„Dit ord er sandhed“

’Ørkenen skal fryde sig’

DET land Gud gav det israelitiske folk var ikke nogen ørken. Moses beskrev det som „et herligt land, et land med vandbække, kilder og strømme, der vælder frem på bjerg og i dal, et land med hvede og byg, med vinstokke, figentræer og granatæbletræer, et land med oliventræer og honning“. — 5 Mos. 8:7, 8.

Men kun hvis israelitterne fortsatte med at tjene deres Gud, Jehova, trofast, ville landet blive ved med at være et virkeligt paradis. Det blev forudsagt at ulydighed fra deres side ville føre til at deres gudgivne land blev lagt fuldstændig øde, forvandlet fra et smukt landskab til en gold ørken. Viste denne profetiske advarsel sig at holde stik? — 3 Mos. 26:33-35.

Som en opfyldelse af det profetiske ord besejrede babylonierne i år 607 f.v.t. Juda og Jerusalem, omkring ni hundrede år efter at Moses havde nedskrevet det. De overlevende jøder, med undtagelse af de fattigste, blev ført til Babylon som fanger. Nebukadnezar udnævnte Gedalja til statholder over dem der var ladt tilbage. Efter mordet på Gedalja flygtede de tilbageblevne jøder til Ægypten, idet de frygtede for at kaldæerne ville tage hævn. Den forudsagte øde tilstand var nu fuldstændig. — Jer. 39:8-10; 40:5; 41:2; 43:2-7.

Men det var ikke Jehovas hensigt at landet altid skulle ligge hen som en ubeboet ørken. Mere end hundrede år før Jerusalems ødelæggelse havde profeten Esajas skrevet: „Ørken og hede skal fryde sig.“ (Es. 35:1; se også Esajas 51:3.) Hvis denne profeti skulle opfyldes måtte de fangne jøder frigives så de kunne vende tilbage til deres øde hjemland. Ligesom landet havde sørget ved dets ødelæggelse, skulle det en dag fryde sig over ikke mere at være en ubeboet ørken. — Es. 24:1, 3, 4; 33:8, 9.

Set med menneskers øjne må det have forekommet usandsynligt at ørkenen skulle blive som et Edens paradis. Udfrielse fra fangenskabet var umulig så længe Babylon eksisterede som verdensmagt. Selv da de forudsagte halvfjerds år hvori landet skulle ligge øde, næsten var gået, forblev Babylons hovedstad tilsyneladende uindtagelig. (Jer. 29:10) Derfor har mange jøder sikkert haft deres tvivl med hensyn til en fremtidig genoprettelse. Men de med slappe hænder, vaklende knæ og ængstede hjerter kunne hente styrke i Esajas’ ord: „Vær stærke, vær uden frygt! Se eders Gud! han kommer med hævn, gengæld kommer fra Gud; han kommer og frelser eder.“ — Es. 35:3, 4.

Tro mod sit ord kom Jehova Gud virkelig i 539 f.v.t. med hævn mod Babylon ved en række nationer, deriblandt Medien og Persien. Kyros ledede hærene. Han var selve den mand som Jehova omtrent to århundreder tidligere gennem Esajas havde kundgjort ved navn som Babylons besejrer. Også som en opfyldelse af profetien ledede Kyros vandet i Eufratfloden bort fra Babylon, udtørrede den så at sige, og gjorde det således muligt for sine sejrende hære at marchere ad flodsengen gennem byportene, som mærkeligt nok var blevet ladt åbne. — Es. 13:17; 21:2; 44:27–45:6.

Kort tid efter, nemlig i 537 f.v.t., trådte Kyros’ dekret om at de jødiske fanger kunne vende tilbage til deres hjemland og genopbygge templet i Jerusalem, i kraft. En trofast rest benyttede sig straks af dette dekret. De var ikke længere åndeligt blinde, døve, halte eller stumme. (Es. 35:5, 6) Nu så deres øjne klart at det var ved Jehova Gud deres udfrielse var blevet gjort mulig. (Es. 52:6) Deres ører lyttede til og gav agt på hans profetiske befaling om at drage ud af Babylon. (Es. 52:11; Jer. 50:8; 51:6) Ved at vandre i overensstemmelse med Jehovas vilje var de ikke længere som halte der var afveget fra retfærdighedens stier. (Es. 42:24; Hebr. 12:13) Skønt de havde været som stumme, begyndte de nu at fortælle vidt og bredt om hvad Jehova havde gjort for dem. — Es. 43:20, 21; 48:20.

Især efter at de trofaste jøder var vendt tilbage til deres gudgivne land kunne de fortælle hvordan Jehova på storslået måde havde udfriet dem og ført dem hjem fra Babylon. Selv om Jehova åbenbart lod dem vende tilbage ad en direkte ørkenrute, led den jødiske rest ikke tørst. På mirakuløs måde fik Jehova vand til at springe frem af selve klippen. Desuden beskyttede han dem også mod de vilde dyr. Den rute ad hvilken Jehova førte dem, havde vist sig at være „Den hellige Vej“ — en vej som kun hans rene og angrende tjenere færdedes på. — Es. 35:6-9; 43:19; 48:21.

Ja, Guds genløste folk havde i sandhed stor grund til at glæde og fryde sig! Det var et frit folk, og behøvede ikke længere at sørge og klage som under fangenskabet i Babylon. Jehova havde vist sig tro mod sit løfte. Ved at fylde ørkenen med glade, hjemvendte israelitter og deres husdyr havde han i sandhed fået den til at „fryde sig“. — Es. 35:10.

Denne storslåede ændring i Judas lands tilstand betød også at en „ny jord“ var blevet til. Dette kan siges fordi Bibelen ofte bruger udtrykket „jorden“ om den del af kloden som var beboet af israelitterne. (Es. 24:1, 3-6) Da Jehova genindsatte dem i deres land kan man derfor sige at han ’grundfæstede jorden’. Denne „jord“ bestående af hjemvendte israelitter blev regeret af „nye himle“, idet Jehova gennem statholderen Zerubbabel og ypperstepræsten Josua ledede og førte tilsyn med folket. — Es. 51:16; 65:17; 66:22; Hag. 1:1, 14.

Det Jehova Gud gjorde for israelitterne dér tilbage i det sjette århundrede før vor tidsregning, er ikke kun død historie. Der står endnu en opfyldelse tilbage af disse profetier om genoprettelsen. Apostelen Peter skrev således: „Efter hans forjættelse venter vi ’nye himle og ’en ny jord’, hvor retfærdighed bor.“ (2 Pet. 3:13) I dag kan jorden i lige så høj grad siges at være en ørken som man kunne sige at Judas øde land var det. Den er fyldt med mennesker som gør den til et barskt og farligt sted at leve, og den bærer en overflod af slette frugter. Der er virkelig behov for en retfærdig forvaltning til at overtage jordens anliggender og fuldstændig fjerne al ondskab.

Det er derfor en trøst at vide at det er Guds hensigt at skabe „nye himle og en ny jord“. Dette betyder at Guds retfærdige regering, hans rige, som „nye himle“ vil herske over den „ny jord“, der vil bestå af loyale undersåtter under hans styre. Så vil denne planet, billedligt talt, ikke længere sørge over at onde mennesker har skabt ørkenagtige tilstande på den. I stedet for at blive misrøgtet vil den blive forvandlet til et paradis. Sorg og gråd vil blive erstattet af fryd og glæde. Og da den tidligere ’ørken’ vil være befolket med lykkelige og loyale undersåtter under Guds rige, vil den i sandhed fryde sig. — Åb. 11:18; 21:1, 4, 5.