Den fuldstændige nedlæggelse af stenen

 1. Vis, hvorledes Skriften markerer tidspunktet for opførelsen af Zion.

STENEN anbringes for evigt på sin rette plads, når Herren kommer i sin herlighed. Dette finder sted ved Kristi Jesu andet komme, for da er det, han kommer i herlighed. Skriften slår dette tydeligt fast. „Hans vældes herlighed, når han kommer for at blive herliggjort i forbindelse med sine hellige og for på den dag at blive betragtet med undren i forbindelse med alle dem, som udøvede tro.“ (2 Tess. 1:9, 10, NW) „Thi Menneskesønnen er bestemt til at komme i sin Faders herlighed med sine engle, og da vil han belønne enhver efter sin adfærd.“ (Matt. 16:27, NW) „Og da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himmelen, og da skal alle jordens stammer jamre sig, og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med magt og stor herlighed. Og han vil udsende sine engle med mægtig basunklang, og de vil samle hans udvalgte sammen fra de fire vinde, fra himlenes ene rand til den anden.“ (Matt. 24:30, 31, NW) Han er den kongelige majestæt fra himlene, en fuldt ud retmæssig hersker. Da skal hans Faders vilje ske og Faderens navn, Jehova, blive lovprist overalt. „Da skal I bede således: Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje også ske på jorden som i himmelen.“ — Matt. 6:9, 10, NW.

 2. Hvorfor blev Zion ikke opbygget umiddelbart efter Kristi Jesu himmelfart?

² Fra det tidspunkt, Jesus Kristus steg op til himmelen, og til det tidspunkt, han udøver sin kongelige myndighed, er der hengået en ventetid med hensyn til selve herredømmet over jorden, men det vil ikke sige, at han har været uvirksom. Kristus måtte afvente Guds rette tid. „For fra da af at vente på, at hans fjender skulle lægges som en skammel for hans fødder.“ (Sl. 110:2; Hebr. 10:13, NW) Denne ventetid ophører, når tidsfristen for jordens nationers magtudfoldelse udløber og hedningetiderne er forbi, nemlig i 1914. I denne lange ventetid er Jehovas beslutninger blevet fuldbyrdet. (Luk. 21:24; Hebr. 2:5-13, NW) Når hedningetiderne udløber, begynder Jehovas dag. Han skrider til handling i forbindelse med Riget, og den største af alle begivenheder finder sted. Kongen, Kristus Jesus, Zions hovedhjørnesten, får bemyndigelse til at træde i funktion. „Fra Zion udrækker Jehova din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender! Jehova har svoret og angrer det ej: Du er præst evindelig på Melkizedeks vis.“ — Sl. 110:2, 4.

 3. Hvad skulle ske i himmelen efter 1914, før stenen blev lagt?

³ Efter 1914 rasede den store kamp i himmelen mellem Jehovas salvede konge og de sataniske og dæmoniske styrker. Først må den uretfærdige organisation, der har været en besudlende indflydelse og afskyelig i enhver retning, fjernes. Himmelen skal renses, da det er utænkeligt, at Herren Jesus Kristus skulle udøve sit herredømme i himmelen som konge i universets hovedstad og på samme tid tolerere nogen ondskab og slethed der. En må vige pladsen, og det er Satan og dæmonerne, der må fortrække. Og det sker, eftersom de bliver kastet ud af himmelen, „Satan . . . blev styrtet ned til jorden, og hans engle blev nedstyrtet med ham.“ — Åb. 12:7-12, NW.

 4. I hvilken henseende er Jesus Kristus en „prøvet“ hjørnesten ved tidspunktet for overtagelsen af regeringsmagten?

⁴ Jehovas salvede konge vinder sejr efter henved tre og et halvt års kamp. Ligesom Kristus ved sit første komme viste sig ved Jordan og blev salvet og tre og et halvt år senere fremstillede sig som konge, således også ved hans andet komme. I 1914 begynder han sin virksomhed som præst og konge, og tre og et halvt år senere tilbyder han sig som konge. Atter er han den „prøvede“ hjørnesten. I tre og et halvt år bekæmper han det onde og vinder sejr. Jehova siger: „Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!“ (Sl. 2:6) Stenen i Zion nedlægges til fulde i 1918. Kongen er ikke alene nærværende, men har bevist sig selv som Guds udvalgte og sejrrige ved at nedstyrte Satan og hans dæmonstyrker fra himmelen.

 5. Hvornår fandt grundlæggelsen af den nye verden sted, og hvornår fandt nedlæggelsen af stenen i Zion sted?

⁵ Zion er Guds regeringsorganisation i himmelen, bestående af Kristus Jesus og Jehovas salvede, åndelige børn, hvorimod den nye verden er organiseret i det øjemed at tage sig af menneskets velfærd, jordens nye samfund, som vil være undersåtter under Guds kongehus, den regerende myndighed i himmelen. Det er af betydning at lægge mærke til, at den nye verdens grundlæggelse fandt sted, dengang Jesus indviede sig ved Jordanfloden, efter hvilket tidspunkt han prædikede „Himmeriget er kommet nær“, og tre og et halvt år senere fandt nedlæggelsen af „stenen“ sted i den mindre opfyldelse. Det samme skete i den store opfyldelse. I 1914 begyndte Kristus at udøve sin magt som jordens retmæssige hersker ved at skride ind over for Satan, og tre og et halvt år senere (1918) tilbød han sig selv som konge for dem, som bekendte at være hans folk. I de tre og et halvt år knuste Kongen det nuværende tingenes systems magthavers vælde.

Synlige beviser

 6. Hvorfor indtager de, som påstår at være kristne, en alvorlig stilling ind for Gud?

⁶ Kristus Jesus var nærværende som konge i 1914, men det var ikke før i 1918, at han tilbød sig som konge for dem, som påstår at være hans folk. Vi må huske, at millioner af mennesker påstår at være kristne og derfor er i en underforstået pagt med Gud om at gøre hans vilje. De religiøse ledere blandt folkene praler af at gøre Guds vilje. At deres ledelse, indflydelse og herredømme skal gøres gældende i nationale og internationale anliggender er Guds vilje, påstår de. Katolikkerne påstår, at deres leder og præstelige overhoved taler på Kristi vegne, og at han, når han taler officielt, er ufejlbarlig. Tusinder og atter tusinder af præster, nonner og andre embedspersoner inden for det romersk-katolske system påstår at være prædikanter og lærere i kristendom. Det samme er tilfældet med de protestantiske religionssystemer, hvis præster, biskopper og ærkebiskopper og andre ledere med deres millioner af tilhængere påstår at være kristne. Sådan forholder det sig også med de hundreder af andre samfund og sekter. Går de ikke hver søndag til deres forsamlingssteder med en bibel eller bønnebog i hånden som en ydre tilkendegivelse? Regelmæssigt gentager de Fadervor og beder om Guds riges komme og om, at hans vilje må ske. Tusinder af prædikanter holder prædikener, der vidner om, at de holder sig nær til Gud med deres læber, skønt deres hjerter er langt borte fra ham.

 7. Beskriv de falske religionsdyrkeres reaktion over for forkyndelsen af budskabet om Riget.

⁷ Disse millioner har haft lejlighed til at erkende og forstå tegnet på „endens tid“. Hedningetiderne endte i 1914, og profetierne blev opfyldt nøjagtig som forudsagt i Mattæus 24 og Lukas 21, men uden at disse millioner har givet agt derpå. I stedet for at erkende disse begivenheder, der er beviser for Kristi andet komme, har disse falske tilbedere af Gud ikke lagt andet end hån og spot for dagen og har fortsat dermed lige indtil denne dag. Langt de fleste af disse vantro har sagt til trofaste vidner omtrent som så: „Hvad kender I til disse ting? Vor organisation har bestået i århundreder, og I er helt nye.“ Eller: „Vore lærere har ikke fortalt os om disse ting, det kan derfor ikke være rigtigt, hvad I siger.“ „I siger, at ondt skal ramme os, intet kunne være mere utænkeligt.“ „Lad os i fred og gå ud til hedningerne, vi har jo vor kirke, og vi er frelst.“ „Denne smukke kirke eller katedral har stået der i hundreder af år, og I tror, at Gud skulle ødelægge den, aldrig i livet!“ „Vi vil ikke have jeres irriterende indblanding. Lad være med at forstyrre os mere.“ Eller: „Hold jer fra denne by. Kom ikke her i dette sogn. Det er mit sogn. Det er mine får. Vov at røre ved dem. Bring ikke forstyrrelse her!“ „At komme her og fortælle os, at vi ikke er i overensstemmelse med Bibelen, og at den ikke lærer, at der er nogen ild i helvede. Ganske vist tror vi det heller ikke selv, men at have sådan nogle pestbefængte mennesker som jer til at sige os det, er lidt mere, end vi kan tage.“

 8. Hvorfor og hvordan kan vi sige, at nutidens efraimitter er blinde og berusede?

⁸ Det store flertal af disse navnkristne og deres ledere bryder sig i virkeligheden ikke om, hvad Bibelen siger, for de nærer ikke frygt for Gud. Skulle nogen læser betvivle dette, så få syn for sagen ved selv at gå fra hus til hus og tal med dem. Stil præsterne og de ledende inden for disse religiøse organisationer på prøve og find ud af, hvor lidt de kender til Guds ord, til Jehovas hensigter og til tegnet på „endens tid“. De befinder sig i mørke og følger blot med dette onde tingenes system og kender ikke den rette vej. „Blinde vejledere for blinde.“ (Matt. 15:14) De er vor tids farisæere. De er så blinde, at de ikke kan se nøglen til sand kundskab, når den holdes op for øjnene af dem. Tværtimod vil de rotte sig sammen for at finde en udvej til at standse forkyndelsen af sandheden. De er een forvirring. Fra deres prædikestole gør de krav på at være kristendommens lærere, men ved ikke, hvad sagen drejer sig om, eftersom de taler om noget helt andet. Højlydt og salvelsesfuldt beder de om Guds riges komme, og om at Kristus skal regere, for så i blinde at famle efter en organisation blandt mennesker, der er stor nok til at støtte dem og deres planer. Mens de giver sig ud for at være „Fredsfyrstens“ repræsentanter, går de ud og velsigner krigsvåben. Med blide ord siger de: Elsk jeres fjender, for i næste øjeblik at hæve dem til skyerne, som dræber deres fjender.

 9. Nævn eksempler på deres berusede tilstand.

⁹ Disse mænd er ikke alene slået med blindhed, men også med sløvhed. De er forvirrede med hensyn til sandhedsbudskabet og med hensyn til dem selv, og selv deres egne læresætninger volder dem besvær. De ved ikke, hvad de skal gøre, eller hvor de skal vende sig hen. De er som en drukken, der raver af sted. Først støtter de sig til een organisation og så til en anden; så slutter de konkordat med een regeringsmagt og så med en anden i den modsatte lejr. De går frem og tilbage, men de vil stadig ikke høre sandheden, tværtimod foragter de den og dem, som forkynder den, og går så langt som at ty til hån, vold, falske anklager og ophidselse til pøbelangreb. De er nutidens „Efraims berusede“. Jehovas vidner, nutidens esajasskare, fortæller dem sandheden i et forsøg på at frelse dem fra den kommende undergang og advare dem om at fly fra den kommende vrede. Men skal de gøre dette, må de forandre deres veje. I deres berusede tilstand nægter de at lytte. Nej, de kan ikke høre. Og de siger: Hvorfor skal vi plages med disse småtterier, som Jehovas vidner stadig irriterer os med? For disse modbilledlige „berusede“ er det en lang række af lidelser. Hvorfor al denne tale om Harmagedon og om verdens ende? Men de trofaste tjenere vedbliver med at forkynde, skønt det til tider er nødvendigt at sige: „Hør derfor Jehovas ord, I spottere, som regerer dette folk.“ Eller: „Hør derfor Herrens ord, I spotske mænd, I satirikere blandt dette folk, som er i Jerusalem!“ (Es. 28:14, AT) Med bidende hån og skændig spot gør de nar af Guds budskab og søger at latterliggøre hans formaninger, men Jehova udviser stor tålmodighed, og „Jehovas ord bliver for dem som forskrift på forskrift, forskrift på forskrift; linie efter linie, linie efter linie; lidt her og lidt der; så de går hen og styrter bagover, sønderslås, fanges og hildes“. (Es. 28:13, AS) Dette er ikke et ord til den trofaste esajasskare i dag for at trøste dem med lidt sandhed her og lidt sandhed der, men det er et utvetydigt svar til disse „berusede“. Sådan taler Jehova til denne spotske nation. Var ikke profetens læber blevet berørt og renset af en seraf? Og dog var han stadig overbærende og mild som en kvinde, der passer et lille barn. Det er sådan, det vil gå for sig, siger Jehova, ja, bud på bud. Hvor længe vil Guds tålmodighed vare? Indtil „stenen er lagt i Zion“. Da vil dommen komme og håndhævelsen ikke tøve. „Hvad skal vi da sige? At nationernes folk, skønt de ikke jagede efter retfærdighed, indhentede retfærdighed, den retfærdighed, der kommer af tro; men Israel, som jagede efter en retfærdighedens lov, nåede ikke op til en sådan lov. Af hvilken årsag? Fordi han ikke jagede efter den af tro, men som ved gerninger. De stødte an mod anstødsstenen, som der står skrevet: Se, jeg lægger i Zion en anstødssten og en forargelsesklippe, men han, som tror på den, skal ikke blive skuffet.“ (Rom. 9:30-33, NW) Herskerne i kristenheden i dag befinder sig i nøjagtig samme stilling som Israels herskere gjorde, dengang „stenen“ blev lagt i den mindre opfyldelse. De er som „Efraims berusede“.

Dom

10. Hvad er Guds dom over disse „berusede“?

¹⁰ Sammenhængen af profetien i Esajas 28:16 viser klart, at dommen vil komme, og derfor vil det, der siges, komme over nutidens „Efraims berusede“: „Og jeg gør ret til målesnor, retfærd til blylod; hagl skal slå løgnelyet ned, vand skylle gemmestedet bort. Jeres pagt med døden skal brydes, aftalen med dødsriget [sheol, AS] glippe. Når den susende svøbe går frem, skal den slå jer til jorden.“ (Es 28 Versene 17 og 18) To ting træder klart frem: For det første er ordet „derfor“ i vers 16 en tilkendegivelse af et modsætningsforhold til deres selvsikkerhed, og Gud erklærer med al ønskelig tydelighed, at Zions hovedhjørnesten er absolut urokkelig. For det andet: visheden af deres straf. Den underliggende tanke er også klart den, at en ny grundvold betyder fjernelsen af den gamle. Ligesom Salomos tempel ikke var den endelige bolig, hvor Jehova ville finde hvile, således er den frafaldne religionsorganisation i dag det heller ikke. Budskabet, der forkyndes for disse falske religionsdyrkere, går upåagtet hen, de regner det end ikke deres opmærksomhed værd. Men når det går op for dem, hvad det virkelig betyder, vil det være for sent at undfly, for da vil de blive opslugt af Harmagedons forvirring, rædsel og dødbringende magter. „Hvo føler, [frafaldne] Jerusalem, for slig, hvo ynker dig vel, hvo bøjer af fra vejen og spørger til dig? Du vragede mig, så lyder det fra Jehova, du veg bort. Jeg udrækker hånden, udsletter dig, træt af at ynkes.“ (Jer. 15:5, 6) Dette er en del af den dom, der omtales i Esajas 28:19.

11. a) Hvad stoler nutidens efraimitter på? b) Hvorfor og hvorledes vil de blive straffet?

¹¹ Disse modbilledlige efraimitter har smigret sig selv. De har tilberedt sig et bekvemt og sikkert leje, måske deres tiltro til nutidens Ægypten. Men „når det end er, at de siger: Fred og sikkerhed! da vil pludselig undergang komme over dem i et nu ligesom veerne over en frugtsommelig kvinde, og de skal ingenlunde undslippe. Thi de, som sover, plejer at sove om natten, og de, som beruser sig, plejer at beruse sig om natten“. „Thi som på Perazims bjerg vil Jehova stå op, som i Gibeons dal vil han vise sin vrede for at gøre sin gerning — en underlig gerning, og øve sit værk — et sælsomt værk.“ (1 Tess. 5:3, 7, NW; Es. 28:21) Dommen vil ramme disse spottere. Ganske vist lever de nu i sus og dus, men snart vil bladet vende sig, og det sker ved Jehovas hånd gennem hans salvede konge. De vil blive straffet for deres onde gerninger. „I betragtning af, at det er retfærdigt for Gud at give dem trængsel til gengæld, som volder jer trængsel, men jer, som lider trængsel, udfrielse sammen med os ved åbenbarelsen af Herren Jesus fra himmelen med sine mægtige engle med flammende ild, når han bringer straf over dem, som ikke kender Gud, og dem, som ikke adlyder det gode budskab om vor Herre Jesus. Disse skal straffes med evig undergang borte fra Herren og fra hans vældes herlighed til den tid, da han kommer for at blive herliggjort i forbindelse med sine hellige og for på den dag at blive betragtet med undren i forbindelse med alle dem, som troede.“ (2 Tess. 1:6-10, NW) De har forkastet stenen i Zion, Guds salvede konge, som de påstår at tjene og tilbede. „Se, jeg sender min engel, og han skal bane vej for mit åsyn; og til sit tempel kommer i et nu den Herre, I søger, og pagtens engel, som I længes efter; se, han kommer, siger Hærskarers Jehova. Men hvo kan udholde den dag, han kommer, og hvo kan stå, når han kommer til syne? Han er jo som metalsmelterens ild og tvætternes lud.“ „Thi se, dagen kommer, luende som en ovn; og alle de frække og alle, som øver gudløshed, skal blive som strå, og dagen, som kommer, skal lade dem gå op i luer, siger Hærskarers Jehova, så der ikke levnes rod eller gren af dem.“ — Mal. 3:1, 2; 4:1.

12. Hvorledes opfyldes profetien om, at Gud gør ret til målesnor og retfærd til blylod, i vore dage? Hvad betyder dette for nutidens efraimitter?

¹² Dommen begynder med dem, som bekender sig til at være kristne, både dem inden for og dem uden for Guds organisation, og den afgørende faktor ved dommens begyndelse er nedlæggelsen af stenen i Zion i hele dens fylde. „Jeg gør ret til målesnor, retfærd til blylod.“ Jehova er nøjagtig og retfærdig i al sin færd, og opførelsen af bygningsværket, der har denne hjørnesten til grundvold, vil ske med punktlig nøjagtighed. Bygningen vil have den rette højde og bredde, og kun de udvalgte og prøvede sten vil blive anvendt. Der vil ikke findes rum for spottere og slet ikke for vor tids berusede efraimitter. Kun sådanne vil være en del af dette bygningsværk, som er i fuld harmoni med Jehovas hensigter, og som underkaster sig hans retfærdige krav. Jehovas bygning er et sandt tilflugtssted, hvorimod det, som de „berusede“ sætter deres lid til, er falsk, og de har ikke haft ret til målesnor eller retfærd til blylod. Tværtimod har de bygget på løgn og bedrag. Intet i deres organisatons struktur er prøvet med Bibelens målestok, hvorimod Jehovas bygning, bestående af de „levende sten“, er blevet udmålt og tilpasset efter den sande og sikre grundvold. Derfor har disse falske religionsdyrkeres organisation ikke de rette mål, og den er dødsdømt. Den er moden til nedrivning. Det er en fastslået kendsgerning, at i 1919 var de i den grad ude af harmoni med Guds hensigter, at de anerkendte Folkeforbundet som „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“ fremfor Jehovas salvede konge.

13. Gælder dette skriftsted også dem, som befinder sig inden for Jehovas organisation, og i bekræftende fald, hvorledes?

¹³ Dommen ramte ikke alene nutidens berusede efraimitter, men også de kristne inden for Guds synlige organisation, hvor der i 1918 var stort røre. Mange, som højlydt erklærede at være Kristi efterfølgere, fandtes at være ude af harmoni med Guds mål og fast besluttede på at følge deres egen vej i fuldstændig tilsidesættelse af Herrens retfærdige krav. De blev ikke godkendt, men blev afskåret fra yderligere lejlighed til at have samfund med dem, som virkelig hørte til rigsskaren. Vi befinder os stadig på dommens dag, hvor alles skæbne afgøres ud fra deres handlinger nu. Den salvede rest af i dag vil, når den opnår endelig godkendelse, blive belønnet med en stilling i universets evige hovedstad sammen med Kristus Jesus og apostlene og alle, som siden da har bevist sig trofaste. De af de salvede, som dømmes uværdige, vil ikke blive optaget i den himmelske stad, men vil, når de dør, dø for bestandig og deres minde blive slettet ud.

Hovedhjørnestenen

14. a) Forklar i korte træk den stedlige baggrund for Zakarias 4:7-10. b) Hvorledes er Kristus Jesus i fuldendelsen topstenen?

¹⁴ Ikke alene er Guds salvede konge grundstenen, men han er også topstenen, der skal bringes frem og lægges på plads. „Han skal hente topstenen frem, mens der lyder tordenagtige tilråb: Prægtig, prægtig! Da kom Yahwehs ord til mig: Zerubbabels hænder har lagt grunden til dette hus, og hans hænder skal også fuldende det. Således skal du kende, at Hærskarers Yahweh har sendt mig til jer. Thi hvem har ringeagtet de ringe begyndelsers dag? Dog skal de glæde sig, når de ser blyloddet i Zerubbabels hånd.“ (Zak. 4:7-10, Ro) Det er den sten, der sætter kronen på bygningsværket. Herren Jesus er ikke alene grundvolden og vor tros ophavsmand, banebryder og anfører, men også fuldenderen, kronen på værket, den underfulde og strålende Zions konge, og Jehovas herlighed hviler over ham. „Du er skønnere end menneskenes børn; ynde er udgydt på dine læber: derfor velsignede Gud dig for evigt.“ „Jesus Kristus, det trofaste vidne, den førstefødte af de døde og herskeren over jordens konger. Han, som elsker os og har løst os af vore synder ved sit eget blod.“ — Sl. 45:3, AS; Åb. 1:5, NW. Se også Åb. 5:9, 12, 13.

15. Hvorfor var bygningsmændene lykkelige på Israels tid, dengang topstenen blev lagt på plads?

¹⁵ De, som ser den kongelige majestæt i sin ophøjede stilling, er rigt velsignet og fryder sig med glæde, thi de ved, at han nu hersker, og at tiden til Rigets herredømme er kommet. Da de således kender disse hellige hemmeligheder, hylder de den salvede konge med „tilråb“, når han som topsten bringes på plads. Nu er tiden inde til, at han skal hyldes med „tordenagtige tilråb“. „Han skal hente topstenen frem, mens der lyder tordenagtige tilråb: Prægtig, prægtig!“ (Zak. 4:7, Ro) På Zerubbabels tid lød der råb på råb, dengang topstenen blev bragt på plads. Og hvorfor ikke? Havde Israel ikke været i fangenskab i halvfjerdsindstyve år? Var de nu ikke hjemme igen i deres eget land, og templet stod genopbygget trods hårdnakket modstand? Nu da sidste hånd blev lagt på værket, var det intet under, at de brød ud i „tordenagtige tilråb“!

16. Hvorledes blev profetien opfyldt på Jesu tid? og hvorledes opfyldes den nu og med „tordenagtige tilråb“?

¹⁶ Det samme skete på Jesu Kristi tid: „Som han red frem, vedblev de at kaste deres kapper på vejen. Så snart han kom i nærheden af vejen, der førte ned fra Oliebjerget, begyndte hele discipelskaren at glæde sig og prise Gud med høj røst for alle de undergerninger, de havde set, og sagde: Velsignet er den, der kommer som kongen i Jehovas navn! Fred i himmelen, og ære i det høje!“ „De fleste af folkeskaren bredte deres kapper på vejen, mens andre begyndte at skære grene af træerne og lægge dem på vejen. Og skarerne, både de, som gik foran ham, og de, som fulgte efter ham, vedblev at råbe: Frels dog, vi beder, Davids søn! Velsignet er han, som kommer i Jehovas navn! Frels ham, vi beder, i det høje! Da han drog ind i Jerusalem, kom hele byen i bevægelse og sagde: Hvem er denne?“ Denne profeti får nu sin store og fulde opfyldelse, og det er vidunderligt for dem, som nu får „kongen at se i hans skønhed“. (Es. 33:17) Nu forkyndes den salvede konge Kristus Jesus med „tordenagtige tilråb“ som Zions hovedhjørnesten. Hvad råber de? Højlydt kundgør de: „Prægtig, prægtig!“ For dem, som hører til Guds organisation, er Kristus i sin ophøjede stilling som kronen på værket i sandhed prægtig. Se nu, hvor langt stærkere og mere frimodigt og indtrængende råbet lyder, end da det begyndte i året 1922. Det er vokset fra år til år, så der i dette år er over 400.000, der istemmer råbet.

17. Hvorledes tilrettes Guds organisations synlige del nu efter den anviste linie?

¹⁷ Kongen ophøjes nu over alle navne, men ikke nok med det, han står med blyloddet i hånden, og lykkelige er de, som ser det. Som aldrig før tilrettes Jehovas folk nu efter den linie, hans retfærdige krav trækker op. Velsignet er de, som indordner sig og vedbliver dermed og stadig synger: „Prægtig, prægtig!“ „Velsignet er den, der kommer i Jehovas navn; vi velsigner jer fra Jehovas hus!“ — Sl. 118:26.

Lykke i Zion

18. I hvilken henseende er hjørnestenen kostelig og dyrebar? Hvad kræves der af dem, som skal opnå Zions lykke?

¹⁸ Under inspiration skrev apostelen Peter: „Thi der står i Skriften: Se, jeg lægger i Zion en udvalgt sten, en kostelig hovedhjørnesten: og han, som tror på den, vil på ingen måde blive skuffet.“ (1 Pet. 2:6, NW) Hvor sandt er det ikke, at „han, som tror på den, vil på ingen måde blive skuffet“! Det er for jer, at han er dyrebar, fordi I tror. Dyrebar er han for Zion, den himmelske stad, og dyrebar for dem, som slutter sig til Guds salvede og bliver den herlige Konges undersåtter. Den samme loyalitet og trofasthed kræves af dem, som har det himmelske håb, og af dem, som har det jordiske håb. Fuld indvielse af alt, hvad man har, kræves af alle, som skal nyde Guds organisations lykke. Det er en ære fra Jehova at få lov at se Herrens vidunderlige hensigter opfyldes på denne dag. Vi ved, at Zion er oprettet i himlene, og at Jehova har sat de „levende sten“ der, som det behager ham; at hans salvede konge Kristus Jesus er grundstenen og også topstenen, og at denne bygning er Jehovas bolig til evig tid. Han er blevet konge. „På hin dag bliver Hærskarers Jehova en smuk krans og en herlig krone for sit folks rest og en rettens ånd for dem, som sidder til doms, og styrke for dem, som driver krigen tilbage til portene.“ (Es. 28:5, 6) Han skænker i sandhed sit folk retfærd og styrke.

19. På hvilken måde opnår de salvede og de „andre får“ tillid og lykke gennem visheden om, at hjørnestenen er blevet nedlagt og anbragt på plads?