-
„Lykkelige er de øjne, som ser“Vagttårnet – 1952 | 15. juli
-
-
bliver kendt med dem; det husker dem og kan identificere dem ved hjælp af synet. Således lærer det at bruge sine øjne og blive fortrolig med den verden, der omgiver det.
Sådan går det også med en, der kommer i forbindelse med sandhedens lys. I begyndelsen er det hele os ukendt, og vi kan kun se lidt af det, som bliver åbenbaret for os. Men hvis vi har ærlige hjerter, der søger at forstå og at holde fast på det, vi lærer, vil vi blive ved med at holde blikket rettet mod siderne i Guds ord og de gerninger, som udføres af den organisation, han nu bruger her på jorden. På den måde bliver vi fortrolige med disse ting. Med god hukommelse og kendskab forøger vi vor opfattelsesevne, det vil sige vor evne til at vælge eller udplukke forskellige ting og skelne dem fra andre og at opdage detailler og særlige træk. Herren besvarer vor bøn: „Oplad mine øjne, at jeg må skue de underfulde ting i din lov.“ — Sl. 119:18.
En sådan oplæring i at se kræver naturligvis tid og øvelse, men lønnen i form af resultater er velsignet. Vi behøver aldrig mere at følge blinde ledere, aldrig mere at famle i mørke, aldrig mere at blive forvirret på grund af de mange religiøse trosbekendelser, aldrig mere at blive gjort rådvild på grund af indviklede spørgsmål. Skønheden i Jehovas sandhed får os til at udbryde: „Fra Jehova er dette kommet, det er underfuldt for vore øjne.“ — Sl. 118:23.
Vi må nu virkelig værdsætte „hjertets øjne“ og udvise den største omhu for dem. Vi må aldrig lade dem svækkes i synsevne og skarphed, eller falde tilbage til verdslig blindhed. De må stadig styrkes, så de ikke bliver overanstrengte eller generede af det voksende lysskær fra Guds ord i vor tid. Vi må ikke lade dem blive sløve, men stadig træne dem i harmoni med de vidunderlige regler for kunsten at se åndeligt.
Engang Jesus talte med sine disciple, der netop var vendt tilbage fra en kampagne på arbejdsmarken med at forkynde Guds rige, sagde han: „Lykkelige er de øjne, der ser de ting, I ser. For jeg siger jer, mange profeter og konger ønskede at se det, I ser, men så det ikke, og at høre det, I hører, men hørte det ikke.“ (Luk. 10:23, 24, NW) Vore øjne er langt mere velsignede, end deres var, fordi vi ud fra opfyldelsen af Bibelens profetier kan se, at Jehovas kongelige regering ved Kristus nu er fuldstændig oprettet i himlene for evigt. Fordi det er sådan, kan vi med den største tillid proklamere Guds riges nærværelse og aktive virksomhed for alle nationer. — Matt. 24:14.
Jehova Gud er vor store lærer, og profeten siger om ham: „Din lærer vil ikke mere skjule sig, men dine øjne vil se din lærer.“ (Es. 30:20, AT) Vi må holde vore øjne fæstet på ham ved at give agt på hans instruktioner, som forelægges os gennem hans åbenbarede ord og hans organisation, ligesom tjenerens øjne følger hans herres hånd. (Sl. 123:1, 2) Vi må også holde vore øjne fæstet på „troens banebryder og fuldender“, Kristus Jesus. — Hebr. 12:2.
Og mens vi drager frem ad den eneste rette vej med øjnene fæstet på Jehova Gud, Kristus Jesus og Riget, lad os da også se med gavmildhed på de fattige mennesker i mørket, som hungrer efter lyset fra Rigets sandhed. Når vi omgås dem, så lad os huske: „Han, som har et gavmildt øje, skal blive velsignet; for han giver den fattige af sit brød.“ (Ordsp. 22:9, KJ) Ikke bogstaveligt brød, men det, som er af langt større vigtighed, åndeligt brød, som resulterer i et godt syn, ligesom den honning, Jonatan spiste, mens han forfulgte filisterne. (1 Sam. 14:27-29; Matt. 4:4) Det samme udtrykkes således i ordsproget: „Hvem fattigmand giver, skal intet fattes, men mangefold bandes, hvem øjnene lukker.“ — Ordsp. 28:27.
Kristus Jesus så med medlidenhed på de stakkels blinde får på sin tid. Lad os gøre det samme og derved have andel i opfyldelsen af skriftstedet: „De, for hvem han ikke var forkyndt, skal se ham, og de, som intet har hørt, skal forstå.“ (Rom. 15:21) Vore øjne er blevet velsignet af sandhedens lys; lad andre få lyset, for at de også kan se! „Thi således har Herren befalet os: Jeg har sat dig til hedningers lys, at du skal blive til frelse indtil jordens ende.“ — Apostlenes Gerninger 13:47.
-
-
Farisæere i fortid og nutidVagttårnet – 1952 | 15. juli
-
-
Farisæere i fortid og nutid
VED EN lejlighed sagde Jesus til sine disciple: „Tag jer i vare for farisæernes surdejg — hykleriet! Der er intet skjult, som ikke skal åbenbares, og der er intet hemmeligt, som ikke skal blive kendt.“ Og ved en anden lejlighed gav Jesus konkrete eksempler på disse religiøse lederes hykleri, idet han sagde: „Alle deres gerninger gør de, for at folk skal lægge mærke til dem.“ — Luk. 12:1, 2; Matt. 23:2-5.
At de religiøse ledere i det tyvende århundrede, og i særdeleshed den romersk-katolske kirkes prælater, ikke er anderledes end deres kolleger i det første århundrede, ses af følgende to små beretninger, som begge stammer fra de Forenede Staters hovedstad, Washington, D.C.
Den 17. november 1951 udfærdigede tretten prælater i den romersk-katolske kirke, deriblandt tre kardinaler, hvoraf den ene var Spellman, og fem ærkebiskopper, en erklæring på mellem tre og fire tusinde ord, der behandlede sådanne emner som „Moralitet: Behovet i dag“; „Moralen og opdragelsen“; „Moralen og politik“, o.s.v., og som særligt fordømte umoralitet inden for regeringen. — New York Times, den 18. november 1951.
Men hvor oprigtige disse prælater var, fik man tydeligt at se af visse nyheder, der blev udsendt fra nationens hovedstad omkring to måneder senere. Den amerikanske offentlighed var blevet oprørt ved afsløringen af vidt forgrenet korruption inden for regeringens skattevæsen. Justitsminister J. Howard McGrath blev særlig anklaget, både for hvad han havde gjort, og for hvad han havde undladt at gøre. Den offentlige mening gik ud på, at han ville blive anmodet om at trække sig tilbage, og alting tydede på, at præsidenten ville kræve hans afgang, da der pludselig skete en fuldstændig omvæltning i sagen, og præsidenten bekendtgjorde, at ikke alene havde han i sinde at beholde McGrath som justitsminister, men at denne nu havde fået overdraget opgaven at opklare hele korruptionen — han, der var mest ansvarlig for den! Hvem fik præsidenten til at gøre sit land denne dårlige tjeneste?
Ifølge The Nation for 19. januar 1952 oplyste Robert S. Allen, en veteran blandt korrespondenterne i Washington, at McGrath „blev reddet ved tre venners indgriben — senator Theodore Green, hans politiske gudfader, kardinal Spellman, som telefonerede en anmodning fra Tokio, og Matt Connelly, præsidentens sekretær, som særlig beskæftiger sig med den romersk-katolske kirkes anliggender“. [Spellman har benægtet dette.]
Telefonopringningen hele den lange vej fra Tokio er et uigendriveligt bevis for, at uanset hvad den øverste romersk-katolske prælat i de Forenede Stater siger med sine læber om moralitet inden for politikken, så er han langt mere interesseret i at beholde en katolik i en nøglestilling i regeringen; denne kendsgerning viser klart, at moralens, retskaffenhedens og en god regerings interesser ikke nødvendigvis er identiske med den organiserede religions interesser. I sandhed — hykleri er farisæernes surdejg såvel i det første århundrede som idet tyvende.
-