Forstår du Bibelen?
For de fleste er Bibelen en ukendt bog. Hvorfor er der kun så få, der forstår den? Hvilke hindringer er der for at forstå den?
MANGE MENNESKER ønsker oprigtigt at forstå Guds ord. De ønsker at kende Skaberens vilje. Men samtidig finder de, at Bibelen er vanskelig at forstå. Dette har bedrøvet mange retfærdselskende mennesker, og med rette undrer de sig over, hvorfor det er så få, der egentlig forstår Bibelen. At kende årsagen hertil er imidlertid i sig selv et stort skridt henimod at forstå Guds ord.
En af de vigtigste grunde til, at Guds ord er en ukendt bog, er, at denne verdens gud, Satan Djævelen, er en mørkets gud. Intet under da, at Bibelens profeti om vor tid, er gået i opfyldelse: „Mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene.“ Om den virkning, som Satans indflydelse på jorden ville få, skrev en af de første kristne: „Selv om der også ligger et dække over vort evangelium, så er det for dem, der fortabes, det er tildækket, for de vantro, hvis tanker denne verdens gud har slået med blindhed.“ Eftersom „hele verden er i den Ondes vold“, er endog den bekendende kristenheds masser blevet forført og forblindet af Bibelens største fjende, Satan Djævelen. — Es. 60:2; 2 Kor. 4:3, 4; 1 Joh. 5:19.
Trods Satans anstrengelser for at forblinde menneskene med hensyn til Bibelen ville den tid dog komme, da Guds ord skulle forstås. Bibelens forfatter gav sin profet Habakkuk følgende befaling: „Nedskriv synet tydeligt på tavler, så man kan læse det i løb. For synet er et vidnesbyrd om den fastsatte tid og taler om enden, det lyver ikke.“ Guds ord viser således at en tid er fastsat til forståelse af hans profetiske bog. — Hab. 2:2, 3, AT.
Hvornår indtræffer denne tid? Den kaldes „endens tid“. Gud sagde til sin profet Daniel: „Men du, Daniel, sæt lukke for ordene og segl for bogen til endens tid!“ Siden 1914 har vi levet i „endens tid“, den begrænsede tidsperiode, der også kaldes „de sidste dage“, det vil sige de sidste dage af Satans mørke verden. Vi lever derfor nu i det mest betydningsfulde afsnit af menneskehedens historie. De profetiske syner, der nedtegnedes af Guds profeter, er nu ved at åbne sig for Jesu Kristi sande efterfølgeres forståelse. — Dan. 12:4.
Hindringer for forståelse
I sine lumske forsøg på at forblinde menneskene har Satan lagt mange hindringer i vejen for deres forståelse af Bibelen. Hvis man kender disse hindringer, vil man være i stand til at undgå dem. De fem vigtigste skal behandles i det følgende.
At betragte Bibelen som blot og bar historie er en stor hindring. Jo, Bibelen er historie. Men den indeholder også profetier, det vil sige historie skrevet på forhånd. De historiske begivenheder, som Guds folk, Israel, oplevede, er i virkeligheden profetiske forbilleder, som vi kan have gavn af at kende i dag; som Bibelen siger: „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb.“ Og Kristi apostel sagde om det, israelitterne erfarede: „Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet.“ Betragt Bibelen som profeti og som noget, vi i dag kan lære af. — Rom. 15:4; 1 Kor. 10:11.
Et selvisk motiv er en anden hindring for forståelse af Bibelen. Mange søger til Bibelen med det motiv at hente en formel for, hvordan de kan opnå det, de selv ønsker — fred i sindet, lykke og tilfredshed. Sådanne mennesker sætter deres egne ønsker over Guds vilje. De har et forkert motiv. Det rette motiv er dette: „Ske din vilje“, nemlig Guds vilje. De, som bruger Bibelen for at fremme deres egne interesser, for at forøge deres popularitet eller stille sig an som lærde, må overvinde denne hindring, det selviske motiv, før de kan forstå Guds ord. — Matt. 6:10.
En tredje hindring er tendensen til at stole på menneskers visdom. På alle andre områder kan den menneskelige visdom være udmærket, men Bibelen indtager en særstilling. Gud handler anderledes end mennesker, og det er ikke hans vilje, at menneskelig visdom skal åbne for hans profetiske ord. Om Guds vilje skrev Kristi apostel: „Der står skrevet: „Vismændenes visdom vil jeg lægge øde, og de kloges klogskab vil jeg gøre til intet.“ Hvor er nu vismændene? hvor er nu de skriftkloge? hvor er denne verdens ordkæmpere? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab?“ Hvorfor har Bibelens forfatter valgt at gøre de kloges klogskab til intet? Svaret er: „For at intet menneske skal rose sig for Gud.“ — 1 Kor. 1:19, 20, 29.
Menneskelig visdom opblæser. Hvis Gud tillod, at mennesker brugte deres visdom til at måle dybden i hans ord, ville de prale af deres bedrift. Det kunne aldrig gå an! Al ære tilkommer Gud. Bibelen er skrevet i et symbolsk sprog netop med det formål, at selviske, ugudelige og egoistiske mennesker ikke skal kende Guds hellige vilje. Guds søn kendte sin Faders vilje og sagde: „Giv ikke hunde det hellige.“ Ved en anden lejlighed sagde han: „Jeg priser dig, Fader, Himmelens og jordens Herre! fordi du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige. Ja, Fader! thi således skete det, som var din vilje.“ — Matt. 7:6; 11:25, 26.
Mange mennesker, der er i besiddelse af en meget høj uddannelse i denne verdens visdom, men som ikke forstår, at Gud forkaster denne verdens vise, føler måske, at de skulle være i stand til at forstå Bibelen. Og når de ikke kan det, lægger de fejlagtigt skylden på Bibelen, kalder den inkonsekvent, tåbelig og mytisk. At sætte sin lid til menneskers visdom er i sandhed en stor hindring.
Kræmmere, der handler med Guds ord
En fjerde hindring er den at slå sin lid til betitlede religiøse lærere, som har forfalsket Guds ord og søgt vinding ved det. Disse mennesker anvender Guds ord til forretning. Det gjorde man endog på apostlenes tid: „Vi er ikke kræmmere, der handler med Guds ord, som så mange mennesker gør.“ — 2 Kor. 2:17, NW.
Kristus forudsagde, at ved endens tid ville mange „falske profeter“ fremstå, religiøse lærere, som ville hævde, de var kristne, men som i virkeligheden var kræmmere, der handlede med Guds ord. Er det noget under, at Bibelen er en ukendt bog for kirkegængernes masser? Som dr. Robert J. McCracken ved Riverside Church, New York, sagde: „Selv for kirkemedlemmernes vedkommende er Bibelen i det store og hele en ukendt bog.“
Selv om sådanne mennesker tager sig lærde ud i verdens øjne, kan de, når de anvender Guds ord til forretning, ikke bibringe nogen den sande forståelse af Skriften, for de befinder sig i samme situation som dem, hvorom Jehova for lang tid siden gennem sin profet sagde: „Derfor er ethvert syn blevet Eder som ordene i en forseglet bog; giver man den til en, som kan læse, og siger: „Læs!“ så svarer han: „Jeg kan ikke, den er jo forseglet.““ — Es. 29:11.
De kalder sig lærde! Dog lader Gud dem ikke forstå. Hvis han gjorde det, ville de blande hans sandhedsord op med overleveringer, som de gør med deres religion i dag, og som de jødiske religiøse lærere gjorde på Jesu tid. Til dem sagde Jesus: „Således har I sat Guds ord ud af kraft for jeres overleverings skyld.“ Desuden, hvis Gud gav sådanne mennesker forståelse af sit ord, ville de drive forretning med hans sandhed på samme måde, som de gør med deres religion i dag. — Matt. 15:6.
Nu den femte hindring. Det er at frygte skabninger i stedet for at frygte Skaberen. Ønsker du at forstå Guds ord? Så frygt Gud og ikke dine naboer, slægtninge eller andre. Husk på Guds regel: „Fortroligt samfund har HERREN [Jehova] med dem, der frygter ham.“ — Sl. 25:14.
Grundlag for forståelse
Da vi nu har fjernet de hindringer, der stiller sig i vejen for vor forståelse af Guds ord, må den, der ønsker at forstå Bibelen, skaffe sig et grundlag for denne forståelse.
For det første må man elske retfærdighed og søge efter sandhed. Sådanne mennesker er, som Bibelen siger, „ret indstillet over for evigt liv“. — Ap. G. 13:48, NW.
Forståelse skænkes ikke onde og gudløse. Guds ord siger om vor tid: „De gudløse handler gudløst, og ingen af de gudløse skal forstå, men det skal de forstandige.“ (Dan. 12:10) De forstandige, som skal forstå, er ikke dem, der er verdsligt vise, men dem, der er vise i bibelsk betydning — dem, der elsker retfærdighed og har viet sig til at tjene Jehova Gud.
Skal man skaffe sig et grundlag for at forstå Bibelen, må man for det andet nære ønske om at være lydig over for Guds ord. De, som blot søger at tilfredsstille deres nysgerrighed uden noget ønske om at gøre Guds vilje, kan ikke forvente at blive velsignet med forståelse. Som Jesus sagde: „Ikke enhver, der siger til mig: „Herre, Herre!“ skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje.“ — Matt. 7:21.
For det tredje må man, dersom man ønsker at have et grundlag for en ægte forståelse, være villig til at sammenligne alt, hvad man modtager gennem en religiøs undervisning, med Skriften. Kan det understøttes ud fra Bibelen? Hvis ikke, så afvis det. Guds befaling lyder: „Forvis jer om alt.“ Bibelen roser dem, der gør det, for eksempel jøderne i Berøa, om hvem der siges: „Jøderne dér var mere retsindige end de i Tessalonika, de tog imod ordet med al god vilje og granskede daglig skrifterne, om dette forholdt sig således.“ De undersøgte endog apostelen Paulus’ lære for at se, om den stemte med Skriften. Læg derfor den rette grundvold for forståelse af Bibelen ved at følge det bibelske råd om at „forvisse jer om, hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldstændige vilje“. — 1 Tess. 5:21, NW; Ap. G. 17:11; Rom. 12:2, NW.
Hjælp til forståelse
Vi har nu fået hindringerne ryddet af vejen og lagt en god grundvold for vor forståelse, men der er endnu et: Man må have hjælp til forståelse, og man må være i besiddelse af de rette hjælpemidler.
En nyere oversættelse af Bibelen vil være en god hjælp. Den vil være langt klarere end en ældre oversættelse. For nærmere enkeltheder om, hvordan moderne oversættelser er en hjælp til forståelse, henviser vi til Vagttaarnet for 15. juni 1957. Til eksempel kan nævnes Mattæus 11:12, der ifølge den danske oversættelse af 1907 lyder: „Men fra Johannes Døberens Dage indtil nu tages Himmeriges Rige med Vold, og Voldsmænd rive det til sig.“ Hvad skulle dog det betyde? Den nye oversættelse siger det klarere: „Og fra Johannes Døbers dage indtil nu tages Himmeriget med storm, og de, der stormer det, river det til sig.“ Således kan en moderne oversættelse være en uvurderlig hjælp til forståelse af Bibelen. Prøv også at høre samme skriftsted efter New World Translation: „Fra Johannes Døbers dage og indtil nu er Himmelriget det mål, som mennesker ivrigt trænger sig frem imod, og de, som trænger sig frem, griber det.“
Vigtigst af alt for at kunne forstå Guds ord er dog Guds hellige ånd, hans usynlige virkekraft. Ved den blev Bibelen skrevet: „Dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti i skriften lader sig tyde egenmægtigt. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud.“ Eftersom Bibelen blev skrevet ved Guds ånd, er det kun hans ånd, der kan give forståelse af den: „Således kender heller ingen, hvad der bor i Gud, uden Guds Ånd. Men vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi kan lære at kende, hvad Gud i sin nåde har skænket os; . . . Men et sjæleligt [fysisk, NW] menneske tager ikke imod det, der stammer fra Guds ånd; thi det er ham en dårskab, og han kan ikke forstå det.“ — 2 Pet. 1:20, 21; 1 Kor. 2:11, 12, 14.
Hvad har Bibelen nu forudsagt om den måde, Guds ånd vil virke på i denne „endens tid“? At Gud vil lade sin ånd hvile over sin organisation af trofaste Kristi efterfølgere, og at den åndelige føde ville blive bragt folk gennem dem. Dette redskab, hvorved den åndelige føde, der forklarer Bibelen, uddeles, kaldes „den tro og kloge træl“. Kristus forudsagde følgende: „Hvem er så egentlig den tro og kloge træl, som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid? I sandhed siger jeg jer: Han vil sætte ham over alle sine besiddelser.“ — Matt. 24:45, 47, NW.
Læg mærke til, at Kristus ikke sagde, at han ville bruge et utal af organisationer, men kun én organisation til at uddele de åndelige sandheder, idet han ville sætte denne „træl“ „over alle sine besiddelser“.
Denne „tro og kloge træl“ er da ikke et enkelt menneske, men et samfund af mennesker, der følger Kristi eksempel; det er alle Kristi salvede efterfølgere i forening. De identificeres af profeten: „Mine vidner er I, så lyder det fra HERREN [Jehova], min tjener, hvem jeg har udvalgt.“ — Es. 43:10.
Gennem denne „tjener“ eller gruppe af salvede vidner har Guds ånd under Kristi ledelse tilvejebragt en rigdom af hjælpemidler, som kan gøre Bibelen forståelig for os. Vagttaarnet er et af disse hjælpemidler, og der er mange andre, som for eksempel studiebøgerne „Gud Maa Være Sanddru“ og „Nye Himle og En Ny Jord“.
Men om man også ejer alle de hjælpemidler, der findes, kan man ikke forstå Bibelen, medmindre man fordyber sig i et privat studium af dem, for „den retfærdiges hjerte studerer for at kunne svare“. Man må også komme sammen med andre inden for Guds organisation, for Kristi regel lyder: „Hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, der er jeg midt iblandt dem.“ — Ordsp. 15:28, AS; Matt. 18:20.
Bibelen kan forstås. Ryd først hindringerne af vejen. Opbyg så et sundt grundlag for forståelse. Anskaf dernæst hjælpemidler til forståelse af den.
[Illustration på side 264]
Frygt for mennesker
Religiøse lærere
Menneskelig visdom
Selviske motiver
Bibelen kun en historie