„Israels Hellige“ helliggøres

„Mit hellige navn kundgør jeg midt i mit folk Israel, og jeg vil ikke mere vanhellige mit hellige navn; og folkene skal kende, at jeg er [Jehova], den Hellige i Israel.“ — Ez. 39:7.

 1. Hvilken situation befinder menneskeheden, og især Jehovas vidner, sig nu i?

SKØNT to verdenskrige har bragt usigelig nød og trængsel over menneskeslægten, har den kommunistiske „Nordens konge“ og den demokratiske „Sydens konge“ atter fyldt jorden med nationalistisk propaganda. De skuler vredt til hinanden hen over deres respektive kernevåbenlagre, og ’prøver kræfter’ med hinanden i „kolde“ krige og „varme“ småkrige. (Dan. 11:40) De kvækker om konkurrerende sameksistens, men er hver især opsat på at få den anden udslettet. Efterhånden som forholdet bliver mere og mere spændt, stiger nationalfølelsen til vanvittige højder over hele jorden. Hjernen bag alt dette, den fornedrede Satan, eller ’Gog fra Magog’, stiller på denne måde op til et sidste angreb mod Jehovas salvede vidner, de jordiske repræsentanter for „den store Konges by“, det himmelske Jerusalem hvor Jehova bor ved sin ånd. — Sl. 48:3.

 2. Hvordan gentog Sankerib sin trussel mod Jerusalem?

² Når vi vender os til beretningen i Anden Kongebog 19:8-10, ser vi at assyrerkongen er draget nærmere Jerusalem og nu er „i færd med at belejre Libna“, ikke mere end fyrre kilometer borte. Nu sender han sine sendebud til Ezekias med trusselsbreve, og han siger til dem: „Således skal I sige til kong Ezekias af Juda: Lad ikke din Gud, som du slår din lid til, vildlede dig med at sige, at Jerusalem ikke skal gives i assyrerkongens hånd!“

 3. (a) Hvilken skræmmetaktik følger den kommunistiske „Nordens konge“? (b) Hvad fortæller en forfatter at forfølgelsen af Jehovas vidner i Sovjetunionen har medført?

³ På samme måde har Satans pralende propagandister efter den anden verdenskrig ikke alene fortsat med at samle alle nationer til Harmagedon, men søger også at skræmme Jehovas trofaste tilbedere til at svigte deres standpunkt for Gud. Det er især „Nordens konge“, som nu hovedsagelig repræsenteres ved kommunistiske magter, der har rettet hårde angreb mod Jehovas vidner. Han har udsat dem for en ondsindet propaganda. Det viser sig desuden at der indtil april 1951 blev arresteret så mange som 7000 Jehovas vidner i de vestlige sovjetrepublikker, og de blev deporteret til slavearbejdslejre i Uralbjergene, Sibirien, Vorkuta og Kazakstan. Hvordan klarede de denne trussel mod deres kristne integritet? I sin bog Religion in the Soviet Union skriver Walter Kolarz:

Dette var ikke afslutningen for ’vidnerne’ i Sovjetunionen, men kun indledningen til et nyt kapitel i deres arbejde med at hverve proselytter. De søgte endog at udbrede deres tro når de gjorde holdt ved forskellige stationer på vej til landsforvisningen. Sovjetregeringen kunne ikke have gjort noget bedre for udbredelsen af deres tro end netop at deportere dem. ’Vidnerne’, der ellers var isoleret i landsbyerne, blev ført ud i en større verden, om end det blot var koncentrations- og slavearbejdslejrenes frygtelige verden. Her mødte de et stort antal desillusionerede og mishandlede mennesker, og mange var på forhånd modtagelige for løfterne om en fuldstændig ændring i verdens politiske opbygning inden for den nuværende generations levetid.

Efter erklæringen af sovjetamnestiet i 1955 vendte både de gamle ’vidner’ og deres nyomvendte tilbage til deres hjem, eller de blev boende som frie borgere på de steder de var blevet forvist til. På denne måde bredte jehovisterne . . . sig til mange dele af Sovjetunionen. De dukkede atter op i alle de vestlige sovjetrepublikker. De oprettede nye organisationer i områderne hvor de før udførte straffearbejde, både langt mod øst og i republikken Komi, hvor der er jehovist-afdelinger langs den berygtede Pechora-jernbane med endestationen Vorkuta. Jehovisterne trængte også ind i Sibirien og Kazakstan, hvor der er særlig mange af dem. . . . Der blev også oprettet en jehovist-organisation i Dagestan. . . . Kort sagt må den russiske afdeling af Jehovas vidner betragtes som en af de stærkeste i verden; og der er afgjort ingen afdeling noget sted der udsættes for så megen nedsættende presseomtale fra den verdslige myndigheds side. . . .

Kun fremtiden vil vise om Khrushchev har haft større held til at bekæmpe ’jehovistfaren’ end både Hitler og Stalin.

Hitler, Stalin, og Khrushchev har nu alle haft deres tid, men de forhånede åndelige judæere i „Nordens konges“ lande udbreder stadig deres tilbedelse, til Jehovas pris.

 4. (a) Hvordan fortsatte Sankerib med at smæde Jehova? (b) Hvordan har de kommunistiske propagandister fulgt et lignende mønster, og med hvilket resultat?

⁴ Beretningen i Anden Krønikebog giver følgende resumé af det andet voldsomme propagandaangreb mod Jerusalem: „Og hans [Sankeribs] tjenere talte endnu flere ord mod Gud [Jehova] og mod hans tjener Ezekias. Han skrev også et brev for at smæde [Jehova], Israels Gud, og tale imod ham; heri stod der: ’Så lidt som landenes folks guder har frelst deres folk af min hånd, skal Ezekias’ Gud frelse sit folk af min hånd!’“ (32:16, 17) På samme måde har de kommunistiske propagandister skrevet bøger, som for eksempel en bog på 159 sider med titlen „Under navnet Jehova Gud“; de har rettet fordømmelser mod vidnerne i Pravda og Trud og i artikler i illustrerede blade, som for eksempel artiklen „Edderkopperne“ i bladet Krokodil, og de har forevist smædefilm med titler som „Harmagedon“ og „Afslørede apostle“ — ja de har gjort sig ihærdige anstrengelser for at smæde Jehova Guds navn og kritisere hans vidners forkyndelsesarbejde. Men er Jehovas vidner veget tilbage på grund af det kommunistiske angreb? Rapporter fra Rusland siger nej! Følgende udtalelse er meget betegnende:

Da vore brødre her befinder sig i selve hjertet af „Nordens konge“, så at sige, har de ofret deres liv og alt hvad de ejer for Jehova og hans sandheder; hengivent og loyalt har de taget standpunkt for Jehova Gud, den store Suveræn og Teokrat. I denne afgørende og bitre kamp for troen kæmper de på deres Guds, Jehovas, side. Budskabet om Guds rige har sejret fra karpaterne til Kurilerne.a

 5. I hvilken henseende har kommunisterne handlet dåragtigt på samme måde som Sankeribs propagandister?

⁵ De fortsatte med at spotte og håne Gud: „Og de råbte med høj røst på judæisk til folkene i Jerusalem, som stod på muren, for at indjage dem angst og skræk, i håb om at kunne tage byen. Og de talte om Jerusalems Gud på samme måde som om jordens folkeslags guder, der er værker af menneskehænder!“ (2 Krøn. 32:18, 19) Hvor er propagandisterne ynkelige og blinde! De tror ikke at vores Gud er stærkere end guder af ler og sten, folkeslagenes unyttige gudebilleder. Og selv om kommunisterne måske er blevet klar over hykleriet bag de ikoner som deres forfædre tilbad, er det i sandhed dåragtigt af dem nu at ære nationale helte og den militære „fæstningernes gud“, og at prale af deres videnskabelige bedrifter! (Dan. 11:38) Hvor er det dåragtigt af dem at sige at der ikke findes nogen Gud, blot fordi de ikke har fået øje på ham fra deres små bitte rumskibe! — Sl. 14:1.

 6. Hvem er nu med i propagandakampagnen, og hvem søger Jehovas vidner derfor hjælp hos?

⁶ Efterhånden som verdenssituationen nu forværres er de demokratiske nationer som tilhører „Sydens konge“, også begyndt at udspy nationalistisk propaganda. Hvad vil Jehovas vidner, som hverken tilhører „Norden“ eller „Syden“, gøre når krisen når sit højdepunkt? Nøjagtig det samme som Ezekias og Esajas gjorde! „Derfor bad kong Ezekias og profeten Esajas, Amoz’ søn, og råbte til Himmelen.“ (2 Krøn. 32:20) Disse mænd er i sandhed et godt eksempel for Jehovas folk i dag!

Tillid til Jehova

 7, 8. (a) Hvilken bøn fremførte kong Ezekias? (b) Hvorfor vil hans bøn, ligesom bønnen i Salme 83, ikke blive overhørt?

⁷ Beretningen i Anden Kongebog (og ligeledes i Esajas’ bog, kapitel 39) giver en mere detaljeret beskrivelse af begivenhederne: „Da Ezekias havde modtaget brevet af sendebudenes hånd og læst det, gik han op i [Jehovas] hus og bredte det ud for [Jehovas] åsyn. Derpå bad Ezekias den bøn for [Jehovas] åsyn: ’[Jehova], Israels Gud, du, som troner over keruberne, du alene er Gud over alle jordens riger; du har gjort himmelen og jorden! Bøj nu dit øre, [Jehova], og lyt, åbn dine øjne, [Jehova], og se! Læg mærke til de ord, Sankerib har sendt hid for at spotte den levende Gud!“ — 2 Kong. 19:14-16.

⁸ Hvad var Ezekias først og fremmest interesseret i — sin egen frelse, eller Jehovas navns renselse og helliggørelse? Lad os svare med hans bøn angående assyrerkongen: „Men frels os nu, [Jehova] vor Gud, af hans hånd, så alle jordens riger kan kende, at du, [Jehova], alene er Gud!“ (2 Kong. 19:19) Dette minder os om en anden kendt bøn som også angår Assyrien: „Lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gå til grunde og kende, at du, hvis navn er [Jehova], er ene den Højeste over al jorden!“ (Sl. 83:9, 18, 19) Det er bønner som ikke bliver overhørt!

 9, 10. (a) Hvilket svar gav Jehova gennem sin meddelelseskanal, og hvem er denne kanal et billede på? (b) Hvordan sejrer resten over Satans hånende trusler? (c) Hvem er det i virkeligheden som bør hånes, og hvorfor?

⁹ Vil Jehova bevise at han er Gud? Vil han hellige sit navn for alle jordens riger? Det svar han gav Ezekias gennem sin profet Esajas giver ikke rum for tvivl. Det stemmer desuden udmærket med det budskab som Jehova udsender gennem sin nutidige meddelelseskanal, „den tro og kloge tjener“, resten af de salvede vidner på jorden: „Hun håner, hun spotter dig, jomfruen, Zions datter, Jerusalems datter ryster på hovedet ad dig! Hvem har du hånet og smædet, mod hvem har du løftet din røst? Mod Israels Hellige løfted i hovmod du blikket!“ — 2 Kong. 19:21, 22.

¹⁰ Satan og hans lydige trælle kan forsøge så meget de vil; deres bestræbelser for at nedbryde Guds tjeneres integritet er dog dømt til at mislykkes. Forhånelser og smædeord vil ikke være til nogen nytte. Jehovas salvede rest bevarer fortsat sin kristne jomfruelighed og viser sig derved værdig til at være trolovet med Kristus. (2 Kor. 11:2) Det er i virkeligheden den pralende Satan som bør hånes. Hvilket fald led han ikke da han søgte at ophøje sig over det nyfødte rige, kun for at Kristus skulle nedstyrte ham sammen med hans dæmoner så han blev Gog fra Magogs land! (Åb. 12:1-9; Es. 14:12-15; Ez. 38:2) På grund af sine onde råd mod „jomfruen, Zions datter“ vil Gog lide en forsmædelig undergang. Han kan ikke berøve hende hendes dyd ved sin kødelige krigsførelse. Hans sidste, ondsindede angreb viser kun at han i virkeligheden kæmper imod „Israels Hellige“, Jehova Gud selv.

11. Hvordan praler nutidens assyrer, men hvilket svar giver Jehova ham?

¹¹ Den pralende assyrer mente ikke at noget var umuligt for ham, hverken når det drejede sig om at fælde Libanons cedres højskov eller at udtørre Ægyptens strømme. På samme måde mener nutidens Gog, der behersker både „Nordens“ og „Sydens“ atommagter, ikke at nogen erobring er for svær for ham. Kun Jehova har svaret til denne tyran. Gennem sine profeter i fortiden har han givet udtryk for at hans hensigt med Gog er urokkelig: „Har du ej hørt det? For længst kom det op i min tanke, jeg lagde det fordum til rette, nu lod jeg det ske.“ (2 Kong. 19:25) Selv med Gogs sataniske støtte vil ingen enkeltperson eller organisation på jorden kunne hindre kundgørelsen af Jehovas retfærdige domme.

12. Hvilket endeligt vil de ’assyriske’ hære give den falske religion og dens tilhængere?

¹² „Nordens konge“, som ledes af Gog, vil helt sikkert gøre sit til at ødelægge nutidens falske religions verdensimperium. Åbenbaringens 17. kapitel giver en tydelig skildring heraf, og viser at Jehova vil benytte de „ti horn“, eller jordens samlede antal nationale herskere, til at „gøre efter hans tanke“, eller til at udføre hans hensigt, som omfatter udslettelsen af disse religiøse systemer. (Åb. 17:16, 17) På samme måde som fortidens Assyrien ødelagde de dæmondyrkende folkeslags „murstærke byer“, sådan vil nutidens „assyrerkonge“ og hans hære være med til at anrette ødelæggelser på den falske religion i dag. Og når disse nationalistiske systemer styrter sammen vil alle som har søgt tilflugt hos dem, i sandhed blive ’grebet i afmagt af skræk og skam’. De vil gå til grunde „som græsset på marken, det spirende grønne, som græs på tage, som mark for østenvinden [når østenvinden svider det af, NW]“. (2 Kong. 19:25, 26) Se også Åbenbaringen 18:9-19.

13, 14. (a) Hvordan begik assyreren selv en alvorlig fejltagelse? (b) Hvad erklærede Jehova nu, og hvilken forsikring har Jehovas vidner således i dag?

¹³ Men nu har den assyriske hersker selv begået en alvorlig fejltagelse! Han har taget ophold i det land Jehova gav sine sande tilbedere. Han har omringet Libna, og tror at Jerusalem vil være hans næste mål. Det er nu kommet til et opgør: Sankerib mod „Israels Hellige“. Jehova har gennemskuet sin fjende, og han spotter Satan, Gog: „Jeg ser, når du rejser og sætter dig, ved, når du går og kommer. . . . du raser imod mig, din trods er mig kommet for øre.“ (2 Kong. 19:26-28) Gog kan rase lige så meget han vil, men kun inden for Magogs lands snævre grænser; han har mødt sin overmand!

¹⁴ Assyrerkongerne plejede at føre tilfangetagne konger med sig til Nineve med en krog i næsen. Men nu er det Gogs tur! Jehovas erklæring lyder: „Jeg [lægger] ring i din næse og bidsel i munden.“ Det nedrige forsøg på at få Jehovas trofaste vidner til at underkaste sig og gå på kompromis, slår fejl! Guds tjenere har bedt til Jehova og sat deres lid til ham. Lad nutidens assyrer mønstre alle sine styrker. Lad ham udskrive mænd i hundredmillionvis til det sidste angreb på den sande tilbedelses fæstning, som Jehova har bygget på jorden ved Jesus Kristus. Jehovas vidner vil stadig holde fast ved deres kristne neutralitet. De vil ikke give efter for nationalistisk propaganda. De vil forblive i sikkerhed i deres stærke tårn, Jehova, og intet vil kunne få dem til at holde op med at tilbede ham og lovsynge hans navn. Jehovas ord til ærkefjenden er definitive: „[Jeg] fører dig bort ad vejen, du kom!“ — 2 Kong. 19:28.

Tegnet

15, 16. Hvilket tegn gav Jehova sit folk og hvordan måtte de handle i overensstemmelse med det?

¹⁵ Jehova siger derefter gennem sin profet Esajas: „Og dette skal være dig tegnet: i år skal man spise, hvad der såed sig selv, og året derpå, hvad der skyder af rode; tredje år skal man så og høste, plante vin og nyde dens frugt. Den bjærgede rest af Judas hus slår atter rødder forneden og bærer sin frugt foroven; thi fra Jerusalem udgår en rest, en levning fra Zions bjerg. Hærskarers [Jehovas] nidkærhed virker dette.“ — Es. 37:30-32; 2 Kong. 19:29-31.

¹⁶ Såtiden var for længst ovre. På grund af den assyriske invasion var der ingen mulighed for høst det år. Jehova gav derfor et ’tegn’ på den måde at han sørgede for sit folk på mirakuløs vis. Han lod rigelige mængder føde spire frem fra de kerner som havde sået sig selv under høsten det foregående år. Men det var ikke alt! Det følgende år skulle være et sabbatsår, hvor de trofaste judæere måtte vise at de stolede på Jehova ved at lade deres marker ligge brak. Ville Jehova sørge for dem? De ville i sandhed blive belønnet for deres tro på ham, idet han sørgede for at de kunne spise korn som voksede af sig selv! Og det tredje år skulle judæerne igen nyde frugten af deres eget arbejde.

17. Hvordan er første del af tegnet blevet opfyldt i nutiden?

¹⁷ Dette tegn har fået en storslået opfyldelse siden 1914. Når den stolte „assyrer“ og hans hob gør byen som er helliget Jehovas tilbedelse til „invasionens datter“ (NW) eller „angrebets datter“,b lader Jehova sin søn udgå som hersker fra Betlehem, det himmelske brødhus, med rigelige mængder livsopretholdende føde. (Mika 4:14; 5:1) Gog og hans horder har ikke magt til at standse disse mirakuløse forsyninger, og de vil blive givet lige så længe som Jehovas salvede vidner fortsat holder sabbat ved at tro og ved hver dag at adlyde deres Gud. Der vil blive sørget således for denne rest af åndelige judæere til Satans krig mod dem her på jorden er slut, og længere endnu. Det vil vise sig at restens medlemmer er fast rodfæstede i Guds sande tilbedelses land, og de vil for evigt bære frugt i Guds rige. Det er netop en sådan rest der skal ’udgå fra Jerusalem’, og det vil alt sammen tjene som et ’tegn’ i forbindelse med helligelsen af Jehovas navn. „[Jehovas] nidkærhed virker dette.“ — 2 Kong. 19:31.

18, 19. Hvad skildres ved sidste del af „tegnet“, og hvordan ser vi dette i den nutidige opfyldelse?

¹⁸ Som den sidste del af „tegnet“ udtalte Esajas følgende profeti om assyrerkongen: „I byen her skal han ej komme ind, ej sende en pil herind, ej nærme sig den med skjolde eller opkaste vold imod den; ad vejen, han kom, skal han gå igen, i byen her skal han ej komme ind — så lyder det fra [Jehova]. Jeg værner og frelser denne by for min og min tjener Davids skyld!“ (2 Kong. 19:32-34) Hvor disse ord dog bringer trøst til den salvede rest og dens medarbejdere i dag! Uanset hvor meget Gog og hans totalitære horder truer og håner, kan de ikke komme nærmere. Det ser ud til at Sankeribs invasionsstyrker i deres sidste fremrykning ikke nåede nærmere Jerusalem end til Libna, cirka fyrre kilometer borte. Med knyttede næver udslyngede de deres trusler mod det fjerne Jerusalem, og Sankerib sendte sine hånende propagandister for at skræmme Ezekias og hans folk og nedbryde deres mod. Men forgæves! Assyrien var magtesløs og kunne ikke virkeligt true den sande tilbedelses fæstning.

¹⁹ Efterhånden som nutidens assyrer opslår sin nationalistiske lejr i det land som er helliget Jehovas pris, finder han ligeledes at han er magtesløs i sin modstand mod den guddommelige vilje. Hverken i nazistiske eller kommunistiske fængsler og koncentrationslejre har man fundet ud af hvordan man skal „hjernevaske“ Jehovas vidner. Deres tro er uovervindelig. Både som enkeltpersoner og som skare betragtet holder de stand mod fjenden. Jehova har renset sit folk for falsk, dæmonisk religion og for verdens umoralske handlemåde, og han vil aldrig tillade de dæmonbeherskede nationalistiske ledere at påvirke og forurene den sande tilbedelse som er hellig for Jehova. For sit store navns skyld, og på grund af sin Rigspagt, hvis midtpunkt nu er den større David, Kristus Jesus, forsvarer Jehova sin hellige bys jordiske repræsentanter. (Sl. 89:35-38) Han træffer foranstaltning til at føre nutidens assyrer tilbage hvor han hører til.

20, 21. Hvilke dramatiske begivenheder fandt nu sted foran Libna?

²⁰ Men se nu på det drama der udspilles dér foran Libna! Sankeribs tjenere er vendt tilbage til lejren efter at have givet Ezekias en sidste advarsel. Han har fået et ultimatum! Og dér, spredt ud over lavlandet, ligger lejren med Assyriens kernetropper, den store hær som ikke kender til nederlag — forhammeren som er løftet til et knusende slag mod Jerusalem. Den stolte assyriske militærmagt er nu parat til at vinde en af sine største sejre, sejren over „den store Konges by“, Jehovas by. Natten falder på. Alt er roligt. Det er som stilheden før et uvejr.

²¹ Men alt forbliver roligt! Ved dagens frembrud hersker der en uhyggelig stilhed i lejren. Intet rører sig. Til sidst vover nogle judæere sig ud fra Libna for at undersøge sagen. Kom alle sammen, og se! Hvilket syn! „Samme nat gik [Jehovas] engel ud og ihjelslog i assyrernes lejr 185.000 mand; og se, næste morgen tidlig lå de alle døde.“ — 2 Kong. 19:35.

22. Hvordan skildrer dette hvad Jehova vil gøre i Harmagedon?

²² Det samme vil ske når Harmagedons nat sænker sig over jorden. Jehovas ærkeengel og domsfuldbyrder, Kristus Jesus, vil komme hastigt og lydløst, som en tyv. Gogs horder vil ingen redning finde. Deres sidste hånende udfordring mod den samlede rest af Jehovas salvede vidner vil blive besvaret når Guds konge slår Gogs horder med et jernspir og knuser dem i den almægtige Guds vredes vinperse. (Åb. 19:15) Det vil ske nøjagtigt som på Ezekias’ tid: „Og [Jehova] sendte en engel, der tilintetgjorde alle krigere, høvedsmænd og hærførere i assyrerkongens lejr, så han med spot og spe måtte vende hjem til sit land.“ — 2 Krøn. 32:21.

23. Hvilket endeligt fik Sankerib, og hvad er dette et billede på?

²³ Men skal den overmodige assyrerkonge blot undslippe „med spot og spe“? Nej, Guds retfærdige dom er ikke sket fyldest med det. Beretningen i Guds ord siger følgende om Sankerib (hvilket bekræftes på den nyligt fundne Asarhaddons prismec): „Da han gik ind i sin guds hus, fældede nogle af hans kødelige frænder ham der med sværdet. Således frelste [Jehova] Ezekias og Jerusalems indbyggere af assyrerkongen Sankeribs hånd og af alle andres og skaffede dem ro på alle kanter.“ (2 Krøn. 32:21, 22) Satan, „løgnens fader“, vil ligeledes opdage at hans selvgjorte religion ikke yder nogen beskyttelse. For Kristus vil med sikkerhed binde ham og kaste ham i uvirksomhedens afgrund, og lukke den over ham og sætte segl for. (Åb. 20:2, 3) Kun da vil Guds sande tilbedere få „ro på alle kanter“.

24. Hvordan vil Jehova og Kristus til den tid, som vist i forbilledet, blive højt anset af mange?

²⁴ Hvilken lejlighed til at prise Jehova! Beretningen i Anden Krønikebog slutter med ordene: „Og mange bragte gaver til Jerusalem til [Jehova] og kostbare ting til kong Ezekias af Juda, så han siden blev højt anset blandt alle hedningefolk.“ (32:23) Når Guds nye ordnings morgen bryder frem efter Harmagedon kan vi være overbevist om at alle som overlever vil bringe lovprisningsofre til ære for Jehova og hans sejrende Kristus, den større Ezekias. Hele jorden vil nyde sabbatshvilen under Kristi 1000-årige regering, og — hvor storslået! — Genløseren, Kristus, vil også blive højt anset af mange fra menneskehedens folkeslag som i opstandelsen vil blive ført tilbage til livet. — Joh. 5:28, 29.

25. (a) Hvilken sejr får Jehovas tilbedere således del i? (b) Hvilket storslået privilegium står åbent nu, og hvad bør vi af hjertet gøre?

²⁵ Hvilken sejr for det himmelske Zions bjerg! Hvilken glæde for alle som bor sikkert inden for dets mure og holder fast ved den sande tilbedelse! „Drag rundt om Zion, gå rundt og tæl dets tårne, læg mærke til dets ringmur, gå gennem dets borge, så I kan melde slægten, der kommer: Sådan er Gud, vor Gud for evigt og altid, han skal lede os.“ (Sl. 48:13-15) Hvor smukt dette himmelske Zion, elsket af Jehova! Og hvor stort et privilegium at kunne berette om dets herlighed til den ’store skare’, den skare der lever i vor generation og som vil overleve Harmagedon og opnå evigt liv når hele jorden bliver en helligdom hvor Gud prises! Måtte vi alle af hjertet tilbede den eneste sande og evige Gud, Jehova. Måtte „Israels Helliges“ navn forblive ophøjet og helliggjort for evigt!

[Fodnoter]