25. Hvilket spørgsmål melder der sig hos os, og hvilken slutning kan vi drage, når vi får et overblik over den nye verdens stærke grundvolde?

Stabilitet og varighed

„Da vi nu får et urokkeligt rige, så lad os være taknemmelige og derved tjene Gud, som det er ham velbehageligt, med ængstelse og hellig frygt.“ — Hebr. 12:28.

 1. Hvordan har Gud tilvejebragt en sikker grundvold for håb, og om hvem samler dette håb sig?

ALLE retsindige mennesker elsker, hvad der er troværdigt og sandt. Det foregående studium har vist os, at vi trygt kan have tillid til, at der ikke sker nogen forandring hos Gud og hans søn, Jesus Kristus, der „er den samme i går og i dag, ja, til evig tid“. (Mal. 3:6; Hebr. 13:8) Dette tilfredsstiller vort hjertes inderste længsel efter noget stabilt og varigt i denne uvishedens verden og giver os en grundvold, vi kan bygge vort håb på, en grundvold, der vil være „som et sjælens anker, der både ligger sikkert og fast“. (Hebr. 6:19) Under hvilken synsvinkel vi end betragter dette håb, har det i overensstemmelse med Guds hensigt sit brændpunkt i Kristus, således som vort studium har vist. Han er den herlige himmelske organisations, Zions, „hovedhjørnesten“, der er dyrebar i Guds øjne og dyrebar for enhver sand troende, „og den, som tror på ham, skal ingenlunde blive til skamme [skuffet, NW]“. Som Paulus siger: „Thi alle Guds forjættelser har i ham [Kristus Jesus] deres ja.“ — 1 Pet. 2:6, 7; 2 Kor. 1:20.

 2. På hvilken måde tjener „hovedhjørnestenen“ til opmuntring, men hvilken advarsel må vi give agt på?

² Peters ord, som vi her har citeret, har, som han selv siger, til hensigt at tjene som en opmuntring til at forkynde „hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys“; men samtidig bør vi agte på den givne advarsel, for apostelen viser i samme forbindelse, at nogle vil tage anstød af hjørnestenen. Hvorfor vil de det? Læg nøje mærke til svaret. „I deres [vantro, NW] ulydighed mod ordet tager de anstød.“ (1 Pet. 2:8, 9) Som allerede nævnt (§ 17) kan vi ikke overvurdere betydningen af Guds talte ord, der senere blev optegnet og samlet i de hellige skrifter, Bibelen. Dette ord kan blive os til rig velsignelse, og opmuntring, en urokkelig grundvold, på hvilken vi kan opbygge en stærk tro og et sandt håb, parret med den glæde, som flid i Guds hellige tjeneste fører med sig. Har vi først „smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter“, kan vi ikke tillade os at blive lade i tro og handling, for det vil uvægerligt føre til, at vi unddrager os og går fortabt, idet vi først bliver vantro, dernæst ulydige mod evangeliet og til sidst tager anstød af de ting, vi netop førhen har taget imod med så stor glæde og begejstring. Vi håber, at vi kan sige som Paulus: „Vi hører ikke til dem, som unddrager sig og går fortabt, men til dem, som tror og vinder deres sjæle [bevarer sjælen i live, NW].“ — Hebr. 6:5; 10:38, 39.

 3. Hvordan åbenbarer profetien, hvad der er hensigten med den prøvede sten i forbindelse med dommen, og hvilket tidspunkt hentydes der til?

³ Vi lever på dommens dag, i den onde verdensordnings „sidste dage“, da „dommen tager sin begyndelse med Guds hus“, og det er denne kendsgerning, der gør, at alt dette i enhver henseende bliver så vigtigt og presserende. (2 Tim. 3:1; 1 Pet. 4:17) Som det fremgår af sammenhængen i Esajas 28:16, blev hovedhjørnestenen nedlagt i Zion netop i den hensigt, at der skulle holdes undersøgelse og dom på grundlag af den prøvede stens mål og vinkler. Bemærk, hvad der siges umiddelbart efter vers 16: „Jeg gør ret til målesnor, retfærd til blylod; hagl skal slå løgnelyet ned, vand skylle gemmestedet bort.“ (Es. 28:17) Det varsler død over den gamle verdens grundvolde, dens institutioner og dens bygningsmænd, og også over dens gud, Satan Djævelen. En mindre opfyldelse af nedlæggelsen af den prøvede sten fandt sted ved Jesu første komme, dengang han red ind i Jerusalem og fremstillede sig som konge, tre og et halvt år efter at han var blevet salvet med Guds ånd ved Jordan. Sådan forholdt det sig også, da den samme sten blev nedlagt i fuldeste betydning ved hans andet komme. Ved hedningetidernes ophør, i 1914 e. Kr., fik Kristus bemyndigelse til at begynde sin funktion som konge og præst som opfyldelse af Salme 110:2-4, og tre og et halvt år senere, i 1918, fremstillede han sig som konge for alle, som bekendte at være hans folk. (En indgående behandling af Esajas 28 findes i vort nummer for 1. januar 1952.)

 4. Hvilket skriftsted henviste Paulus til, og hvad giver det til kende?

⁴ Et andet interessant og træffende skriftsted er apostelen Paulus’ udtalelse: „Dog, Guds faste grundvold står urokket, beseglet med denne indskrift: Herren [Jehova, NW] kender dem, der hører ham til, og: Enhver, som nævner Herrens [Jehovas, NW] navn, skal holde sig fra uretfærdighed.“ (2 Tim. 2:19) Dette