Hvad siger Bibelen?

„Verdens ende“ — skal man frygte den?

KORT tid før Jesus afsluttede sin jordiske tjeneste spurgte nogle af hans disciple ham: „Hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?“ — Matt. 24:3, den danske autoriserede oversættelse.

Hentyder udtrykket „verdens ende“ til at jorden og menneskeslægten skal udslettes ved ild? Det tror mange. De mener at de kan finde støtte for denne tanke i apostelen Peters ord: „Men Herrens dag skal komme som en tyv; da skal himlene forgå med brag, og elementerne skal komme i brand og opløses, og jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op.“ — 2 Pet. 3:10, da. aut.

Antyder disse skriftsteder virkelig at planeten Jorden en dag vil forgå ved ild? En betragtning af hvad Bibelen siger om spørgsmålet vil hjælpe os til klarhed over det.

I Salme 104:5 læser vi hvor længe jorden vil bestå: „Du [Gud] fæsted jorden på dens grundvolde, aldrig i evighed rokkes den.“ (Jævnfør Salme 78:69; 119:90.) Ifølge Bibelen vil jorden bestå til evig tid, og den vil være beboet af mennesker lige så længe. — Es. 45:18.

Men hvad menes der så, når Bibelen taler om verdens ende? Forskellige moderne bibeloversættelser gengiver udtrykket således: „Tidsalderens ende“ (Today’s English Version), „tidsalderens ophør“ (Revised Standard Version), „tidsalderens fuldendelse“ (Wuest), „tidsalderens afslutning“ (Rotherham), „afslutningen på tingenes ordning“ (Ny Verden-oversættelsen). To ældre danske oversættelser siger: „Tidens Fuldendelse“ (Det ny Testament, oversat af dr. T. Skat-Rørdam), og „tidernes ophør“ (Den nye pagts historiske Bøger, oversat af Axel Sørensen). Det er en „tidsalder“ eller en „tingenes ordning“ der ender eller afsluttes (græsk: aion), og ikke den bogstavelige jord og dens beboere.

Det fremmer også forståelsen at moderne oversættere siger „ophør“, „fuldendelse“ og „afslutning“ i stedet for „ende“ i Mattæus 24:3. Afslutningen på en tidsalder er sædvanligvis ikke en pludselig begivenhed. Den kan strække sig over nogen tid og falde sammen med begyndelsen af en ny æra. Jesus sagde at „afslutningen på tingenes ordning“ kunne kendes på et „tegn“ sammensat af mange begivenheder (Matt. 24:3), deriblandt bemærkelsesværdige krige, hungersnød, jordskælv, epidemiske sygdomme og „tiltagende lovløshed“. (Matt. 24:7-12) Ifølge Jesu ord er verdens ende altså afslutningen på eller den sidste del af den nuværende tidsalder. Dette er ikke i modstrid med Bibelens forsikring om at den beboede jord skal bestå til evig tid.

Men hvad så med Peters udtalelse om at „himlene [skal] forgå med brag, . . . og jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op“? (2 Pet. 3:10, da. aut.) Man må forstå Peters ord i Bibelens sammenhæng som et hele. Overvej for eksempel hvordan udtrykkene „jorden“ og „himlene“ bruges i Esajas’ bog:

„Lad jorden og dens fylde høre efter, det frugtbare land og al dets afgrøde. For Jehova er harmfuld på alle nationerne, og opbragt på hele deres hær. Han vil afgjort vie dem til udslettelse; han vil afgjort overgive dem til slagtning. Og alle i himlenes hær vil faktisk rådne bort. Og himlene skal ligefrem rulles sammen, som en bogrulle; . . . For i himlene vil mit sværd afgjort blive vædet. Se! På Edom farer det ned, ja på det folk der af mig er viet til udslettelse ifølge retfærdig dom. Jehova har et sværd; det vil afgjort blive fuldt af blod.“ — Es. 34:1, 2, 4-6.

På dette sted hentyder udtrykket „jorden“ tydeligvis ikke til planeten men til de mennesker der kan „høre efter“. Bemærk også at et eksekutionssværd ville blive „vædet“ med blod „i himlene“. Eftersom Bibelen siger at skabninger af kød og blod ikke kan leve i himmelen, må dette udtryk være et symbol på noget i menneskeverdenen. (1 Kor. 15:50) Den skriftlærde Albert Barnes forklarer i sin kommentar til Esajas 34:4: „Himmellegemerne står ofte for konger og fyrster. Meningen er at der skal foregå en vældig ødelæggelse; at fyrsterne og de højt ophøjede som har modstået Gud og hans folk, vil blive udslettet.“ — Jævnfør Esajas 14:12-14; Åbenbaringen 22:16.

Da Peter skrev at himlene og jorden skulle forgå, tænkte han på den nuværende ordning bestående af mennesker, nemlig de politiske herskere og deres undersåtter. Bibelen forudsiger at Guds rige „skal knuse og tilintetgøre alle hine riger“ . (Dan. 2:44) Men jorden skal bestå og fortsat være beboet.

Hvad følger efter den nuværende tidsalder med menneskestyre? Peter skriver: „Men der er nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans løfte, og i dem skal retfærdighed bo.“ (2 Pet. 3:13) Det „løfte“ apostelen henviser til, findes i Esajas 65:17, hvor vi læser: „Thi se, jeg skaber nye himle og en ny jord.“ Hvad betyder det?

Som vist i denne artikel bruger Bibelen udtrykkene „himmel“ og „jord“ som symboler. I første instans handlede denne profeti hos Esajas om israelitterne der vendte hjem fra fangenskab i Babylon. Da de ankom til deres hjemland blev de en „ny jord“ eller et nyt samfund der skulle bo i det forjættede land. Over dem herskede ’de nye himle’, nemlig den myndighed der udøvedes af statholderen Zerubbabel (en efterkommer af kong David), assisteret af ypperstepræsten Josua. — Hag. 1:1, 14.

Når Peter siger at de kristne ’venter nye himle og en ny jord’, peger han imidlertid frem til en senere opfyldelse. ’De nye himle’ er Guds himmelske kongedømme. Dets lydige jordiske undersåtter vil udgøre ’den nye jord’. Apostelen Johannes beskriver denne ordnings velsignelser således:

„Og jeg så en ny himmel og en ny jord; den tidligere himmel og den tidligere jord [de nuværende jordiske regeringer og deres tilhængere] var nemlig forsvundet, og havet er ikke mere. Så hørte jeg en høj røst fra tronen sige: ’Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.’ Og han som sad på tronen sagde: ’Se! Jeg gør alting nyt.’“ — Åb. 21:1, 3-5.

Verdens ende er en overgangsperiode fra den nuværende tidsalder med dens ondskab og lidelse ind til den tiltalende nye orden som apostelen Johannes beskrev. Nulevende mennesker har set krigene, hungersnøden, jordskælvene, lovløsheden og andre enkeltheder ved det tegn der markerer den nuværende tidsalders ophør. (Matt. 24:7-14) Det Bibelen lærer om verdens ende skulle være en kilde til glæde og ikke til frygt. Jesus formanede dem der så det forudsagte tegn: „Når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“ — Luk. 21:28.