Jesus, der var „genstand for fjendskab“, ophøjer Jehova som Gud

„På ham, som har tålt en sådan modsigelse af syndere, skal I tænke.“ — Hebr. 12:3.

 1. Hvordan kan man sige at Jesus var den større Job i den første opfyldelse af dette drama?

NAVNET Job betyder „genstand for fjendskab“.a Jobs erfaringer svarede virkelig til hans navn. Under sine prøver var han genstand for fjendskab både fra Satans side og fra sine tre, af babylonisk religion påvirkede, venners side. Alt det der skete med Job viser sig nu at være et detaljeret profetisk drama der fik sin første opfyldelse omkring den større Job, Jesus Kristus. Men før vi nærmere kan betragte de mange lærerige vidnesbyrd herom, er det nødvendigt at give en kortfattet historisk oversigt over de religiøse forhold der udviklede sig i Palæstina og den omliggende hedenske verden i de fem århundreder der gik forud for Jesu tid. I disse fem hundrede år sørgede Satan for at frembringe snedige religiøse kræfter og forvirrende lærdomme der kunne sætte den lovede „sæd“ på den strengeste prøve når han med tiden fremstod på jorden. (1 Mos. 3:15) Som vi skal se, var den fuldkomne Jesus i høj grad rede og i stand til at være den større Job eller „genstand for fjendskab“. For at det med rette kunne fastslås at Jehova er den suveræne Gud, tålte Jesus fjendtlig modsigelse af syndere. — Hebr. 12:3.

Den religiøse skueplads gøres klar til Jesus træder frem

 2, 3. (a) Hvordan blev der to jødiske centre — et i Palæstina og et i Babylon? (b) Hvordan blev jødernes religion spredt vidt omkring, og hvor samledes jøderne til gudstjeneste?

² Af både den bibelske og verdslige historie fremgår det at kun et mindretal af de jøder der befandt sig i landflygtighed i Babylon mellem årene 607 og 537 f.v.t., vendte tilbage til Jerusalem i og efter 537 f.v.t. for at genoprette den sande tilbedelse dér og genopbygge templet under Zerubbabels ledelse. (Ezra 2:1, 2) Nogle år senere kom Nehemias til og sørgede for at Jerusalems mur blev genopbygget (Neh. 7:1), og Ezra udstyrede det genoprettede tempel med en stab af præster der gjorde fuld daglig tjeneste der. (Ezra 7:1-7) Ezra førte også an i det store arbejde med at fremstille pålidelige afskrifter af de hellige hebraiske skrifter til brug for jøderne rundt omkring. Flertallet af de landflygtige jøder foretrak imidlertid at blive boende i Babylon, hvor de var økonomisk velfunderede, selv om de var spredt i mange byer rundt omkring i landet.b De jøder der blev i Babylon holdt fast ved en religionsform som var en fortsættelse af Abrahams, Moses’ og profeternes sande religion og som man kunne kalde „hebraisme“.

³ Fra det femte århundrede f.v.t. og fremefter slog mange jøder fra Babylon og Palæstina sig på at drive forretning og blev købmænd og handlende af forskellig art. Med deres familie og slægtninge bosatte de sig i samlede kvarterer i større hedenske byer i Mesopotamien, Ægypten, Grækenland, Rom, ja til sidst fandtes de i landene langs hele Middelhavet. Det betød at der dengang, som i dag, voksede jødiske kolonier op i næsten alle dele af den civiliserede verden. Disse jøder førte deres hebraiske religion med sig og den skik at mødes til bøn og studium uden tempelritualer og ofre. En ganske almindelig mødesal var midtpunktet for deres religiøse liv. I begyndelsen blev dette mødested kaldt Beth ha-Keneset (bedehus) eller Beth ha-Midrash (lærehus).c Senere blev disse bygninger som følge af den græske indflydelse kaldt med det græske ord synagoger.d

 4. Hvor omfattende var den jødiske skueplads der var ved at blive gjort klar til Jesu fremtræden?

⁴ På denne måde „eksporteredes“ deres religion til den voksende hedenske verden. I tidens løb oversteg antallet af indbyggere i disse jødiske „kolonier“ uden for Palæstina langt antallet af jøder i hjemlandet, og de blev kendt som jøderne „i adspredelsen“ (diaspora). (Jak. 1:1) I århundreder gjorde jøderne sig bemærket ved at drive en omfattende „missionær“-virksomhed, idet de bragte deres religion ud til hedningerne. „Synagogerne tiltrak hundredtusinder af omvendte,“ skriver Josefus, og disse blev proselytter.e (Matt. 23:15) Én gang hvert tredje år foretog alle mandlige jøder og proselytter pilgrimsrejser til Jerusalem for at overvære højtiderne der.f Josefus beretter at der til en bestemt påskehøjtid var ikke mindre end 2.700.000 mandlige jøder og proselytter forsamlet.g Den helleniserede jøde Filon kalder derfor Jerusalem „ikke én men alle nationers“ hovedstad.h Vi ser her i hvilket omfang verdensscenen blev gjort klar til det tidspunkt da Jesus skulle træde frem og blive „genstand for fjendskab“.

Hellenismens kødelige indflydelse

 5, 6. (a) Hvad var hellenismen? (b) Hvordan blev den „eksporteret“ til Palæstina? (c) Hvilke kødelige kræfter blev jøderne udsat for, og blev deres religion påvirket?

⁵ Lad os nu se på hvordan jødernes religion før kristendommens opståen blev besmittet af orientalsk, babylonisk religiøs tankegang, enten direkte som følge af jødernes fangenskab i Babylon, eller indirekte som følge af påvirkning fra grækerne, der igen var påvirket af østens religioner. Grækerne blev i oldtiden kaldt for hellenerne, og deres kultur og religionsform blev kaldt hellenisme. Oldtidens mange græske filosoffer var i virkeligheden „profeter“ for hellenismen, og deres forskellige filosofiske skoler repræsenterede forskellige retninger af den hedenske hellenisme. Hellenismens mange retninger lagde vægt på ting der på hedensk vis appellerede til „kødets lyst“ (1 Joh. 2:16), som for eksempel kunst, musik, dans, legemskultur, sportslege, sanselige nydelser, legemligt velbefindende, materialisme, menneskesjælens udødelighed og tilbedelse af mange forskellige guder. Da Alexander den Store erobrede den dakendte verden fulgte han en fremgangsmåde der var forskellig fra den østens erobrere havde fulgt: „I stedet for at deportere befolkningen i de undertvungne lande, sådan som østens erobrere plejede at gøre, tog grækerne deres eget land med sig til de nye lande.“i Ligesom jøderne, eksporterede grækerne altså deres hellenistiske kultur til andre lande. Som følge af Alexanders og hans efterfølgeres politik blev for eksempel en kæde af ti græske byer, kaldet Dekapolis (ti byer), bygget midt i jødernes område. (Matt. 4:25; Mark. 5:20; 7:31) Det gjorde man for at nedbryde det jødiske sammenhold. Det medførte en verdslig atmosfære eller ånd der fristede med hellenismens tillokkelser og underfundigt prøvede at gøre sin indflydelse gældende. (1 Kor. 2:12) For de unge jødiske mænd var disse byer seværdigheder der tiltrak dem på grund af sportskampene og med deres betoning af elegance, forfinelse og formskønhed appellerede til den æstetiske sans.j Græske sæder, græsk sprog og græsk tankegang strømmede således ind i Palæstina.

⁶ Men hele den hellenistiske kultur- og religionsform var allerede blevet blandet med orientalske eller babyloniske forestillinger og skikke da Alexander underlagde sig det persiske rige.k „Da [hellenismen] blev blandet med orientalske forestillinger, degenererede den til en bastardagtig blanding af sanselighed og rationalisme.“l Om jøderne både i Palæstina og i adspredelsen siges det at de „langsomt men sikkert begyndte . . . at assimilere de religiøse forestillinger som de folk der omgav dem, havde, og at betragte de hellige skrifter under indflydelse af disse ideer.“a Det betød at den tidligere hebraisme nu fjernede sig yderligere fra den sande religion og blev til jødedommen med hele dens voksende samling af traditioner og ikke-bibelske forskrifter. (Gal. 1:13; Mark. 7:13) Lad os nu nærmere betragte de træk der viser at jødedommen blev påvirket af babylonisk tankegang og derefter delt i de mange retninger som fandtes på Jesu tid.

Jøderne accepterer babylonisk tankegang

 7. Hvordan benævnte babylonierne med tiden deres gud?

⁷ I forbindelse med gudernes indbyrdes stilling i Babylon lægger vi mærke til at Marduk (Merodak) blev betragtet som „den ældste af guderne“, Babylons øverste guddom. (Jer. 50:2)b Marduks oprindelse kan spores tilbage til Nimrod. „Nimrod . . . svarer efter alt at dømme til Marduk, Babylons øverste gud, måske dens historiske grundlægger, ligesom Assur, Assyriens gud, står som grundlæggeren af det assyriske rige.“c Længe før Esajas’ tid (Es. 46:1), det vil sige det ottende århundrede f.v.t., var man i Babylon begyndt udelukkende at kalde den store hedenske gud Marduk (Merodak) med titlen „Herre“ eller „Ba’al“, sådan som de gamle hedenske kana’anæere kaldte deres guder. (Dom. 2:11-13) „Marduk . . . er Babylons bygud, og hans tempel blev kaldt E-sagila . . . Egennavnet erstattedes lidt efter lidt af fællesnavnet Belu, ’herre’, og til sidst blev han almindeligt kaldt [med titlen] Bel.“d — Jer. 51:44.

 8. Blev jøderne påvirket af den ovennævnte babyloniske skik?

⁸ Det er en kendt sag at jøderne fulgte samme skik efter det babyloniske fangenskab og ikke længere kaldte deres Gud Jehova med hans personlige navn men udelukkende benyttede titlen „Herre“ (Adonaj). Ja, det er en kendsgerning at de jødiske soferim i århundrederne forud for Jesu tid, hvor de var under påvirkning af babylonisk tankegang, foretog 134 ændringer i den hellige hebraiske tekst idet de ændrede navnet Jehova (יהוה) til Herre (אדני) for at fremme dette frafald, denne sibbolet-skik.e Vi ser således hvor snedigt jøderne under jødedommen blev tilskyndet af Satan til at skjule navnet på deres sande Gud ved at følge denne babyloniske sibbolet-praksis og kun benævne deres Gud med hans titel. Det inderlige, personlige forhold til deres Gud gik tabt nu da de ikke længere kaldte ham Jehova men erstattede hans navn med en abstrakt titel, Herre.

 9, 10. (a) På hvilken respektfuld måde brugte de sande tilbedere af Jehova benævnelsen Herre om ham? (b) Hvad lægger vi mærke til med hensyn til den måde hvorpå Nebukadnezar anerkendte Jehova som den suveræne Gud?

⁹ Fra Abrahams dage og frem til profeterne brugte de sande tilbedere af Jehova, når som helst de omtalte ham som Herre (Adonaj), samtidig det guddommelige navn.f Når de brugte ordet Herre (Adonaj eller Adon) alene uden navnet „Jehova“, var det enten i forbindelse med hans overhøjhed over andre såkaldte hedenske herrer eller guder (5 Mos. 10:17; Jos. 3:11, 13), eller han blev betegnet som ha-adon, den sande Herre, en form som ikke blev brugt om nogen andre.g Esajas gav udtryk for den sande sjibbolet-praksis da han sagde: „[Jehova] vor Gud, andre herrer [adonimʹ] end du har hersket [baaluʹnu, optrådt som ejere] over os; men dit navn alene priser vi.“ — Es. 26:13.

¹⁰ Det ser endvidere ud til at babylonierne aldrig, sådan som andre hedninger, omtalte deres øverste gud med det begrænsende udtryk „den sande gud“, sådan som de sande hebraiske tilbedere af Jehova gjorde når de kaldte ham ha-elohim. Da Nebukadnezar blev tvunget til at anerkende Jehova, hebræernes Gud, som den sande og øverste Gud, brugte han ikke det hebraiske udtryk ha-elohim, men det aramaiske elaha (determinativ), gud. — Dan. 3:28, 29.

11. Giv yderligere eksempler på at jøderne antog en babylonisk religiøs tankegang.

¹¹ Den babyloniske „forestilling om treheder af guder“ kom til jøderne via Ægypten.h Troen på „sjælens udødelighed“ trængte ind i jødedommen fra Babylon og Grækenland. „I det andet århundrede [f.v.t.] accepterede såvel de palæstinensiske som de alexandrinske jøder læren om sjælens udødelighed.“i Dette førte senere, inden udgangen af det andet århundrede, til troen på „legemets opstandelse“, som, efter deres mening, ville sætte sjælen i stand til at forblive udødelig.j For eksempel fremsætter den apokryfiske bog der hedder Salomos Visdom (Visdommens Bog) og som er skrevet af en jøde før Jesu tid, den græske filosof Platons lære om sjælen og legemet som to fra hinanden adskilte og forskellige ting. (1:4; 9:15) Den giver udtryk for den græske opfattelse af forudbestemmelse, idet den siger at sjælen, der eksisterer forud for mennesket, tager bolig i legemet. (8:19, 20) Fremtidigt liv opnås ikke ved Messias men ved visdom. (8:13) Den lærer at mennesket blev skabt til uforgængelighed og udødelighed. (2:23; 6:19; 12:1) Den fremsætter den græske tanke at Hades er et sted hvor de uretfærdige sjæle lider (1:14; 2:1), og at det klogeste er at nyde livet nu. — 2:7-9.

Jødedommens forskellige retninger

12-14. Beskriv tre af de retninger der opstod inden for jødedommen og som øvede deres indflydelse.

¹² I jødedommen begyndte der at opstå flere retninger efter som man forkastede eller anerkendte de forskellige tågede forestillinger der fandtes i den hedenske verden. Disse retninger kom til at virke som grupper der øvede indflydelse ikke blot i religiøs men også i politisk henseende. I denne periode opstod saddukæernes retning. Saddukæerne „omfattede en stor del af præstekasten, og de arvede de tidligere hellenisters livssyn . . . De var i det væsentlige materialister; de delte ikke folkets messianske forhåbninger og satte deres lid til fornuften; deres selvsikkerhed, deres rigoristiske gennemførelse af den rabbinske lovs bogstav, og deres benægtelse af opstandelsen genspejler stoikernes ånd [stoikerne var en græsk filosofisk skole].“k

¹³ Essæernes sekt havde ligesom de hellenistiske puritanere, der fulgte Pythagoras, „den dualistiske opfattelse af legemet og sjælen, og lagde ligesom de vægt på legemlig renhed og rituelle tvætninger, forkastede blodige ofre og opmuntrede til cølibat [blev i virkeligheden gildinger]“.l

¹⁴ De skriftkloge udgjorde også en retning eller et parti. På et tidligt tidspunkt blev de nævnt sammen med hasidæerne (hebraisk: hasidimʹ), „de fromme“. De holdt sig nøje til Mose lov og var lærere i den; de var lovkyndige eller jurister. I det store og hele var de imod græsk sprog og tankegang.a

15-17. Nævn nogle interessante punkter om tre andre jødiske grupper.

¹⁵ Endnu en retning, nemlig farisæernes, opstod på denne tid forud for Kristi fødsel. Indbyrdes kaldte de sig „fæller“ (fælle = næste; hebraisk: haberimʹ). Deres krav på at være de sande „fæller“, „øgede den magt [de] havde på grund af deres indflydelse på folket“.b Den omstændighed at de betragtede sig som hinandens „fæller“, kaster yderligere lys over lignelsen om „den barmhjertige samaritaner“, som Jesus fortalte i nærværelse af farisæerne. Jesus spurgte nemlig: „Hvem af de tre synes du nu har vist sig at være den mands næste, der faldt iblandt røvere?“ (Luk. 10:25-37) Farisæerne holdt strengt på de mange jødiske traditioner der var blevet føjet til Moseloven. De troede på engle og ånder og på „legemets opstandelse“.c (Ap. G. 23:6-8) De lærte også at menneskesjælen er udødelig og at de onde lider i et hades. Josefus siger herom: „[Farisæerne] tror at enhver sjæl er udødelig; kun de godes sjæle vil gå over i et andet legeme, men de ondes vil lide evig straf.“d

¹⁶ En anden gruppe på denne tid var herodianerne, det vil sige tilhængerne af Herodes’ parti. (Matt. 22:16) Det var et nationalistisk parti der støttede Herodernes politiske mål under det romerske styre.e

¹⁷ Endelig var der også sanhedrinet selv. Det bestod af præster og ansete mænd som tilhørte de førnævnte grupper eller partier. Det er de retninger der var opstået i jødedommen og som gjorde deres indflydelse gældende på Jesu tid.

Den større Job viser sig på skuepladsen

18, 19. Påpeg flere slående ligheder mellem Jesus og Job.

¹⁸ På Jesu tid skulle Job-dramaet få en større opfyldelse. Jesus selv var den større Job; han blev, som navnet Job betyder, „genstand for fjendskab“, men i endnu højere grad end Job selv. Det er forbavsende så mange detaljer i Jesu jordiske tjeneste der var en direkte opfyldelse af de ting Job kom ud for, selv om de ikke alle sammen indtraf i den samme rækkefølge. Som et fuldkomment menneske der besad en fuldkommen kundskab var Jesus særdeles godt udrustet til at møde den modstand som Satans og hans babylonisk påvirkede magtgruppers „hånd“ med Guds tilladelse udsatte ham for. Det er gavnligt nærmere at undersøge hvordan Jesus mesterligt ophøjede sin Fader, Jehova, som den suveræne Gud.

¹⁹ Da Jesus ved Jordanfloden i år 29 af Guds ånd blev salvet og designeret til konge, blev han i virkeligheden arving til hele jorden med alle dens rigdomme og dyr. Juridisk set var Jesus Kristus langt mere velstående end Job nogen sinde blev det. Som et fuldkomment menneske kunne Jesus have fået fuldkomne børn, selv om han havde ægtet en ufuldkommen kvinde. Hvordan det? Fordi fuldkommenheden bestemmes af faderen og ikke af moderen. Det ses af at den fuldkomne fader Jehova kunne bruge den ufuldkomne moder Maria til at føde det fuldkomne drengebarn Jesus. Jesus kunne således have befolket hele jorden med fuldkomne mennesker som en opfyldelse af billedet med Jobs ti børn. Nu gav Jehova Gud imidlertid ikke Jesus en jordisk, kødelig hustru, men han gav ham noget der kunne sammenlignes med børn. Han skænkede ham „børn“ i form af trofaste disciple som han kunne undervise og tage sig af, ligesom en jordisk fader tager sig af sine børn. Om Jesus var der profeteret: „Se, jeg og de børn, [Jehova] gav mig, er varsler og tegn i Israel.“ — Es. 8:18; Hebr. 2:13; Mark. 10:13-16.

Jesus ophøjer Jehova som Gud

20. Beskriv Satans første forsøg på at prøve eller friste Jesus. Hvad var resultatet?

²⁰ Som i Jobs tilfælde prøvede Satan Djævelen for evigt at berøve Jesus både hans åndelige børn og de jordiske rigdomme som han var arving til. Til forskel fra Jobs tilfælde, hvor Satan holdt sig i baggrunden, indledte Satan selv personligt og direkte fjendtlighederne mod sit fornemste mål, mennesket Jesus. Han gjorde det ved tre gange direkte at friste Jesus i ørkenen. Som den personlige Frister prøvede Satan Jesu indstilling til 1) materialisme, 2) personlig berømmelse og 3) Jehova som Gud. Jesus bestod prøven i hvert enkelt tilfælde. På hvert punkt viste Jesus Satan tilbage ved at bruge steder fra Den hellige Skrift hvor Jehovas officielle navn forekommer. (Matt. 4:1-11) Ja, Jesus, den større Job, ophøjede Jehova som Gud lige fra begyndelsen.

21. Hvad svarer i Jesu tilfælde til at Jobs børn blev taget fra ham og at Jobs hustru blev svag?

²¹ I det tredje år af Jesu tjeneste (år 32 e.v.t.), lige før påske, forårsagede Satan at et stort antal af Jesu disciple faldt fra ham, ligesom Jobs ti børn (et fuldstændigt antal) blev taget fra Job. Under Jesu jordiske tjeneste var der flere af hans disciple der forlod ham, som i det tilfælde der berettes om i Johannes 6:66-68, men der var stadig disciple der som hans „børn“ trofast blev hos ham indtil den bitre prøve han måtte igennem i Getsemane have, den aften han blev forrådt til sine blodtørstige fjender. Hin skæbnesvangre nat mistede han imidlertid alle sine disciple, symboliseret ved det fuldstændige antal af Jobs børn. Dette frafald var en opfyldelse af profetien i Zakarias 13:7. (Matt. 26:31) Først forrådte apostelen Judas Iskariot ham, og så bad Jesus om at kun han selv blev arresteret uden hans øvrige elleve apostle. Men på grund af menneskefrygt flygtede nu alle disse elleve apostle (repræsenterende alle Jesu disciple) af egen tilskyndelse og overlod ham til hans fjender. (Matt. 26:56) Som han havde sagt til dem: „I skal spredes hver til sit og lade mig ene tilbage.“ (Joh. 16:32; 18:8) Nu var det fjendernes „time“ og ’mørket havde magten’. — Luk. 22:53.

Jesus hårdt trængt som var han en synder

22. Hvordan blev Jesus hårdt trængt, som var han en synder?

²² I de materialistiske jøders øjne var Jesus en meget fattig mand. „Da siger Jesus til ham: ’Ræve har huler og himmelens fugle reder; men Menneskesønnen har ikke det sted, hvor han kan lægge sit hoved til hvile.’“ (Matt. 8:20) På samme måde var Jesus, ligesom Job, i jødernes øjne en synder. Ved én lejlighed anklagede farisæerne ham for at være en synder: „Vi ved, at dette menneske er en synder.“ (Joh. 9:24) Det så også for jøderne ud som om Jesus var kendt med sygdom. „Ringeagtet, skyet af folk, en smerternes mand og kendt med sygdom.“ „Han tog vore svagheder og bar vore sygdomme.“ (Es. 53:3; Matt. 8:17) Under de fjendtligheder Job blev udsat for, blev han tvunget til at sidde „i askedyngen“, det vil sige på møddingen uden for byporten, som en udstødt. „Det er klart, at det at Job sidder på møddingen (askedyngen) (Job 2:8) uden for byporten ikke er et udtryk for hans fortvivlelse, men at han er blevet tvunget derud fordi han er blevet udstødt af sine byfæller.“f Jesus, den større Job, blev også betragtet som en udstødt af sine landsmænd. Den bibelske beretning lyder: „Derfor led også Jesus uden for byporten, for at han kunne hellige folket ved sit blod. Så lad os da gå ud til ham ’uden for lejren’ og bære hans forsmædelse.“ — Hebr. 13:12, 13; se også Rom. 15:3; Sl. 69:8-10.

De jødiske gruppers fjendskab

23. Hvem svarer til Jobs tre venner? Begrund svaret.

²³ Satan førte nu sine gennem århundreder forberedte styrker imod Jesus. Det skulle blive en langvarig og anstrengende ildprøve, der havde til hensigt at nedbryde Jesu uangribelighed over for Jehova og afstedkomme et nederlag for Jehova i spørgsmålet om hvem der er den højeste Gud. Jobs „tre venner“ svarede på Jesu tid til alle jødedommens retninger tilsammen, med deres skarer af tilhængere. De burde have været Jesu venner og sammen med ham have ophøjet Jehova og Bibelens sande lære, men i stedet blev de som forfægtere af falske lærdomme brugt til at foretage bitre og voldsomme angreb på Jesus og hans lære. At angrebet på Job blev foretaget af tre personer — tallet tre bruges i Bibelen til understregning — skildrer symbolsk det samlede angreb fra jødedommens førende retninger, hvis lærdomme var besmittet af babylonisk tankegang. En optælling viser at Jesus havde over fyrre forskellige skærmydsler eller ordkampe med disse grupper. Han havde to med saddukæerne, to med herodianerne, fem med medlemmer af sanhedrinet, otte med de skriftkloge, én der indirekte tog sigte på essæerne (Matt. 19:12), og treogtredive med den førende gruppe, farisæerne.

Jesu svar ophøjer Gud

24. Fremhæv nogle af de sandheder som åbenbaredes i Jesu svar. Hvilken parallel danner de til Jobs svar?

²⁴ Jesu svar på hans opponenters mange spidsfindige spørgsmål indeholdt et væld af nye sandheder der blev til berigelse for kristendommen, den sande religion. Ligesom Job, protesterede Jesus mod den falske anklage der gik ud på at han var en synder blot fordi hans uangribelighed blev sat på prøve. (Job 10:14, 15; Luk. 5:30; Joh. 8:46; 9:24) Ligesom Job, forkastede Jesus den falske babyloniske lære at mennesket har en udødelig sjæl, idet han klart påpegede at mennesket er dødeligt og efter døden befinder sig i en ubevidst tilstand, som i en søvn. (Job 7:9, 17 (NW); 10:18; Joh. 11:11-14) Ligesom Job, lærte Jesus at der ville komme en opstandelse for sjælen, personen, og ikke en „legemets opstandelse“, sådan som farisæerne fejlagtigt lærte. (Job 14:7, 14, 15, NW; Joh. 5:25, 28, 29) Ligesom Job, lærte Jesus at det fremtidige liv ikke fortjenes ved kødets gerninger eller lovgerninger, men opnås på et juridisk grundlag ved en genløsers mellemkomst. (Job 19:25, 26; Matt. 20:28) Det er blot nogle få paralleller mellem Jesu og Jobs argumenter mod deres religiøse modstanderes anklager.

25. Nævn et velkendt tilfælde hvor Jesus vendte sagen om for sine modstandere.

²⁵ Som et eksempel på hvordan Jesus imødegik sine religiøse modstandere farisæerne og vendte sagen om for dem, er der den træffende lignelse om den rige mand og Lazarus, hvori farisæerne, blandt andre, sammenlignes med den rige mand. (Luk. 16:14, 19-31) „Også den rige døde og blev begravet. Da han slog sine øjne op i Dødsriget [græsk: hades], hvor han var i pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød.“ Her blev farisæerne anbragt netop der hvor de, ifølge deres egen falske og latterlige lære, sagde at alle de fattige, repræsenteret ved Lazarus, kommer hen. Det betyder imidlertid ikke at Jesus lærte at der er et hades eller helvede hvor sjælene pines. Jesus selv gik til det bogstavelige hades eller „dødsrige“, men led ingen pine dér, og han kom ud derfra på den tredje dag og har nu „dødens og Dødsrigets [græsk: hades’] nøgler“, hvormed han vil udfri alle andre når Guds tid er inde til det. (Sl. 16:10; Ap. G. 2:30-32; Matt. 16:18; Åb. 1:18) Følgelig er Bibelens hades eller sheol den døde menneskeheds fælles grav, hvorfra der vil finde en opstandelse sted.g Dette gør at de religiøse ledere som er påvirket af babylonisk religion og som selv i vor tid prædiker om pine i et helvede, ikke kan bruge denne lignelse som støtte for deres lære.

26. Hvad gjorde Jesus klart, mens fjendskabet mod ham voksede?

²⁶ Fjendskabet kom stadig tydeligere til udtryk. Farisæerne hævdede at Jesus gjorde sine mirakler ved hjælp af „Beelzebul, de onde ånders fyrste“. (Matt. 12:24) Hans modstandere havde vanskeligt ved at beherske sig og ville flere gange have Jesus slået ihjel.h Så meldte det ømtålelige spørgsmål sig: hvem er den sande Gud, og hvem er den sande åndelige Fader? Den endelige prøve skulle afgøre hvem der var deres åndelige fader, Jehova eller Djævelen. „Var Gud jeres Fader, så ville I elske mig; thi fra Gud er jeg udgået og kommen, . . . I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader.“ (Joh. 8:42, 44) Jesus understøttede denne udtalelse yderligere med sin kraftige, offentlige fordømmelse af disse sekterere: „Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! . . . I slanger, I øgleunger! hvordan kan I undgå at dømmes til Helvede [græsk: gehenna]?“ (Matt. 23:29, 33) Hermed afslørede han dem som hørende til ’slangens sæd’, der nu var ude efter at hugge ham, Guds kvindes sæd, i „hælen“. — 1 Mos. 3:15.

Jesus bruger Jehovas navn

27. Hvordan var situationen med hensyn til brugen af Guds navn under de religiøse stridigheder på Jesu tid?

²⁷ Ligesom Jobs tre venner ikke brugte Guds navn en eneste gang i deres taler, hvorimod Job brugte navnet, sådan forholdt det sig med de religiøse ledere på Jesu tid. Ikke en eneste gang i alle de spørgsmål de stillede Jesus, brugte de Guds navn, Jehova. I de fire evangeliers beretning bruger Jesus Guds navn femogtyve gange.i Til forskel fra jøderne var Jesus ikke bundet af den babyloniske skik kun at bruge benævnelsen Herre i stedet for det guddommelige navn. I virkeligheden var det noget ganske særligt for Jesus at han lærte sine disciple navnet. — Joh. 17:6, 26.

28, 29. (a) Hvem svarer efter alt at dømme til den neutrale iagttager Elihu, og hvordan kan denne antagelse begrundes? (b) Hvilken bekræftelse fremsatte Jehova?

²⁸ I tre og et halvt år var Jesus „genstand for fjendskab“, men under alle de angreb han blev udsat for, syndede han ikke og gav ikke på noget tidspunkt efter i sin beslutning om at fastholde sin uangribelighed som „livets banebryder“. (Ap. G. 3:15) Hvem kan da have været den upartiske, neutrale iagttager i lighed med Elihu, der kunne fortælle hvem der havde ret, de jødiske religiøse ledere eller Jesus? (Job 32:2, 3) Det kan have været den unge kristne menigheds styrende råd. Denne menighed blev oprettet på pinsedagen i år 33, halvtreds dage efter Jesu opstandelse fra de døde. Før Elihu tog til orde på Jobs tid, blev han fyldt med Jehova Guds ånd. (Job 32:9, 18-20) På samme måde da Peter og hans medapostle tog til orde for at ophøje Gud og hans søn Jesus Kristus på Pinsedagen. De blev først fyldt med Guds hellige ånd og talte således under inspiration. De beviste at Gud var sanddru og at Jesus var Kristus, og at Jesus efter sin opstandelse var ophøjet til himmelen. — Ap. G. 2:22-37.

²⁹ En anden parallel der er værd at mærke sig, er den at Jehova på Jobs tid talte til Job ud fra stormvejret, og at Jehovas røst på Jesu tid hørtes tre gange direkte fra himmelen for at understrege og bekræfte at han godkendte Jesus som sin officielle repræsentant. — Matt. 3:17; 17:5; Joh. 12:28.

Fjendskabet kulminerer — genrejsning

30. Hvad kulminerede fjendskabet i, og hvordan reagerede Jesus?

³⁰ Fjendtlighederne nåede deres højdepunkt da alle Satans styrker var blevet mobiliseret mod Jesus og udvirkede hans død på marterpælen. Ja, det var nu lykkedes for Satan at hugge Sæden i hælen. (1 Mos. 3:15) I den tid Jesus lå død i en anden mands grav var han sandelig berøvet alting — børn og ejendom. Men lige til Jesus udåndede på marterpælen uden for Jerusalem, ’syndede han ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt’. (Job 1:22) Hans læber og hjerte var syndfri da han sagde: „Fader! i dine hænder betror jeg min ånd,“ og: „Det er fuldbragt!“ hvorefter han udåndede. — Luk. 23:46; Joh. 19:30.

31, 32. (a) Træk paralleller mellem Jobs og Jesu genrejsning. (b) Hvilken lykkelig afslutning fik dramaet i Jesu tilfælde?

³¹ Ligesom Job blev genrejst og fik skænket dobbelt velstand og ti børn, således blev Jesus genrejst ved en opstandelse og blev „arving til alle ting“. (Hebr. 1:2) Ligesom Job fik ti børn til med sin hustru, således fik Guds hustruorganisation, repræsenteret ved den himmelske Jesus der udgød den hellige ånd, en skare nye åndelige børn på pinsedagen i år 33 og i tiden derefter, som en første opfyldelse af dette drama. Det var „børn“ som Gud gav Jesus. (Es. 8:18; Hebr. 2:10-13) Som præst skulle Job også bringe et offer for sine tre angrende venner og gå i forbøn for dem, for at deres forhold til Gud kunne blive genoprettet. (Job 42:8) Dette skete også, idet et angrende mindretal af de jødiske religiøse ledere blev troende og fik deres synder dækket ved Jesu ypperstepræstelige tjeneste og genløsningsofferet efter pinsedagen i år 33. — Ap. G. 6:7.

³² I den storslåede afslutning på dette vældige drama, hvori hele Guds himmelske og jordiske familie har medvirket, kan Jehova som den suveræne Gud sige til Satan og al skabningen: ’Der er ingen som Jesus Kristus i hele universet.’ (Job 2:3) Således har Jehova skænket Jesus stor lykke fordi han ophøjede Jehova som Gud. Vi priser også Jesus lykkelig for bestandig. (Jak. 5:11) Læs i det følgende nummer af Vagttårnet om det lykkelige udfald for dem der er „genstand for fjendskab“ i disse sidste dage.

[Fodnoter]