Hvorfor frygte sandheden?
Hvordan giver frygt for sandheden sig til kende? Hvilke gavnlige virkninger medfører det at kende sandheden?
DET var ikke kærlighed til kejseren der fik de religiøse ledere idet første århundrede til at forlange Jesus dræbt. Det var frygt for sandheden. Den sandhed Jesus forkyndte bortrev det dække af religiøs agtværdighed de omgav sig med og afslørede dem for folket som det de var — hyklere. Han sagde dem rent ud, lige op i deres ansigt: „Således ser også I udvortes retfærdige ud for mennesker; men indvortes er I fulde af hykleri og lovløshed.“ (Matt. 23:28) Deres senere gerninger bekræftede hvor nøjagtigt han havde bedømt dem.
Den sandhed Jesus forkyndte, frigjorde hans tilhørere fra trældommen under menneskelige traditioner og ubibelske opfattelser. Ved en lejlighed sagde han: „I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Joh. 8:32) De religiøse ledere glædede sig ikke over folkets frigørelse. De ønskede ikke at miste den myndighed og magt de havde over folket. Eftersom de var mere interesseret i at fremme deres egne interesser end Guds, modstod de Jesus og prøvede at lukke folks øre for sandheden. Derfor sagde Jesus til dem: „Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I lukker Himmeriget for menneskene; selv går I ikke derind, og dem, som vil gå ind, tillader I det ikke.“ (Matt. 23:13) Deres voldsomme forsøg på at lukke munden på Jesus, kunne ikke bringe sandheden til tavshed.
I årene efter Jesu død spredtes hans efterfølgere ud over Palæstinas grænser for at udbrede sandhedens ord. Mange steder viste religiøse mennesker at de frygtede de sandheder de kristne forkyndte, og de søgte fanatisk at bringe dem til tavshed. De bibelske sandheder afslørede at deres højt skattede religiøse forestillinger var et bedrag, men alligevel foretrak de at holde fast ved dem. Som menneskene på profeten Esajas’ tid ønskede de at høre noget smigrende der kunne kildre deres ører og som ikke var i modstrid med deres religiøse anskuelser. Jesu disciple gik ikke på kompromis om sandheden for at behage sådanne mennesker. Ligesom Jesus talte de frimodigt om sandheden, selv om mennesker der frygtede sandheden rasede imod dem. Det var sådanne mennesker Paulus stod overfor i Antiokia i Pisidien. — Es. 30:10.
Mange mennesker i Antiokia viste interesse for den sandhed Paulus forkyndte, men de der frygtede den, ophidsede borgerne imod Paulus og Barnabas så de drev dem ud af byen. I nabobyen Ikonium mødte de en lignende modstand og blev også tvunget til at forlade den. De rejste derpå til Lystra, hvor deres bibelundervisning blev afbrudt af agitatorer fra Antiokia og Ikonium, der kom for at hidse folket op imod dem. Selv om disse modstandere bekæmpede sandheden kunne de ikke udrydde den. Med tiden voksede der blomstrende menigheder op i disse byer. — Ap. G. 13 og 14.
Af forretningsmæssige grunde
Somme tider frygtede nogle sandheden på grund af de følger den fik for deres indbringende forretning. I byen Efesus lå for eksempel det prægtige tempel for Artemis eller Diana. På grund af dets beliggenhed her foregik der en livlig handel med små templer for denne hedenske gudinde. De var små nok til at rejsende kunne føre dem med sig. Den kristne sandhed som Paulus forkyndte for efeserne var en fare for denne indbringende forretning, idet de der lyttede til ham og blev kristne ophørte med denne afguderiske tilbedelse af Artemis. Dette var et hårdt slag for de forretningsmænd der tjente på salget af religiøse artikler. For personlig vindings skyld ønskede de at folk fortsat skulle være trælle af afgudsdyrkelse og ikke frigøres af sandheden. I Apostlenes Gerninger, det nittende kapitel, fortælles der hvordan disse mennesker ræsonnerede:
„På den tid opstod der et ikke ringe røre i anledning af ’vejen’. Der var nemlig en sølvsmed ved navn Demetrius, som lavede Artemistempler af sølv og således skaffede håndværkerne en ikke ringe fortjeneste. Han kaldte nu disse sammen tillige med dem, der havde lignende arbejde, og sagde: ’I ved jo, folk, at vi har vort udkomme ved dette arbejde, og nu ser og hører I, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele provinsen Asien har denne Paulus vildledt en hel mængde ved sin tale, idet han siger, at guder, som laves med hænder, ikke er guder.’“ (Ap. G. 19:23-26) Disse mennesker frygtede sandheden på grund af den økonomiske fordel de havde af den falske lære. De fik ophidset hele byen og bragt den i et sådant oprør at Paulus var tvundet til at rejse videre til Makedonien og overlade forkyndelsesarbejdet i Efesus til andre kristne.
Det var i Makedonien at Paulus ved en tidligere lejlighed var blevet fængslet fordi han forkyndte sandheden. Han og Silas blev stillet for øvrigheden i Filippi, og anklagen lød på at de „volder uro i vor by . . . og forkynder skikke, som det ikke er tilladt os at antage eller følge“. At Paulus blev forfulgt på denne måde hindrede ikke sandheden i at slå rod her. Med tiden blev der en blomstrende menighed af kristne i Filippi. — Ap. G. 16:20, 21.
Indstilling til sandheden i vor tid
Forbavsende nok er de oplevelser Paulus havde, slet ikke usædvanlige i vore dage. I lande der hævder at være kristne er mennesker der forkynder de selv samme kristne sandheder som Paulus gjorde, blevet fængslet, overfaldet af pøbelsværme og ofte jaget ud af byerne. I Spanien bliver disse kristne i dette øjeblik jaget af politiet og sat i fængsel fordi de gør som Paulus fortæller andre om Guds ords sandheder.
De der først og fremmest ønsker at bringe Jehovas vidner til tavshed i Spanien og andre steder, er de religiøse ledere, den samme kategori af mennesker som forfulgte Jesus. Som dengang, viser mange religiøse ledere i vor tid deres frygt ved at iværksætte en forfølgelse af Jehovas vidner. Ved at påvirke myndighederne til at genere dem og ved at ophidse deres sognebørn til rent voldeligt at angribe dem, har de forsøgt at hindre vidnerne i at tale med den jævne befolkning. Men som i det første århundrede vedbliver sandheden, til trods for modstandernes bestræbelser, at nå ud til mennesker der har et modtageligt hjerte.
Når Jehovas vidner som et led i deres kristne undervisningsarbejde besøger menneskers hjem, er der nogle mennesker der nægter at tale med dem, ja endog knalder døren i for næsen af dem, mens andre afslår at læse noget af deres litteratur fordi, som de siger, deres præst forbyder dem at læse det. Viser sådanne mennesker ikke den samme frygt for sandheden som de der nægtede at lytte til Paulus?
Nogle mennesker holder sig til religiøse anskuelser der ikke finder støtte i Bibelen og er derfor bange for at Jehovas vidner skal få dem fra at tro disse ting som de ønsker at tro. Ligesom Artemisdyrkerne i Efesus, der vedblev med at tilbede hendes tempel, foretrækker disse mennesker at tro på et bedrag fremfor at kende sandheden. Hvordan kan de, med en sådan indstilling, forvente at komme til at erfare den frihed som Jesus sagde at sandheden medfører?
Religiøs sandhed er ikke et spørgsmål om det enkelte menneskes personlige mening, men om hvad Gud selv har fremholdt i sit skrevne ord. Det tilkendegav Jesus da han i sin bøn sagde: „Hellige dem ved sandheden! dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) Guds ord er den målestok hvormed man kan afgøre hvad der er sandhed. Mennesker der er besluttet på at holde fast ved en religiøs overbevisning der ikke står mål med denne målestok vil, forståeligt nok, frygte sandheden. De ønsker ikke at se den kendsgerning i øjnene at deres dyrebare tro kun er et produkt af menneskers fantasi der er blevet overleveret fra slægt til slægt. Sådan forholdt det sig med de nidkære tilbedere af Artemis, der troede at det billede af hende som de tilbad i hendes skønne tempel, var faldet ned fra himmelen. Når vi nu ser tilbage på den tid kan vi let indse at de troede på et tomt bedrag men at apostelen Paulus fortalte dem sandheden. I vore dage er det andre former for tomt bedrag der er fremherskende.
Sandhedens gavnlige virkninger
Hvorfor skulle nogen frygte sandheden? Den lænker dem ikke til overtroisk frygt og byrdefulde religiøse ritualer. Den lægger ikke et tungt åg på dem. Den forlanger ikke at de spilder deres hengivenhed og penge på stumme afguder. Sandheden frigør. De mennesker der lyttede til Paulus og tog imod de sandheder han forkyndte, erfarede en frihed der kan sammenlignes med den frihed en fange erfarer når han løslades. Det var den sammenligning Esajas drog da han sagde: „Den Herre [Jehovas] Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med glædesbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter, for at udråbe frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet.“ (Es. 61:1) Jesus citerede dette skriftsted og anvendte det på sig selv og den kristne missionærgerning han påbegyndte.
Sandheden højner et menneskes syn på livet og giver det noget mere at leve for end de selviske mål denne verden stiler mod. Den giver det et fast holdepunkt i tilværelsen i disse urolige tider, en høj moralsk standard, såvel som et varmt, fredeligt og tillidsfuldt forhold til mennesker overalt i verden der har den samme tro. Det er det Jehovas vidner oplever i den nye verdens samfund. For dem der lader sig lede af den kristne sandhed, åbner der sig en vej til liv som rækker ind i den endeløse fremtid. „Dette betyder evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den du udsendte, Jesus Kristus.“ — Joh. 17:3, NW.
Jehovas vidners nidkære forkyndervirksomhed har samme hensigt som Paulus’: at bringe andre mennesker Guds ords frigørende sandheder. Når de kommer til Deres dør, så tænk på apostelen Paulus’ bestræbelser for at forkynde sandheden for indbyggerne i Efesus, Antiokia, Lystra og andre byer. Vær ikke bange for at lytte til dem. Vær som de retsindige mennesker i Berøa. Da Paulus talte til dem „tog [de] imod ordet med al god vilje og granskede daglig skrifterne, om dette forholdt sig således“. — Ap. G. 17:11.