Kristus. „[Jehovas] forløste [de der udfries fra trældom under Babylon den Store] vender hjem, de drager til Zion [Guds messianske rige] med jubel, med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly.“ — Es. 35:4-6, 8, 10.

21. Hvilket håb har vi, og hvordan skulle det virke på os?

²¹ Disse åndelige mirakler vil snart blive gentaget! Hvornår? Under Guds kommende tusindsårsrige ved hans søn Jesus Kristus. Da Jesus Kristus var på jorden for nitten hundrede år siden, udførte han bogstavelige mirakler af den art. Som konge vil han gøre det samme igen i det genoprettede bogstavelige jordiske paradis. (Luk. 23:43, NW) Hvilket glædeligt håb! Og profetier der nu får deres opfyldelse viser at vi står lige på tærskelen til denne tid med jubel. Nu, mere end nogen sinde, er tiden inde til at vi bør kæmpe energisk så vi kan vandre i venskab med frelsens Gud — gennem „den store trængsel“ og ind til de evige velsignelser der ligger forude. — Luk. 13:24.

Venlighedens magt

JEHOVAS kristne vidner har fundet at de, ved at følge Bibelens formaning om at være venlig mod alle, har hjulpet mange til nøjagtig kundskab om sandheden. — Rom. 12:20.

Et ungt Jehovas vidne i Hongkong har haft følgende oplevelse: Hun elskede at spille bold med sine klassekammerater i skolen, men havde lagt mærke til at en af dem ikke kunne være med i legen på grund af et fysisk handicap. Hun syntes det var synd for denne pige og tog derfor en bog med til hende, så hun kunne læse i den mens de andre legede. Det var bibelstudiebogen Sandheden der fører til evigt liv. Denne venlige og betænksomme gestus glædede pigen. Hun læste med interesse om Guds løfter angående en ny orden, hvor fysiske handicap vil høre fortiden til. Nu overværer hun Jehovas vidners møder.

Mens et Jehovas vidne fra Belgien var på ferie i Frankrig så han venlighed bringe uventede resultater. På en campingplads så han en muhamedansk pige som havde vanskeligheder med at få en pumpe til at give vand. En gruppe mennesker som betragtede pigen fra balkonen til en dansehal, gjorde nar af pigen i stedet for at tilbyde deres hjælp. Vidnet gik hen til pigen og viste hende hvordan hun skulle bruge pumpen. Dette gjorde så stort indtryk på hende at hun standsede ved hans telt for at takke ham, idet hun tilføjede: „De er så forskellig fra de andre. Hvordan kan det være?“ Vidnet og hans hustru forklarede at de, som kristne, ikke satte nogen grænser for deres kærlighed. Pigen skyndte sig tilbage til sit eget telt for at fortælle sin familie om det skete.

En halv time senere kom hun tilbage, denne gang sammen med sine søskende og sine venner, for at invitere vidnet og hans kone over til dem om aftenen. Efter den tid, gennem en periode på to uger, talte forkynderen ved flere lejligheder med disse mennesker om Bibelen. Men så blev kontakten afbrudt, idet familien flyttede til en anden lejr længere borte. Imidlertid havde de udvekslet adresser, og dette var grunden til at forkynderen så det endelige udfald af sin venlighed.

I den anden lejr kom den muhamedanske familie til at bo ved siden af nogle Jehovas vidner og blev derfor i stand til at lære mere om Bibelen. Efter hvad man sidst har erfaret, tager to sønner og datteren nu del i forkyndelsen sammen med Jehovas vidner. Forældrene har udtrykt ønske om at gøre det samme.

Hvor stor betydning det har at vise venlighed mod dem som står Bibelens sandheder imod, fremgår af det der skete for et Jehovas vidne i Honduras. På et tidspunkt havde en sergent prøvet at tvinge ham ind i hæren, endog med trusler om at dræbe ham. Senere mistede sergenten sin stilling og måtte se sig om efter et andet arbejde. Han blev ansat som medhjælper ved et lokalt bjergværk. Tilfældigvis var det Jehovas vidne han havde behandlet dårligt, ansat samme sted. Uden at kende til det der var sket tidligere satte arbejdsgiveren den forhenværende sergent til at arbejde under ledelse af dette vidne.

Sergenten blev meget bange — han troede at vidnet ville gengælde ondt med ondt. Men han behandlede sin tidligere forfølger med venlighed, og delte endda sin frokost med ham. Dette gjorde et stort indtryk på manden. Han havde svært ved at tro på at han blev behandlet venligt af en hvis liv han havde truet. Lidt efter lidt fik dette ham til at fatte virkelig interesse for Bibelen. Nu er de mennesker han tidligere foragtede, blevet hans venner, og han studerer Bibelen sammen med dem.

At venlighed kan udvirke sådanne forandringer hos mennesker viser hvilken magt den har. Det kan også tjene som en tilskyndelse for os til at følge Bibelens råd om at vise venlighed.