fra Babylon hjem til det forjættede land, der havde ligget øde i halvfjerds år. Endnu en gang lød befrielsens gode nyhed for det israelitiske folk mens det befandt sig i fangenskab. Denne rest af israelitter fik lov at vende tilbage til Palæstina for at genoprette tilbedelsen af Jehova der. Men den tidligere selvstændige nation og det tidligere uafhængige kongedømme blev ikke genoprettet.

18. Viste Israels folk sig værdigt til den gode nyhed der forkyndtes det?

¹⁸ Viste fortidens israelitiske nation sig værdig til den gode nyhed som forkyndtes den af Moses i Ægypten? Holdt den det fædrene løfte om at ville gøre alt hvad Jehova befalede den, at ville være Jehovas folk, at ville gøre hans vilje? Den inspirerede beretning svarer nej. Som nation betragtet var israelitterne slet ikke den gode nyhed værdige, hvilket tydeligt fremgår af deres indstilling over for Jesus, den lovede Messias, som de forkastede og pælfæstede. Umiddelbart før sin død udtalte Jesus følgende dom over nationen: „Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke. Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!“ — Matt. 23:37, 38; Luk. 23:18-25; Ap. G. 2:23.

19. (a) Hvilken enestående forret havde israelitterne ejet mens de var trofaste? (b) Da Gud til sidst forkastede Israels nation, betød det så at han overskar enhver forbindelse med menneskene?

¹⁹ Israelitterne havde nydt den store forret at være et folk af Jehovas vidner. (Es. 43:10-12) Ikke sådan at forstå at det var befalet israelitterne at sende forkyndere til jordens nationer for at forkynde om Jehova; nej, men de skulle som det eneste folk udelukkende tjene og tilbede Jehova, der vandt sig et stort navn ved de vældige gerninger han øvede for israelitternes skyld og ved den sande tilbedelse disse omfattede ham med mens de var trofaste. Imidlertid kunne de kun blive ved med at være hans vidner såfremt de fortsatte den sande gudsdyrkelse, ærede den pagt han havde sluttet med dem og adlød hans befalinger. Her svigtede de. Derfor forkastede Jehova den israelitiske nation. Den ordning der hvilede på Lovpagten ophørte fordi Jesus opfyldte Loven og fordi denne med ham nagledes til marterpælen. (Kol. 2:14) Dette betød dog ikke at Gud overskar enhver forbindelse med menneskene. Med Jesus Kristus som mellemmand trådte en ny pagt i kraft, ikke med Israel efter kødet, men med et folk der bar de rette frugter og hvis færd og handlinger gjorde det værdigt til Guds himmelske rige hvor Kristus er konge. — Hebr. 8:6; Matt. 21:43.

Intet uvidenskabeligt i Bibelen

● I sin bog Studies in Creationism siger Frank Lewis Marsh, professor i biologi ved Union College, Lincoln, Nebraska: „Efterhånden som videnskabsmænd foretager et grundigt studium af den kristne religions kanon, bliver de klar over at der ikke findes en eneste uoverensstemmelse mellem de videnskabelige kendsgerninger og den kristne religion. Skønt Bibelen indeholder nogle af de største sandheder, er den dog ikke en videnskabelig afhandling. Dette er en nøjere overvejelse værd. Hvis Moses havde nedskrevet sin tids bedste videnskabelige anskuelse, var dens unøjagtighed for længe siden blevet opdaget af den fremadskridende videnskab. Men de videnskabelige fakta der for tusinder af år siden blev fremsat i et ikke-videnskabeligt sprog er stadig fuldstændig videnskabeligt korrekte. Det er en af de vidunderlige sider ved Bibelen. At Moses, der „blev oplært i al ægypternes visdom“ og at Daniel, i hvem babylonierne mente at hellige guders ånd var, ikke i deres budskaber medtog nogen af de dengang herskende opfattelser af verdens tilblivelse, vidner om at Bibelen hidrører fra en overnaturlig kilde. Der blev kun berettet om ting der tydeligvis var evigt sande. Til dato har man ikke fundet nogen videnskabelige unøjagtigheder. Sand videnskab kan ikke være i modstrid med en sådan bog.“ — Siderne 206, 207.