Kapitel 12
Kongens velstand øges
1. (a) Hvilket spørgsmål opstår vedrørende de rigsarvinger der stadig lever iblandt os? (b) Hvad er det et bevis på hvis vi ser dem blive prøvet?
DA ALT peger på at Guds tusindårsrige er kommet nær, opstår spørgsmålet: Hvad må vi forvente af dem der vil få en andel i det himmelske styre sammen med Guds konge i de tusind år? Mens de endnu befinder sig iblandt os, bør vi vente at de vil blive prøvet og inspiceret i forbindelse med hvordan de forvalter det der tilhører den himmelske konge som de er kaldet til at herske sammen med. Hvordan varetager de alle de interesser den himmelske konge har på jorden? Hvis vi kan se at medarvingerne til Riget bliver prøvet og inspiceret iblandt os, er det et stærkt vidnesbyrd om at Guds messianske konge er begyndt at herske. Han har sat sig på sin kongelige trone!
2, 3. (a) I hvilken lignelse har Jesus beskrevet det der finder sted for vore øjne, og hvilket spørgsmål besvarede han da han fortalte den? (b) Hvordan begyndte denne lignelse?
2 Denne interessante udvikling der har fundet sted for vore øjne her i det tyvende århundrede, er beskrevet for os i en lignelse som Jesus Kristus fortalte i sin bemærkelsesværdige profeti mens han sad på Oliebjerget, med udsigt over Jerusalem. Det var den ellevte dag i forårsmåneden nisan i år 33. Han var stadig i færd med at give et detaljeret svar på apostlenes spørgsmål: „Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse [græsk: parousiʹa] og afslutningen på tingenes ordning?“ (Mattæus 24:3) Efter at have fortalt dem lignelsen om de ti jomfruer og fremhævet hvad de skulle lære af den, gik han nu videre med endnu en lignelse hvis opfyldelse ville vidne om at han var kommet og var usynligt nærværende. Denne lignelse eller billedtale kaldes almindeligvis „lignelsen om de betroede talenter“. Den begynder sådan:
3 „Det er nemlig ligesom da en mand som skulle til at rejse udenlands, kaldte sine trælle til sig og overgav dem hvad han ejede. En gav han fem talenter, en anden to, en anden igen én, hver efter hans evne, og så rejste han udenlands.“ — Mattæus 25:14, 15.
4. (a) Hvad er det der er „ligesom“ da en rig mand rejste udenlands og overgav sine værdier til sine trælle? (b) Hvem er denne mand et billede på, og hvorfor?
4 Hvad er det der er „ligesom“ når en velstående mand overgiver sine trælle hvad han ejer før han rejser udenlands? Det er omstændighederne i forbindelse med det rige som Jesus Kristus lige har talt om. Det fremgår klart af den foregående lignelse, den om de ti jomfruer, som Jesus indledte med ordene: „Da vil himlenes rige blive som ti jomfruer der tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen.“ (Mattæus 25:1) Det fremgår også af den lignelse Jesus fortalte efter sin lignelse om talenterne. (Mattæus 25:31-34) I den lignelse vi nu vil behandle, er den rige mand der rejser udenlands, naturligvis et billede på Herren Jesus Kristus selv. Det var tegnet på hans nærværelse apostlene havde spurgt om.
5. Hvilken tidligere lignelse minder på visse punkter om lignelsen talenterne? Skulle de to lignelser illustrere det samme? Forklar.
5 Lignelsen om talenterne minder på flere punkter om en anden lignelse som Jesus havde fortalt ved en tidligere lejlighed, den der almindeligvis kaldes „lignelsen om de betroede pund“ (eller miner). Interessant nok fortalte Herren Jesus sin lignelse om talenterne for at dens fremtidige opfyldelse skulle vise at han var nærværende som konge, hvorimod han fortalte lignelsen om pundene eller minerne for at vise sine tilhørere at det messianske rige dengang stadig lå langt ude i fremtiden. Lignelsen om minerne introduceres med følgende ord: „Mens de hørte på dette, talte han også til dem med en billedtale [hvorfor?], fordi han var nær ved Jerusalem og de mente at Guds rige øjeblikkelig ville vise sig. Derfor sagde han: ’En mand af fornem herkomst rejste til et fjernt land for at sikre sig kongemagt og så vende tilbage. Han kaldte da ti af sine trælle til sig og gav dem ti miner og sagde til dem: „Driv forretning til jeg kommer.“’“ (Lukas 19:11-13) Den fornemme mand skulle ud på en lang rejse til et fjernt land. Det betød at der ville gå lang tid før han kom tilbage med kongemagten.
6. (a) Hvad var der sket blot to dage før Jesus fortalte lignelsen om talenterne, og hvad havde ikke vist sig på dette tidspunkt? (b) Hvilket spørgsmål opstår derfor nu?
6 Da Herren Jesus fortalte lignelsen om talenterne var Guds messianske rige også langt borte; det ville ikke vise sig straks. Blot to dage forinden, søndag den 9. nisan år 33, var Jesus redet ind i Jerusalem i triumf på et æselføl, og de jublende skarer havde råbt: „Velsignet er den der kommer i Jehovas navn! Velsignet er vor fader Davids kommende rige! Giv frelse, beder vi, i det højeste!“ Men Riget havde ikke vist sig på dette tidspunkt. (Markus 11:9, 10) Har Riget vist sig i vor tid? Det er det afgørende spørgsmål for os nu! Der er gået lang tid siden Jesus var her i kødet.
7, 8. (a) Hvornår begyndte lignelsen om talenterne at gå i opfyldelse? Begrund svaret. (b) Hvordan bekræftes dette i Apostelgerninger 1:2-5?
7 Lignelsen om talenterne, der har at gøre med Jesu parousia eller nærværelse, begyndte at gå i opfyldelse på apostlenes tid, for nitten hundrede år siden. Manden i lignelsen, Jesus Kristus selv, var personligt sammen med dem indtil den dag han steg op til himmelen, ti dage før pinsen blev fejret i Jerusalem. Lignelsen begynder med at manden „skulle til at rejse udenlands“ og kaldte sine trælle til sig og overgav dem hvad han ejede. Den opstandne Jesus begyndte ikke at „rejse udenlands“ til „et fjernt land“ før den dag han steg op i skyen og forsvandt. Inden denne begivenhed må han derfor have kaldt „sine trælle“, sine trofaste disciple, til sig og overgivet dem hvad han ejede. Det betyder at lignelsen må være begyndt at gå i opfyldelse i tiden mellem hans opstandelse fra de døde og hans tilbagevenden til sin himmelske Faders nærhed. I harmoni hermed læser vi i Apostelgerninger 1:2-5:
8 „Indtil den dag [Jesus] blev taget op, [havde han visse ting at ordne med sine disciple. Han blev nemlig taget op] efter at han ved hellig ånd havde instrueret apostlene som han havde udvalgt. Ved mange sikre beviser fremstillede han sig også for dem som levende efter at have lidt, idet han gennem hele fyrre dage viste sig for dem og talte om de ting der vedrører Guds rige. Og mens han var sammen med dem gav han dem denne befaling: ’Tag ikke bort fra Jerusalem, men bliv ved med at vente på det Faderen har lovet og hvorom I har hørt af mig; for Johannes døbte jo med vand, men om ikke mange dage skal I døbes i hellig ånd.’“
9. (a) Hvad oplyser lignelsen om talenterne vedrørende grunden til at manden rejser udenlands? (b) Hvad var grunden til at manden i den tilsvarende lignelse om minerne rejste til et fjernt land, og hvordan bekræftede Jesus dette ved Herrens nadver?
9 Det land som manden i lignelsen skulle rejse til, var selve himmelen, hvor Herren Jesu Kristi himmelske Fader har sin bolig. Lukas 19:12 omtaler det med rette som „et fjernt land“. I lignelsen om talenterne fortæller Jesus ikke direkte hvorfor manden rejste udenlands, men han tilkendegiver dog at det var for at opnå en særlig „glæde“, ja for at øge sine besiddelser til „meget“. Når han fik gennemført hensigten med sin udenlandsrejse gik han ind til sin „glæde“ som Herre over de trælle han havde ladt tilbage. Den parallelle eller tilsvarende lignelse om minerne viser at formålet med hans udenlandsrejse var at „sikre sig kongemagt og så vende tilbage“. Hans „glæde“ bestod altså i at han havde opnået kongemagten. Jesus antydede selv at det var derfor han vendte tilbage til himmelen, for da han havde vist sine trofaste apostle hvordan de hvert år skulle fejre Herrens nadver, sagde han til dem: „Jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.“ — Lukas 22:29, 30.
10. Hvem var trællene i lignelsen et billede på, og hvordan viste disse at de accepterede denne betegnelse?
10 Trællene i lignelsen var Jesu Kristi døbte disciple som havde håb om en trone i „himlenes rige“. Selv ikke apostlene skammede sig over at bekende at de var Herren Jesu „trælle“. Peter indleder for eksempel sit andet brev med ordene: „Simon Peter, en Jesu Kristi træl og apostel.“ (2 Peter 1:1) Apostelen Johannes indleder den sidste bog i Bibelen, Åbenbaringen, med at sige at Jesus Kristus „udsendte sin engel og fremstillede det gennem ham i tegn for sin træl Johannes“. (Åbenbaringen 1:1) Disciplen Judas indleder sit brev på denne måde: „Judas, en Jesu Kristi træl, men Jakobs broder.“ (Judas 1) Disciplen Jakob indleder sit brev med ordene: „Jakob, en Guds og Herren Jesu Kristi træl, sender hilsen til de tolv stammer der er spredt rundt omkring.“ (Jakob 1:1) Apostelen Paulus indleder sit brev til filipperne med at skrive: „Paulus og Timoteus, Kristi Jesu trælle, til alle de hellige i samhørighed med Kristus Jesus, dem som er i Filippi.“ — Filipperne 1:1.
„Hvad han ejede“ overgives til trællene
11. Hvilken slags værdier var det ikke Jesus overgav sine „trælle“?
11 De „trælle“ som Jesus Kristus kaldte til sig for at overgive dem „hvad han ejede“ før han drog bort fra jorden, var altså de disciple der kunne se frem til at få del i det himmelske rige. (Mattæus 25:14) Hvad var så det han ejede? Han efterlod ikke sine disciple nogen materielle ejendele, som for eksempel huse, jord, klæder, eller penge i banken. Da han døde på marterpælen på Golgata efterlod han sig sin aldrende moder Maria og sine halvbrødre og halvsøstre, og ifølge Moseloven var det dem der skulle overtage hvad han havde af materiel ejendom. I de cirka tre og et halvt år han forkyndte og lærte om Guds rige samlede han sig ikke „værdier her på jorden“, men søgte først sin himmelske Faders rige. (Mattæus 6:19, 20, 33; 12:46, 47; 24:3-47; Apostelgerninger 1:14) Hvad havde han da at overgive til sine „trælle“?
12, 13. (a) Hvad var det da Jesus Kristus efterlod dem? (b) Hvordan bekræftes dette af de ord Jesus henvendte til sine apostle ved Jakobsbrønden i Samaria?
12 Han efterlod dem et grundlag for yderligere kristen virksomhed, en opdyrket mark hvor man med resultat kunne fortsætte med at forkynde den gode nyhed om Guds messianske rige og frembringe kristne disciple. Han havde beredt en vej for sine disciple eller „trælle“. Allerede i år 30, da han var på vandring op gennem Samarias land og lige havde forkyndt for en samaritansk kvinde ved „Jakobs kilde“ nær ved Sykar, sagde han til sine apostle:
13 „Se, jeg siger jer: Opløft jeres øjne og betragt markerne: de er hvide til høst. Allerede nu får den der høster, løn, og samler frugt til evigt liv, så at den der sår og den der høster, sammen kan fryde sig. I denne henseende er den talemåde jo sand: Én sår og en anden høster. Jeg har sendt jer ud for at høste det som i ikke har slidt med. Andre har slidt, og I er gået ind til udbyttet af deres slid.“ — Johannes 4:35-38.
14. (a) Hvor længe varede Johannes Døbers offentlige tjeneste i sammenligning med Jesu Kristi tjeneste? (b) Blandt hvem og i hvilken forstand efterlod Jesus sig en opdyrket mark som kunne bære yderligere frugt?
14 I omkring seks måneder havde Johannes Døber tjent som forløber for Jesus og havde forkyndt: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ Og efter at Johannes var blevet fængslet i år 30, var Jesus begyndt at udbrede det samme budskab. I de efterfølgende tre år forkyndte Jesus vedholdende dette budskab og underviste folk hvor som helst der var lejlighed til det. Johannes Døbers frie, offentlige virksomhed varede således kun omkring et år, hvorimod Jesu offentlige og private virksomhed varede tre gange så lang tid. Begge mænd kunne siges at have udført et såningsarbejde, idet Jesus havde fortsat dér hvor Johannes slap. Jesus var begyndt at høste disciple, men han havde ikke indsamlet alle dem der var mulighed for at frembringe på hans arbejdsmark. (Mattæus 4:12-23; 3:1-7) Desuden havde han ved sin offentlige virksomhed, der endte med hans voldelige død og hans opstandelse fra de døde, opfyldt de bibelske profetier om den lovede Messias, og dette var alt sammen blevet almindeligt kendt. Det havde øvet sin virkning på det jødiske folk, som boede i det område hvor Jesus Kristus var blevet tidens mest omstridte offentlige skikkelse. Resultatet var en opdyrket mark hvor der kunne frembringes kristne disciple.
15. (a) Hvilke værdier som frembød gode muligheder overdrog Jesus Kristus altså til sine disciple? (b) Hvor mange var der i begyndelsen til at modtage „hvad han ejede“?
15 Jesus havde bearbejdet menneskemarken sådan at der nu var gunstige betingelser eller forudsætninger for at frembringe disciple på den. Han havde beredt marken sådan at hans disciples fremtidige arbejde kunne bære frugt, give et gunstigt resultat. Denne opdyrkede mark med disse muligheder for at frembringe og indsamle kristne disciple udgjorde det som den opstandne Herre Jesus Kristus ejede. Det var den formue han overdrog til sine disciple eller trælle. Efter sin opstandelse fra de døde havde han vist sig for „mere end fem hundrede brødre på én gang“, men senere, på Pinsedagen, var der kun omkring et hundrede og tyve disciple der var forsamlet i en sal ovenpå et sted i Jerusalem som de første der modtog den hellige ånd da den blev udgydt fra himmelen. (1 Korinter 15:6; Mattæus 28:16-18; Apostelgerninger 1:13-15) Der var således i det mindste godt og vel hundrede kristne „trælle“ til hvem Jesus overgav „hvad han ejede“ før han rejste udenlands ved at stige op til sin himmelske Fader.
16. Hvor meget beløb mandens formue sig til i lignelsen, og hvordan fordelte han den mellem sine trælle?
16 Hvordan fordelte han det han ejede, og på hvilket grundlag gjorde han det? Vi læser: „En gav han fem talenter, en anden to, en anden igen én, hver efter hans evne, og så rejste han udenlands.“ (Mattæus 25:15) Hans formue, som han fordelte mellem sine trælle, bestod altså af otte (8) sølvtalenter. Det var en stor formue dengang i det første århundrede, for hver sølvtalent svarede til tres (60) miner eller rundt regnet 6000 kroner. Den træl der fik én sølvtalent, fik dette beløb at bruge; den træl der fik to talenter, fik altså dobbelt så meget; den der fik fem talenter, fik fem gange så meget. Hver træl fik et beløb der svarede til „hans evne“ til at forvalte det og gøre forretninger med det. Den velstående mand kendte sine trælle og var klar over hvilke evner de havde.
17. (a) Hvilken slags evner havde trællene, og hvordan gælder dette i lignelsens opfyldelse? (b) Hvem fik det største ansvar i lignelsen, og i opfyldelsen?
17 I lignelsen var trællenes evner enten medfødte evner eller evner som de havde tilegnet sig og opdyrket. I lignelsens opfyldelse drejer det sig ikke om fysiske eller mentale evner, skønt sådanne evner kan være nyttige og værdifulde. Trællenes evner betegner snarere de åndelige muligheder der er til stede hos de kristne trælle som har håb om at få del i det himmelske rige. Den kristne træls nidkærhed, villighed og iver øger hans muligheder for at anvende den åndelige velstand han får betroet. Den der, i kraft af sin evne, modtager det der svarer til fem talenter, får naturligvis også det største ansvar og de største pligter. Herren Jesus Kristus overdrog det største ansvar til sine apostle. De skulle udføre et omfattende og banebrydende arbejde, og de skulle tjene som den kristne menigheds sekundære grundvold. — Åbenbaringen 21:14; Efeserne 2:20-22.
18. (a) Hvad betegnede trællene, idet der kun var tre i alt? (b) I lignelsen var alle trællene mænd, men hvordan ser det ud i opfyldelsen?
18 Herren Jesus Kristus har naturligvis mere end tre åndelige trælle hvormed han har indgået en pagt om et himmelsk rige. De tre trælle i lignelsen betegner derfor tre forskellige kategorier af kommende arvinger til det himmelske rige. Husk på at der jo også var mange troende kvinder i den åndsavlede, kristne menighed. Jesu moder, Maria, var til stede på pinsedagen i år 33, og sandsynligvis hørte Maria og Marta fra landsbyen Betania ved Jerusalem med til de kvinder der er omtalt i Apostelgerninger 1:14 og som ligeledes modtog den hellige ånd på denne særlige pinsedag. (Johannes 11:1-45) Og da evangelisten Filip på grund af forfølgelsen i Jerusalem drog nordpå til Samaria, fandt han kvinder dér som kom til troen, for vi læser: „Men da de fik tro på Filip, som forkyndte den gode nyhed om Guds rige og Jesu Kristi navn, begyndte de at lade sig døbe, både mænd og kvinder.“ — Apostelgerninger 8:12.
19. (a) Hvad forventede manden i lignelsen at trællene gjorde med de betroede værdier? (b) Hvad forventer Jesus Kristus vedrørende de værdier han efterlod til sine disciple eller „trælle“?
19 Manden i lignelsen forventede at hans trælle gjorde forretninger med talenterne og således øgede hans velstand mens han var borte. Han ønskede at de skulle arbejde med pengene og ikke lade dem ligge som død kapital. Det samme var tilfældet da Herren Jesus Kristus overdrog sine disciple eller „trælle“ alt hvad han ejede på jorden. Han forventede at de arbejdede videre med den opdyrkede mark han overgav dem, ja han befalede dem at gøre det. Han ønskede ikke at de skulle forsømme marken så den ikke længere gav udbytte. De skulle heller ikke holde sig til markens oprindelige område, men udvide den, opdyrke større områder. Ja, Herren Jesus Kristus forventede at de øgede hans velstand mens han var borte. Den der ikke gjorde det, ville han straffe for pligtforsømmelse.
Trællene ’gør forretninger’ med talenterne
20. Hvad forventede manden af de trælle han overgav talenterne, og hvad fik trællene ud af at indfri disse forventninger?
20 Selv om trællene i lignelsen måske ikke direkte fik at vide hvad der forventedes af dem, forstod de det. Det fremgår af lignelsen, for vi læser: „Den der havde fået de fem talenter gik straks hen og gjorde forretninger med dem og tjente fem til. På samme måde tjente den der havde fået de to, to til.“ (Mattæus 25:16, 17) Disse to trælle satte tydeligvis ikke pengene i en bank så de kunne trække renter mens banken arbejdede med beløbet. Nej, de drev selv handel med dem, og de gjorde det med kløgt, skarpsindighed og dygtighed. Deres personlige indsats betalte sig, for det lykkedes dem begge at fordoble deres midler. Hver af dem gjorde brug af ’sin evne’ i loyalitet og hengivenhed over for sin herre og med ønsket om at vinde hans godkendelse.
21, 22. Hvordan skulle Jesu Kristi værdier øges? I hvor stort omfang skulle det ske, og i hvilket område?
21 Hvordan går det nu til i lignelsens opfyldelse at de værdier som Herren Jesus Kristus overdrager til en kommende rigsarving, fordobles? Herren Jesus fortalte hvordan det skulle gå til, og den bibelske beretning indeholder eksempler på hvordan det gik til for nitten hundrede år siden. Nogle dage før Herren Jesus steg op til himmelen materialiserede han sig og viste sig for sine disciple et aftalt sted på et bjerg i provinsen Galilæa. Der sagde han til dem: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig. Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Mattæus 28:16-20) Den dag han steg op til himmelen forklarede han endnu tydeligere hvordan arbejdet med at øge hans besiddelser skulle udføres. Herom læser vi:
22 „Da de nu var samlede gav de sig til at spørge ham: ’Herre, er det på denne tid du genopretter riget for Israel?’ Han sagde til dem: ’Det tilkommer ikke jer at få kundskab om tider eller perioder som Faderen har lagt ind under sin egen myndighed; men I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.’“ — Apostelgerninger 1:6-8.
23. (a) Hvilke områder havde Jesus begrænset sin virksomhed til, og hvilket resultat havde han opnået? (b) Hvor fandt disciplene derfor Kristi værdier, og hvem bestemte hvor længe de skulle arbejde med dem?
23 Under sin jordiske virksomhed begrænsede Jesus sin forkyndelse og undervisning til at omfatte Jerusalem og landsdelene Galilæa og Judæa (indbefattende Samaria), samt Peræa øst for Jordanfloden. Blandt jøderne og samaritanerne i disse områder havde han opdyrket gunstige betingelser for frembringelsen af flere disciple. Disse gode betingelser skulle disciplene udnytte og derved forøge antallet af kristne disciple. Det var de værdier de havde fået betroet af deres Herre, Jesus. De skulle altså begynde med at arbejde i disse opdyrkede områder, indtil den tid eller periode som den himmelske Fader havde lagt ind under sin egen myndighed. Dette måtte de gøre idet de huskede at „Kristus jo [var] blevet en tjener for de omskårne for Guds sanddruheds skyld, for at bekræfte de løfter Han gav deres forfædre“. — Romerne 15:8.
24. (a) Hvordan begyndte disciplene straks at ’gøre forretninger’ med deres Herres værdier efter at de havde fået den hellige ånd, og i hvilket omfang bar deres arbejde frugt? (b) Hvilken frugtbar arbejdsmark fandt de omvendte jøder da de vendte hjem efter pinsen?
24 I overensstemmelse hermed udnyttede disciplene eller ’trællene’ den opdyrkede ejendom som Herren Jesus havde betroet i deres varetægt, og de forvaltede denne åndelige ejendom på en sådan måde at disciplenes antal voksede. Straks på pinsedagen i år 33 begyndte de i Jerusalem, og det første resultat var at omkring tre tusind blev døbt vand og blev arvinger til Riget ved også at blive døbt med hellig ånd. De var alle omskårne, hvad enten de var jøder af fødsel eller proselytter som var gået over til jødedommen. Disciplene arbejdede videre med de værdier som Herren Jesus havde betroet dem; de ’drev forretning’ med dem, sådan at disciplenes antal i Jerusalem lidt senere nåede op på „omkring fem tusind“. (Apostelgerninger 4:4) Blandt disse jøder og proselytter var der uden tvivl mange hundrede som — da de havde fejret pinsen i Jerusalem og var vendt tilbage til deres hjem i de forskellige lande — fandt en mark for kristendommen blandt den lokale jødiske befolkning.
25. (a) Hvordan havde Jesus allerede oparbejdet visse værdier blandt de jøder og proselytter der fejrede højtiderne i Jerusalem? (b) Hvordan bevirkede forfølgelse at den kristne tro blev spredt til fjerntliggende jødiske samfund?
25 Mange af disse jøder og proselytter der vendte hjem, havde sandsynligvis ved tidligere lejligheder set og hørt Jesus Kristus, idet de regelmæssigt rejste til Jerusalem for at fejre højtiderne. Det vil sige at Jesus endog havde frembragt eller opdyrket gunstige betingelser hos disse besøgende jøder og proselytter, og apostlene og de øvrige disciple i Jerusalem udnyttede denne del af Jesu værdier ved at ’gøre forretninger’ med den. (Johannes 12:20-29; Apostelgerninger 2:5-11) Sådan gik det til at der allerede var en stor menighed af kristne i Rom før apostelen Paulus kom dertil. (Romerne 1:1-7; 15:22-24) Den forfølgelse der udbrød mod Kristi disciple i Jerusalem bevirkede også at den kristne tro blev udbredt til mange jøder uden for de jødiske landsdele. I Apostelgerninger 11:19 står der: „De der nu var blevet spredt ved den trængsel der var opstået på grund af Stefanus, gik igennem distriktet helt til Fønikien og Kypern og Antiokia, men de talte ikke ordet til andre end jøder.“
26. (a) Hvor længe og indtil hvilken begivenhed nøjedes man med at gøre disciple på den jødiske arbejdsmark? (b) Hvordan blev de åndelige talenter forøget ved at man arbejdede i det nye område?
26 Disciplene fortsatte med kun at øge den fraværende Herres, Jesu Kristi, velstand blandt jøder og jødiske proselytter indtil efteråret 36. Da var tiden inde til at de også skulle øge antallet af kristne disciple i andre områder, sådan som Jesus havde befalet da han sagde: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem,“ og: „I skal være vidner om mig . . . til jordens fjerneste egne.“ (Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 1:8) Da var Guds tid inde til at de jødiske disciple som Jesus havde betroet sine åndelige talenter, skulle ’gøre forretninger’ med dem for at vinde flere åndelige talenter. Det første skridt blev taget af den kategori der havde fået overdraget fem talenter, idet apostelen Peter blev sendt til Kæsarea, hvor det romerske styre over Judæa havde sæde, for at omvende Kornelius og gøre ham til en Jesu Kristi discipel. (Apostelgerninger 10:1 til 11:18) Derved blev hele den hedenske eller ikke-jødiske del af menneskehedens verden åbnet for arbejdet med at gøre disciple. Det var et område som ikke havde tilhørt Jesus Kristus mens han var på jorden, idet Jehova Gud ikke havde givet ham til opgave at så og høste og gøre disciple i den ikke-jødiske verden. — Mattæus 15:24.
27. Hvad krævede det af de jødiske disciple at hele verden nu var åbnet som deres arbejdsmark?
27 Her var nu et vældigt område hvis befolkning Jesus Kristus ikke havde øvet nogen indflydelse på, et område hvor Jesus ikke havde banet vejen for sine disciple ved at berede jordbunden og skabe gunstige betingelser for at øge den kristne menigheds vækst. De kunne imidlertid drage nytte af det arbejde Jesus havde udført ved at opdyrke den oprindelige mark til dem. Dette gav dem den fordel at de nu som erfarne, kvalificerede arbejdere kunne udså sæden og sørge for gode vækstbetingelser og således føje nye marker til hvor der kunne frembringes disciple af Jesus Messias. Det betød at de selv måtte udføre et banebrydende arbejde, og det krævede mod, omhu, oprigtige bestræbelser og ihærdig udholdenhed hvis de ville undgå at lide tab. De byggede ikke længere på en andens grundvold, men udførte selv hele det forberedende arbejde før de kunne gøre disciple i det nye område. Derved viste de lydighed mod deres Herre. — Romerne 15:17-21.
28, 29. (a) Hvordan har Kristi disciple eller „trælle“ i det første århundrede sat eksemplet for senere disciple og ydet hver efter sin evne? (b) Hvad har været den væsentligste faktor for væksten?
28 Apostlene og de øvrige kristne disciple i det første århundrede viste med deres eksempel hvordan der skulle ’gøres forretninger’ med de symbolske talenter de havde fået overdraget. De øgede antallet af deres Herres talenter hundrede procent. Den skare kristne „trælle“ der havde fået fem talenter af Herrens værdier, indtjente fem til. Den skare kristne „trælle“ der havde fået ansvar for to talenter af deres Herres formue, indtjente to til. Hver skare øgede sine betroede midler til det dobbelte. De to „trælle“ udnyttede hver især deres muligheder fuldt ud, og den ene var ikke bedre end den anden. De gjorde begge hvad der kunne forventes af dem. Hver enkelt gjorde sit yderste, ’efter sin evne’. Men den forøgelse som hver „træl“ opnåede af sin Herres ejendom, skyldtes ikke udelukkende hans egen evne. Der var en anden faktor som spillede ind, ja den vigtigste af alle faktorer. Apostelen Paulus omtalte denne faktor da han sammenlignede sin egen tjeneste med den tjeneste den veltalende discipel Apollos udførte. Vi læser:
29 „Hvad er da Apollos? Ja, hvad er Paulus? Tjenere ved hvem I blev troende, sådan som Herren gav hver enkelt. Jeg plantede, Apollos vandede, hvorimod Gud stadig fik det til at gro; hverken den der planter eller den der vander er altså noget, men Gud, som får det til at gro. Og den der planter og den der vander er ét, men hver vil få sin egen løn efter sit eget arbejde. For vi er Guds medarbejdere. I er Guds mark under dyrkning, Guds bygning.“ — 1 Korinter 3:5-9.
30. (a) Hvem må derfor tilskrives den største ære for væksten? (b) Hvordan kom væksten til udtryk i det område som disciplene opdyrkede i det første århundrede?
30 Gud er altså den der har æren for væksten, og Kristi „trælle“ er blot de redskaber det behager ham at bruge i dette arbejde. Han hjælper ’trællene’ til at varetage deres pligter og ansvar. Han udruster dem med det de behøver for at kunne udføre arbejdet med at gøre disciple af folk af alle nationer. Den beredte, opdyrkede mark som Guds søn ved sin afrejse overlod til sine trofaste disciple for at de dér kunne gøre mange nye disciple, udvides altså ved at der ud over hele jorden frembringes andre sådanne marker som følge af at Kristi „trælle“ adlyder deres Herres bud og følger hans eksempel. Hvilke beviser har vi for at det gik sådan i det første århundrede? Dette: uden for Jerusalem, ja uden for hele det område der kaldtes Judæa og Galilæa og Samaria, opstod der menigheder af disciple som var arvinger til det himmelske rige. Der blev oprettet menigheder i Asien, Afrika, Europa og på øerne i Middelhavet.
31. Hvad kan man i denne forbindelse sige om Peter, når man tager i betragtning hvorfra han skrev sit første brev?
31 Betragt for eksempel apostelen Peter. Han var en af de fire apostle der henvendte sig til Jesus efter at denne havde forudsagt at det prægtige tempel i Jerusalem skulle ødelægges, og spurgte ham: „Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet når alle disse ting skal komme til en afslutning?“ (Markus 13:1-4) Cirka tredive år senere, omkring år 62-64, flere år før „disse ting“ skete ved at Jerusalem kom under belejring og blev ødelagt sammen med sit tempel, tjente apostelen Peter som missionær uden for romerrigets område. Ja, det første brev han skrev til sine medkristne i romerriget blev affattet i byen Babylon ved Eufratfloden i Mesopotamien, og i dette brev nævnte han at der fandtes en kristen menighed dér. I slutningen af brevet sagde han: „Hun som er i Babylon, udvalgt ligesom I, sender jer sine hilsener.“ — 1 Peter 5:13.
32-34. (a) Hvornår og hvor skrev Paulus sit brev til kolossenserne? (b) Hvordan viste Paulus i brevet at de „talenter“ disciplene havde fået betroet, var blevet forøget i hele verden?
32 Der var også apostelen Paulus. Omsider nåede han frem til romerrigets hovedstad, men som en fange der havde appelleret sin sag til kejseren for at komme for en upartisk dommer. Under sit fangenskab i Rom skrev han til den kristne menighed i Kolossæ i Lilleasien. Det var omkring år 60-61, næsten ti år før de ting indtraf som Herren Jesus Kristus havde forudsagt. Ja, næsten ti år før afslutningen på den jødiske tingenes ordning der havde Jerusalem som centrum, bekræftede apostelen Paulus at de symbolske talenter som Jesus havde overdraget til sine „trælle“, var blevet forøget i hele verden. Idet Paulus henviste til at ’den gode nyhed’ var blevet forkyndt for kolossenserne, skrev han:
33 „Vi har hørt om jeres tro i forbindelse med Kristus Jesus og om den kærlighed I har til alle de hellige på grund af det håb som er henlagt til jer i himlene. Dette håb hørte I om før ved forkyndelsen af den gode nyheds sandhed, den gode nyhed som er nærværende hos jer, ligesom den bærer frugt og vokser i hele verden, ganske som den gør også blandt jer, fra den dag I hørte og fik nøjagtig kundskab om Guds ufortjente godhed i sandhed. Sådan har I lært af Epafras, vor elskede medtræl, som er en trofast tjener for Messias til gavn for os, og som også har fortalt os om jeres kærlighed i åndelig henseende.“
34 „Ja, jer som engang var udelukkede og fjender fordi jeres sind var rettet mod de gerninger der var onde, har han nu forligt med sig ved hjælp af hans kødelige legeme gennem hans død, for at fremstille jer foran sig selv som hellige og dadelfri og uangribelige, forudsat, naturligvis, at I forbliver i troen, grundfæstede og faste, og ikke rykkes bort fra håbet som hører den gode nyhed til som I har hørt og som er blevet forkyndt blandt al skabningen under himmelen.“ — Kolossenserne 1:4-8, 21-23.
35. På hvor kort tid aflagde disciplene dette vidnesbyrd om deres nidkærhed, og hvilken profeti af Jesus opfyldte de således?
35 Disse inspirerede ord af apostelen Paulus vidner i sandhed om den store nidkærhed hvormed Herren Jesu Kristi „trælle“ i det første århundrede „gjorde forretninger“ med de ’talenter’ han havde betroet dem! Tænk at de havde udrettet så meget på så kort tid — den gode nyhed ’bar frugt og voksede i hele verden’, ja den var allerede „blevet forkyndt blandt al skabningen under himmelen“! Tænk: Jesus Kristus havde „givet sig til kende én gang for alle ved afslutningen på tingenes ordninger“, nemlig fra år 29 til år 33, og allerede før afslutningen på den jødiske tingenes ordning var fuldbyrdet i år 70 med udslettelsen af jødernes religiøse hovedsæde, havde jøderne i hele den dakendte verden modtaget et vidnesbyrd om Guds messianske rige. Ja, endog alle de hedenske nationer havde modtaget et sådant vidnesbyrd, som en forbilledlig opfyldelse af Jesu profeti om tegnet på „afslutningen på tingenes ordning“. Som vi læser: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ — Mattæus 24:14; Hebræerne 9:26.
Lignelsens opfyldelse når sit højdepunkt i vor tid
36. Kom disciplenes eller ’trællenes’ Herre igen lige før eller lige efter Jerusalems ødelæggelse, og hvad viser de ord hvormed Johannes afsluttede Åbenbaringen, vedrørende Kristi komme?
36 Disse „trælle“ der øgede de værdifulde „talenter“ i hele verden i det første århundrede til trods for krig, pest, hungersnød, jordskælv og forfølgelse, afsluttede alle deres livsløb, og deres bortrejste Herre og Ejer vendte ikke tilbage i deres levetid, hverken før eller efter Jerusalems ødelæggelse for de romerske legioners hånd. Omkring seksogtyve år efter at denne frygtelige begivenhed havde rystet jødernes religiøse verden, modtog apostelen Johannes den guddommelige Åbenbaring under sit fangenskab på øen Patmos. Heri sagde han, med henblik på fremtiden: „Se! Han kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham, også de der har gennemboret ham.“ Og han sluttede Åbenbaringen med denne bøn: „’Amen! Kom, Herre Jesus.’ Måtte Herren Jesu Kristi ufortjente godhed være med de hellige.“ (Åbenbaringen 1:7; 22:20, 21) Denne inderlige bøn om Herrens komme blev først besvaret over atten hundrede år senere.
37. (a) Hvad har man ment vedrørende tidspunktet for Herren Jesu Kristi genkomst? Hvornår kom han imidlertid igen? (b) Hvilket indhold fik forkyndelsen af Riget herefter, og hvorfor?
37 Først når Herren Jesus Kristus kom igen og var nærværende, ville opfyldelsen af lignelsen om talenterne nå sit højdepunkt. I sidste halvdel af forrige århundrede mente man at Herren var kommet igen i 1874 og at hans usynlige nærværelse i ånden var begyndt i dette år. Men „tegnet“ på hans nærværelse og afslutningen ’på tingenes ordning viste sig ikke før fire årtier senere. Det viste sig først da hedningetiderne udløb i 1914, omkring den 4./5. oktober eller midt i den jødiske månemåned tisjri. På dette tidspunkt blev forkyndelsen af den gode nyhed om Guds kommende messianske rige forvandlet til forkyndelsen af den gode nyhed om Guds oprettede rige. De efterfølgende verdensbegivenheder bevidnede til overmål at Guds himmelske rige var blevet født i dette afgørende år ved at Guds Messias, Jesus, Davids søn, Abrahams søn, var blevet kronet og indsat på tronen. (Mattæus 1:1) Den der havde „den juridiske ret“ var kommet. Ja, han var kommet igen! — Ezekiel 21:25-27, NW.
38. Hvilken profeti var lignelsen om talenterne en del af, og hvordan må man derfor tyde de begivenheder der opfylder lignelsens højdepunkt?
38 Jesus Kristus fortalte lignelsen om talenterne som en del af det mangesidede tegn på hans parousia eller nærværelse. Lignelsens opfyldelse må derfor nå sit højdepunkt her i vor tid, som endnu et vidnesbyrd om at Jesus er kommet igen i ånden og nu er nærværende. Når vi siger at Herren Jesu Kristi kongelige nærværelse begyndte ved udløbet af hedningernes tider i 1914, må der også være nogle kendsgerninger som bekræfter at lignelsens opfyldelse i dag er ved at nå sit højdepunkt. Hvilke kendsgerninger er der?
39. Hvad gjorde den træl der kun havde fået én talent, og hvornår begyndte regnskabet at blive gjort op med trællene?
39 Lad os først se hvordan det gik i lignelsen. Vi læser videre i Jesu ord: „Men den der kun havde fået én, gik hen og gravede et hul i jorden og skjulte sin herres sølvpenge. Lang tid efter kom disse trælles herre og gjorde regnskabet op med dem.“ — Mattæus 25:18, 19.
40. (a) Hvad havde trællenes herre med da han vendte tilbage, ifølge lignelsen? (b) Hvilken kongemagt havde 1914 især noget at gøre med? Begrund svaret.
40 Da „disse trælles herre“ kom tilbage, havde han dét med som han var rejst udenlands for at hente. Af hans egne ord lidt senere i lignelsen fremgår det at han havde opnået en „glæde“ som han ville dele med sine trofaste trælle; han kom tilbage med „meget“ som han ikke havde da han betroede trællene de otte sølvtalenter. Lignelsen om ’de ti miner’, som Jesus havde fortalt på et tidligere tidspunkt, præciserer at det han kom tilbage med, var „kongemagten“. (Lukas 19:12-15) Hedningernes tider eller „nationernes fastsatte tider“ havde noget at gøre med „kongemagten“, specielt den kongemagt der tilhørte Davids kongelige slægt i Jerusalem, den kongemagt som babylonierkongen Nebukadnezar fratog Davids slægt i året 607 f.v.t. Dette skæbnesvangre år begyndte hedningernes tider, der varede 2520 år og udløb i 1914. Ved deres udløb omkring den 4./5. oktober dette år skulle man logisk set vente at der ville ske en ændring af situationen. Det var derfor ikke helt tilfældigt at hedningenationerne var i store vanskeligheder den 4./5. oktober, ja, at de allerede i to måneder havde været inddraget i den første verdenskrig i menneskenes historie.
41. (a) Blev det lille antal der fandtes af Herren Jesu Kristi disciple eller „trælle“ dræbt under den første verdenskrig? (b) Hvad søgte nationerne at gøre med deres fortsatte vidnearbejde?
41 Men hvordan forholdt det sig med de kristne „trælle“ som den himmelske Herre Jesus Kristus havde betroet sine værdifulde „talenter“? Den dag i dag er der stadig et lille antal tilbage af de trofaste „trælle“ der oplevede denne særlige tid og som ud fra Bibelen blev klar over hvad den første verdenskrig betød. Denne internationale konflikt, der til sidst omfattede otteogtyve nationer og riger, gjorde det ikke af med disse loyale „trælle“ af den nyindsatte himmelske konge, Jesus Kristus. De jordiske fjender, der ikke ønskede at Jesus Kristus skulle herske over dem som hele jordens konge, ville gerne have dræbt disse „trælle“, men det lykkedes dem ikke. De forsøgte i virkeligheden at fratage dem de symbolske talenter de havde fået af deres himmelske Herre og Ejer. De forsøgte at ødelægge alt det gode som ’trællene’ havde udrettet og den åndelige fortjeneste de havde skaffet deres nyindsatte himmelske konge. Med dette for øje prøvede de på at ødelægge deres omdømme blandt folk af alle nationer. De prøvede desperat at underminere det grundlag ’trællene’ havde lagt for et fremtidigt vidnesbyrd om Riget.
42, 43. (a) Hvilken tilstand befandt den himmelske Herres „trælle“ sig i da den første verdenskrig sluttede i 1918? (b) Hvad var der, efter alt at dømme, sket med de „talenter“ de havde fået betroet?
42 Da den første verdenskrig sluttede den 11. november 1918 var disse den regerende himmelske konges „trælle“ så godt som dræbt hvad angår deres gode omdømme blandt folk både i og uden for kristenheden. Overpatriotiske nationalister og krigsgale fanatikere havde i den grad bagvasket dem og stillet dem i et ugunstigt lys at folks agtelse for dem som kristne næsten var faldet til nulpunktet. De var blevet angrebet af pøbelskarer. Nogle steder var deres bibelske publikationer blevet forbudt, andre steder selve deres organisation. Mange af dem sad i fængsel. Dette gjaldt endog præsidenten for Watch Tower Bible and Tract Society, foruden Selskabets sekretær og kasserer og seks andre fremtrædende medarbejdere, der alle var blevet dømt på falske anklager som de først kunne blive renset for da krigsgalskaben havde lagt sig.
43 Tilsyneladende var disse jordens retmæssige herskers „trælle“ blevet berøvet alt. De „talenter“ han havde betroet dem, så ud til at være ødelagt. Fjenderne jublede ved tanken om at ’trællene’ ikke længere kunne tjene deres himmelske Herre. De tvivlede åbenbart på at de kunne begynde helt forfra.
44. (a) Hvornår begyndte billedet at ændre sig, og hvordan? (b) Hvilket spørgsmål opstod vedrørende de overlevende „trælle“, og hvorfor?
44 Blot fire måneder efter at krigen var slut indtrådte der imidlertid en ændring som overraskede og forskrækkede fjenderne. De otte medarbejdere fra Watch Tower Bible and Tract Society blev løsladt fra forbundsfængselet i Atlanta (Georgia) den 25. marts 1919 og fik næste dag lov at stille kaution i Brooklyn, New York. Ikke længe efter blev de renset for de grove, falske anklager. Men hvor meget ville dette nu betyde for folk, der var blevet fyldt med fordom på grund af krigspropaganda og krigshysteri og nu havde en ganske forvrænget opfattelse af Jesu Kristi „trælle“ ? Det var noget ’trællene’ måtte tage i betragtning. Kunne de rejse sig og fortsætte deres arbejde på trods af disse afskrækkende omstændigheder? Havde de mod til det, og havde de tillid nok til deres himmelske Herre? Det var i sandhed en prøvelsens tid for disse kristne trælle.
45. (a) Hvad ville trællenes herre nu gøre, ifølge lignelsen? (b) Hvad måtte disse kristne trælle have lejlighed til i forbindelse med ’talenterne’?
45 Lignelsen om talenterne viste at manden, når han kom tilbage fra udlandet, ville gøre regnskabet op med sine trælle. Der skulle foregå en inspektion. Med den vending begivenhederne tog i foråret 1919 måtte tiden nu være inde til at ’trællenes’ himmelske Herre ville inspicere dem. Men hvilket regnskab kunne de aflægge med hensyn til de „talenter“ han havde betroet trælleskaren? Alt hvad de måtte have indvundet før forfølgelsen nåede sit højdepunkt i 1918, så ud til at være ødelagt. Det var som om de slet ikke havde de symbolske talenter mere. Skulle de forøge deres Herres „talenter“ måtte de gøre det nu, i efterkrigstiden, og først overdrage ham den indvundne fortjeneste senere, engang i fremtiden. De måtte have endnu en chance til at ’gøre forretninger’ med hans værdifulde „talenter“. Historien viser at det netop gik sådan, takket være deres himmelske Herres barmhjertighed.
46. (a) Hvad måtte de nu overvinde, og i hvilken hensigt måtte de reorganisere sig? (b) Hvad var tiden nu gunstig til, i betragtning af at deres himmelske Herre havde fået kongemagt?
46 I 1919 var tiden inde til at ’trællene’ overvandt den menneskefrygt der var opstået iblandt dem som følge af voldshandlingerne og hysteriet under den første verdenskrig, og som havde bevirket at de kun i beskedent omfang gjorde forretninger som ansvarsbevidste trælle af den regerende konge, Jesus Kristus. Det var på høje tid at de hvis rækker var blevet gennembrudt og revet op, begyndte at reorganisere sig med henblik på den største indsats de nogen sinde havde gjort i tjenesten for deres Herre, der nu havde fået kongemagt. Nu som aldrig før kunne deres Herre med rette betragte hele jorden som en mark der stod til rådighed for ham, en mark hvor der kunne frembringes flere disciple der kunne få håb om at opnå en andel i det himmelske rige. Han kunne overdrage sine „trælle“ denne gunstige situation så de kunne ’gøre forretninger’ i hans tjeneste. Tiden var gunstig, både for den kategori af „trælle“ eller disciple der blev skildret ved den træl som fik fem talenter betroet og for den kategori der blev skildret ved den træl som fik to talenter betroet. De tog fat, for lignelsen om talenterne måtte gå i opfyldelse, navnlig dens højdepunkt.
47. Hvordan blev de i 1919 styrket så de ikke frygtede det arbejde der skulle udføres efter krigen, men derimod stillede sig til rådighed?
47 Tiden blev ikke spildt. I 1919 gik de to kategorier af „trælle“ flittigt i gang med arbejdet. De blev styrket af to artikler med temaet „Salige er de, som ikke frygter“, der blev offentliggjort i The Watch Tower for 1. og 15. august 1919. (Vagt-Taarnet for september og oktober 1919) De glædede sig over meddelelsen om at der skulle holdes et ottedages generalstævne i Cedar Point, Ohio, fra 1. til 8. september 1919. De undlod ikke at overvære dette stævne; de frygtede ikke for at blive opfordret til at udføre et efterkrigsarbejde som ville kræve både kræfter og mod, og som også kunne medføre yderligere forfølgelse.
48. (a) Hvordan modtog stævnedeltagerne i Cedar Point meddelelsen om det nye blad der skulle udgives sammen med The Watch Tower? (b) Hvordan er dette blad blevet brugt indtil nu?
48 Ivrige efter at erfare hvordan Jehova ønskede de skulle udføre det arbejde der lå foran dem, kom seks tusind, hovedsagelig fra Canada og Amerikas forenede Stater, til de daglige møder under dette stævne der blev afholdt af de internationale bibelstudenter. Med overraskelse og samtidig dyb værdsættelse tog de imod meddelelsen om at man den 1. oktober 1919 ville begynde at udgive et nyt blad The Golden Age, som et søsterblad til The Watch Tower and Herald of Christ’s Presence. Dette nye blad skulle ligesom Vagt-Taarnet bruges til at forkynde Guds oprettede messianske rige. Det var et nyt redskab hvormed de kunne plante, vande og opdyrke nye områder med henblik på at frembringe flere disciple af Herren Jesus Kristus. Side om side med Vagt-Taarnet er dette blad (nu Vågn op!) blevet udgivet i stadig større oplag indtil den dag i dag. Det har hele tiden tjent sin hensigt, idet det har vakt oprigtige menneskers interesse og beredt dem til at modtage de dybere sandheder fra Guds ord. Det har udført et glimrende forberedende arbejde.
49. Hvad gjorde man i forbindelse med Selskabets afdelingskontorer, og i hvilket omfang er større områder således blevet opdyrket?
49 Forbindelsen mellem Watch Tower Bible and Tract Society’s hovedkontor og dets afdelinger rundt om på jorden, som var blevet afbrudt af verdenskrigen, blev genoprettet og styrket, og efterhånden som tiden og forholdene krævede det, blev der oprettet nye kontorer i forskellige lande. Dette gjorde det muligt for den himmelske Herres, Jesu Kristi, „trælle“ at føre nærmere tilsyn med et voksende område, og det bidrog meget til at man kunne intensivere arbejdet med at opdyrke dette voksende område med henblik på at indsamle flere disciple i alle nationer. Fra de få afdelingskontorer der fandtes dengang, er antallet nu steget til femoghalvfems. De fører tilsyn med den såning og opdyrkning der nu udføres i to hundrede og otte lande og øområder.
50. (a) Hvorfor erkendte de der overværede stævnet i Cedar Point i 1922, at de befandt sig i samme situation som Esajas i templet? (b) Hvilket spørgsmål kunne man stille, i betragtning af Esajas’ reaktion på Jehovas opfordring?
50 I september 1922 blev disse kristne trælle som har håb om det himmelske rige, på en magtfuld måde gjort opmærksomme på at de for øjeblikket blev inspiceret af kongernes Konge og herrernes Herre, den regerende Herre Jesus. Som en opfyldelse af Malakias 3:1 havde Jesus ledsaget Jehova Gud da denne kom til sit åndelige tempel for at holde dom blandt sine åndsavlede „trælle“ i templet. De der overværede de internationale bibelstudenters andet stævne i Cedar Point, Ohio, og var til stede den fjerde stævnedag (den 8. september 1922, kaldet „Dagen“), så nu sig selv i samme situation som profeten Esajas da denne fik et syn af Jehova Gud i sit tempel. Esajas følte behovet for at blive renset i åndelig henseende, og dette behov blev barmhjertigt imødekommet. Derved kom han i den gunstige situation at han kunne besvare Jehovas opfordring med et ivrigt: „Her er jeg, send mig!“ (Esajas 6:1-8) Spørgsmålet var derfor: Ville stævnedeltagerne reagere på samme måde nu da Jehova opfordrede dem til at tjene?
51. Hvilke spørgsmål stillede Selskabets præsident stævnedeltagerne i slutningen af sit foredrag, og hvilken tilskyndelse gav han til sidst?
51 Selskabets præsident, J. F. Rutherford, holdt et foredrag hvori han beskæftigede sig med Esajas’ syn, og i foredragets næstsidste afsnit stillede han stævnedeltagerne en række spørgsmål som sluttede med disse: „Tror i, at Herren nu er i sit Tempel og dømmer Jordens Nationer? Tror I at Herlighedens Konge har begyndt sin Regering?“ Med vældig begejstring svarede de tusinder af stævnedeltagere bekræftende. Taleren sluttede da foredraget med højdepunktet: „Saa tilbage til Slagmarken, o I den højeste Guds Sønner! Vær iført Eders Rustning! Vær ædrue, vær aarvaagne, vær virksomme, vær modige! Vær trofaste og sanddrue Vidner om Herren! Gaa fremad i Kampen, indtil de sidste Rester af Babylon er ødelagte! Forkynd Budskabet vidt og bredt! Verden skal vide, at Jehova er Gud, og at Jesus Kristus er Kongers Konge og Herrers Herre. Vi lever nu i Verdens mest betydningsfulde Tid. Se! Kongen regerer! I er hans Budbringere. Derfor, forkynd, forkynd, forkynd om Kongen og hans Rige!“ — Se Vagttaarnet for januar 1923, side 11-16, og februar 1923, side 25, 26.
52. (a) Hvad gjorde Selskabet i 1920 for at øge uddelingen af bibelsk læsestof? (b) Hvilket andet middel til forkyndelse af Riget tog Selskabet i brug i 1924, og hvilke yderligere midler blev senere taget i brug?
52 Med større iver og kraft end nogen sinde gik den tilbagevendte Herres, Jesu Kristi, „trælle“ ud for at forkynde ham som regerende konge, både fra hus til hus og i offentlige foredrag. Siden 1920 havde de drevet deres eget trykkeri i Brooklyn, New York, og det bevirkede at de billigt kunne fremstille større mængder af bibelske blade, brochurer, traktater og bøger, og til sidst endog bibler, til brug i forkyndelsen af den messianske konge og hans rige. Søndag den 24. februar 1924 blev den første radiostation som tilhørte disse „trælles“ indregistrerede selskaber indviet, og man begyndte at udsende Rigets budskab i æteren til en stor lytterskare. Med tiden tog man snesevis af radiostationer i brug i flere lande, idet man enten betalte for udsendelserne eller fik gratis sendetid, så man kunne udsende den gode nyhed om Riget lige til jordens ender. Desuden begyndte Kristi „trælle“ nogle år senere at benytte højttalervogne, og fra dør til dør forkyndte de Riget ved hjælp af rejsegrammofoner.
53. Hvorfor havde Vagttaarnets læsere grund til at være begejstrede for hovedartiklen i bladets udgave for maj 1925?
53 Da læserne af Vagttaarnet, Forkynder af Kristi Nærværelse modtog bladets udgave for maj 1925 (den engelske udgave for 1. marts 1925) læste de hovedartiklen „Den nye Nations Fødsel“ med stor begejstring. Hvorfor? Fordi denne artikel gav dem en bedre forståelse af Åbenbaringens tolvte kapitel. Deres forstands øjne blev åbnet så de erkendte at den symbolske fødsel af et drengebarn, der beskrives så levende i dette kapitel hvis betydning længe havde været en gåde for dem, skildrede Guds messianske riges fødsel i 1914, ved udløbet af hedningernes tider. Artiklen sluttede med disse ord: „Himmeriges Rige er her. Befrielsens Dag er i Sigte. Forkynd disse gode Tidender for Jordens Beboere. Sejren er hos vor Konge. Vær nu tro indtil Kampens Ende; saa skal vi i al Evighed bade os i hans Kærligheds Solskin, der hvor der er Glædes Fylde og Livsalighed evindelig.“ — Side 81.
54, 55. Hvordan viste antallet af dem der deltog i Herrens nadver i 1925 at arbejdsmarken var blevet udvidet?
54 Den årlige fejring af Herrens nadver, der dette år fandt sted onsdag den 8. april, viste et opmuntrende resultat. Som følge af det arbejde der indtil da var blevet udført i den udvidede arbejdsmark med at så og vande og kultivere jordbunden ved hjælp af de nye redskaber man havde fået, var antallet af menigheder af disciple som havde et himmelsk håb, vokset. Samtidig var menighederne blevet større. Denne vækst i antallet af kristne disciple sås tydeligt da man fejrede Herrens nadver dette år. Hvor mange deltog i fejringen? I The Watch Tower for 1. september 1925 stod der på side 263:
55 „Det glæder os at deltagelsen i mindehøjtiden har været så stor, fordi det viser at der er stor interesse for sandheden overalt, og det er som det skal være. Det samlede antal til dato er 90.434, hvilket er 25.329 flere end sidste år.“
56. Hvordan havde disciplene eller ’trællene’ altså stillet sig til det at ’gøre forretninger’ med de betroede „talenter“?
56 Ja, Kristi „trælle“ — både den kategori der blev skildret ved trællen som fik fem talenter og den kategori der blev skildret ved trællen som fik to talenter — var straks og beredvilligt gået i gang med at ’gøre forretninger’ med de betroede værdier; de var ved at opdyrke nye områder hvor der kunne frembringes flere kristne disciple. Rapporterne viser at disse „trælle“ blev belønnet for deres bestræbelser og blev velsignet med vækst. Dette tilskyndede dem til yderligere virksomhed.
Glæde
57. (a) Hvorfor rejste den rige mand i lignelsen udenlands? (b) Hvilke spørgsmål opstår derfor vedrørende Jesus Kristus i lignelsens opfyldelse?
57 Men nu kommer en anden historisk faktor ind i billedet. I Jesu lignelse tog manden der ejede de otte sølvtalenter og tre trælle ikke ud på en fornøjelsestur. Han havde en vigtig grund til at rejse udenlands; der var noget værdifuldt han ønskede at sikre sig. Som lignelsen viser, rejste han udenlands for at opnå „meget“ og en bestemt „glæde“. Han måtte rejse langt, i lang tid, for at nå frem til den der kunne give ham denne særlige „glæde“. Selv om dette ikke siges udtrykkeligt i lignelsen om talenterne, kan vi på grundlag af Jesu ord slutte at det må forholde sig sådan. Eftersom den rige mand i lignelsen er et billede på Herren Jesus Kristus, er dét at manden tog ud på en lang rejse et billede på at Herren Jesus drog hen til den eneste der kunne give ham den særlige glæde han så frem til. Hvor drog han hen? Hvem var kilden til denne glæde?
58, 59. (a) Hvem drog den opstandne Jesus Kristus hen til for at modtage denne „glæde“? (b) Hvis glæde kommer også fra denne kilde, som det fremgår af Romerbrevet 15:13?
58 Det fremgår af Hebræerbrevet 12:2, hvor vi læser: „Vi . . . ser hen til vor tros hovedformidler og fuldender, Jesus, som for den glæde der lå foran ham, udholdt en marterpæl, idet han foragtede skammen, og har taget sæde ved højre side af Guds trone.“
59 Ja, Jehova Gud er kilden til denne „glæde“. Det var ham den opstandne Jesus Kristus drog bort til, idet han efterlod sine trofaste disciple her på jorden med de „talenter“ han havde betroet dem. Den himmelske Fader var kilden til Jesu særlige glæde. Jehova Gud er også kilden til glæde for sin elskede søns disciple. Derfor kunne en af disse disciple skrive til sine medkristne i Rom: „Måtte den Gud som giver håb, fylde jer med al glæde og fred ved at I har tro, så I må være rige i håbet med hellig ånds kraft.“ (Romerne 15:13) Gud kunne besvare denne retmæssige bøn.
60. (a) Hvem måtte vises større opmærksomhed, nu da Jesus Kristus var vendt tilbage med sin „glæde“? (b) Hvordan blev han vist denne opmærksomhed i forbindelse med sit navn?
60 Efter at Herren Jesus nu var vendt tilbage med sin „glæde“, idet Guds messianske rige var blevet født i himlene, var det på sin plads at ’trællene’ viste Gud, den himmelske kilde til glæde, behørig opmærksomhed. Tiden var kommet da denne guddommelige kilde til glæde ville skabe sig et navn, og det betingede at hans personlige navn først blev gjort kendt. Navnet blev gjort kendt. Hans ærbødige tilbedere på jorden begyndte at bruge det regelmæssigt, og det blev forkyndt ud over hele jorden i et omfang som aldrig før. Det første nummer af The Watch Tower i 1926 indeholdt hovedartiklen „Hvem vil ære Jehova?“ (Vagttaarnet, 1. februar 1926) Fra da af blev det guddommelige navn, der forekommer tusinder af gange i Bibelens hebraiske grundtekst, ophøjet til sin retmæssige plads blandt Guds søns „trælle“. Nu var de først og fremmest hans vidner, uden dog at aflægge et ringere vidnesbyrd om hans søn, Jesus Kristus. Tilskyndet af kærlighed opfyldte de deres pligt, pligten til at være vidner for den Gud der bærer navnet Jehova.
61. (a) Hvilke navne erklærede Jesu Kristi disciple i 1931 at de ikke ønskede at kaldes med? (b) Hvilket navn ønskede de for fremtiden at bære?
61 Efter at de kristne „trælle“ derpå havde vidnet om det guddommelige navn i fem og et halvt år, var tiden inde til at de måtte give sig til kende, skille sig tydeligt ud fra alle de navnkristne i kristenheden. Jesu Kristi „trælle“ tog skridt til at gøre dette søndag eftermiddag den 26. juli 1931, under et internationalt stævne i Columbus, Ohio, U.S.A. Klokken 16.00 fik de mange tusind stævnedeltagere forelagt en resolution, hvis fjerde, femte og sjette afsnit vi her citerer:
For at gøre vor sande Stilling kendt, og fordi vi tror, det er i Overensstemmelse med Guds Vilje, som den er udtrykt i hans Ord, beslutter og vedtager vi derfor følgende:
Vi nærer stor Kærlighed til Broder Charles T. Russell for hans Gernings Skyld, og med Glæde anerkender vi, at Herren brugte ham og storlig velsignede hans Gerning. Dog forbyder Guds Ord os at lade os kalde „Russellitter“. Watch Tower Bible & Tract Society, International Bible Students’ Association og Peoples Pulpit Association er kun Navne paa de Korporationer eller Organisationer, vi som en Skare Kristne benytter os af for at udføre vort Arbejde i Lydighed mod Guds Befalinger, og intet af disse Navne kan med Rette knyttes til os eller anvendes paa os som en Skare Kristne, der følger i Mesterens Fodspor. Skønt vi studerer vor Bibel, vil vi dog ikke som en Skare betragtet kaldes med Navnet „Bibelstudenter“ eller andre lignende Navne som Udtryk for vor Stilling ind for Herren. Vi ønsker ikke at kaldes med eller at bære noget Menneskes Navn.
Vi erklærer, at vi er blevet købt med vor Herres og Genløsers, Jesu Kristi, dyrebare Blod, retfærdiggjort og født paa ny af Jehova Gud og kaldet til hans Rige. Vi ønsker derfor, at alle skal forstaa, at vi har stillet os uforbeholdent paa Guds og hans Riges Side og viet os helt til ham, at vi er Jehovas Tjenere, som har faaet betroet en Gerning i hans Navn, og i Lydighed mod hans Befaling forkynder vi Jesu Kristi Vidnesbyrd og kundgør for Folkene, at Jehova er den sande Gud, den Almægtige. Vi tager derfor med Glæde imod det Navn, Herrens Mund har nævnt, og vi ønsker at blive kendt under og kaldt med dette Navn, nemlig Jehovas Vidner. — Esajas 43:10-12; 62:2; Aabenbaringen 12:17.
62. Hvilken opfordring blev givet i resolutionens sidste afsnit?
62 Det ottende og sidste afsnit i resolutionen lød:
Vi opfordrer indtrængende alle, som har viet sig til Jehova og hans Rige, til at forene sig med os i den Gerning at forkynde dette gode Budskab for andre, for at Herrens retfærdige Banner saaledes maa blive rejst og Menneskene faa at vide, hvor de kan finde Sandheden og Haab om Befrielse, men fremfor alt for, at Jehovas store og hellige Navn maa blive renset, æret og ophøjet.
63. (a) Hvem vedtog denne resolution om det nye navn? (b) Hvordan blev resolutionen derefter offentliggjort og gjort kendt i hele verden?
63 Denne resolution blev vedtaget med stor begejstring, ikke alene af dem der overværede stævnet i Columbus, Ohio, men senere også af menighederne af Jesu Kristi „trælle“ rundt om på hele jorden. De antog frivilligt navnet „Jehovas vidner“. Resolutionen om navnet blev offentliggjort i en brochure der blev udgivet ved stævnet, med titlen Riget — Verdens Haab. Dette var også titlen på det offentlige foredrag som Selskabets præsident, J. F. Rutherford, havde holdt klokken 12.00 samme dag, både for stævnedeltagerne og for en stor lytterskare, idet foredraget blev udsendt over en omfattende kæde af radiostationer. Efter stævnet blev brochuren med det offentlige foredrag og resolutionen uddelt til katolske og protestantiske gejstlige, samt fremtrædende politikere og forretningsfolk. Den blev også udbredt i større målestok blandt folk i almindelighed. På denne måde blev hele verden informeret om at disse retfærdiggjorte og åndsavlede tilbedere af den højeste Gud ville vandre i deres Guds navn og kun anerkende navnet Jehovas vidner. — Mika 4:5.
64. Hvorfor kalder de sig Jehovas kristne vidner?
64 Eftersom der også fandtes vidner for den eneste levende og sande Gud før Herren Jesu Kristi første komme, betragter de sig selv som Jehovas kristne vidner. — Esajas 43:10-12; 44:8; Hebræerne 11:1 til 12:1. Se også Vagttaarnet for 15. oktober 1931, side 311.