Hvorfor navnet „Jehovas vidner“?
„HVAD betyder et navn? En rose dufter dog lige bedårende, uanset hvad man kalder den,“ sagde Shakespeare. Det er sandt nok, men skal man skelne den fra andre blomster må den nødvendigvis have et navn.
Navne har betydning. „Uden brug af navne kunne vi ikke nøjagtigt henvise til bestemte personer, steder eller ting. Et navn er, ifølge Websters ordbog, „et ord . . . ved hvilket en eller flere personer (eller ting) almindeligvis kendes eller betegnes. . . . En tydelig og nøjagtig betegnelse“. Blandt visse meget primitive folk giver man ikke enkeltpersoner egennavne men benævner dem med visse fysiske særegenheder. Men hvad sker der når to eller flere ligner hinanden meget? Der opstår vanskeligheder når man prøver på at undgå navne.
Gud understreger i sit ord, Bibelen, gang på gang navnes betydning; det gælder ikke mindst hans eget navn Jehova. Han anser også sine tjeneres navne for at have betydning, for i adskillige tilfælde har han ændret deres navne: Abram til Abraham, Saraj til Sara, Jakob til Israel. Jesus ændrede Simons navn til Kefas, der betyder Peter. Vi må heller ikke glemme at det var „ved guddommeligt forsyn“ (NW) at disciplene i Antiokia fik betegnelsen „kristne“. — Joh. 1:42; Ap. G. 11:26.
Så længe den kristne menighed kun talte nogle få tusinde medlemmer og apostlene endnu var i live, var betegnelsen „kristne“ tilstrækkelig kendetegnende og specifik. Alle der hævdede at være kristne men som ved deres tro eller opførsel gjorde deres påstand til skamme, blev øjeblikkelig ekskommuniceret af det kristne samfund. Dengang havde navnet „kristen“ kun én betydning, for det betegnede udelukkende Jesu Kristi oprigtige, oplyste, indviede og sande efterfølgere.
Efter apostlenes død såede en fjende, Satan Djævelen, imidlertid falske kristne i marken, og inden længe var det en mark af frafaldne og hyklere som smykkede sig med kristennavnet. (Matt. 13:24, 25) Dette tiltrak dog blot endnu flere ikke-kristne. Der var også dem der kun blev kristne for at undslippe forfølgelse. Vi har to slående eksempler på dette i de gamle saksere i Tyskland der blev tvangsomvendt af Karl den Store, og marranerne i Spanien, jøder der foregav at være kristne fordi de derved undgik at blive forfulgt af den katolske kirke. I flere hundrede år blev mennesker således betragtet som kristne uden hensyn til deres tro eller moral, så længe de ikke hævdede at være jøder, muhamedanere eller ateister.
Øgenavne
Dette forhold skabte et problem for reformatorerne da de trådte frem på skuepladsen. Hvad skulle de og deres fæller kalde sig, når kristennavnet blev anvendt så løseligt? Hvordan kunne de adskille sig fra de øvrige? Gang på gang begik de den fejl at gøre det der vakte mindst modstand: de antog det øgenavn deres fjender havde givet dem. En historiker beretter om hvordan dette gik til for lutheranernes vedkommende:
„Udtrykket ’lutheraner’ brugtes allerede på Luthers tid. Luther gjorde indvending mod dette udtryk, ikke på grund af nogen udpræget beskedenhed, for det ejede han ikke når hans lære stod på spil, men just fordi han mente at hans teologi var den eneste rigtige og sande kristne lære og at man ikke kunne være en rigtig kristen medmindre man var ’lutheraner’. Hvis han havde brug for et udtryk til at beskrive sine tilhængere til forskel fra papister, foretrak han ordet ’evangeliske’, tilhængere af evangeliet. Senere indvilligede han dog i at hans navn blev brugt, og han sagde selv: ’Vi såkaldte lutheranere.’“ — The Theology of Martin Luther af H. H. Kramm.
Andre autoriteter nævner flere enkeltheder. Katolikkerne brugte navnet som en hån, og de første der gjorde brug af det var den tyske teolog Johann Eck og pave Hadrian VI. Når Luthers tilhængere selv brugte navnet „lutheraner“ var det blandt andet fordi de ville undgå at blive sat i klasse med de protestanter der fulgte de to reformatorer franskmanden Calvin og schweizeren Zwingli, hvis teologi de ikke kunne goutere. Men ved at antage dette navn lod de hånt om den apostolske vejledning: „Når en siger: ’Jeg er tilhænger af Paulus,’ og en anden: ’Jeg er tilhænger af Apollos,’ er I så ikke ’mennesker’? Hvad er da Apollos? og hvad er Paulus?“ — 1 Kor. 3:4, 5.
De der i det attende århundrede sluttede sig til John Wesley og den reformbevægelse han satte i gang mens han var på Oxforduniversitetet, faldt i en lignende snare. Da de havde erfaret at de fleste af de studerende var blottede for åndelighed, begyndte de at komme sammen for at uddybe deres åndsliv ved bøn og studium af Skrifterne. De blev kaldt ’metodister’, til at begynde med i en nedsættende betydning, fordi de var pinligt nøjagtige og ’metodiske’ i overholdelsen af deres religiøse pligter og med hensyn til at leve forskriftsmæssigt“. Wesleys tilhængere lod således også deres fjender give dem deres specielle navn. — Cyclopedia of Religious Knowledge, Sanford.
Endnu et eksempel har vi i „Vennernes Samfund“, bedre kendt som kvækerne. „Tilnavnet kvækerne var tænkt som en hån, fordi medlemmerne ofte rystede når de følte Guds uendelige renhed og majestæt, og dette navn, som de snarere fandt sig i end accepterede, er blevet en almindelig betegnelse.“ — McClintock & Strongs Cyclopædia, bind 3, side 668.
Så er der baptisterne. I begyndelsen blev de nedsættende kaldt anabaptister, det vil sige gendøbere, fordi de krævede at alle som var blevet bestænket som børn blev nedsænket i vand når de modtog Kristus af egen overbevisning. De anerkendte ikke selv dette udtryk men insisterede på blot at blive kaldt „kristne“, „apostolske kristne“, „brødre“ og „Kristi disciple“. Men enden på det blev at de også anerkendte øgenavnet som deres rette betegnelse og kaldte sig baptister.
Bibelstudenterne
Spørgsmålet om et navn opstod også for de oprigtige kristne læsere af Bibelen der fra omkring 1870 begyndte at komme sammen for at studere Guds ord. Tidligere havde de været baptister, kongregationalister, lutheranere, metodister, presbyterianere og katolikker. Men hvilket navn skulle de nu kendes ved? Ved et af deres første stævner rejste en tidligere presbyteriansk diakon sig og fortalte om en ged han havde set i en kasse på en jernbanestation. Geden kunne ikke sendes til sit bestemmelsessted fordi den havde spist mærkeseddelen. „Hør her folk,“ fortsatte han, „jeg har det ligesom den ged. Jeg havde engang en mærkeseddel, men jeg spiste den,“ [resultatet af at han havde læst Guds Verdensplan] „og nu ved jeg ikke hvor jeg hører til.“
Sandt nok var de kristne, og Bibelen bruger navnet „kristen“, men eftersom der er millioner som hævder at være kristne, var dette navn alene ikke en tilstrækkelig betegnelse for dem. Desuden findes der en sekt der har antaget navnet „Den kristne Kirke“, mens en anden kendes som „Kristi Disciple“.
Andre havde hånligt givet dem øgenavne som „millenister“, „russelitter“, „rutherfordister“ og „Vagttårnsfolk“. Klogeligt nægtede de officielt at anerkende sådanne øgenavne. Sandheden om Kristi tusindårsrige var kun et af deres lærepunkter; de fulgte ikke en jordisk leder men deres Mester Jesus Kristus; og bladet Vagttårnet var kun et af de midler de benyttede til udbredelsen af Guds ord.
For en tid omtalte de sig selv som „bibelstudenter“, og en af deres internationale organisationer blev kendt som International Forening for Bibelstudium. Men var dette navn tilstrækkelig karakteristisk og passende? Nej. Hvorfor ikke? Fordi de ingenlunde var de eneste bibelstudenter. Der fandtes mange bibelstudenter som var hildet i kristenhedens forskellige trosbekendelser: der var fundamentalister, liberalteologer og deister, og alle studerede de Bibelen. Men ikke nok med det; der var også nogle som havde voldt splittelser i menigheden, ligesom de der står omtalt i Romerne 16:17, og som havde skilt sig ud, men stadig kaldte sig bibelstudenter. Udtrykket bibelstudenter var altså ikke betegnende nok.
Men værre var det at betegnelsen bibelstudenter ikke var tilstrækkelig dækkende. For det første kunne man ikke pege på noget bibelsk fortilfælde. Og for det andet var disse kristne ikke alene bibelstudenter, men bibelstudenter der accepterede Bibelen som Guds inspirerede ord; bibelstudenter der havde indviet sig til at gøre Guds vilje og til at følge i Jesu Kristi fodspor; bibelstudenter der forkyndte Guds navn og rige.
Jehovas vidner — hvorfor?
I Bibelen fandtes imidlertid et navn som Gud havde anvendt om sine tjenere, et navn som ingen andre havde antaget, ja, som ingen andre brød sig om at antage. Det var et navn som udelukkende passede på dem, nemlig Jehovas vidner, hentet fra Esajas 43:10, 12: „Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener, hvem jeg har udvalgt.“ „I er mine vidner, lyder det fra [Jehova]. Jeg er fra evighed Gud.“
Bibelen gør utvetydigt gældende at Kristi efterfølgere først og fremmest skulle være et folk for Jehova Guds navn. Profeten Amos forudsagde at Jehova Gud ville genoprejse alle dem hans navn var nævnet over. Apostelen Peter fortalte „hvordan Gud først drog omsorg for ud af hedninger at vinde sig et folk, som kunne bære hans navn“. Og i Åbenbaringens bog siges det flere gange at de salvede kristne havde deres Guds navn skrevet i panden, hvor det var så tydeligt at alle kunne se det. — Amos 9:11, 12; Ap. G. 15:14; Åb. 3:12; 14:1; 22:4.
Kristenhedens ledere hævder at den sande Gud, Skaberen, Bibelens Gud, ikke behøver et særskilt navn. Men de tager fejl. De lukker øjnene for at mennesker har opstillet mange falske guder som rivaler til den eneste sande Gud, og at han derfor må have et bestemt navn for at man kan skelne ham fra alle andre guder; som det så tydeligt siges i Bibelen: „Over alle Ægyptens guder vil jeg holde dom. Jeg er [Jehova]!“ „Thi alle folkeslagenes guder er afguder, ’[Jehova] er himlens skaber.“ „Jeg er [Jehova], så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder min pris.“ „Thi selv om der også er såkaldte guder, enten det nu er i himmelen eller på jorden — sådan som der jo er mange ’guder’ og mange ’herrer’ — så er der for os dog kun een Gud, Faderen, fra hvem alt er, og til hvem vi er skabt.“ — 2 Mos. 12:12; Sl. 96:5; Es. 42:8; 1 Kor. 8:5, 6.
Men hvorfor skulle nogen behøve at vidne om den sande Gud? kunne nogle måske spørge. Af mindst fire grunde. For det første fordi Jehova Gud er usynlig; intet menneske kan se ham og leve. (2 Mos. 33:20) Det synlige skaberværk vidner om at Jehova er til og det åbenbarer hans magt og visdom, men det kan ikke fortælle menneskene hvad han hedder og hvilke egenskaber og hensigter han har. Dette lader han jordiske, fornuftbegavede vidner forkynde.
For det andet må Jehova have nogle vidner fordi Satan Djævelen har udfordret ham og draget hans suverænitet i tvivl, og fordi Satan har fordærvet forholdene her på jorden og derved sat Jehova i et dårligt lys. — 1 Mos. 3:1-6; Åb. 12:12.
For det tredje har Satan pralet med at han kunne få alle mennesker til at vende sig bort fra Jehova Gud; for at bevise at Satan er en løgner må Gud nødvendigvis have trofaste vidner på jorden. — Job 1:6-12; Ordsp. 27:11.
Og for det fjerde: Den tid nærmer sig hastigt da Jehova én gang for alle vil hævde sig som universets Suveræn ved at udslette alle sine fjender og udfri sit folk. Dette nødvendiggør at der er vidner som udråber en advarsel, så alle der elsker retfærdighed kan flygte i sikkerhed og alle der elsker ondskab kan vide hvorfor de bliver udslettet når Harmagedon rammer dem. — Åb. 16:14, 16.
Lige siden nutidens Jehovas vidner begyndte at danne en organisation har de vidnet om Jehovas navn. Det var imidlertid først i 1931 at de gjorde sig klart at ordene i Esajas 43:10, 12 passede specielt på dem. Ved et konvent i det år antog de officielt navnet Jehovas vidner.
Jehovas vidner handlede ikke formasteligt ved at antage det navn. Havde de ikke været optaget af at vidne om dette navn og var de ikke besluttede på fortsat at gøre det? Jo, afgjort! Udenforstående betvivlede at navnet ville slå an. Har det slået an? Ja, det har det, for tredive år senere læser vi i Websters uforkortede ordbog, tredje udgave: „Jehovas vidner: Medlemmer af en gruppe der vidner ved uddeling af litteratur, og ved personlig forkyndelse af troen på Guds teokratiske styre, regeringers og organiserede religioners syndighed og et forestående tusindårsrige.“
Jehovas vidner er stolte af deres navn og de bestræber sig til enhver tid for at leve op til det, ikke alene ved at vidne mundtligt men også ved at opføre sig sådan at de ikke kaster forsmædelse over Jehovas navn. Det er afgjort et navn der adskiller dem fra alle andre der hævder at være kristne.