Den teokratiske organisation genoprettet

 1. Hvorledes blev dommere og rådgivere som fordum genoprettet efter restens egen genoprettelse i 1919?

DER skulle finde en genoprettelse sted af dommere som fordum, dengang Jehova var konge i Israel, og en genoprettelse af rådgivere som før ved Israels teokratiske begyndelse. Dette indtraf efter Jehovas trofaste rests genoprettelse i 1919, da de kom tilbage til Zion, Guds hovedstad, hvor hans elskede søn Jesus Kristus havde regeret siden 1914. Kongen Jesus Kristus virkede som dommer over resten og viste dem deres fejl og verdslige besmittelse og rensede og udfriede dem fra det store Babylons, Satans verdensorganisations, undertrykkelse. Han virkede som en kongelig rådgiver ved at åbenbare Guds ords betydning for dem og opfyldte derigennem profetien: „Hans navn skal være Underfuld-Rådgiver.“ Under denne himmelske fortolkers vejledning ransagede resten omhyggeligt Guds ord og fandt deri råd for deres sikkerhed, givet af mange rådgivere. (Es. 9:6; Ordspr. 11:14; 15:22; 24:6) Ved sin oprejste dommer, Jesus Kristus, rensede Jehova de pletter bort, som de havde pådraget sig i Babylon. Dommerens engle har som retsbetjente fjernet de hemmende og lovløse elementer og anstødsstenene blandt resten. For resten åbenbarede han Jehovas, den store lovgivers, domme, nemlig at hans organisation er teokratisk, styret af Gud, og at således må også hans rests synlige organisation på jorden være.

 2. Hvorledes foretager Jehova ikke nogen tilbagegang således som en bestemt embedsmand, der udnævner dommere?

² Jehova Gud foretog ikke her noget tilbagetog eller handlede som en reaktionær eller forkastede det, som repræsenterede sand fremgang blandt hans folk på jorden. Han er ikke som de Forenede Staters præsident, der udnævner dommere ved landets højesteret, dommere, som ikke oprigtigt påskønner tidligere dommeres frisindede og fremsynede retslige kendelser. Ved disse retslige kendelser har Jehovas vidner vundet sejre førhen, men de nye dommere søger at omstøde disse ved reaktionære kendelser. Nej, Jehova er ikke som denne øverste embedsmand, der udnævner sådanne dommere og voldgiftsmænd til appelretten, som hader Jehovas vidner som pesten, og som lader hånt om Kongressens, det amerikanske parlaments, love og søger at tilsidesætte dem ved at nægte Jehovas forkyndere af de gode nyheder om Riget sådanne rettigheder, fritagelser og indrømmelser, som tilkommer dem. Jehova ophæver ikke sit ord, sin forfatning, for os, skønt det blev fuldendt for nitten århundreder siden, da Bibelen blev fuldstændig. Nej, han hævder det, og hans store dommer, Jesus Kristus, holder sig også til det fremfor at vende sig imod det og omstøde det. De, som forkynder Jehova Guds domme i dag, må gøre ligeså. På denne måde har vi samme slags dommere og rådgivere, som var i begyndelsen, da den kristne menighed trådte sine barnesko.

 3. Hvorfra udfrier genoprettelsen af det teokratiske styre os?

³ Dersom vi holder trit med Guds ord, vil det betyde fremskridt for os. At vende sig bort fra hans ord kendetegner en reaktion eller tilbagegang. Vi kan aldrig komme Guds ord i forkøbet. De, som modsætter sig teokratisk styre, er de reaktionære, for de søger at få Guds folks organisation til at gå tilbage til verdslige metoder, hvorunder de engang holdtes i trældom. Det er fremskridt, når Jehova Gud genindsætter sine dommere og rådgivere blandt sit organiserede folk som i begyndelsen, dengang Kristus Jesus og apostlene var iblandt dem. Genoprettelsen af det teokratiske styre og dets foranstaltninger udfrier dem fra babylonisk reaktion og virker til fremme af deres forståelse og tjeneste for Riget.

 4, 5. Hvornår var dette styre fuldt ud oprettet iblandt os, og hvorledes underkastede kredsene sig det?

⁴ Den fulde genoprettelse af den teokratiske ordning indtraf i 1938. I Vagttaarnet for 1. og 15. august 1938 offentliggjorde Selskabet en artikel med titlen „Organisation“, hvori der gjordes rede for den teokratiske organisation. Som en tilkendegivelse af, at Jehovas folks kredse frivilligt underkastede sig denne, hed det i paragraf 15 på side 246: „Herren har gradvis åbenbaret den rette betydning af „hans organisation“ for sit folk, og nu fremgår det klart og tydeligt af Bibelen, at alle tjenere i de forskellige stillinger inden for Guds folks levnings eller salvedes organisation på jorden med rette udnævnes af Selskabet som Herrens synlige repræsentanter i templet, og at denne pligt til at udnævne tjenere ved på demokratisk vis at stemme for og imod ikke påhviler hver enkelt kreds. Guds folks kreds i London indså dette for nogen tid siden og anmodede ved en resolution Selskabet om at udnævne kredsens tjenere. Derfor blev London-kredsen i lydighed mod Skriften og i harmoni med denne anmodning organiseret som en kreds bestående af flere distrikter og en kredstjener udnævnt over alle distrikterne og en distriktstjener for hvert af de distrikter, der udgjorde kredsen. Stor-New York-kredsen, Chicago-kredsen, Los Angeles-kredsen og andre kredse er blevet organiseret og virker nu på samme måde.“

⁵ Paragraffen foreslog derpå, at alle Jehovas vidners kredse, som indså, at dette var den rette og bibelske ordning, skulle vedtage en resolution og indsende den til kontoret. Ordlyden burde være følgende: „Vi, kredsen af Guds folk udtaget for hans navn i . . . . . . . . ., anerkender, at Guds herredømme er et rent teokrati, og at Kristus Jesus er i templet og har fuldt opsyn med og hele ledelsen af Jehovas synlige organisation såvel som den usynlige i sine hænder, og at „Selskabet“ er Herrens synlige repræsentant på jorden, og vi anmoder derfor „Selskabet“ om at organisere denne kreds til arbejdet og udnævne dens forskellige tjenere, så at vi alle kan samarbejde i fred, retfærd, harmoni og fuldstændig enhed. Vi vedlægger en liste over navnene på de personer i denne kreds, der synes os at være mere modne og derfor bedst egnede til at udfylde de respektive tjenende stillinger.“

 6. a) Hvornår trådte den teokratiske organisation i kraft hos os? b) Hvorledes stemmer dette sammen med Esajas 32:1 vedrørende fyrsterne?

⁶ Da den salvede rests selskab havde truffet de nødvendige foranstaltninger og udnævnt tjenere, blev den teokratiske organisation genoprettet blandt Jehovas vidner og trådte i kraft hos dem den 1. oktober 1938. Eftersom den salvede rests selskab handlede som Retfærdskongens, Kristi Jesu, „tro og kloge træl“, betød denne genoprettelse af den teokratiske organisation med rettelig udnævnte tjenere til at udføre arbejdet en mere omfattende opfyldelse af profetien, at „fyrster skal styre med ret“. Når den ovenfor citerede paragraf sagde, at London-kredsen fik en kredstjener udnævnt over alle afdelingerne og en afdelingstjener over de enkelte distrikter eller afdelinger, brugte den det engelske ord captain, der er et ord, der på engelsk hyppigst bruges til at oversætte det hebraiske ord sar.a (125 gange) Da sar blev anvendt om en mand, der havde opsyn med så få som ti personer, kan vi se, at den teokratiske udnævnelse af tjenere til at føre an og have opsigt blandt ti af Jehovas vidner ville være medvirkende til at opfylde profetien. Og når vi husker, at den hebraiske titel (sar) hentyder til den førende, ledende eller øverste i en klasse eller gruppe, kan vi indse, at da Kristus Jesus kom igen i kongemagt og fandt den „tro og kloge træl“ og satte den over alle sine synlige ejendele på jorden siden 1918, udgjorde dette også en opfyldelse af Esajas’ profeti vedrørende fyrsterne.

Ædlere byggematerialer

 7. Hvad var hensigten bag denne anordning om at få indført teokratisk organisation, og er denne hensigt blevet opnået?

⁷ Resolutionen, der blev vedtaget af Jehovas vidners kredse i 1938, hvori de anmodede om at blive teokratisk organiseret, erklærede, at hensigten dermed var at kunne „samarbejde i fred, retfærd, harmoni og fuldstændig enhed“. Er det resultatet, der er blevet nået? Ja, og som bevis derfor har der fundet en vækst sted uden sidestykke. Det kræver indre fred, retfærd, harmoni og fuldstændig enhed for en gudfrygtig organisation at erfare vækst, som Jakob 3:18 siger: „Retfærdigheds frugt får sin sæd sået under fredelige forhold for dem, som stifter fred.“ (NW) I 1938, da den teokratiske organisation blev indført i al almindelighed, var der et gennemsnit på 47.143 forkyndere i 52 lande uden at regne de lande med, der stod under nazistisk overherredømme. I dag, fjorten år senere, er der forkyndere i 121 lande, og verden over er der nået en ny forkynderrekord på 435.000. I Amerika nåede de op på 135.356 forkyndere i april måned i sammenligning med 31.351 i juni 1938. I den samme måned i 1928 nåede de i Storbritannien op på 6021 forkyndere i sammenligning med 25.000 i året 1951.

 8. Hvilken forbedring havde Jehova givet løfte om i Esajas 60?

⁸ Vi kan i sandhed herigennem se, at Jehova har indfriet sit løfte til sin forbilledlige teokratiske organisation i fordums tid: „Gør dig rede, bliv lys, thi dit lys er kommet, Jehovas herlighed er oprundet over dig. Thi se, mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene, men over dig skal Jehova oprinde, over dig skal hans herlighed ses. Medens du før var forladt og hadet, så ingen drog gennem dig, gør jeg dig til evig højhed, til glæde fra slægt til slægt. . . . Du skal kende, at jeg, Jehova, er din frelser, din genløser Jakobs Vældige. Guld sætter jeg i stedet for kobber og sølv i stedet for jern, kobber i stedet for træ og jern i stedet for sten. Til din øvrighed sætter jeg fred, til hersker over dig retfærd.“ Rotherhams oversættelse siger her: „Og jeg vil sætte fremgang til dit overopsyn, og retfærd til din arbejdsgiver.“ An American Translation siger: „Og fred gør jeg til din regering, og retfærd til din hersker.“ Så fortsætter profetien med ordene: „Enhver i dit folk er retfærdig, evigt ejer de landet, et skud, som Jehova har plantet, hans hænders værk, til hans ære. Den mindste bliver en stamme, den ringeste et talrigt folk. Jeg er Jehova; når tid er inde, vil jeg fremme det i hast.“ — Es. 60:1, 2, 15-17, 21, 22.

 9. Hvorledes har han sat fred og retfærd til at herske over sit folk?

⁹ Fred må styre Jehovas folk, og retfærd herske over dem. Dette er kun muligt, når vi har Jehovas konge til at herske over os i retfærd gennem en teokratisk organisation. Jehova Gud har oprejst det store signal eller banner ved at indsætte Kristus Jesus som konge, og alle elskere af teokratisk regering er flokkedes om dette samlingsmærke og er undersåtter ved hans fødder. Kongen hersker nu i retfærd over dem. For fredens og retfærdighedens skyld har han oprettet en synlig ordning iblandt dem i opfyldelse af profetien, at „fyrster skal styre med ret“. Denne profeti fremholder en rettesnor for deres opførsel, som indtager stillinger som „fyrster“, så at organisationen på jorden kan blive bevaret ren og retfærdig. De, som på teokratisk vis bliver gjort til tjenere i organisationen, må med himmelsk visdom øve ret og upartiskhed. Kun på denne måde kan de være trofaste repræsentanter for Retfærdskongen, den større Melkizedek, Kristus Jesus, og af ham få lov til at fortsætte på deres post. Hans engle fjerner dem, som vender sig til uretfærdighed.

10. Hvilken standard følges der nu, og hvem bliver ikke indsat i offentlige stillinger?

¹⁰ I harmoni hermed udnævnes tjenere ikke efter nogen falsk, hyklerisk, selvisk standard, og ingen usømmelige bliver beæret med officiel, ansvarsfuld tjeneste. Stivsindede dårer og lavsindede, respektløse og kæltringeagtige personer regnes for sådanne og vrages som egnede til nogen som helst tjeneste. Det er, som det to og tredivte kapitel i Esajas fortsætter med at sige i versene 5 til 8: „Thi dåren skal ikke mer kaldes ædel, højsindet ikke skalken. Thi dåren taler kun dårskab, hans hjerte udtænker uret for at øve niddingsværk [gudløshed, AT] og prædike frafald fra [løgn om, AT] Jehova, lade den sultne være tom og den tørstige mangle vand. Skalkens midler er onde, han oplægger lumske råd for at ødelægge arme med løgn, skønt fattigmand godtgør sin ret. Men den ædle har ædelt for og står fast i, hvad ædelt er.“

11. Hvorledes bliver Salme 125:3 ført ud i virkeligheden?

¹¹ Religiøse hyklere har ikke hjemme blandt Jehovas teokratiske folk. Dersom de ønsker at øve gudløshed og verdslig dårskab; dersom de lyver om Jehova og ikke ønsker at arbejde, men i selviskhed vil beholde goderne for sig selv og lader dem, som hungrer og tørster efter sandhed og ret, gå sultne, da hører de ikke til i nogen officiel tjeneste eller har hjemme blandt Jehovas vidner. Retfærdighedens konge vil lade sine engle fjerne dem fra hans folk, der løfter Rigets banner eller signal. Nu, da den større assyrer, Satan, Djævelen, fører krig imod resten, beskytter Jehova ved sin regerende konge sit organiserede folk, ligesom bjergene omhegnede fortidens trofaste Jerusalem. For vor tid har Jehova erklæret: „Han lader ej gudløsheds herskerstav tynge retfærdiges lod, at retfærdige ikke skal udrække hånden til uret.“ (Sl. 125:3) Han hindrer denne verdens organiserede herskermagt i at overvælde hans folk eller ved vold at tvinge dem til at begå uret eller lovløshed imod Jehova Gud, hvilket ville føre til, at de blev forkastet af ham. Han vil også våge over sit folks indre forhold og se til, at ingen lovløs person opstår og forbliver i en magtstilling blandt hans folk, som søger retfærd og ydmyghed som Retfærdskongens undersåtter. Og „fyrsterne“, som Kongen har udnævnt gennem sin teokratiske organisation til at „styre med ret“, vil også være på vagt. Hver eneste af dem vil tjene som et værn.

12. Hvorledes udnævnes disse sarím, og holdes de usømmelige ude?

¹² Vi befinder os ikke længere i næsegrus underkastelse over for denne verdens politiske magthavere. Vi har forladt denne verden og stillet os under Guds styre i hans organisation. Udnævnelser af sarím i hans synlige organisation sker ikke ved folkestyre eller demokratisk fremgangsmåde, men de bliver udnævnt af hans regerende konge gennem hans teokratiske organisation. Enhver, som viser sig at være dåragtig, lavsindet, rænkefuld og uretfærdig, vil blive vist bort.

Ved hans ånd

13. Hvem har det også været nødvendigt at udnævne til tjenesteposter? Hvorfor?

¹³ Resten af dem, som er salvet med Guds ånd til en plads med Kristus i hans himmelske rige, er nu kun få. Da kongen Kristus Jesus har indsamlet så mange af sine andre får ved sin højre side, og hele hans fårehjord er blevet så stor, har han måttet udnævne mange af disse andre får til tjenesteposter. Kendsgerningerne viser, at de også udfører fyrstelige tjenester, hvad enten disse er større eller mindre, ja, selv om det kun er at have opsigt over en gruppe på ti eller færre. Disse „andre får“, som får pålagt tjeneste, venter at blive „Evigheds-Faderens“, Kristi Jesu, børn under Tusindårsriget efter Harmagedon.

14. Hvad kræves der af dem, som beklæder sådanne stillinger, og hvilken belønning venter der dem?

¹⁴ De, som hører til resten, og som tjener i officielle stillinger, er Retfærdskongens brødre. Skal de se deres håb om at blive konger og præster med ham i den himmelske regering opfyldt, må de efterkomme de teokratiske krav til sådanne, som indtager officielle stillinger. De må være retfærdige og fremme retfærdighed. Ellers vil de blive forkastet som utro i det små og vil nu miste Herrens glæde og ikke opnå himmelsk kongedømme. (Matt. 25:21) De andre får må ligeledes være trofaste i de tjenester, de nu beklæder. Dersom de viser sig tro i denne prøvens tid, så vil de kunne få lov at fortsætte i deres særlige tjeneste under deres konge, „Evigheds-Faderen“, og efter Harmagedon være med til at opfylde profetien: „Dine sønner træde ind i dine fædres sted, sæt dem til fyrster rundt i landet.“ (Sl. 45:17) Fortidens trofaste mænd vil, når de oprejses, tjene sammen med dem.

15. Hvorfor hersker der ingen rivaliseren mellem disse to skarer, og hvilket profetisk drama opfylder de derved?

¹⁵ Både medlemmer af resten og medlemmer af den store skare af andre får er nu med til at opfylde Esajas’ profeti, „fyrster skal styre med ret“. Skønt de, som hører til resten, og som beviser deres trofasthed, vil opnå en højere tjeneste i det himmelske rige, hvorimod de, som hører til de andre får, vil tjene på et lavere plan her på jorden, så hersker der ingen misundelse, jalousi eller rivaliseren mellem de to skarer. Noget sådant er ondt og ville afføde gnidninger, strid og uenighed. I stedet binder et kærlighedens venskab dem sammen, ligesom i fortiden Jonatan og David. Jonatan var en fyrste i Israel som kong Sauls søn og som en tusindfører. David var også en fyrste som tusindfører og blev salvet til Israels fremtidige konge. (1 Sam. 13:2; 18:13) De andre får, der har samme ydmyge sindelag som Jonatan, anerkender og underkaster sig Jehovas udnævnelse af hans salvede rest. De taler til resten, således som Jonatan gjorde til David ved deres sidste møde: „Du bliver konge over Israel, og jeg den næste efter dig.“ (1 Sam. 23:17) De søger ikke at stille sig over resten nu eller i fremtiden. De holder fast ved retfærd og støtter resten i deres bestræbelser for at tjene Jehova trofast og vinde den himmelske belønning. De øver altid godt imod disse Kongens brødre, som gjorde de det imod ham. På den anden side elsker den salvede rest disse Kongens andre får. Da de bør tjene med ret, værner de om rettighederne, disse fremmede inden deres porte ejer, og derfor misunder de dem ikke de ansvarsfulde tjenesteposter, som de har beklædt i Guds synlige organisation siden 1935.

16, 17. Hvad har Jehova udgydt fra det høje, og hvilken virkning har dette haft på hans folk og deres organisation og virksomhed?

¹⁶ Ved at genindføre det teokratiske system blandt sit folk har Jehova Gud, den Almægtige, tiltaget sig sin store magt, også inden for sin synlige organisation på jorden. (Åb. 11:17) Han har udgydt sin ånd over sin rest, der engang var hærget af fjenden under den første verdenskrig. Ved sin ånd har han bragt dem til live igen i sin tjeneste og givet dem ny styrke til tjeneste som sine vidner og som udsendinge for den regerende konge. De har været optaget af at opbygge og forbedre de teokratiske goder, der så længe har ligget øde hen, og nu blomstrer den teokratiske synlige organisation som en rose og bærer en righoldighed af Guds riges frugter. De andre får nyder disse frugter, stiller sig på Rigets side og rækker disse frugter til andre, som længes efter liv og fred under en retfærdig regering. Denne udvikling er en opfyldelse af de afsluttende vers i Esajas, det to og tredivte kapitel:

¹⁷ „Til ånd fra det høje udgydes over os. Da bliver ørkenen til frugthave, frugthaven regnes for skov. Ret fæster bo i ørkenen, i frugthaven dvæler retfærd; retfærds frugt bliver fred og rettens vinding [retfærdighedens virkning eller tjeneste, AS] tryghed for evigt. Da bor mit folk i fredens hjem, i trygge boliger, sorgfri pauluner. Skoven styrter helt [under haglvejr], byen bøjes dybt. Salige I, som sår ved alle vande, lader okse og æsel frit løbe om!“ — Es. 32:15-20.

18. Hvad takker vi nu Gud for, og på hvilken måde skal vi kunne fortsætte trygge og under hans beskyttelse?

¹⁸ Længe leve vor himmelske konge, der hersker i retfærd! Tak til Jehova Gud for freden, trygheden og tilliden, som hans konges retfærdige styre indfører og bevarer inden for den teokratiske organisation med alle hans får på jorden. Hans regering er kommet for bestandig. Måtte vi alle søge at arbejde i harmoni med hans retfærdsstyre og tjene retfærdighedens sag. Så vil vi forblive i tryghed under hans beskyttelse. Når den store skov af hærstyrker, der kæmper under den større assyrer, Satan, Djævelen, styrtes under Jehovas vældige haglvejr, og når den assyriske organisations store by jævnes med jorden på Harmagedons slagmark, da vil vore øjne se den nye verdens samfunds teokratiske organisation stå fast, rede til at opfylde Retfærdskongens formål under hans tusindårige regering.

19. Hvad må alle tjenere gøre, og hvilken forret ejer vi alle til stadighed?

[Fodnote]