Åndelig hjælp når den er tiltrængt
ER DET ikke beroligende at være i sikkerhed når stormen raser og regnen strømmer ned? Er det ikke vederkvægende at være i en oase hvor der er rigeligt med vand og skygge når solen forvandler jorden til en bageovn?
Den kristne menighed i dag er billedligt talt et sådant sted hvor man kan finde beskyttelse og vederkvægelse. Langt tilbage i tiden blev det forudsagt at de ansvarlige brødre i Guds synlige organisation nu i disse vanskelige tider ville være som læ imod storm og som en oase i ørkenen. Om de modne mænd der står i spidsen for den kristne menighed forudsagde profeten Esajas: „Hver af dem [er] som læ imod storm og ly imod regnskyl, som bække i ørk, som en vældig klippes skygge i tørstende land.“ — Es. 32:2.
Denne hjælp og beskyttelse yder disse modne kristne tjenere i Jehovas vidners menigheder ikke blot når de enkeltvis tilbyder andre deres bistand, men også når alvorligere tilfælde kræver at flere af dem træder sammen for i fællesskab som et udvalg at yde bistand i en vanskelig situation. Et sådant udvalg består som regel af menighedstjeneren, vicemenighedstjeneren og bibelstudietjeneren, eller en anden moden broder.
Udvalgets indstilling til brødrene
Det er vigtigt at menighedens medlemmer forstår hvad formålet er med dette menighedsudvalg. Brødrene i udvalget skal ikke betragtes som åndelige politibetjente, og der er ingen grund til at være bange for dem. Det er rigtigt at menighedstjeneren og de to andre brødre i udvalget våger over menighedens åndelige velfærd; det er jo får der er betroet i deres varetægt. Men de gør det som kærlige hyrder, med nænsomhed og ikke egenmægtigt og diktatorisk. De er ikke herrer over hjorden, men tjenere.
Jesus selv satte eksemplet for Guds tjenere, især dem der bar det største ansvar i menigheden, og han viste dem hvordan de skulle være over for deres brødre. Han sagde til sine disciple: „I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, er strenge herrer over dem, og de store iblandt dem lader dem føle deres magt. Men således skal det ikke være blandt jer; men den, som vil være stor iblandt jer, skal være jeres tjener; og den, som vil være den første af jer, skal være alles træl.“ — Mark. 10:42-44.
For at demonstrere dette princip vaskede Jesus sine disciples fødder og gav dem dermed en lektion i ydmyghed. Kristi disciple i dag, især brødrene i menighedens udvalg, må opelske den samme ydmyghed. Herom sagde apostelen Peter: „Ifør jer alle ydmyghed over for hverandre; thi ’Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.’ Så ydmyg jer da under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer.“ — 1 Pet. 5:5, 6; Joh. 13:1-17.
Når menighedsudvalget har denne forståelse af deres forhold til brødrene, vil hver eneste i menigheden føle at disse tjenere er der for at hjælpe enhver der søger deres bistand. De vil ikke føle at de ansvarlige brødre prøver at afsløre deres fejl og stille dem til skue. Tværtimod. De søger efter lejligheder til at hjælpe dem der har vanskeligheder.
De der har vanskeligheder
En kristen gør måske noget der giver ham samvittighedsnag. Handlingen har ikke været overlagt; han er bukket under for fristelsen. I denne vanskelige situation vil han gerne tale med en moden broder i menigheden, og det er helt i overensstemmelse med Bibelens vejledning: „Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige [I som har åndelige kvalifikationer, NW], med sagtmodig ånd, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet. Bær hverandres byrder; således opfylder I Kristi lov.“ — Gal. 6:1, 2.
Det er godt for den der har et problem at kæmpe med, at gå til en moden broder, en der har åndelige kvalifikationer, og bede om hans hjælp. Den modne broder kan være enten menighedstjeneren eller en af de andre brødre i menighedens udvalg. Findes der andre modne brødre i menigheden, har man også lov til at gå til en af dem i stedet for til en af brødrene i udvalget. Det betyder ikke at man er forpligtet til altid at gå til en i menigheden og bekende hvert lille fejltrin man har begået. Vi er alle ufuldkomne og når ikke op til Guds retfærdsnorm. Som apostelen Paulus sagde: „Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud.“ (Rom. 3:23) Derfor lærte Jesus også sine disciple at de i deres bønner til Gud skulle bede om at han ville tilgive dem deres skyld, ligesom de tilgav deres skyldnere. — Matt. 6:12.
Har man begået et virkelig alvorligt fejltrin er det på sin plads at spørge en moden broder til råds. Jehova Gud, som kender vore skrøbeligheder, har i sin kærlighed truffet foranstaltning til at vi kan hente hjælp hos vore brødre når vi trænger til det. Læg i denne forbindelse mærke til hvad der siges i Jakob 5:14-16: „Er nogen iblandt jer syg, skal han kalde menighedens ældste til sig, og de skal bede over ham, efter at de i Herrens navn har salvet ham med olie. Så vil troens bøn frelse den syge, og Herren skal rejse ham fra sygelejet, og har han begået synder, skal det tilgives ham. Bekend derfor jeres synder for hverandre, og bed for hverandre, for at I må blive helbredt; en retfærdigs bøn har en mægtigt virkende kraft.“
Den hjælp som modne mænd i menigheden kan yde, er en foranstaltning Jehova har truffet til gavn for os. Det er ikke en ordning der går ud på at nogle få skal holde øje med hvad alle de andre gør. Når nogen begår en alvorlig synd er det tegn på åndelig svaghed hos vedkommende. Et menneske der befinder sig i den situation, har brug for hjælp til at overvinde sin svaghed, og det er klogt af vedkommende at bede om denne hjælp.
Det er farligt ikke at bede om hjælp. Hvis man ikke gør det, kan det føre til at man bare fortsætter sin synd og kommer ind i en skure som man ikke kan komme ud af igen, eller at man — selv om man ikke gentager sin synd — holder op med at komme sammen med Jehovas folk af frygt for at nogen skal få noget at vide om ens fejltrin. Det er langt bedre ydmygt at anerkende at der er tidspunkter hvor man har brug for hjælp, og så benytte sig af den kærlige foranstaltning Jehova har truffet.
Tænk på ordene i Ordsprogene 28:13: „At dølge sin synd fører ikke til held, men bekendes og slippes den, finder man nåde.“ Hvis nogen har begået en synd og er oprigtigt ked af det, viser han det altså ikke ved at skjule sin synd men ved at bekende den, søge hjælp, og ved derefter omhyggeligt at undgå situationer der kunne føre til en gentagelse af den syndige handling.
Udvalget underrettes
Er det nødvendigt, når man søger en moden broders råd, at hele udvalget får kendskab til ens fejltrin? Her er det godt at holde sig for øje at det ikke er udvalgets opgave at føre kontrol med alt hvad menighedens medlemmer gør. Brødrene i udvalget er udelukkende interesseret i at hjælpe deres medtroende til at vandre sådan at de kan vinde Guds godkendelse.
Hvis en broder eller søster i menigheden kommer til en broder som de mener kan hjælpe dem i åndelig henseende, vil denne broder som regel være glad for at yde hjælp. Hvis han virkelig er i besiddelse af „åndelige kvalifikationer“, vil han naturligvis ikke fortælle den broder eller søster der kommer til ham at han eller hun blot skal glemme sit fejltrin. Broderen vil se om den der kommer til ham er oprigtigt bedrøvet og angrer sin urette handling, og han vil hjælpe vedkommende til at tage de nødvendige skridt til at råde bod på den synd der er begået. I nogle tilfælde vil broderen kunne mærke at den vejledning han kan give på grundlag af Guds ord, er fuldt tilstrækkelig til at ’hjælpe dette menneske til rette’, og i så fald er der ingen grund til at bringe sagen videre. Den forbliver mellem disse to.
Hvis det imidlertid i samtalens løb bliver klart at der gentagne gange er begået en af de synder der nævnes i Første Korinterbrev 5:11, bør hele menighedsudvalget underrettes. Det er en alvorlig sag gentagne gange at gøre sig skyldig i synder af den art, men hvis synderen af sig selv kommer til udvalget og bekender sin synd, og han eller hun oprigtigt ønsker at gøre det der er rigtigt i Jehovas øjne, er det muligt at vedkommende kan hjælpes.
Visse andre overtrædelser bør menighedsudvalget også gøres bekendt med, selv om der ikke er tale om gentagelser. Det gælder også, selv om overtræderen har fået den fornødne vejledning og hjælp til at komme åndeligt på fode igen. Til disse overtrædelser hører kønslig umoralitet der berører andre personer, hvad enten handlingen er begået af en voksen eller en indviet, døbt mindreårig, samt andre alvorlige forseelser når de er blevet offentligt kendt eller let kan blive samtaleemne i menigheden.
Når en sag af den art forelægges menighedsudvalget, betyder det så nødvendigvis at overtræderen kan forvente at blive udstødt af menigheden? Nej. Udvalget er der for at hjælpe dem der ønsker at tjene Jehova. Lad os ikke glemme at der i Jakobs brev, det femte kapitel, blev sagt at enhver der er åndeligt syg kan tilkalde menighedens ældste og søge hjælp hos dem. Hvad skulle de nu gøre? Skulle de slå den der var åndeligt syg? Nej, de skulle give ham gavnlig vejledning fra Guds ord. De skulle bede over ham, og hvis han havde begået synder og angrede dem, ville de blive tilgivet ham.
Hvis menighedens repræsentanter skal vise barmhjertighed mod en der har begået en alvorlig synd, må de imidlertid gøre det i overensstemmelse med Guds skrevne ord. De kan ikke blot vise barmhjertighed fordi de føler medlidenhed med synderen. De må sikre sig at der virkelig er et grundlag for at vise barmhjertighed, at der er virkelig anger til stede. Hvis vedkommende kun er ked af det fordi hans urette adfærd er blevet opdaget og ikke fordi han har begået en uret handling, eller han er ligeglad eller prøver på at retfærdiggøre sig selv, er der naturligvis ikke sand anger til stede og Gud kan ikke tilgive ham. Udvalget vil i så fald ikke have Guds ords bemyndigelse til at vise barmhjertighed, for det kan ikke regne med at Gud har tilgivet synderen.
Den afgørelse udvalget træffer — efter bøn og moden overvejelse — afhænger i høj grad af omstændighederne. I nogle tilfælde er det muligt at en sund bibelsk vejledning vil være tilstrækkelig. Hvis der imidlertid er tale om en alvorlig synd, vil det uden tvivl være klogt at den der har begået synden, ikke får lov til at undervise menigheden fra talerstolen i nogen tid. Det vil give vedkommende lejlighed til at vise om han nærer sand anger, og det vil også give de modne brødre i menigheden lejlighed til at styrke ham åndeligt.
Hvis den urette handling der er begået, ikke er blevet offentligt kendt, men er alvorlig nok til at kræve tugt, kan overtræderen sættes på en prøve som ikke meddeles menigheden. I den tid prøven varer — som regel et år — bør han have regelmæssig åndelig hjælp til at overvinde sin vanskelighed. Så hæves prøven, igen uden at menigheden underrettes. I sandhed en kærlig foranstaltning fra Guds side, til gavn for dem der virkelig angrer en alvorlig overtrædelse!
Hvis der er begået en alvorlig overtrædelse som er blevet offentligt kendt og der vises barmhjertighed, bliver overtræderen også i dette tilfælde sat på prøve, men denne gang bliver menigheden underrettet. Her, som i det foregående tilfælde, prøver man i kærlighed på at hjælpe den der har begået en synd.
Der er imidlertid nogle mennesker der — efter at være kommet ind i Jehovas rene menighed og er blevet døbt — viser sig ikke at være sande kristne. De kan lide at komme sammen med Jehovas vidner fordi de har opdaget at Jehovas vidner tror det bedste om deres medmennesker, og det benytter de sig af. Om den slags mennesker skrev disciplen Judas i sit brev (vers fire): „Der har indsneget sig nogle mennesker, om hvem det allerede for længe siden er skrevet, at de skulle rammes af denne dom: de er ugudelige, folk, som misbruger vor Guds nåde til løsagtighed og fornægter vor eneste hersker og Herre, Jesus Kristus.“
Når et menneske viser sig at være en af dem der overtræder Guds lov med velberåd hu, har det intet som helst at gøre i Jehovas organisation, og det uanset om vedkommende én eller flere gange har begået en af de alvorlige synder. Han må afsløres, og det er menighedsudvalgets pligt at udstøde ham. — 1 Kor. 5:11, 13.
I betragtning af alle de mange forskelligartede problemer som menighedsudvalget kan få forelagt, er det klart at brødrene i udvalget har en stor og ansvarsfuld opgave, der kræver åndelig styrke. Men samtidig forstår de at det er et stort privilegium at være med til at betjene deres brødre, og de erfarer også at der er „større lykke ved at give end ved at modtage“, som Jesus sagde. (Ap. G. 20:35, NW) Dette bliver åbenbart når de vildfarne vejledes og hjælpes til at se deres forpligtelser over for Jehova i et klarere lys, så de bedre kan opfylde dem.
Når menighedens medlemmer hjælpes til at gøre Guds vilje på rette måde og de får forståelse af den vidunderlige ordning Jehova har truffet for at beskytte og vederkvæge dem gennem menigheden, erkender de at de ledende brødre virkelig er „læ imod storm og ly imod regnskyl, som bække i ørk, som en vældig klippes skygge i tørstende land“. — Ef. 4:8, 11, 12, NW; Es. 32:1, 2.