Om at leve i overensstemmelse med navnet

„I er mine vidner, en hævdelse af Jehova, min tjener, hvem jeg har udvalgt, at I må kende og tro mig og indse, at jeg er ham. Før mig blev en gud ej dannet, og efter mig kommer der ingen.“ — Esajas 43:10, Young.

 1. Hvem bærer navnet Jehova, og hvad betyder dette navn?

JEHOVA har haft sine vidner på jorden fra Abels, den første martyrs, tid. Efter alle disse årtusinder har han stadig sine vidner på jorden, og disse vil blive øjenvidner til den knusende sejr over den fjendtlige verden, som han vil vinde i det kommende slag om universet, slaget ved Harmagedon. Indtil da må de leve i overensstemmelse med det hædersnavn, de bærer. Hvis de lever i overensstemmelse dermed, vil det betyde guddommelig beskyttelse for dem og frelse til evigt liv. Ved dem har han sat sig et levende vidnesbyrd i denne verden. Ham giver de al æren i harmoni med hans eget udsagn: „Jeg er Jehova, det er mit navn, og min ære vil jeg ikke give til nogen anden, ej heller min pris til udskårne billeder.“ (Esajas 42:8, En Amer. Overs.) Han er en hensigternes gud. Hans enestående navn betyder „han foranlediger, at noget bliver til“, og han skaber således alt i overensstemmelse med sine hensigter. Han er i stand til at virkeliggøre sine hensigter, og hans ord slår aldrig fejl: „Så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ — Esajas 55:11.

 2. Hvilke fire store egenskaber tillægges der Gud, og hvorledes kommer de til udtryk?

² Hans egenskaber er magt, visdom, retfærdighed og kærlighed. Skriften siger, at al magt tilhører Jehova, og at han således er kilden til al magt i universet. (Salme 62:12) Hans visdom er fuldkommen; han gør intet forkert. Alt, hvad han siger eller gør, er ret. Han er den vise, kilden, hvorfra al visdom har sit udspring. (Salme 33:4; Ordsprogene 2:6, 7) Han er retfærdig og al retfærds begyndelse. Hans afgørelser er retfærdige og rimelige. (5 Mosebog 32:4) Hans egen stærke fremhæven heraf lyder således: „Uden mig er der ingen Gud, uden mig er der ingen retfærdig, frelsende Gud.“ (Esajas 45:21) Jehova er kærlighedens gud. Om ham kan det siges med rette: „Gud er kærlighed.“ (1 Johannes 4:8, 16) Han viser sin kærlighed i fuldkommen uselviskhed, til uophørlig gavn for alle dem af hans skabninger, som tjener ham med ubrydelig hengivenhed. For at eje kærlighed må hans skabninger være ham uselvisk hengivne og stræbe efter at genspejle alle hans fire egenskaber over for andre.

 3. Hvilken bolig skabte Gud til menneskene, og hvorledes blev den oplyst?

³ Jehova Gud skabte himlene såvel som denne jord, der er menneskets evige bolig. (1 Mosebog 2:4) „Thi så siger Jehova, himmelens skaber, han, som er Gud, som dannede jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde, men danned den til at bebos: Jehova er jeg, ellers ingen.“ (Esajas 45:18) Op af jordens dybe vande drog han de knejsende bjerge med deres stolte tinder, der rager op gennem de smukke skyer som opstrakte arme og bærer vidnesbyrd om hans højhed. Ved sin almagt anbragte han den mægtige sol og den dejlige måne på himmelen til at lyse for mennesker ved dag og ved nat. De kaster deres lysstråler ud over hele jorden. — Salme 104:10-30; 1 Mosebog 1:14-19.

 4. Hvilken anden oplysning end det naturlige lys sørgede Gud for til mennesket? Hvor kommer denne oplysning fra?

⁴ Det var Guds hensigt, at der ikke alene skulle være lys til gavn for menneskets naturlige øje, men også for dets forstand. Det lys, som skinner for menneskets forstand, er Guds ord, bibelen, til hvilken han alene, ved sin ånd eller sin virkekraft, er forfatter. (Salme 119:105) Gennem Guds ord lærer mennesket om ham. Hans ord afslører hans hensigter. Den guddommelige hensigt er, at hele menneskeslægten skal kende ham, høre om hans egenskaber og forstå hans lov og hans hensigter. Derfor besluttede han at oprejse et folk for sit navn, så at hans lys til oplysning af menneskets forstand kunne skinne på jorden. Eftersom hans hellige navn indebærer det at give lys, må hans folk på jorden, hvis de genspejler hans lys, leve i overensstemmelse med Jehovas navn, den gud, som har en hensigt med mennesket på jorden.

 5. Hvorfor skal Guds navn forkyndes ud over hele jorden?

⁵ Guds navn, Jehova, må æres over hele jorden. „Dog derfor har jeg ladet dig blive i live, for at vise dig min magt, og for at de skal forkynde mit navn på hele jorden.“ (2 Mosebog 9:16, Leeser; se også En Amer. Overs.) Han erklærede for århundreder siden, at ved endens tid, hvor vi nu befinder os, ville han oprejse et folk, som man ville finde levede i overensstemmelse med hans navn, og som ville udråbe dette navn over hele verden: „Lad dem kende, at du, hvis navn er Jehova, er ene den Højeste over al jorden.“ — Salme 83:18, 19.

 6. Hvem benævnes med et navn, der indeholder Guds navn? Hvilket stort ansvar hviler der på dem?

⁶ Hvem lever i overensstemmelse med navnet? Ved denne „endens tid“ er der et folk, som bærer dette navn. De er kendt over hele jorden i dag som „Jehovas vidner“. Deres er den ophøjede forret at bære det herligste navn i universet. Men forbundet med denne forret er der et vældigt ansvar: De må leve i overensstemmelse med navnet.

 7. Hvilket arbejde udfører de? Hvorledes bærer de sig ad dermed?

⁷ Jehovas vidner er en gruppe prædikanter og missionærer, som udøver deres evangeliske arbejde blandt folkene i alle egne af jorden. De lægger deres kærlighed til Gud og deres næste for dagen ved at forklare Guds hensigter for folkene over hele verden på den samme enkle måde, som Jesus Kristus og hans apostle gjorde det. Under udførelsen af denne underlige gerning er de forbundet med og går frem efter vejledning af „Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab“, et velgørenheds-selskab, der er stiftet i overensstemmelse med lovene med det formål at forkynde budskabet om Guds rige ud over hele jorden. „Og dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, og så skal enden komme.“ — Mattæus 24:14.

 8. Hvornår fik de deres særlige navn, og hvorledes gik det til?

⁸ Forud for 1931 blev dette særlige navn ikke brugt om de forkyndere, der benytter „Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab“ som deres lovmæssige repræsentant og som deres tjener ved udgivelsen af tryksager. Men i 1931, mens de var forsamlede til et internationalt konvent i Columbus, Ohio, anerkendte disse forkyndere, som samarbejder med „Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab“, i en resolution, at de havde modtaget navnet „Jehovas vidner“ som gave. De erklærede over for verden deres beslutning om at ville kendes ved dette gudgivne navn og intet andet. „I er mine vidner, siger Jehova, og min tjener, hvem jeg har udvalgt. . . . Jeg, jeg alene, er Jehova, uden mig er der ingen frelser. . . . I er mine vidner, lyder det fra Jehova, og jeg er Gud.“ (Esajas 43:10-12, Amer. Stand. Overs.) Kendsgerningerne viser uden modsigelse, at dette navn ikke er blevet skænket nogen anden forsamling.

 9. Hvorfor er de berettigede til at bruge dette navn?

⁹ Jehovas vidner bærer vidnesbyrd om Jehovas hensigter. En, som aflægger vidnesbyrd for retten, kaldes et vidne. Om meget kort tid vil der falde endelig dom i det store stridsspørgsmål angående Jehova Guds overhøjhed ved den højeste domstol i universet, den almægtige Guds domstol. Jehovas vidner er blevet udpeget til at aflægge vidnesbyrd i den store retssag, som Jehova fører mod folkeslagene. Eftersom de afgiver vidnesbyrd om Jehova og hans hensigter, er det med fuld ret, de bærer deres navn.

10. Hvad må man være for at kunne kalde sig en kristen, og hvorfor det?

¹⁰ En, der aflægger vidnesbyrd om Jehovas overhøjhed, er en kristen. Jehovas vidner følger i Jesu Kristi fodspor, hvilket berettiger dem til at kalde sig kristne. Kristendommens stifter var et mægtigt vidne om Jehovas overhøjhed. Da han stod frem for Pilatus, sagde han: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.“ (Johannes 18:37) I den „Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der skal ske i en hast“, hedder det: „Jesus Kristus, det troværdige vidne . . . så siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skaberværks ophav.“ (Åbenbaringen 1:1, 5; 3:14) Det ses derfor tydeligt, at for at kunne bære Kristi navn og have ret til at antage kristennavnet må man først og fremmest være et vidne for Jehova, som også Kristus var det.

11. Hvis ord og visdom må vi forkynde for at vise os navnet værdige?

¹¹ Den, som lever i overensstemmelse med navnet, prædiker ikke sit eget budskab. Han må forkynde Gud den Almægtiges ord og lov ud fra den guddommelige beretning, bibelen. Han prædiker heller ikke den herre Jesu visdom, eller nogen andens end Jehova Guds. Jesus erklærede, at „det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig“. (Johannes 14:24) Det er tydeligt, at Jesus, det største vidne, ved betegnelsen „en kristen“ forstod en, som bærer vidnesbyrd om den almægtige Guds navn, ord og rige. For at være en kristen må man derfor vise sig navnet værdig.

Hvorledes man gør øgenavne til skamme

12. Hvilke andre navne har man med urette givet os? Hvorledes kan vi gøre disse øgenavne til skamme?

¹² Jehovas vidner er med urette blevet kaldt ved andre navne. De er blevet omtalt som russelliter. Nogle har kaldt dem rutherforditer. Andre har givet dem navn efter „Tusindårsrigets morgengry“. Andre lignende navne, som de hverken gør fordring på eller ønsker, er blevet dem givet af deres fjender eller af spottere, såvel som af kristenhedens gejstlige. Alle sådanne navne er en form for bagvaskelse af Jehovas vidner, da de ikke følger noget menneske og derfor ikke bør kaldes ved falske benævnelser, som ikke finder nogen støtte i bibelen. Sådanne navne tjener til at nedsætte den, som de burde ophøje, Jehova Gud, alle tings skaber. Jehova Gud er ophavsmand til hver lære og hver sandhed, som findes i bibelen. Han dikterede selv bibelen, som er hans ord. Jehovas vidner kan ikke med rette lade sig benævne efter nogen lære eller noget menneske. De bør kun kaldes ved navnet på den, hvem de repræsenterer, nemlig Jehova Gud, og ved det vidnearbejde, de må udføre. De kan og vil gøre de nedsættende navne til skamme, der gives dem af mennesker, ved at leve i overensstemmelse med navnet Jehovas vidner.

13. Hvilket navn har den religionsdyrkende gejstlighed vist sig uværdig til at bære?

¹³ Kristenhedens gejstlige og millioner af religionsdyrkende hævder at være kristne. Men de lever ikke i overensstemmelse med dette navn. Når de hævder at være kristne, påtager de sig den forpligtelse at vidne om Jehovas navn ved Kristus Jesus. De antager navn af kristne, men kan de stå mål med dette navn? Nej! De afslår at blive vidner for Jehova. De viser stor foragt for navnet. De har på ingen måde båret vidnesbyrd om Riget eller om Gud den Almægtiges hensigter og navn. Millioner af mennesker i den katolske kirke, i baptisternes, presbyterianernes, de episkopales og i hundredvis af andre sekteriske samfund hævder at være kristne. Men ingen af dem lever i overensstemmelse med dette navn ved at virke som vidner for Jehova eller ved at bære vidnesbyrd i harmoni med hans ord og hans vilje.

14. Hvorledes søger gejstligheden at adskille sig fra og hæve sig op over andre?

¹⁴ Gejstligheden i de forskellige sekter og kirker inden for den organiserede religion kalder sig med velklingende titler. De antager disse pralende titler for at adskille sig fra og hæve sig over almindelige mennesker. De forlanger at blive kaldt Ærværdighed, Velærværdighed, Fader, Deres Hellighed, Deres Eminence o.s.v. i modstrid med skriften, som udtrykkelig forbyder noget sådant. „Helligt og ærværdigt er hans [Jehovas] navn.“ (Salme 111:9, eng. overs.) „I skal ikke kalde nogen på jorden jeres fader, thi kun een er jeres fader, han, som er i himlene.“ (Mattæus 23:9) Næsten alle gejstlige i kristenheden bærer en særlig dragt for at blive lagt mærke til blandt mennesker og for at kunne påtage sig en overlegen holdning. Denne adskillelsens og overlegenhedens holdning, som skiller dem ud fra almindelige mennesker, fordømmes af Gud. — Mattæus 23:5-8; Markus 12:38-40.

15. På hvilken måde har gejstligheden forkastet Kristus og Riget?

¹⁵ Skønt gejstligheden og dens tilhængere hævder, at de følger Kristus Jesus, har de forkastet ham og det vidnesbyrd, som han gav om Jehovas, den Almægtiges, overhøjhed. Ligeledes har de forkastet den almægtige Guds rige som det eneste håb for menneskeheden og har hilst erstatningen, „ødelæggelsens vederstyggelighed“, velkommen som menneskehedens frelser. De spotter over bibelens lære om, at Gud vil oprette en ny retfærdsverden på jorden.

16. Hvorledes giver præsterne sig ud for at være noget, som de ikke er?

¹⁶ At give sig ud for at være en anden er bedrag. At give sig ud for at være embedsmand eller at lade, som om man repræsenterer en af denne verdens regeringer, uden at man har tilladelse dertil, er en forbrydelse. En, som ikke tilhører en nations væbnede styrker, men bærer disses uniform, kan anklages efter loven og fængsles. Landets love siger, at dette er en forbrydelse, som kan straffes med store bøder eller lang tids fængsel. Kristenhedens præster har med urette antaget kristennavnet. Derfor gør de sig skyldige i at give sig ud for at repræsentere Jehovas første vidne, den Herre Kristus Jesus, og overtræder dermed den almægtige Guds lov.

17. Hvorledes har de med hensyn til læresætninger ladet hånt om Guds lov og bud?

¹⁷ Disse „kristne“, som de kalder sig selv, har begået en meget større forbrydelse end den at overtræde „kejserens“ lov. De har ladet hånt om den almægtige Guds bud og har overtrådt hans højeste lov. De har optaget hedenske ritualer og traditioner i deres religiøse organisationer og fremført falske læresætninger som sande. De hører hjemme iblandt den klassemennesker, som Esajas profeterede om, og som Kristus Jesus beskrev således: „Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er fjernt fra mig.“ (Mattæus 15:8; se også Kolossenserne 2:8) Der findes mængder af sådanne ubibelske læresætninger. Vi skal her blot omtale nogle få af dem for at vise, hvorledes præsterne bedragerisk har givet sig ud for at være noget, de ikke er, og hvorledes de ikke har levet i overensstemmelse med det navn, de har antaget.

Præsteskabets lærdomme er falske

18. Hvorledes tager præsterne fejl med hensyn til spørgsmålet om Kristi nærværelse og jordens endelige skæbne?

¹⁸ Kristenhedens præsteskab og de, der holder med dem, fornægter Kristi anden nærværelse. De siger, at han ikke har overtaget kongemagten. Præsteskabet lever i modstrid med kristennavnet ved at forkynde, at jorden vil blive fuldstændig ødelagt ved ild. Dette strider mod Guds ord, som siger, at „jorden står til evig tid“, og at Gud skabte jorden til en evig bolig for dem af menneskene, som er sagtmodige og lærvillige, og som adlyder Gud. — Prædikeren 1:4; Salme 37:11, 29; Mattæus 5:5.

19. Hvorledes tager de fejl i spørgsmålet om en sjæl og om en straf efter døden?

¹⁹ Endvidere lærer præsterne folket, at når et menneske dør, går det til evig pine i helvede, hvis det drejer sig om et slet menneske. Bibelen lærer tydeligt, at helvede er graven, hvori alle, der dør, må vente i det stille, indtil og hvis Gud oprejser dem på ny. (Prædikeren 3:19, 20; 9:5, 10; Job 14:13-15) Præsterne svigter også det navn, de uretmæssigt har antaget, ved at de i modstrid med sandheden forkynder for folket, at mennesket har en sjæl, der er forskellig og adskillelig fra legemet, hvorimod bibelen tydeligt lærer, at mennesket i sig selv er en sjæl. Mennesket er en levende, sansende skabning, og ligesom tilfældet er med dyrene, ophører mennesket at eksistere, når det dør. (Ezekiel 18:4, 20; Prædikeren 3:19) Det romersk-katolske præsteskab lærer folk, at mennesket ved døden farer til „skærsilden“, og at det forbliver i denne overgangstilstand, indtil det ved hjælp af bønner, som præsterne fremsiger efter at have modtaget en passende sum penge fra venner eller slægtninge af den afdøde, får lov at slippe fra „skærsilden“ ind i himmelen. Hvis de efterlevende ikke har råd til at betale, hvad det koster, må det arme menneske udholde den fulde lidelsestid. Ordet „skærsilden“ forekommer overhovedet ikke i bibelen, lige så lidt som der deri gives nogen beskrivelse af et sådant sted.

20. Hvorledes kommer de til kort med hensyn til spørgsmålet om bibelens vigtigste læresætning?

²⁰ Kristenhedens præster lever i modstrid med kristennavnet ved at nægte at fortælle folket om Guds rige og det nye retfærdighedens verdensstyre, der skal indføres på jorden som menneskenes eneste håb, til trods for at dette er bibelens vigtigste lære. De søger at holde skjult for folket, at det nye verdensstyre skal give Jehovas navn oprejsning og åbne adgang til et evigt liv for alle dem, der har det rette sindelag over for Gud. Da de selv er blinde for denne altoverskyggende sandhed, får de dem, som i blindhed slutter sig til dem, til at tro, at menneskene ikke vil opnå liv på jorden, men at jorden tværtimod vil blive fuldstændig ødelagt og menneskene havne enten i himmelen eller i helvede. — Mattæus 15:14.

21. Hvad vil der ifølge profetien ske med gejstlighedens falske vidneudsagn?

²¹ Hvilken modsætninger der ikke mellem på den ene side de krystalklare, forfriskende sandheder om Guds rige og den nye retfærdsverden som det eneste håb for menneskeheden, således som de forkyndes af Jehovas vidner, og på den anden side de tørre, dødbringende lærdomme, der fremføres af kristenhedens præster! (Åbenbaringen 22:17; Esajas 55:1; Åbenbaringen 7:17) Sandheden blæser de falske vidneudsagn bort som avner, der fyger for vinden. De sandheder, der frembæres af Jehovas vidne, er som hagl, der gennemhuller det tynde, skøre tag, der dækker over løgnens tilflugtssted. „Jeg gør ret til målesnor, retfærd til blylod; hagl skal slå løgnelyet ned, vand skylle gemmestedet bort.“ (Esajas 28:17) Ligesom brusende vande gennemskyller sandheden de falske vidners, præsternes, gemmested.

22, 23. Hvem har de trodset og derved vist, at de ikke er Guds barn?

²² Til trods for, at vildfarelserne i præsternes læresætninger er blevet klart fastslået i nærværelse af den store dommer, afslår gejstligheden at ophøre med at forkynde disse falske læresætninger. „De kender intet, vil intet forstå, i mørke vandrer de.“ (Salme 82:5, eng. overs.) „Dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset.“ (Johannes 3:19) De har strittet imod ligesom et egenrådigt mulæsel. De har trodset alle Jehovas bestræbelser for at få dem til at indordne sig under hans foranstaltninger.

²³ Præsterne og deres tilhængere har i deres genstridighed nægtet at lade sig irettesætte. (Efeserne 2:2) „Genstridighed er trolddomssynd, og egenrådighed er afgudsbrøde.“ (1 Samuel 15:23) Medens de udadtil har gjort påstand på at være børn af Gud, har de ved deres handlinger vist, at de ikke er hans børn. „Hvis I da ikke får nogen irettesættelse, som dog alle sønner får deres del af, så er I jo uægte børn og ikke virkelige sønner.“ — Hebræerne 12:5-8, En Amer. Overs.

24. Hvilken storslået lejlighed er præsterne gået glip af?

²⁴ De fremgangsmåder og lærdomme, som kristenhedens præster forfægter, finder ingen støtte i bibelen. Præsterne har ikke i den forgangne tid aflagt og aflægger heller ikke nu noget vidnesbyrd om Guds rige. Tværtimod har de fremført usandheder og falske udsagn om, hvad der er Guds hensigter. Skønt de har haft mulighed for at bære det livgivende budskab frem for folket, har de afskåret sig selv fra enhver lejlighed til selv at lære sandheden at kende og give den videre til andre. Deres handlemåde beviser over for verden, at de ikke lever i overensstemmelse med kristennavnet. „Derfor siger jeg [Kristus Jesus] jer, at Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter.“ — Mattæus 21:43.

De, der bærer benævnelsen med rette

25. Hvilken forret har Jehovas vidner grebet?

²⁵ Den forret, som det er at få lov at forkynde budskabet om Riget, er med glæde blevet grebet af Jehovas vidner. Navnlig fra 1918 og fremefter har de gransket meget i skriften, og deres kundskab er vokset. Som de, der kaldes de „kloge i folket“, har de bragt mange til indsigt ved den storslåede kampagne til oplæring af menneskene angående, hvad der er Guds hensigter, som de har gennemført. (Daniel 11:33; 12:4) Kendsgerninger af denne art viser, at det er dem, og dem alene, der lever i overensstemmelse med navnet.

26. Hvilke forenede skarer bærer med rette navnet Jehovas vidner?

²⁶ Jehova har nu en skare salvede vidner, som er hans sande, ægte sønner, der er avlet af hans ånd og derved er blevet Kristi Jesu, den salvede konges, åndelige brødre. I nær forbindelse med dem og fælles med dem står der en „stor skare“ af „andre får“, der skal blive Kongens jordiske børn. (Åbenbaringen 7:9; Johannes 10:16) Tilsammen er de bærere af benævnelsen Jehovas vidner. De er kristne af gavn såvel som af navn. Ved at frembære vidnesbyrdet om Guds sande hensigter lever de i overensstemmelse med det navn, der er givet dem, Jehovas vidner. Derved adskiller de sig fra de religionsdyrkende præster og deres tilhængere, der giver sig ud for at være noget, som de ikke er.

27. Hvori viser de, at de virkelig er, hvad de giver sig ud for at være?

²⁷ Jehovas vidner forkynder ikke alene bibelens klare, sandfærdige lære om Guds rige, men de lever også i overensstemmelse med navnet ved at modstå præsternes falske læresætninger. De har aldrig med urette båret deres navn eller taget Jehovas navn forfængeligt. Til forskel fra præsterne har de aldrig givet sig ud for at være noget, som de ikke er. De har båret Rigets frugter og derved vist, hvor deres hjerte er. „Altså: af deres frugter skal I kende dem.“ (Mattæus 7:20) De retsindigt indstillede mennesker såvel som verden i øvrigt kan se, hvem der er Jehovas sande vidner. De har praktiseret, hvad de har prædiket. Ved at leve i overensstemmelse med deres tro har de over for verden som helhed frembåret et væld af uimodsigelige beviser for, at de svarer til deres navn. „Sådan er det også med troen; hvis den ikke har gerninger, er den i sig selv død. Men nu kunne en sige: Du har tro, jeg har gerninger. Så vis mig din tro uden gerninger, og jeg vil gennem mine gerninger vise dig min tro.“ — Jakob 2:17, 18.

28. Hvilket eksempel til efterfølgelse gav de første kristne os med hensyn til at forkynde evangeliet?

²⁸ Jesu første efterfølgere, apostlene og de øvrige disciple, viste ved deres eget eksempel, hvorledes Jehovas vidner i vor tid bør gå frem for at leve i overensstemmelse med deres navn. De bar sig ikke ad som deres tids præster, der lod folk sætte sig ved deres fødder, når de skulle modtage undervisning. Apostlene og de første kristne gik ydmygt og sagtmodigt ud til folket med det gode budskab. De forlangte ikke, at menneskene skulle gøre sig ulejlighed med at komme til dem for at få sandheden at høre. Det Guds ord, som de selv havde modtaget af mesteren, bragte de personligt ud til folk ved at besøge dem i deres hjem, idet de gik fra hus til hus og senere kom tilbage for at give ny belæring. (Apostlenes Gerninger 20:20; 5:42) Dette havde de lært af Jesus selv, der ligeledes gik fra dør til dør og fra by til by for at forkynde evangeliet. (Mattæus 10:7, 11-14; Markus 1:38; Lukas 8:1) De sande kristne efterligner ikke vor tids præster, som ikke finder på at gå fra dør til dør for at forkynde evangeliet. De efterligner derimod Kristus.

29. Hvem er det, vi efterligner i vor forkyndelse? Hvilke moderne hjælpemidler tager vi i anvendelse?

²⁹ „Også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor.“ (1 Peter 2:21) Jehovas vidner forkynder evangeliet på samme måde som Jesu første efterfølgere. Men de har en endnu større forret, end disciplene havde dengang, fordi de nu i denne „endens tid“ får lov at forkynde den fuldstændige opfyldelse af alt det, der er skrevet i bibelen. De har skuldret det ansvar, der er lagt på dem af Gud og den herre Jesus Kristus med hensyn til at forkynde evangeliet om Guds rige ud over hele jorden. De har fulgt den storslåede kaldelse til at forkynde evangeliet om Riget over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene. (Mattæus 24:14) Herunder har de hjort brug af sådanne opfindelser som radioen, bogtrykkerkunsten, automobilen og flyvemaskinen for at opnå en bedre virkning af deres arbejde. De har båret budskabet ud til menneskene ved hjælp af det trykte ord i form af bibler, bøger, brochurer, tidsskrifter, aviser, løbesedler og anden litteratur, som er blevet spredt ud over jorden i millioner, for ikke at sige i milliarder, af eksemplarer. De opnår ikke nogen som helst økonomisk vinding ved således at dele sandheden med andre. Men det er kun ved denne forstandige adfærd, at de som Guds sønner kan være med til at retfærdiggøre Guds navn og leve i overensstemmelse med deres eget navn som hans vidner, der glæder hans hjerte. „Vær viis, min søn, og glæd mit hjerte.“ — Ordsprogene 27:11.

30. Hvem tager del i forkyndergerningen foruden de gamle, og hvorfor gør de det?

³⁰ De pagtsforpligtelser, som påhviler Jehovas vidner med hensyn til at leve i overensstemmelse med deres navn, må opfyldes af såvel gamle som unge. Den, som hører, skal sige: „Kom!“ (Åbenbaringen 22:17) Ud over hele jorden er unge og gamle i fællesskab optaget af at forkynde det glade budskab om Guds rige. I overensstemmelse med formaningen i Prædikeren 12:1 kommer Jehova Guds unge tjenere deres skaber i hu i ungdommens dage. For at undfly den ødelæggelse, der vil træffe de utro religionsdyrkere i slaget ved Harmagedon, frembærer de nu i tiden taksigelsesofre, som Gud kan modtage. De venter ikke med at prise Jehova og forkynde hans budskab, indtil de er blevet gamle og affældige. De tjener ham, medens de har deres ungdomskraft i behold. De sætter al energi ind på i deres unge år at samle sig skatte ved hjælp af gode gerninger. (1 Timoteus 6:12, 19) Forkyndergerningen er ikke forbeholdt de få, således som præsterne påstår det om deres forkyndelse. Den forkyndergerning, som Jehovas vidner tager del i, står åben for alle, unge og gamle, uden hensyn til nationalitet eller samfundsstilling, som er villige til at træde i pagtsforhold til Gud, og som vil påtage sig at leve i overensstemmelse med navnet ved at berømme hans gerninger og forkynde hans rige og hans navn i denne „endens tid“.

31. Hvad må vi gøre for at opnå den fornødne kundskab og styrke til at udføre vort arbejde?

³¹ For at blive i stand til at skaffe sig den kundskab, der er en nødvendig forudsætning for deres forkyndelsesarbejde, sørger Jehovas vidner for regelmæssigt at samles med hinanden. Da de forstår, at de lever i den sidste tid, søger de styrke til at udføre deres arbejde med at ophøje Jehovas navn. „Lad os ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men lad os opmuntre hverandre, og det så meget mere, som I ser den store dag nærme sig.“ (Hebræerne 10:25, En Amer. Overs.) For intet har de modtaget kundskaben om Jehovas hensigter, og de har pligt til at give den videre for intet til andre. — Mattæus 10:8.

Vidnearbejde nødvendigt

32. Hvad må man gøre for at leve i overensstemmelse med navnet? Hvorledes går det for sig?

³² For at leve i overensstemmelse med navnet må man udføre vidnearbejde. „Om jeg forkynder evangeliet, har jeg ikke noget at rose mig af; jeg er jo under tvang; ve mig, om jeg ikke forkynder det!“ (1 Korinter 9:16) Foruden at forkynde budskabet mundtligt spreder Jehovas vidner tidsskrifter, der indeholder Guds sandhedsord, overalt på gaderne, og samtidig med at de aflægger vidnesbyrd for menneskene rundt om i hjemmene, tilbyder de dem bibler og litteratur til hjælp ved studiet af bibelen. Denne litteratur er en yderligere kilde til den oplysning, som fører til livet. For at vedligeholde en uafbrudt strøm af sandhed er det nødvendigt, at forkynderen aflægger genbesøg. Et sådant fortsat hjælpearbejde, der udføres på en forstandig og taktfuld måde (Mattæus 10:16), frembringer gode resultater, som beviser, at Jehovas vidner lever i overensstemmelse med navnet. De mennesker, der har det rette sindelag, bliver ligeledes virksomme forkyndere af ordet. — Åbenbaringen 22:17.

33, 34. Hvorfor må vi være udholdende for at vise os værdige til navnet, og hvorledes sker det?

³³ For at leve i overensstemmelse med navnet er det ikke nok blot at tale om Jehova Gud af og til. Man kan ikke nøjes med blot at tjene Jehova under gunstige ydre forhold. Regelmæssig, tålmodig, pålidelig forkyndelse er, hvad der skal til. „Når vi gør det rette, da lad os ikke blive trætte, thi vi skal høste til sin tid, såfremt vi ikke giver tabt.“ (Galaterne 6:9) For at leve i overensstemmelse med navnet på en udholdende måde må Jehovas vidner blive ved at stå på gadehjørnerne med tidsskrifterne uden hensyn til de forbipasserendes kolde, stenhårde ansigter og nedsættende bemærkninger og uden hensyn til, om vejret er godt eller dårligt. Forkyndelsesarbejdet må fortsættes, selv om der ikke vises nogen interesse. Distriktet må gås igennem regelmæssigt, selv om dør efter dør bliver smækket hårdt i.

³⁴ Apostelen Paulus tænkte på den udholdenhed, som det fordrer at leve i overensstemmelse med navnet, da han skrev, at de kristne må have samme tålmodighed som landmanden. „Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten.“ (1 Korinter 3:6) Ligesom landmanden må vente på, at Guds kraft får sæden til at vokse, således må også Jehovas vidner gøre. De bearbejder, beplanter, vander og våger over deres forkyndelsesdistrikt. De må også bortluge klinten og ukrudtet, som det religionsdyrkende præsteskab sår iblandt de retsindige mennesker i distriktet. Ved således at vise udholdenhed som den flittige landmand, der våger over sin afgrøde, må Jehovas vidner leve i overensstemmelse med navnet.

35. Hvornår bør forkyndergerningen foregå, og på hvilken måde?