Hvilken gud er du vidne for? — 1. del

„’I er altså mine vidner,’ lyder det fra Jehova, ’og jeg er Gud.’“ — Es. 43:12, NW.

 1. (a) Hvad skulle en gud der virkelig eksisterer være i stand til? (b) Hvilken indstilling har ateisten til Gud, som vist i et Associated Press-telegram?

ENHVER gud der virkelig eksisterer burde afgive bevis på at han er en gud. Han burde have mindst to eller tre vidner der forkynder at han er en gud, ja måske oven i købet den eneste Gud. Ateisten, der afviser den blotte tanke om at der er en Gud til, vil naturligvis sige: „Jeg er ikke vidne for nogen gud!“ I et Associated Press-telegram, dateret Seattle, den 6. maj 1963, kunne man læse følgende: „Den sovjetiske astronaut major Gherman S. Titov erklærede i dag at han ikke tror på Gud. Han sagde at han så ’hverken Gud eller engle’ på sin tur sytten gange rundt om jorden. Han sagde at indtil Yuri Gagarin foretog sin første rumrejse havde endnu ingen gud hjulpet russerne med at bygge deres raket. ’Raketten er lavet af vort folk. Jeg tror ikke på Gud. Jeg tror på mennesket, på dets styrke, dets muligheder og dets forstand.’ Major Titov udtalte sig om sin materialistiske tro efter at han og hans hustru havde tilbragt næsten to timer med at bese De forenede Staters videnskabelige afdeling på verdensudstillingen i Seattle.“ — New York Times, 7. maj 1962.

 2, 3. (a) Hvad kan der siges om troen på Gud i tidligere tider? (b) Hvad får vi at vide om guder i den hinduiske filosofi?

² Vore dages ateist — han være sig af kommunistisk eller en anden politisk anskuelse — mener at det i vor atom- og rumtid er blevet gammeldags at tro på en usynlig gud. I tidligere tider hørte troen på én Gud eller flere guder med til menneskenes daglige tilværelse. Det skete endog at man antog andre folks guder. En profet, hvis ord er nedskrevet og kendt af mange, sagde i det syvende århundrede før vor tidsregning: „Har et hedningefolk nogen sinde skiftet guder? Og så er de endda ikke guder.“ „Hvor er de da, dine guder, dem, du har gjort dig? Lad dem stå op! Kan de frelse dig i ulykkestiden? Thi som dine byers tal er dine guders, Juda.“ (Jer. 2:11, 28) I det første århundrede efter vor tidsregnings begyndelse levede en fremtrædende romer ved navn Petronius Arbiter, der var en af kejser Neros yndlinge. Han var „smagsdommer“ ved det romerske hof og en autoritet i nydelsernes kunst. I kapitel tre i romanen „Satyricon“ omtaler Petronius den romerske statsreligion og lader en af personerne sige: „Vor egn er alle vegne så fuld af mægtige guddomme, at det er lettere at finde en gud end et menneske.“ Den romerske kejser blev naturligvis tiltalt som en gud.

³ En anden forfatter i det første århundrede, hvis skrifter er blevet læst af betydeligt flere end førnævntes, sagde med rette at der var „såkaldte guder“ både i himmelen og på jorden og at der var „mange ’guder’ og mange ’herrer’“. (1 Kor. 8:5) Siden da er tallet på folkenes guder øget yderligere. Om udviklingen af den hinduiske filosofi i Indien siger The Encyclopedia Americana, bind 14 (1929-udgaven), på side 196b:

Resultatet var at der skabtes en hel gudeverden. Fantasien fik frit spillerum. Guder og gudinder i massevis befolkede firmamentet, selv om kun en håndfuld blev guddommeliggjort i den forstand at de blev gjort til genstand for tilbedelse. Nye verdener skabtes og Indra blev gjort til hersker over 330.000.000 guddomme. Brahma, skaberen, Vishnu, bevareren, og Siva, ødelæggeren, kom til at udgøre hinduernes treenighed.

Ifølge The Americana Annual for 1963 (side 321) er Indiens befolkning i dag på 439.235.082, hvoraf de 84,99 procent er hinduer. Det vil sige at der er to guder for hver tre hinduer.

 4. Hvilke kendsgerninger foreligger om gudsdyrkelsen i Japan, Rusland og kristenhedens lande?

⁴ Indtil 1946 blev Japans kejser betragtet som en gud på grundlag af den religiøse opfattelse at det japanske kejserhus nedstammer i lige linje fra solgudinden Amaterasu, hvis sønnesønnesøn Jimmu grundlagde Japans trone i 660 f. Kr. Fornuftigvis erklærede kejser Hirohito den 31. december 1945 at han ikke var en gud. I den kommunistiske verden var det først efter den russiske diktator Stalins død i 1953 at Stalinkulten blev delvis udryddet. Men hvordan ser det ud i kristenheden? Den har naturligvis sin treenige guddom bestående af Faderen, Sønnen og Helligånden som den tilbeder, men tilbeder man ikke andet her?

 5, 6. (a) Hvordan betragtes den romersk-katolske kirkes pave ifølge Ferraris’ kirkelige ordbog? (b) Hvilke andre udtalelser er blevet fremsat om paven?

⁵ Fra et berømt romersk-katolsk opslagsværk, Ecclesiastical Dictionary,a der er udarbejdet af kanonisten Lucius Ferraris, som levede i det attende århundrede og tilhørte franciskanernes orden, bringer vi et uddrag af hvad der siges under ordet papa:

„Paven ejer en saadan Værdighed og Højhed, at han ikke blot er et Menneske, men saa at sige Gud og Guds Stedfortræder. . . . Derfor er Paven kronet med en tredobbelt Krone som Konge over Himmel, over Jord og over Helvede. . . . Paven er saa at sige Gud paa Jorden, Kristi trofastes eneste Fyrste, den største Konge af alle Konger, idet han besidder Fuldmagten, han, hvem det jordiske og himmelske Riges Regering er betroet. . . . Paven er saa stor i Myndighed og Magt, at han kan ændre, fremsætte eller udlægge den guddommelige Lov. Paven kan undertiden modvirke den guddommelige Lov ved at indskrænke, forklare o.s.v.“

⁶ Pave Nikolaus I (858-867), som har fået tilnavnet den Store „på grund af det vældige arbejde han gjorde for at grundfæste det romerske pavedømme som en verdslig og suveræn magt, over alle andre magter“,b har sagt at „Kejser Konstantin overførte Benævnelsen ’Gud’ paa Paven, som, fordi han er Gud, ikke kan dømmes af Mennesker“. Pave Innocens III (1198-1216) har sagt at „Paven indtager den sande Guds Plads“. Den romersk-katolske kanoniske lov betegner i sin ordliste paven som „vor Herre Gud“. Det er derfor ikke uden betydning at lovprisningshymnen Te Deum (Vi priser Dig, o Gud) afsynges ved en ny paves indsættelse, under den del af ceremonien der kaldes Tilbedelse.c

Udfordring til „guderne“

 7. Hvilken udfordring stilles hvert eneste menneske overfor, og hvilke spørgsmål må vi besvare i denne forbindelse?

⁷ Enhver der hævder at have en gud udfordres i dag til at optræde som vidne for sin gud. Ja, alle guder, det vil sige alle dem der kaldes guder og tilbedes som guder, opfordres til at føre deres vidner og bevise at de er guder eller er den eneste levende og sande Gud. Enhver der har en gud konfronteres derfor med spørgsmålet: Hvilken gud er du vidne for? Hvad kan du sige som vidne for denne gud og hvad kan du fremføre som bevis for at din gud, den som du beskriver som genstanden for din tilbedelse, virkelig eksisterer, virkelig er en sand, levende, historisk og aktiv gud der fortjener din tilbedelse? Hvad ved du om din gud? Kan du også over for dig selv fremføre tilfredsstillende beviser for at han er Gud eller en gud? Eller skammer du dig over at være vidne for din gud?

 8. (a) Hvorfor er det nytteløst at tilbede og tjene en falsk gud? (b) Ved hjælp af hvad skulle det være muligt for Gud at bevise at han er den sande Gud?

⁸ Ethvert fornuftigt menneske vil indrømme at det ikke er nogen nytte til at tilbede og tjene en falsk gud. Man får ingen varig gavn af at tilbede en gud der ikke eksisterer. Man bedrager kun sig selv eller lader sig bedrage af andre, og det fører i sidste ende til skuffelse. Vi skulle ikke lade os lede af følelser og religiøs sentimentalitet, men skulle handle som fornuftige mennesker i såvel religiøse som verdslige anliggender. Det gavner intet at vi lukker øjnene for de kendsgerninger der vidner om en sand og levende Guds eksistens, og hvis de guder som vi selv eller andre tilbeder er falske, skulle vi være interesseret i at få klarhed over det. Hvis det blandt de utallige guder der tilbedes i dag er muligt at finde den eneste levende og sande Gud, skulle vi bede om at få fremlagt beviserne herfor og alvorligt overveje dem. Ved hjælp af de vidnesbyrd som den sande Gud selv og hans vidner fremlægger, skulle han være i stand til for hele universets domstol at bevise at han er Gud, det guddommelige Væsen, som fortjener alles tilbedelse.

 9. Hvorfor har den sande Gud nu en enestående lejlighed til at bevise sin guddommelighed?

⁹ Den sande Gud har nu alle tiders chance for at afgive bevis på sin guddommelighed. Trods de videnskabelige fremskridt befinder menneskeheden sig i den mest fortvivlede situation, idet den ikke alene hjemsøges af legemlige og mentale sygdomme og trues af tiltagende hungersnød som følge af den voksende verdensbefolkning, men også plages af stigende politiske, racemæssige og religiøse vanskeligheder, samt, mest faretruende af alt, trusselen om en tredje verdenskrig, der efter alle matematiske beregninger synes at skulle komme i vor atom- og rumtid. At finde en løsning på verdenssituationen overstiger al menneskelig evne og opfindsomhed. En fornuftbegavet, overmenneskelig magts indgriben er påkrævet. Nu mere end nogen sinde må menneskene derfor se hen til deres guder. Hvis profeten Jeremias, der levede for 2600 år siden, var her, ville han gentage sin udfordring til det nødstedte folk: „Hvor er de da, dine guder, dem, du har gjort dig? Lad dem stå op! Kan de frelse dig i ulykkestiden? Thi som dine byers tal er dine guders.“ — Jer. 2:28.

10. Hvilke spørgsmål kan man med rette stille alle dem der gør krav på at være guder?

¹⁰ Nej, når alle religioner lægges sammen er der ingen mangel på guder. Men hvad kan alle disse guder, enkeltvis eller samlet, stille op med verdenssituationen? Hvilken forklaring kan de give på den? Hvad kan de forudsige eller profetere om hvordan det vil ende? Hvad kan de sige om menneskenes fremtid? Hvilke gerninger i fortiden kan de pege på som bevis for at deres profeti vil gå i opfyldelse, så vi kan tro på at de er sandfærdige og pålidelige og står ved deres løfter? Lad dem på forhånd sige hvad der vil ske og lad dem sørge for at det bliver opfyldt, eller de må indrømme at de er falske guder som det ikke nytter noget at tilbede.

11. (a) Findes der en gud der har ret til at udfordre alle de andre guder? Begrund svaret. (b) Har denne mange tilbedere på jorden?

¹¹ I dag er der én Gud der slynger denne udfordring ud til alle andre der kaldes guder og tilbedes som guder. Med hvilken ret udfordrer han alle andre? Den at han i det første århundrede, ja endnu tidligere, har forudsagt den situation som verden nu befinder sig i, har forklaret hvad den betyder, hvad årsagen til den er og hvad det endelige udfald vil blive, samt hvilken vidunderlig fremtid menneskeheden dernæst vil opleve. Af alle dem der i dag tilbedes som guder er han den eneste der har gjort dette bemærkelsesværdige. Naturligvis vil hans udfordring vække modstand og harme hos dem der tilbeder alle de såkaldte guder, og derfor ser vi at han i dag, nøjagtig som i fortiden, er et forfulgt mindretals Gud. I forhold til det samlede tal på alle gudsdyrkere i verden udgør de der tilbeder denne Gud kun en lille gruppe. Det er ikke, som man måske kunne tro, de kødelige jøder, der nu tæller 12.792.800 i hele verden. Den gruppe vi tænker på er langt mindre, og dens medlemmer bærer navnet på deres Gud. De har arvet den tro som kendetegnede Guds sande, udvalgte folk for nitten hundrede år siden, det vil sige i det første århundrede. Derfor kaldes de med de samme navne som dengang.

12, 13. Hvordan trøster denne Gud dem der tilbeder ham, og hvad er hans navn?

¹² Før deres Gud slynger sin udfordring ud til alle andre religioners guder taler han gennem sin profet Esajas trøstende ord til dem, et forfulgt mindretal, og åbenbarer her sit navn. I Esajas 43:1-4 læser vi:

¹³ „Men nu, så siger [Jehova], som skabte dig, Jakob, danned dig, Israel: Frygt ikke, jeg genløser dig, jeg kalder dig ved navn, du er min! Når du går gennem vande, er jeg med dig, gennem strømme, de river dig ikke bort; når du går gennem ild, skal du ikke svides, luen brænder dig ikke. Thi jeg er din Gud, jeg, [Jehova], Israels Hellige din frelser. Jeg giver Ægypten som løsesum, Ætiopien og Seba i dit sted, fordi du er dyrebar for mig, har værd, og jeg elsker dig; jeg giver mennesker for dig og folkefærd for din sjæl.“

14. Hvem gjaldt ordene i Esajas 43:1-4 i første omgang, og hvordan blev de opfyldt?

¹⁴ Denne udtalelse gælder ikke republikken Israel i dag, oprettet i det såkaldte Hellige Land i 1948, selv om befolkningen her kan spore sin herkomst tilbage til den hebraiske patriark Jakob, der levede for 3700 år siden. På profeten Esajas’ tid var disse ord, som blev udtalt af Jehova Gud, henvendt til Jakobs kødelige efterkommere, og ordene blev senere opfyldt på dem, nemlig i det sjette århundrede før vor tidsregning. Det skete da en rest af Jakobs efterkommere, israelitterne, blev udfriet fra deres lange fangenskab i Babylon. Deres Gud Jehova havde genløst dem, og måden han gjorde det på fik, i kraft af det nye persiske verdensrige, politiske følger for Ægypten, Ætiopien og Seba. Jehova optrådte da som sit folks frelser idet han førte en trofast rest af det tilbage til dets hjemland Palæstina, skøt han billedligt talt måtte føre det gennem ild og vand, det vil sige over floder og gennem den brændende ørken.

15. (a) Hvilken forandring fandt sted på Jesu tid, og hvordan blev det givet til kende? (b) Hvem gjaldt Esajas’ profetiske ord derefter, og hvorfor dem?

¹⁵ I det første århundrede påpegede Jehovas store profet Jesus Kristus imidlertid at Jehova, som indtil da havde været Jakobs kødelige efterkommeres, israelitternes, Gud, ville forkaste sit folk på grund af dets ulydighed mod ham og på grund af at det havde forkastet hans profeter. Israelitternes forkastelse som Guds folk blev på magtfuld måde givet til kende ved at den hellige by Jerusalem med Guds tilladelse blev ødelagt i året 70 og ved at de overlevende indbyggere blev spredt til jordens ender. Samtidig gjorde Jesus Kristus klart at Esajas’ profetiske ord ikke længere gjaldt de kødelige israelitter men at de var blevet overført til hans egne trofaste efterfølgere, på hvem de ville få en åndelig og fuldstændig opfyldelse. Vi skal her blot anføre et enkelt af de skriftsteder der viser at profetiens ord nu var overført fra israelitterne til et andet folk. Det er Jesu ord til de troløse, ulydige jøder eller israelitter: „Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter.“ (Matt. 21:43) Jesu Kristi trofaste indviede efterfølgere udgør det nye folk som Guds rige gives til. De bærer dets frugter i form af det åndelige liv de lever og i form af deres verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed om Guds rige, der skal bringe velsignelse til alle jordens slægter.

16. Hvordan er forholdet mellem Gud og hans folk med hensyn til hvem der har skabt hvem, og hvad kan vi følgelig sige om Gud?

¹⁶ Som det var med det gamle Jakobs eller Israels folk før Jehova Gud forkastede det, således er det med dette nye folk som han skænker sit rige, for at det kan herske sammen med Jesus Kristus i himmelen til velsignelse for den menneskeslægt der lever på jorden. De der udgør Guds folk har ikke skabt Jehova og gjort ham til Gud i deres egne tanker, men han har skabt dem som en åndelig nation, et åndeligt Israel eller Jakob. De har ikke dannet ham og formet fantasifulde billedstøtter af ham, men Jehova Gud har dannet dem som en åndelig nation under Jesus Kristus som kongernes Konge. Følgelig er Jehova ikke nogen falsk gud, ikke nogen menneskegjort gud, men som Gud og Skaber har han skabt dem.

En genindsamling nødvendig

17. Hvorfor var en genindsamling af dem der tilbad den sande Gud nødvendig, og hvad forhindrede denne genindsamling for en tid?

¹⁷ Efter Jesu Kristi og hans tolv apostles død blev Jesu trofaste efterfølgere spredt af forfølgere og religiøse undertrykkere. I sidste halvdel af det nittende århundrede søgte en trofast rest af Kristi indviede, døbte efterfølgere i hele verden at samle sig til en enhed. Men i 1914 kom den første verdenskrig, og kristenhedens præsteskab benyttede sig af tidens stærke patriotiske og nationale følelser, af menneskelige ambitioner og af særlige nødforanstaltninger som krigen havde nødvendiggjort, til at undertrykke, sprede og i nogle tilfælde udslette disse kristne der tilbad Jehova som den eneste levende og sande Gud. Men tusinder af år før havde han lovet at genindsamle sine tilbedere og bruge dem på en særlig måde til sin ære. I det samme kapitel hos Esajas siges der videre:

18. Havde den sande Gud fremsat nogen udtalelse om at han ville genindsamle sit adspredte folk?

¹⁸ „Frygt ikke, thi jeg er med dig! Jeg bringer dit afkom fra østen, sanker dig sammen fra vesten, siger til norden: ’Giv hid!’ til sønden: ’Hold ikke tilbage! Bring mine sønner fra det fjerne, mine døtre fra jordens ende, enhver, der er kaldt med mit navn, hvem jeg skabte, danned og gjorde til min ære!’“ — Es. 43:5-7.

19. Hvoraf fremgår det at Jesus havde kendskab til at denne genindsamling skulle finde sted?

¹⁹ Jesus Kristus forudsagde også denne genindsamling i sin profeti om denne tingenes ordnings ende. Han møntede den ikke på de zionistiske jøders genindsamling i Palæstina og oprettelsen af republikken Israel, men på den trofaste rest af sine egne indviede efterfølgere. Han sagde: „Himlenes kræfter [skal] rystes. Og da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himmelen; og da skal alle folkestammer på jorden jamre sig, og de skal se ’Menneskesønnen komme på himmelens skyer’ med kraft og megen herlighed. Og han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser.“ — Matt. 24:3, 29-31.

20. Hvordan viste Jehova sig som en Gud der holder sit løfte?

²⁰ I det ottende århundrede før vor tidsregning forudsagde Jehova Gud altså ved sin profet Esajas at hans kristne tilbedere ville blive genindsamlet, og han bekræftede dette gennem den profeti som hans egen søn Jesus Kristus udtalte for nitten hundrede år siden. Har Jehova Gud opfyldt profetien? Har han bevist at han er en Gud der udtaler sand profeti? Har han bevist at han er en trofast, almægtig Gud, der står ved sit løfte og holder sit ord? Ja! Stik imod de forventninger som kristenhedens religiøse præsteskab gjorde sig, og til dets store ærgrelse og irritation, udfriede Jehova sin trofaste rest af tilbedere af det babyloniske fangenskab og samlede dem i et verdensomspændende fællesskab der var større og stærkere end nogen sinde før. Også de ledende blandt restens medlemmer, som var blevet fængslet under den første verdenskrig, blev sat på fri fod og blev renset for alle de falske beskyldninger der var blevet rejst mod dem for at få dem sendt i fængsel.

21. Hvad kom de genindsamlede til at forstå mere og mere, og hvad blev de gennem Skriften overbevist om?

²¹ Gennem sit skrevne ord, over hvilket den opfyldte profetis lys skinnede, førte Jehova resten til større forståelse af sit navns værdi og betydning. Resten fik forståelse af at den ikke var et folk for Jesu navn, men for Jehovas, sådan som den kristne discipel Jakob for længe siden have gjort opmærksom på idet han henviste til profetien i Amos 9:11, 12. (Ap. G. 15:13-19)d Gennem De hellige Skrifter, der åbnede sig mere og mere for dem, blev de der tilhørte Guds folk overbevist om at de skulle tjene som Jehovas kristne vidner. Ved sin hellige ånd havde han skabt dem til sin ære, for han havde avlet dem som sine åndelige børn og salvet dem med sin ånd til at forkynde og til at være Jesu Kristi medarvinger til det himmelske rige. Jehova havde dannet dem som en åndelig nation ved at føre dem ind i sin nye pagt gennem mellemmanden Jesus Kristus. Jehova havde gjort dem til sin synlige organisation på jorden, en teokratisk organisation. Ved i 1919 at udfri dem og reorganisere dem til fremtidig tjeneste beviste han over for dem at han var en levende Gud.

22, 23. (a) Hvad gjorde Jehova dem opmærksom på at de havde undladt at gøre? (b) Hvad havde de gjort sig skyldige i, og hvad måtte de som følge deraf erfare?

²² Før den tid havde de ikke haft en så klar forståelse af at han var deres Gud. I den henseende havde de været åndeligt blinde og døve, ligesom kristenheden, der tilbeder en såkaldt „treenig Gud“, en treenighed bestående af tre personer der alle er lige evige og lige mægtige og som rummes i én guddom. At de havde været så langsomme til at se og høre skyldtes for en stor del påvirkning fra kristenheden, som de så længe havde været tilsluttet og som havde undertrykt dem og holdt dem fangne. De havde ikke handlet som „Jehovas tjenere“. I det foregående kapitel hos Esajas (42:18-25) havde Jehova henledt opmærksomheden på dette og på de smertelige følger heraf. Han sagde da:

²³ „I, som er døve, hør, løft blikket, I blinde, og se! Hvo er blind, om ikke min tjener, og døv som budet, jeg sendte? Hvo er blind som min håndgangne mand, blind som [Jehovas] tjener? Meget så han, men ænsed det ikke, trods åbne ører hørte han ej. For sin retfærds skyld ville [Jehova] løfte loven til højhed og ære. Men folket er plyndret og hærget; de er alle bundet i huler, skjult i fangers huse, til ran blev de, ingen redder, til plyndring, ingen siger: ’Slip dem!’ Hvem af jer vil lytte til dette, mærke sig og fremtidig høre det: Hvo hengav Jakob til plyndring, gav Israel hen til ransmænd? Mon ikke [Jehova], mod hvem vi synded, hvis veje de ej ville vandre, hvis lov de ikke hørte? Han udgød over det harme, sin vrede og krigens vælde; den luede om det, det ænsed det ej, den sved det, det tog sig det ikke til hjerte.“

En opfordring til at føre vidner

24. (a) Hvilket indtryk kunne man få når man så Jehovas folk blive udplyndret? (b) Hvad var derfor nødvendigt?

²⁴ Som følge af at Jehova overgav sit folk til ran og plyndring fordi de ikke så, hørte og adlød deres Gud, kom det til at se ud som om han slet ikke var nogen Gud, eller at han var en svag og afmægtig Gud, og at deres forfølgeres, røveres og ransmænds guder var stærkere end han. Nu var tiden imidlertid kommet til at få striden om hvem der er den sande Gud afgjort og bringe alle falske guder til tavshed. En domstol skulle derfor nedsættes og sagen afgøres ved den! Der skulle føres vidner, og hele universet, i særdeleshed jordens folk og nationer, skulle påhøre retssagen. I stedet for at opfordre til en forening af alle guder og en sammenslutning af tilbedelsen af dem i en altfavnende religion udfordrer Jehova tværtimod alle dem nationerne tilbeder som guder til at bevise at de er guder.

25, 26. Hvad gjorde Jehova da for sit folk, og hvordan omtalte han dette profetisk?

²⁵ For at Jehovas tjenere, hans indviede folk, kunne fungere som hans repræsentanter for denne universets domstol åbnede han i åndelig forstand deres øjne og ører ved i 1919 at føre dem ud af deres fangenskab i den babyloniske religions organisation. I dette år afholdt de internationale kristne bibelstudenter deres første store skelsættende stævne efter den første verdenskrig. Efter at Jehova nu havde sine egne frie repræsentanter opfordrede han alle jordens nationer til at møde op i retten. Hans engang blinde og døve folk måtte nu stå ansigt til ansigt med alle verdens nationer i spørgsmålet om hvem der er den sande Gud.

²⁶ Den profetiske ordre til at sammenkalde og nedsætte en domstol i dette tyvende århundrede udstedte Jehova gennem sin profet Esajas for 2700 år siden, idet profetien videre siger: „Før det blinde folk frem, der har øjne, de døve, der dog har ører! Lad alle folkene samles, lad folkefærdene flokkes! Hvo blandt dem kan forkynde sligt eller påvise ting, de har forudsagt? Lad dem føre vidner og få ret, lad dem høre og sige: ’Det er sandt!’“ — Es. 43:8, 9.

[Fodnoter]

[Illustration på side 249]

Indra, en af de „såkaldte guder“