

¹³ Dette opgylp betyder ikke at de har forkastet det de har fyldt sig med, men viser at de har tilladt sig at gå til en yderlighed, til drukkenskab. Det er grunden til at de gang på gang søger tilbage til denne verdens vin uden nogen sinde at blive åndeligt ædru. Derfor har de ikke et klart syn af tingene i forbindelse med Guds rige som Jesus forkyndte. De er omtågede og forvirrede, og kan derfor ikke vise den rette vej til Guds rige eller hans nye verden. De står som advarende eksempler for dem der er sat til at være åndelige tilsynsmænd blandt Jehovas vidner i dag. Tilsynsmænd bør ikke i tåbelighed drikke sig berusede i bogstavelig vin eller spiritus. De må ikke blive åndelige alkoholister der er forfaldne til den åndelige, religiøse vin fra rigerne i Satans verden. Det er ikke den slags vin der skaber glæde i Guds og retsindige menneskers hjerte. — Dom. 9:12, 13; Ef. 5:18.

Satirisk latterliggørelse

14. Hvilket rim aflirede drukkenboltene spottende i protest mod det Esajas sagde?

¹⁴ På Esajas’ tid gjorde de drukne præster og profeter indsigelse imod hans kritik, advarsler og råd. I spot opløftede de deres røst og sagde: „Hvem vil man [Esajas] belære om kundskab, og hvem vil man bibringe forståelse af hvad der er blevet hørt? Dem som er blevet vænnet fra mælken, dem som er blevet taget bort fra brysterne? For det er ’befaling på befaling, befaling på befaling, målesnor på målesnor, målesnor på målesnor, lidt her, lidt der’.“ Eller efter marginaloversættelsen i New World Translation of The Holy Scriptures aflirede de drukne profeter og præster dette lille rim: „For det er tsaw latsáw tsaw latsáw, qaw laqáw qaw laqáw, z^eeir sham z^eeir sham!“ — Es. 28:9, 10, NW.

15. Hvad mente disse drukkenbolte med deres harmfulde indvendinger imod Esajas?

¹⁵ Med andre ord: ’Hvem tror denne Esajas han taler til? Hvem tror han at han skal belære om kundskab eller bibringe forståelse af hvad han siger han har hørt? Mon han tror han snakker til pattebørn der stadig er svøbt i ble, eller til børn der lige er blevet vænnet fra og taget bort fra mors bryst for at begynde på at spise moset føde? For Esajas bliver ved med dette idelige prædikeri. Han bliver ved med at tude os ørerne fulde med de samme ting: „Det her er hvad Jehova har befalet, det der er hvad Jehova har befalet! Dette her er den norm som Jehova har sat efter hvilken vi kan måle vor opførsel og lære, og det der er Jehovas norm som vi kan måle efter! Her i Jehovas ord kan I finde det, og der i Jehovas ord kan I finde det; her er lidt råd og der er lidt råd!“ Det er kaudervælsk i vore ører. Det er uforståeligt som børnepludder. Det er ikke en måde at tale til os voksne mænd på. Vi har en uddannelse bag os, og vi er godt inde i sagerne i denne verden. Vi har tilstrækkeligt omløb i hovedet til at træffe bestemmelser der kan hjælpe os ud af vanskeligheder og befri os fra ulykke. Esajas må jo regne os for småbørn. Det er til at le ad!’

16. Hvordan kan man sige at kristenhedens præsteskab ser på nutidens Jehovas vidner på samme måde?

¹⁶ På Jesu Kristi og hans apostles tid var det religiøse præsteskab af samme slags. I vor tid er de religiøse ledere i kristenheden ligesådan over for Jehovas vidner. De ser på nutidens Jehovas vidner på samme måde som det jødiske synedrium så på apostlene Peter og Johannes i vidneskranken, som „ulærde og jævne mennesker“. (Ap. G. 4:13, NW) Præsterne mener om sig selv at de er lærde og hævet over det jævne og derfor bør gå klædt anderledes og tiltales med titler, da de jo er mænd der er særligt uddannede til at være religiøse ledere, og som må anses for autoriteter hvis ord ikke kan rokkes eller drages i tvivl. De føler at Jehovas vidner, der ikke er blevet oplært i kristenhedens teologi, men som er så frimodige i deres tale, behandler kristenhedens præster som umodne småbørn uden uddannelse, uden erfaring, og uden evner til at klare sig selv. Når Jehovas vidner taler til dem benytter de ikke præsternes sprog, den sekteriske trosbekendelses sprog, den højere bibelkritiks sprog, filosofiens sprog. Vor bibelforkyndelse er for præsteskabet et fremmed sprog, et kaudervælsk som barbarernes ukultiverede sprog.

17. Hvad afgør, uanset hvad præsterne mener, om Jehovas vidners undervisning ligger på et højt plan?

¹⁷ Uanset hvad disse uddannede, højlærde præster i kristenheden mener, så bliver det afgørende spørgsmål: Er det alligevel ikke Jehovas vidner der, som Esajas siger, „bliver oplært af HERREN [Jehova]“? (Es. 54:13) Ligger Jehovas vidners skole i virkeligheden ikke på et højere plan? Specialiserer den sig ikke i Guds ord og underviser den ikke i hvad hans ord siger, i modsætning til hvad disse selvkloge mennesker hævder? Henviser deres skole ikke til ’lidt her og lidt der’ i Guds ord når det gælder en religiøs drøftelse?

18. Hvilket svar havde Jehova rede til de drukne spottere ifølge Esajas 28:11-13?

¹⁸ Ordsprogene 26:5 siger: „Svar tåben efter hans dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.“ Jehova havde et svar til de drukne spottere som sagde at Esajas snakkede som en barbar der syntes at stamme eller som en mand med et fremmed sprog. „For,“ sagde Esajas nemlig om Jehova, „ved dem der stammer med deres læber og ved et fremmed mål vil han tale til dette folk, dem til hvem han sagde: ’Dette er hvilestedet. Lad den trætte få hvile. Og dette er lindringens sted,’ men som ikke var villige til at høre. Og for dem vil Jehovas ord visselig blive ’befaling på befaling, befaling på befaling, målesnor på målesnor, målesnor på målesnor, lidt her, lidt der’, for at de skal gå og til visse falde bagover og formelig sønderslås og hildes og fanges.“ — Es. 28:11-13, NW.

19. Hvordan begyndte Jehova, i overensstemmelse med Jeremias’ profeti, at tale til dem ved hjælp af mennesker der stammede, og hvem kom igennem denne tugt og høstede fordel af den?

¹⁹ I århundredet der fulgte efter Esajas’ tid begyndte Jehova at tale til Jerusalems drukne præster og profeter ved hjælp af mennesker der stammede og havde et fremmed tungemål. Jehova talte til dem ved hjælp af virkelige barbarer, nemlig babylonierne under kong Nebukadnezar, og de talte et sprog der lød som kaudervælsk, meningsløse lyde, et barbarisk sprog. Nogle år før kongen af Babylon ødelagde Jerusalem og dets herlige tempel profeterede Jeremias og sagde: „Se, jeg bringer over Eder et folk fra det fjerne, Israels hus, så lyder det fra HERREN [Jehova], . . . et folk, hvis mål du ej kender, hvis tale du ikke fatter; som en åben grav er dets kogger, de er alle kæmper; . . . med sværd skal de lægge dine fæstninger øde, dem, som du stoler på.“ (Jer. 5:15-17; sammenlign med Ezekiel 3:5, 6) Jøderne lyttede ikke til Guds advarende råd gennem Esajas. Esajas talte deres eget sprog uden at stamme; men de åndelige drukkenbolte nægtede at forstå hans tale, som havde det været et fremmed tungemål. Derfor talte Jehova nu til dem idet han irettesatte dem skarpt ved hjælp af babylonierne, som talte et fremmed sprog på en måde der lød som stammen. I næsten halvfjerds år, eller fra 607 f. Kr., da jøderne blev ført i fangenskab til Babylon, indtil Babylons ødelæggelse i 539 f. Kr., måtte de i landflygtigheden rette sig efter babyloniernes befalinger og den norm der var målestok der, og de måtte adlyde babylonierne som slaver. En rest af trofaste jøder kom igennem denne tugt og høstede fordel af den.

20. Hvem har Jehova oprejst som sin skarpretter i lighed med Nebukadnezar, og hvordan reagerede jøderne på Jesu advarsel?

²⁰ Nebukadnezar og babylonierne har som nation betragtet længe hvilet i graven. I dag har Jehova imidlertid oprejst sin store tjener, hans salvede søn, kongen Jesus Kristus, for at han skal fuldbyrde den dom som Jehova har afsagt. Denne Salvede, eller Kristus, er hovedet for den salvede menighed af retsindige efterfølgere. I den kristne æras første århundrede behandlede jøderne i Judæa og Jerusalem Jesus Kristus ligesom fortidens drukkenbolte havde behandlet Esajas. De agtede ikke på Jesu profetiske advarsel om den kommende ødelæggelse af Jerusalem ved de romerske hære i året 70 e. Kr. Kun en retsindig rest, der lignedes ved får, en „lille hjord“, vendte sig til Jesus Kristus, den større Esajas, og modtog råd om hvordan den kunne undfly den kommende ødelæggelse af Jerusalem og provinsen Judæa. Flertallet af jøderne fulgte deres åndeligt drukne præster og profeter der havde forkastet Guds rige ved hans Messias og som råbte: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ — Joh. 19:15.

21, 22. (a) Hvordan reagerede jøderne på Jesu efterfølgeres advarsel, og hvordan gav Gud deres budskab vægt? (b) For hvem var de mirakuløse, guddommelige gaver et tegn?

²¹ For disse jøder lød det Messias, Jesus Kristus, sagde til dem som et fremmed tungemål der ikke var til at forstå. Jøderne lukkede ørerne for advarselen. I årene der fulgte efter Jesu død i år 33 e. Kr. forkyndte disciplene vedblivende Guds hævns dag som skulle komme over jøderne. For at give budskabet yderligere vægt skænkede Gud de første disciple mirakuløse evner til at kunne tale fremmede sprog. Apostelen Paulus forklarede hensigten hermed:

²² „Brødre [i Kristus], vær ikke spædbørn i dømmekraft; nej vær spædbørn i ondskab, men fuldvoksne i dømmekraft! I loven [i Esajas 28:11] står der skrevet: ’Ved folk med fremmede tungemål og ved fremmedes læber vil jeg tale til dette folk [Israel], og end ikke således vil de høre mig, siger Herren.’ Altså er tungetalen et tegn, ikke for de troende [kristne], men for de vantro.“ (1 Kor. 14:20-22) Det vil sige, tungetalen var et tegn for vantro der kunne sammenlignes med jøderne som blev ført til Babylon i året 607 f. Kr., og som måtte høre babylonisk tale i selve Babylon for at tro at Esajas talte sandhed og var en sand profet fra Jehova.

23. Eftersom Paulus lader Esajas’ profeti gælde i den kristne tidsalder, hvornår får den da sin endelige og fuldstændige opfyldelse, og er tungetalens mirakuløse gave nødvendig for at gøre budskabet „fremmed“.

²³ Således bragte apostelen Paulus opfyldelsen af Esajas’ profeti ind i den kristne tidsalder. Esajas’ profeti holdt ikke op med at være gældende efter at en jødisk rest var vendt hjem fra den langvarige landflygtighed i Babylon og Jerusalems første ødelæggelse havde fundet sted. Esajas’ profeti holdt heller ikke op med at være gældende efter romernes ødelæggelse af Jerusalem i året 70 e. Kr., da de overlevende jøder blev ført i fangenskab blandt alle hedningenationerne for at der kunne tales til dem, ikke af jødisktalende kristne, men af hedninger hvis læber syntes at stamme fordi de talte et ikke-jødisk, et fremmed sprog. Derfor finder Esajas’ profeti sin fuldstændige og endelige opfyldelse i vore dage siden 1914. Sandt nok taler Jehova ikke nu gennem sine kristne vidner ved hjælp af fremmede tungemål, som tilfældet var på Pinsedagen for nitten århundreder siden. Denne mirakuløse gave som tungetalen var, er ikke nødvendig i dag for at vinde vantro fra jødedommen og kristenheden. Vort budskab fra Esajas behøver ikke at tales i et fremmed tungemål for at blive kaldt „fremmed“.

24. Hvad står kristenheden nu overfor, svarende til det der ramte Jerusalem, og hvilket hvilested har den ignoreret skønt dens opmærksomhed er blevet henledt herpå?

²⁴ Som med Jerusalem på apostlenes tid således også med kristenheden i denne „endens tid“ for verden. Kristenheden står over for at skulle ødelægges af Jehovas store tjener i Harmagedonslaget. Siden „endens tid“ begyndte i 1914 er kristenhedens opmærksomhed blevet henledt på hvilket hvilested det er Gud Herren har beredt, det sted hvor vort håb kan hvile, og hvor vi kan søge lindring for den træthed Satans verden giver. Dette sted med hvile og ro befrier os for denne verdens frygt, og giver ly og et sikkert opholdssted. Dette sted er Guds rige under hans salvede søn, Jesus Kristus, der nu regerer på det himmelske Zions kongelige bjerg.

25. Hvorfor har kristenheden vist sig ’uvillig til at høre’, og hvordan lyder budskabet i dens ører?

²⁵ Gentagne gange er kristenheden blevet tilskyndet og opmuntret til at føre folkene til Guds oprettede rige for at lade „den trætte få hvile“. Men fordi Jehova har henledt kristenhedens opmærksomhed på dette spørgsmål ved hjælp af sin rest af salvede vidner, er den stivsindet og stolt. Kristenheden har også vist sig ’uvillig til at høre’ fordi den er besat af sine egne ideologier og planer og fordi den er beruset af sine politisk-religiøse forbindelser med denne verden. Den har ikke selv søgt dette hvilested i Riget, og den har ikke påtaget sig forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige som et vidnesbyrd for alle nationer. I en forkastelse af Guds konge og hans rige har den bekæmpet Jehovas vidner og prøvet på at ødelægge dem og sætte en stopper for deres forkyndelse af Riget. I kristenhedens ører fremsætter Jehovas vidner i et stammende fremmed tungemål et meget mærkeligt budskab, som den spotter og latterliggør.

26. Hvad skal kristenheden vide for vist angående Jehovas talen til den ved sine vidner?

²⁶ Én ting skal kristenheden vide for vist. Jehova Gud vil ikke for evigt vise den langmodighed. Han vil ikke i al evighed tale til den ved hjælp af sine fredelige, harmløse vidner, der må udstå forfølgelse fra dens side. Så snart Jehova bestemmer at forkyndelsen af hans regerende rige og hans hævns dag har stået på længe nok, vil han sende sine eksekutionsstyrker imod den på Harmagedons slagmark.

27. Hvad vil kristenheden da komme til at erfare, og hvad vil dens religiøse ledere gøre, og dermed gå udslettelse i møde?

²⁷ Så vil kristenheden midt i krigslarmen på „Guds, den Almægtiges, store dag“ erfare at Jehova virkeliggør „befaling på befaling, målesnor på målesnor, lidt her, lidt der“. Så vil kristenheden med hårde midler erfare at Jehovas vidner talte Guds budskab og at det ikke var noget at spotte i drukkenskab med tsaw latsáw tsaw latsáw, qaw laqáw qaw laqáw, z^eeir sham z^eeir sham! Vi vidner for Jehova har advaret kristenheden og tilskyndet den til at omvende sig; men den har fortsat sviret i drukkenskab og vil blive ved lige til Gud eksekverer sin ødelæggelsesdom. Så vil dens religiøse ledere og dens sekteriske hjorde „gå og til visse falde bagover og formelig sønderslås og hildes og fanges“. Det betyder udslettelse!

28. Hvilken alvorlig udtalelse af profeten Esajas gentager Jehovas vidner, som ikke har ladet sig bringe til tavshed?

²⁸ Jehovas vidner nægter at tie stille trods al spot og latterliggørelse. De bliver ved med at forkynde disse alvorlige ord af profeten Esajas: „Hør derfor HERRENS [Jehovas] ord, I spotske mænd, I nidvisens mestre blandt dette Jerusalems folk! [Jerusalem er et forbillede på kristenheden] Fordi I siger: ’Vi slutter en pagt med døden, Dødsriget gjorde vi en aftale med; når den susende svøbe går frem, da når den ej os, thi løgn har vi gjort til vort ly, vi har gemt os i svig;’ derfor, så siger den Herre [Jehova]: Se, jeg lægger i Zion en prøvet sten, en urokkelig, kostelig hjørnesten; tror man, haster man ikke. Og jeg gør ret til målesnor, retfærd til blylod; hagl skal slå løgnelyet ned, vand skylle gemmestedet bort. Eders pagt med døden skal brydes, aftalen med Dødsriget [menneskehedens fælles grav] glippe. Når den susende svøbe går frem, skal den slå jer til jorden, jer skal den ramme, hver gang den går frem; thi morgen efter morgen går den frem, ved dag og ved nat.“ — Es. 28:14-19.

De har gjort løgn til deres ly

29. Hvorfor tror kristenhedens åndeligt drukne ledere sig fuldstændig sikre, og hvordan viste Samarias og Jerusalems pralende ledere dette forbilledligt?

²⁹ Kristenhedens pralende, spottende, åndeligt drukne ledere tror sig fuldstændig sikre. De mener at de har gjort alt og truffet de rigtige sikkerhedsforanstaltninger til den guddommelige vredes dag for at undgå det der overgik fortidens Samaria og Jerusalem. De siger at de har sikret sig mod at blive dræbt og begravet. Hvordan? Ved at søge ly i noget som Jehovas vidner kalder løgn, og ved at gemme sig i noget som vi vidner kalder svig eller bedrag. Søgte Samarias og Jerusalems pralende drukne ledere på Esajas’ tid ly i løgne som læren om treenigheden, evig pine, læren om at jorden og hele universet vil brænde op, og lignende falske læresætninger? Skjulte de sig i sådanne falske læresætninger da de stod over for at blive angrebet, belejret og ødelagt af verdensmagten Assyrien og senere Babylon? Nej! Samaria søgte beskyttelse gennem en alliance med Syrien. Jerusalem appellerede først til Assyrien, og da det slog fejl søgte det ly hos Ægypten og gemte sig bag Ægyptens heste, stridsvogne og hære. Da de babyloniske belejrere engang trak sig tilbage fra Jerusalem fordi Faraos hære nærmede sig, følte de ægyptiskvenlige herskere, præster og profeter i Jerusalem sig sikre på at de havde et ly og et sikkert gemmested som deres fjender aldrig ville kunne nå.

30. Hvor har kristenheden på lignende vis i denne endens tid søgt tilflugt og gemt sig?

³⁰ På samme måde er det i denne endens tid da Jehovas vidner især advarer kristenheden om at Guds eksekveringstropper kommer i Harmagedon. Nu søger dens herskere, støttet af dens præster og profeter, ly, ikke på det rolige hvilested som Jehova har beredt, men i verdslige alliancer. Først stillede kristenheden sig bag forslaget om oprettelsen af Folkeforbundet og søgte ly deri fra 1919 til 1939. Siden 1945 og til denne dag har den gemt sig bag den internationale freds- og sikkerhedsorganisation, De forenede Nationer. Uden at give agt på Jehovas vidner siger kristenheden i virkeligheden:

31. Hvilke selvsikre tanker gør kristenheden sig i virkeligheden, i trods mod Jehovas vidner?

³¹ ’I vidner med jeres kundskab om en hævnens dag fra jeres Gud Jehova, I kan ikke gøre os bange. Døden og dødsriget som I forudsiger vil blive vor skæbne, vil ikke røre os eller gøre os fortræd. Vi er fine venner med døden så den vil ikke komme over os gennem disse eksekveringsstyrker fra jeres Gud Jehova. Vi vil beholde livet, men det vil I ikke. Vi er kommet til en god forståelse med dødsriget, som I vidner siger er menneskehedens fælles grav. Vi har truffet aftale med det; vi ser ens på udfaldet. Dødsriget vil ikke åbne sit gab for at tage imod os, og I vidner vil aldrig komme til at begrave vore knogler efter det I kalder Harmagedon, ha, ha! Vi søgte engang ly i Folkeforbundet og i en international domstol. Siden den anden verdenskrig har vi gemt os bag De forenede Nationer, bag dette forbunds sikkerhedsstyrker, bag dets nedrustningskomité, bag dets internationale domstol og bag alle de forsvarsalliancer og pagter der er blevet sluttet inden for De forenede Nationers rammer. Derfor vil de ødelæggelsesstyrker som I vidner for Jehova så sensationelt forkynder om, aldrig nogen sinde nå os eller feje os ned i døden og dødsriget. De vil blive slået tilbage, og vort ægyptiske ly og gemmested vil holde stand. Det er vort sidste og eneste håb, men det vil ikke svigte os. Det vil vise sig at være pålideligt, og I vidner har kun tudet os ørerne fulde af ulykker som aldrig kom, og I vil vise jer at være de falske profeter som vi hele tiden har sagt at I har været.’

32, 33. (a) Hvad siger vi, Jehovas vidner, at kristenhedens ledere har søgt ly i, som det fremgår af Salme 62:9, 10 og 33:17-19? (b) Hvad viste Folkeforbundet sig at være som tilflugtssted og skjulested, og hvad vil De forenede Nationer vise sig at være?

³² Men da vi stoler på Guds sikre ord siger vi vidner for Jehova, at kristenhedens ledere, både de politiske og de religiøse, har søgt ly i en løgnagtig, bedragerisk ordning. De har gemt sig bag noget som vil vise sig at være falskhed — bag falske guder, bag upålidelige forbundsfæller, bag noget som ikke vil kunne modstå de styrker der vil træde i aktion når Guds dom fuldbyrdes. Vi siger med Salme 62:9, 10: „Gud er vor tilflugt. . . . Kun tomhed er mennesker, mænd er løgn, på vægtskålen vipper de op, de er tomhed til hobe.“

³³ Vi vidner citerer også Salme 33:17-19 (NW): „Hesten [Ægyptens krigshest] er et bedrag som frelsesmiddel, og ved sin overflod af livskraft bringer den ikke befrielse. Se! Jehovas øje er rettet mod dem der frygter ham, mod dem der venter på hans miskundhed, at han skal redde deres sjæle fra selve døden, og bevare dem i live under hungersnød.“ Kristenheden har i dag et symbolsk „dyrets billede“. Hvert medlem af De forenede Nationer har været med til at opstille det eller at opretholde det så de verdslige nationer kunne tilbede det som et afgudsbillede. Angående dette citerer vi Jeremias (10:14, 15): „Hver guldsmed får skam af sit billede; thi hvad han støber, er løgn, og der er ikke ånd deri; tomhed er de, et dårende værk; når deres hjemsøgelses tid kommer, er det ude med dem.“ Derfor siger vi vidner: Det modbilledlige Ægyptens krigsheste vil ikke gavne kristenheden. De djævle-inspirerede, menneskegjorte billeder der symboliserer fred og sikkerhed og som nu tilbedes af nationerne vil vise sig ikke at være guder. De alliancer som er indgået mellem kristenhedens religioner og denne politiske verden er et urent, ugudeligt bedrag. Som tilflugtssted og skjulested viste Folkeforbundet sig at være løgn, selv uden et Harmagedonslag. Nu hvor den virkelige krig „på Guds, den Almægtiges, store dag“ nærmer sig, kan man med lige så fuld ret sige at De forenede Nationer er en løgn og et falsum! Det er hvad Jehova siger i sit ord.

34. Hvor har Jehova lagt grundvolden til en pålidelig og varig regering, og hvornår lagde han denne grundvold?

³⁴ Menneskehedens eneste håb, vort eneste ly og gemmested, er i Zion, Guds himmelske rige. Dér har Jehova som grundvolden for en pålidelig varig regering lagt sin søn, sin prøvede sten, sin urokkelige, kostelige hjørnesten, Jesus Kristus, Kongen. (Es. 28:16; 1 Pet. 2:4-6; Rom. 9:32, 33; 10:6-11) Jesus er den Jehova har salvet og prøvet og som har vist sig tro mod Guds suverænitet. Til trods for at jødefolket nægtede at anerkende Jesus som konge i året 33 e. Kr., oprejste Jehova ham fra døden og lagde ham i det himmelske Zion; og det er dér apostelen Johannes i sit syn så ham stå sammen med sin menighed af 144.000 trofaste, salvede efterfølgere. — Åb. 14:1-5.

35. Hvornår lagde Jehova i en ubestridelig forstand sin kostelige sten i Zion, og hvorfor dengang?

³⁵ Kristenheden forkastede på lignende måde Jesus Kristus da den første verdenskrig var på sit højeste i 1918. Alligevel har Jehova i en ubestridelig forstand lagt sin kostelige sten i det himmelske Zion. Hvorfor har han det? Fordi Jehovas indsatte konge, Jesus Kristus, i 1918 havde vist sig kostelig i Guds øjne. Han viste sig at kunne klare sin opgave under prøvelser i krigen der brød ud i himmelen i 1914, og som resulterede i at himmelen blev befriet for Djævelen og hans dæmonengle, der blev kastet ned i nærheden af denne jord hvor han skal være en kort tid før han kastes i afgrunden i Harmagedon.

36. Hvilket valg har kristenheden truffet, og hvorfor har den i panik søgt tilflugt og ly der?

³⁶ Kristenheden har forkastet Jehovas indsatte konge. Både før og efter den anden verdenskrig har den vist hvor den står. Den er for verdslige alliancer, ikke for Jehovas kongelige sten der urokkeligt er blevet lagt på det himmelske Zion. Til trods for Folkeforbundets fiasko kan kristenhedens katolske og protestantiske kirker stadig ikke se den kongelige sten på Zions bjerg selv om Jehovas vidner så højlydt har forkyndt derom især siden 1926.a Disse religiøse systemer har bekendt sig til Kristus, men valgt at sætte deres lid til De forenede Nationer. Ansigt til ansigt med trusselen om verdenskommunisme og ødelæggelsen af hele det tyvende århundredes moderne, materialistiske civilisation, er kristenheden blevet panikslagen og har søgt ly og skjul i De forenede Nationer. Den har nu kun ét håb tilbage, denne organisation der udgøres af mange nationer med forskellige ideologier og religiøse overbevisninger, kristne, jødiske, muhamedanske, hedenske og kommunistiske.

37. Hvorfor er Jehovas vidner ikke blevet skræmt til at søge ly i De forenede Nationer, og hvor indbyder vi mennesker med fårets sindelag til at søge ly og skjul, og hvorfor?

³⁷ Men selv ikke international forfølgelse og had har skræmt Jehovas vidner til at søge ly i De forenede Nationer. I 1918-1919 satte de deres lid til Jehovas prøvede og kostelige sten i det himmelske Zion. De nægtede at tilbede Folkeforbundet, og forkyndte i stedet dets undergang. Nu nægter vi at tilbede og sætte vor lid til De forenede Nationer, og vi forkynder ligeledes nu dette forbunds kommende undergang. Vi søger ly og skjul i den kongelige sten i Zion, og vi deler ikke verdens frygt, nød og kvaler. Vi er her stadig; urokkeligt hviler vi i Jehovas kostelige sten, og vi forkynder og indbyder mennesker med fårets sindelag over hele verden til i Jehovas sten at søge ly og skjul mod Harmagedon. Vi sætter vort håb til Guds rige ved Kristus. Som et ly er dette rige ikke en løgn; det er sandhed. Som et gemmested er dette rige ikke svig eller bedrag, det er en pålidelig realitet. Det rige vil bestå lige så længe som sandheden består evigt!

[Fodnote]