Vil vi blive befriet for sygdom?
DET kan ikke bestrides at lægevidenskaben, rustet med større forståelse af årsagerne til menneskers sygdomme, har gjort bemærkelsesværdige fremskridt med hensyn til at kontrollere visse lidelser. Men sociale problemer har forhindret mange i at nyde gavn af disse lægevidenskabelige fremskridt. Det vil sige at der stadig er store muligheder for forbedringer.
Imidlertid er der en dybereliggende årsag til sygdom og død som lægerne ikke kan gøre noget ved. Som følge heraf vil mennesker aldrig i egen kraft kunne bekæmpe sygdom fuldstændigt. Men hvis vi kan finde frem til denne grundlæggende årsag, vil det hjælpe os til at se om der er håb om at vi kan blive befriet for denne fjende.
Hvorfor bliver vi syge?
Den grundlæggende årsag til at mennesker bliver syge og dør, afsløres i et usædvanligt løfte som Gud gav israelitterne i fortiden: „Ingen indbygger siger: ’Jeg er syg!’ Folket der har sin synd forladt.“ (Es. 33:24) Her forbindes sygdom med synd. Og frihed for sygdom sættes i forbindelse med tilgivelse af synd.
Er sygdom da en straf for synd?
Sygdom kan være en direkte følge af synd. Bibelen advarer os: „Hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ (Gal. 6:7) Som vi allerede har været inde på er det en kendsgerning at de der „sår“ umoralitet, de der ryger, de der gør sig skyldige i drikkeri og frådseri, „høster“ mange sygdomme. Det er ganske vist ikke alle sygdomme der skyldes sådanne ting. Ikke desto mindre kan al sygdom i sidste ende spores tilbage til synd.
Hvorfor bliver gode mennesker syge?
Det gør de fordi den synd som er den oprindelige årsag til sygdom, ikke er en synd vi selv har begået. Den blev begået for længe siden, helt tilbage ved begyndelsen af menneskehedens historie. Bibelen fortæller at Gud skabte det første menneske, Adam, fuldkomment, sundt, og med udsigt til at leve evigt. Hvis Adam fortsat skulle nyde godt af alt dette, måtte han adlyde sin Skaber. Men han valgte en oprørsk handlemåde og afskar dermed sig selv fra Gud, hos hvem „livets kilde“ er. På denne måde blev det første menneske ufuldkomment, modtageligt for sygdom, og blev til sidst indhentet af døden. — 1 Mos. 2:17; 3:1-19; Sl. 36:10.
Det er almindeligt kendt at visse sygdomme er arvelige. På samme måde er synden, ufuldkommenheden og døden gået i arv. „Ligesom synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet — .“ (Rom. 5:12) Den arv Adam gav sine børn var et ufuldkomment liv, hvilket betød at de kunne blive syge og dø. Dette er den grundlæggende årsag til at der findes sygdom i dag.
Er Gud interesseret i at folk bevarer sundheden?
Ja, afgjort! For eksempel sagde han til israelitterne: „[Jehova] vil holde alle sygdomme fra dig.“ — 5 Mos. 7:15.
Hvordan beskyttede Gud israelitternes helbred?
Han gav dem en lovsamling der indeholdt forholdsregler som skulle beskytte deres helbred. Om disse love har en læge sagt: „De bedst informerede medicinske forskere som nu gør det bedste arbejde, er ved at komme til den konklusion at Bibelen er en meget nøjagtig videnskabelig bog . . . De biologiske forhold, diagnoser, behandlingsformer og forebyggende sundhedsforskrifter som Bibelen omtaler, er langt mere avancerede og pålidelige end Hippokrates’ teorier.“ Hippokrates, der undertiden kaldes „den moderne lægevidenskabs fader“, levede omkring 1000 år efter at Gud havde givet israelitterne denne lov.
Hjælper Gud os til at bevare sundheden i dag?
Ja, Bibelen indeholder påbud til os i dag som, hvis vi følger dem, vil beskytte vort helbred. Drikkeri, frådseri, homoseksualitet, ægteskabsbrud og utugt, der kan medføre mange følelsesmæssige problemer såvel som fysiske sygdomme, er udtrykkeligt forbudt ifølge Bibelen. (Ordsp. 23:20, 21, 29-35; 1 Kor. 6:9-11) Desuden opfordres vi til at ’rense os for enhver besmittelse af kød og ånd’, hvilket vil sige at vi undgår tobaksrygning, stofmisbrug og tygning af betelnød — og de dermed forbundne sygdomme. (2 Kor. 7:1) Selv det at vi regelmæssigt vasker os, beskytter vort helbred.
Bibelen siger videre: „Glad hjerte er godt for legemet, nedslået sind suger marv af benene.“ (Ordsp. 17:22) I dag erkender man den indflydelse som stress, depression, ensomhed og andre følelser har på helbredet. En læge har udtalt at omkring 90 procent af alle de patienter der konsulterer ham, lider af et følelsesmæssigt pres. Bibelen viser hvor vigtigt det er at have et „glad hjerte“, og den giver os praktiske råd om hvordan vi kan bevare hjertet glad.
Hvis vi følger disse og lignende bibelske principper, vil vi være beskyttet mod mange af de sygdomme mennesker i dag lider af.
Vil vi nogen sinde få et varigt godt helbred?
Ja, det vil vi, hvis vi gør det som Adam undlod at gøre — nemlig sætter hele vor lid til Gud og adlyder ham. Fuldstændig befrielse for sygdom er blevet muliggjort gennem Jesus Kristus. Jesus blev født på en enestående måde, idet hans liv ved den almægtige Guds kraft blev overført fra hans ærefulde stilling i himmelen til en ægcelle i en jomfrus livmoder. Da han altså ikke havde nogen jordisk fader, arvede han ikke den ufuldkommenhed Adam gav i arv til resten af menneskeheden.
Jesus var fuldkommen. Som en enestående kærlighedsgerning ofrede han sit fuldkomne liv for vor skyld, så vi kan genvinde den fuldkommenhed som Adam mistede. Når dette offers værdi fuldt ud bliver anvendt til gavn for menneskeheden, vil sygdom, død og de problemer som ufuldkommenheden medfører, blive fjernet. — Matt. 1:18-23; 20:28; Hebr. 7:26.
På denne måde vil følgende profeti om Jesus blive opfyldt: „Han blev såret for vore overtrædelser . . . vi fik lægedom ved hans sår.“ — Es. 53:5; 1 Pet. 2:24.
Havde Jesus virkelig magt til at helbrede folk?
Ja, for øjnene af utallige vidner kurerede Jesus „enhver form for sygdom og enhver form for skrøbelighed“. (Matt. 9:35) Han oprejste endog døde. (Joh. 11:43, 44) Det var ikke fordi Jesus havde studeret lægevidenskab at han kunne udrette dette, men det var ved Guds ånds kraft. På denne måde demonstrerede han at al sygdom, og endda døden, en dag kunne og ville blive fjernet. De helbredelser Jesus udførte dengang var naturligvis kun midlertidige. De der var blevet helbredt kunne blive syge igen, og de der var blevet oprejst ville dø igen.
Hvorfor lider vi stadig under sygdom, skønt Jesus døde for os for næsten 2000 år siden?
Svaret er at fjernelsen af sygdom er knyttet til andre dele af Guds hensigt — som for eksempel afgørelsen af stridsspørgsmålet om Guds suverænitet, fjernelsen af Satan Djævelen, dommen over menneskeheden, de trofastes frelse og tilvejebringelsen af en tilfredsstillende regering over jorden. Disse dele af Guds hensigt vil alle blive gennemført ved hjælp af Guds rige ved Kristus. (Matt. 6:10) Sådanne storslåede ting tager det en vis tid at gennemføre. — 2 Pet. 3:5-13.
Hvornår vil sygdom endelig blive fjernet?
Vi ved at det ikke vil vare længe! Jesus gav sine disciple et meget detaljeret ’tegn’ så de kunne genkende den tid hvor han begyndte at regere som konge i himmelen — hvilket ville føre til opfyldelsen af andre af Guds hensigter. Dette ’tegn’ indbefattede verdenskrige, stor frygt for fremtiden, omfattende hungersnød, pestsygdomme og andre begivenheder som vi ser ske omkring os i dag. Hvorfor ikke læse Jesu ord og de yderligere oplysninger som Paulus føjer til? Se selv om du ikke også mener at vi lever på den tid Jesus henviste til. — Se Mattæus, kapitel 24, Markus, kapitel 13, Lukas, kapitel 21, og Andet Timoteusbrev 3:1-5.
Tiden er nu inde til at Guds rige vil gribe ind i menneskenes anliggender. (Matt. 24:14; 25:31-46; Dan. 2:44) Hvis vi undersøger hvad der er Guds vilje med os og lever i overensstemmelse hermed, kan vi blive vidne til opfyldelsen af nogle af de mest storslåede løfter Bibelen indeholder. Forhold som dem Gud lovede israelitterne i fortiden, vil blive en realitet: „Da åbnes de blindes øjne, de døves ører lukkes op; da springer den halte som hjort, den stummes tunge jubler.“ — Es. 35:5, 6.
Da vil der ikke mere være forældre som græmmer sig over deres børns sygdom. Ungdommens forventning vil ikke blive skuffet, og den modne alder vil ikke blive vanskelig at bære på grund af legemlig svaghed. Nej, det vil blive som apostelen Johannes så i et syn: „Og [Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere.“ — Åb. 21:4.
Vil disse ting virkelig ske? Det vil de. Johannes hørte Jehovas egen garanti for det. Vi læser: „Og han som sad på tronen sagde: ’Se! Jeg gør alting nyt.’ Og han siger: ’Skriv, for disse ord er troværdige og sande.’“ (Åb. 21:5) Den tid hvor disse ord vil blive opfyldt nærmer sig hastigt, og da vil menneskene kunne glæde sig over at være fuldstændig befriet for sygdom. Da vil det være sandt at „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg!’ Folket der har sin synd forladt“. — Es. 33:24.