magt betyder ikke dette! Vi har ingen grund til at tvivle på Gabriels sandfærdighed, for han sagde, at han „står for Guds åsyn“; hans budskab til Maria, at hun, mens hun endnu var jomfru, skulle føde Jesus, viste sig desuden at være sandhed, og alt skete, som han havde sagt. — Luk. 1:18, 26-38; 2:1-21.

Og hvilket pålideligere vidnesbyrd kan vi ønske os, end det Jesus gav os, han, „som steg ned fra himmelen“! Han erklærede: „Hvad der er umuligt for mennesker, det er muligt for Gud.“ (Joh. 3:13; Luk. 18:27) Således afslørede Guds søn, at der er opgaver, der er for store for mennesker, men der vil aldrig være nogen, der er for store for Gud.

Hvorfor teorien om, at noget skulle være „for stort“?

Jehova er universets store tidsmåler i kraft af sin almagt og uendelige visdom. For ham er tiden ubegrænset. Mennesket har kun en begrænset tid til sin rådighed, ja, så lidt tid, at det altid lyder: „Jeg har ikke tid til dette eller hint.“ Og det er ikke underligt! „Vore livsdage er halvfjerdsindstyve år, og kommer det højt, da firsindstyve.“ (Sl. 90:10) Derfor ønsker mennesket naturligvis at gøre alt i huj og hast. Sjældent tænker nogen på, at Guds tidsbegreb er vidt forskelligt fra vort og vor inddeling af tiden i døgn på hver 24 timer. „Een dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år som een dag.“ (2 Pet. 3:8) Fordi Gud gør alle sine gerninger på det tidspunkt, han har bestemt til dem, er det kortsynede menneske tilbøjeligt til at beskylde ham for svaghed, som om noget var for vanskeligt for ham.

Tag for eksempel Guds synlige organisations vækst, der engang syntes en umulighed. Men det var ikke umuligt, at den kunne vokse således, for det skulle ske på den tid, Gud havde bestemt til det. Så sent som i 1938 var der kun 47.143 forkyndere, der ud over hele verden bekendtgjorde det gode budskab om Guds rige, men ved udgangen af 1952 var tallet løbet op på 456.265! „Den mindste bliver en stamme, den ringeste et talrigt folk. Jeg er Jehova; når tid er inde, vil jeg fremme det i hast.“ — Es. 60:22.

Hvordan er de forhold, mennesket lever under, desuden blevet så dårlige, at det er blevet et så umådeligt arbejde at forbedre dem? Er det ikke, fordi mennesket har undladt at leve efter de principper, der fremholdes i Guds ord, Bibelen? Resultatet var ikke blevet en verden med en så lav moral og så præget af griskhed, ubarmhjertighed og blodsudgydelser, hvis mennesket havde fulgt Mesterens fortrinlige råd: „Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem; thi sådan er Loven og Profeterne.“ (Matt. 7:12) Plaget, som menneskene er af de usle forhold i verden, er der nogle af dem, der nu siger: „Det er for stor en opgave for Gud alene.“ Atter undlader mennesket at lytte til den bibelske regel: „Den onde gerning [rammes] ikke i hast af dommen.“ — Præd. 8:11.

Opgaven er altså slet ikke for stor for Gud. Vanskeligheden består i, at mennesket ikke er stort nok til, at det kan betale sig at udføre opgaven. Menneskets bedrifter på det videnskabelige område har bevirket, at han er blevet opblæst og selvbevidst; nu har han et „stort hoved“. Men for Gud er det ikke stort, ikke større end hovedet på en græshoppe, og det er ikke særlig stort. „Ved I, hører I det ikke . . .? Han [Jehova] troner over jordens kreds, som græshopper er dens beboere.“ (Es. 40:21, 22) Hvad forstår en græshoppe om menneskets magt? Og hvad ved mennesket om Guds magt? „Den Almægtige finder vi ikke.“ — Job 37:23.

Sandheden er, at når et menneske siger, at et arbejde er for stort for Gud, har han alt for store tanker om sin egen betydning. For tiden er tres nationers lyse hoveder inden for politik samlet i de Forenede Nationer i New York for at skabe fred og sikkerhed på jorden. Præsident Truman sagde, et par dage før general Eisenhower blev indsat som præsident: „Hvis vi kan indføre fred og sikkerhed i verden under de Forenede Nationer, vil udviklingen tage en så rivende fart, at vi efter kort tids forløb ikke vil kunne genkende den verden, vi nu lever i.“ Og i sin indsættelsestale kaldte præsident Eisenhower F.N. „det levende tegn på alle folkeslags håb om fred“. Snart vil Jehova nu sætte en stopper for nationernes forenede anstrengelser: „Jehova kuldkasted folkenes råd, gjorde folkeslags tanker til intet.“ „Når de siger: Fred og ingen fare! da er undergangen pludselig over dem.“ (Sl. 33:10; 1 Tess. 5:3) Harmagedons pludselige ødelæggelse vil lægge F.N. i rygende ruiner, og jorden vil blive dækket af ligene af „Jehovas slagne“. — Jer. 25:33, 34.

Den sidste og største opgave, tilintetgørelsen af Satan Djævelen, vil blive udført med største lethed af Jehovas „Kongernes Konge“, Kristus Jesus. Kristus griber blot Djævelen og kaster ham i afgrunden. (Åb. 20:1-3) Ved at Jehovas umådelige magt bliver lagt for dagen på denne ærefrygtindgydende måde, vil en ny verden blive indført, og menneskenes kår vil blive forbedret i bund og grund. (Åb. 21:1-4) Så vil ingen igen sige, at en opgave er for stor for Gud. Alle levende skabninger vil forstå den dybe betydning af den Højestes ord til Abraham: „Skulle noget være umuligt for Herren?“ — 1 Mos. 18:14.

Hvis kirkerne ville gøre deres del

En spalte med overskriften „Anførselstegn“ i New York Times Magazine for 18. oktober 1953 oplyste, at Owen D. Young, „forhenværende industrimand, sagfører og rådgiver for præsidenter, på sin otte og halvfjerds års fødselsdag imødegik forudsigelserne om, at civilisationen står over for sin undergang“, og sagde: „Det går jeg ikke med til. Hvis kirkerne i verden ville gøre deres del lige så effektivt, som videnskabsmændene har gjort deres, ville vi ikke være i nogen fare.“ Men det har kirkerne ikke gjort.