Beskyt dig mod onde åndemagter

Tag alle forholdsregler i denne virkelige kamp med dæmoniske kræfter.

„DEN KAMP, vi skal kæmpe,“ skrev apostelen Paulus advarende til de kristne, er en krig „mod ondskabens åndemagter.“ Nu da disse onde åndemagter er blevet fortrængt til jordens nærhed, er denne kamp hårdere end nogen sinde. (Ef. 6:12; Åb. 12:9) Hvad kan kristne gøre for at beskytte sig mod dem?

Der er én ting de kan gøre, nemlig holde sig væk fra alle de fænomener som dæmoniske kræfter i vore dage fremkalder gennem mange mennesker. Utallige er de former for spiritisme der kan fange og vildlede mennesker. Kristne har grund til at være på vagt og aldrig hverken lege eller eksperimentere med noget der har sin oprindelse hos dæmoner.

Undgå omhyggeligt enhver form for spiritisme, hvad enten den optræder i forbindelse med ouija-borde, åndemedier, mænd og kvinder der spår ens fremtid, eller som lokaliserer og helbreder sygdomme ved magi, det være sig medicinmænd i Afrika, dukun’er i Asien, powwow-doktorer i Nordamerika eller udøvere af oversanselig virksomhed i Europa eller andre steder. Men hvad så med de omdiskuterede diagnosticerings- og behandlingsmetoder der siges at hvile på et videnskabeligt grundlag og samtidig ligner dem der anvendes af manden som finder vand med en ønskekvist? Ja, hvordan forholder det sig med ønskekvistmetoden?

Påvisning af vand med ønskekvist

Ud over hele jorden findes der tusinder af mænd som påviser vand ved hjælp af en ønskekvist. Alene i De forenede Stater er der 25.000 som har denne beskæftigelse, mens der er mange flere som gør det for deres fornøjelses skyld. Når en mand med disse særlige evner spadserer hen over en underjordisk vandåre vil kvisten, der som regel er Y-formet, bevæge sig opad eller nedad. Undertiden er dette udslag så kraftigt at kvisten brækker over mens hænderne forsøger at holde styr på den.

Hvordan forklarer man dette fænomen? Mange har ingen forklaring. Nogle siger at det må være elektricitet der bevirker udslaget, og de fremfører at træer som rammes af lynet sædvanligvis står over en vandåre og at vandets friktion mod jordlag og sten skaber statisk elektricitet som søger opad mod skyerne. Endvidere siges det at ønskekvisten påvirkes af denne elektriske energi og bevæges, og det ret uafhængigt af bærerens vilje. Nogle af dem der påviser vand med en sådan ønskekvist støtter denne teori og fortæller at kvisten slet ikke virker hvis de går i sko med gummisåler.

Nogle vandfindere holder på elektricitetsteorien, men af en undersøgelse der blev foretaget af antropologen Evon Z. Vogt og psykologen Ray Hyman fremgår det at det er meget sjældent at finde nogen som, hvad enten de anerkender fænomenet eller ej, stadig tror på at der består nogen direkte forbindelse mellem kvisten og den underjordiske vandåre, især da ikke når det, uanset udslagets egentlige årsag, viser sig at være aldeles ligegyldigt om man benytter en kvist eller et andet redskab, for eksempel pigtråd, bøjler eller et pendulsystem med en skovl, eller med en spole eller mønt ophængt i en snor, eller en høtyv. Forfatterne indrømmer at emnet er indviklet og siger i deres bog Water Witching U.S.A.: „Der er tilstrækkelig mange uløste problemer til at de i adskillige årtier vil stå som udfordringer til fysiologer og psykologer.“

Selv om videnskabelige undersøgelser af i dag ikke bekræfter at påvisningen af vand med en ønskekvist hviler på naturlove, betyder dette dog ikke at resultaterne af sådanne undersøgelser behøver at være helt korrekte. Det kan vise sig at nogle af naturens elementære love spiller ind. Men i hvert fald har vi så mange faktiske oplysninger at den kristne bør være forsigtig og på vagt. „Vi slutter derfor,“ siger Vogt og Hyman, „at vandpåvisning med ønskekvist ikke er andet end ren og skær magi i vor kultur.“ Mange mennesker i hele verden betragter det på samme måde, og hvis de er kristne ved de at enhver form for magi eller trolddom fordømmes i Bibelen. (5 Mos. 18:10-12; Es. 47:12-15) Selv om en kristen var overbevist om rigtigheden af teorien om den elektriske energi, kunne han ved at påvise vand med ønskekvist bringe sin kristne tro i miskredit og give anledning til nogles fald. Noget sådant ville være forkert. — Fil. 1:9, 10.

Men det drejer sig ikke alene om at lade være med at anvende en sådan metode til påvisning af vand for ikke at nogle skal falde. Det lader til at man også beskytter sig mod „ondskabens åndemagter“. Hvorledes det?

Har med oversanselig opfattelsesevne at gøre

Påvisning af vand ved hjælp af en ønskekvist knyttes mere og mere sammen med den oversanselige opfattelsesevne, evnen til at fremkalde spiritistiske fænomener. Den kendte engelske videnskabsmand, Sir William Barrett, forkaster de gængse teorier vedrørende ønskekvisten og regner metoden for at høre ind under den oversanselige opfattelsesevne. I en bog som han er medforfatter til skriver han at „manden med ønskekvisten . . . er en mand som ejer en underbevidst paranormal evne, som vi, fordi dens beskaffenhed er os ukendt, kan kalde kryptoæstesi, et ord der er dannet af professor Richet. Ved hjælp af denne kryptoæstesi fyldes bærerens underbevidsthed med en viden om det han søger efter, uanset hvad det er, og denne viden manifesterer sig som en ubevidst muskelbevægelse.“a

Adskillige flere har understreget denne forbindelse med den oversanselige opfattelsesevne. Englænderen John Pimms, der selv påviser vand med ønskekvist, hævder at han ofte har viden om hvor vandet findes før han begynder påvisningen. Abbé Bouly fra Frankrig udtaler at når han skal påvise vand ser han ofte for sit indre blik hvor vandåren er beliggende. Dette svarer ganske til den skjulte viden som udøvere af oversanselig virksomhed modtager. En englænder der har specialiseret sig inden for clairvoyance og psykometri, siger:

„Ved en lejlighed påviste jeg vand i kraft af min oversanselige opfattelsesevne og jeg opnåede faktisk et bedre resultat end en geolog. . . . Jeg modtog et kraftigt oversanseligt indtryk og førte [landmanden] hen til et bestemt sted. . . . Jeg husker at indtrykkene ved denne lejlighed tolkedes i min bevidsthed som lyden af en klukkende bæk. . . . Jeg gik lige hen til stedet.“ — Clock Without Hands.

Forfattere af bøger eller artikler der omhandler spiritistiske fænomener finder således ofte anledning til at skrive om påvisning af vand med ønskekviste. En af grundene hertil er at man med stort held har påvist vand på et landkort. Ved denne fremgangsmåde holdes ønskekvisten over kortet og udslagene tilkendegiver hvor der er vand. Henry Gross, der i Amerika er kendt for at påvise vand med ønskekvist, holder kvisten over et kort eller spadserer med den hen over en mark. Uanset fremgangsmåden taler han til kvisten, og den reagerer. Herom skriver Kenneth Roberts:

„Han løfter kvisten og spørger (enten højt eller i tankerne): ’Hvor er den nærmeste vandåre fra det sted hvor jeg står?’ Han drejer sig langsomt mens han holder kvisten stille foran sig. Når kvisten bevæger sig kraftigt fremad og nedad, er hans ansigt vendt mod det sted hvor den nærmeste vandåre ligger. Derpå kan han, hvis han da ikke foretrækker at gå direkte hen til stedet, stille spørgsmål indtil han har fået al den viden han ønsker sig om åren. . . . Når Henry på afstand skal påvise vand på et kort eller på en skitse over et stykke jord, bærer han sig i al væsentlighed ad på samme måde.“ — The Seventh Sense.

At man med en ønskekvist har kunnet påvise vand på et landkort er en alvorlig indvending imod teorien om den elektriske energi, der trænges endnu hårdere af den omstændighed at man har kunnet påvise mange andre skjulte ting end netop vand. Nogle har med denne metode søgt efter olie og guld. Hvis søgeren ikke benytter den gaffelgrenede kvist kan han benytte sig af en lille flaske olie eller en guldmønt — ikke fordi dette er nødvendigt, for en lap papir beskrevet med ordet „guld“ eller „olie“ vil gøre det ud for det samme. K. W. Merrylees, der har stor erfaring på dette felt, siger at metodens eneste begrænsning er den som udøverens eget sind lægger: „Hvad metodens udøver end ønsker at specialisere sig i, at finde vand, mineraler, savnede mennesker eller at opdage og helbrede sygdomme, vil ingen have heldet med sig medmindre de er i besiddelse af et følsomt sind, erfaring og tillid.“

Mennesker der har erfaring og et „følsomt sind“ kan med deres kvist eller penduI finde savnede mennesker, endog forbrydere. En række eksempler herpå gives i The Journal of the British Society of Dowsers. I bogen The Extra-Sensory Mind fortælles om hvordan metoden førte til opsporingen af en forbryder, idet metodens udøver bragte sin kvist med sig ned i den kælder hvor drabet havde fundet sted. Kvisten begyndte at bevæge sig meget kraftigt. Ledet af kvistens udslag sporede man morderen til Sydfrankrig. Når man leder efter en savnet person vil en eller anden ting som har tilhørt vedkommende kunne virke som „ledemateriale“. Dette ligner psykometrien, en af de måder hvorpå den oversanselige opfattelsesevne anvendes, blot er her den forskel at man ikke føler på genstanden men anbringer kvisten over den og føres på sporet af kvistens udslag.

Der er ingen tvivl om at onde åndemagter har udnyttet nogle af de mennesker som har gjort brug af ønskekvisten. Men selv om man ikke kategorisk kan sige at hver eneste der har taget en gaffelformet kvist i hånden er blevet behersket af dæmoner, mon en kristen så vil give sig af med noget som han ved dæmonerne benytter til at føre mennesker bag lyset? For at beskytte sig selv og ikke blive skyld i andres fald vil den kristne gå langt uden om brugen af en ønskekvist.

„Psykisk“ helbredelse, radiæstesi og radionik

Hvis man i stedet for vand vil påvise sygdomme og behandle disse, erstattes ønskekvisten af et pendul. Nogle få af udøverne er imidlertid i stand til at optage impulserne gennem hænderne og stoler ene og alene på disse følelsesindtryk. Metoderne varierer derfor rigt, lige fra anvendelse af penduler til indviklede maskiner. Under ét kaldes det alt sammen for radiæstesi, det vil sige „følsomhed over for strålinger“. De katolske præster i Frankrig var de første som gik ind for at anvende pendulet til at udvælge helbredelsesmidler og bestemme den nødvendige dosis.

Radiæstesi er nu ret udbredt og anes af mange for at være en form for „psykisk“ helbredelse. „Psykiske“ helbredere benytter ikke nødvendigvis instrumenter. Ligesom et menneske med en oversanselig opfattelsesevne kan finde vand uden at bruge en ønskekvist, kan den „psykiske“ helbreder diagnosticere en sygdom uden anvendelse af pendulet. „Psykiske helbredere har opnået fantastiske resultater,“ hævder en kendt kvindelig udøver af den oversanselige virksomhed. „Jeg har bestemt en sygdom inden den blev officielt diagnosticeret: jeg har for eksempel kunnet påvise kræft inden den erkendtes af læger.“b Det er således ikke alle „psykiske“ helbredere der skal være i trance for at kunne udnytte deres evner, selv om nogle må være det. Det er i denne forbindelse værd at fortælle at det berømte amerikanske medium, mrs. Piper, havde besøgt en „psykisk“ helbreder før hun blev spiritistisk åndemedium. Under det andet besøg hos denne faldt hun i trance, og kunne fra da af gøre det når hun selv ville. Det var på denne måde hun begyndte sin spiritistiske karriere.

Det er betydningsfuldt at nogle udøvere af radiæstesi kan finde frem til savnede mennesker efter den psykometriske metode. I et tilfælde holdt udøveren pendulet over et fotografi af en forsvunden pige og forklarede at hun var død, sandsynligvis ved kvælning, at hendes lig lå i Luganosøen i en dybde af så og så mange meter og i en afstand af så mange meter fra S.’s hus, og at det var ham som havde myrdet hende. Senere kunne den offentlige anklager ved en konference erklære at „uden radiæstesi-udøveren K.’s medvirken ville forbrydelsen aldrig være blevet opklaret“. — The Extra-Sensory Mind.

Når det „psykiske“ element synes at være fremherskende i radiæstesien, spiller den så nogen rolle i radionikken? Radionik er den gren af radiæstesien der lader pendulet erstatte af eller indgå som et led i en indviklet maskine. Hvad udretter en sådan maskine? Nogle hævder at have nået forbavsende resultater ved at „indstille“ maskinen på udstrålingerne fra en sygdom, eller en sygdoms bølgelængde. Vanskeligheden er imidlertid at radioingeniører og andre teknikere ved gennemprøvning af maskinerne aldrig har kunnet finde ud af hvorfor de skulle fungere. En radioingeniør kunne ikke på en sådan indviklet maskine konstatere „nogen form for energi eller nogen som helst vibrationsfrekvens på detektoren“. Desuden meddeler aviser undertiden at myndighederne har beslaglagt sådanne maskiner fordi de efter deres formening hverken kan påvise eller helbrede sygdomme. Et eksempel stod beskrevet i Electronic Industries for juli 1962:

„Food and Drug Administration (det amerikanske inspektorat for føde- og medicinalvarer) slog i dag atter hårdt ned på ’elektronkvaksalveriet’. Syv forskellige elektroninstrumenter til bestemmelse og behandling af sygdomme — alle lige værdiløse, deres højtklingende navne til trods — blev forbudt af forbundsdomstolen. . . . De prangende maskiner med en imponerende række lys, trykknapper, kontrolgreb og elektroder, bar navne som ’Neurolinometer’, ’Elektron-O-Ray 51’, ’Radioclast Model 40’. Alle blev erklæret ubrugelige til behandling af sygdomme.“

Selv om ejermændene sædvanligvis påstår at maskinerne virker på et videnskabeligt grundlag, siger mange autoriteter at de ikke duer. Hvem har ret? Er myndighederne fordomsfulde? Er det hovedsagelig rent psykologisk maskinerne kan være til nogen nytte? Eller er det hele bare kvaksalveri? Er de mænd som hævder at have nået forbavsende resultater i besiddelse af særlige „evner“ mens de andre ikke er? Hele spørgsmålet kan ægge til en hidsig diskussion. Men hele diskussionen vil afsløre at der er spor af oversanselige kræfter. En fremragende engelsk læge, dr. Kenneth Walker, har efter en undersøgelse af radiæstesien skrevet:

„Hvad sandheden nu end er om disse mange indviklede instrumenter der anvendes i radionikken, kan der ikke herske mindste tvivl om at udøverens sind spiller en fremtrædende rolle for de resultater der opnås. . . . Mange mennesker har draget den slutning at instrumenterne simpelt hen virker som formidlere af . . . udøverens psykiske evner. . . . De fleste af radiæstesiens udøvere ser helst at patienten personligt er til stede . . . men i givet fald behøver patienten ikke at være det. . . . For at bevare kontakten med den patient som ikke kan være til stede, anvender udøveren af radiæstesi eller radionik en dråbe af patientens blod eller spyt. Det er rigtigt at radionik-eksperten drejer på den indviklede maskines ebonithåndtag for at stille ind på bloddråbens ’bølgelængde’, men det princip der anvendes her er stadig det samme som . . . i den gamle uforklarlige magi. Derfor har også denne metode til påvisning af sygdomme meget tilfælles med den særlige form for oversanselig opfattelsesevne der kaldes psykometri.“ — The Extra-Sensory Mind.

Det kan vel næppe siges at hver eneste der ejer og benytter en sådan maskine er „psykiker“, men det lader dog til at nogle er det. Da der altså kan være en forbindelse med den oversanselige opfattelsesevne vil sande kristne ikke løbe den risiko at blive spillet i hænderne på dæmonerne. De vil klogeligt holde sig væk fra enhver diagnosticerings- eller helbredelsesmetode der vækker mistanke om spiritisme.

Sande kristne vil af hensyn til deres egen beskyttelse undgå at komme i berøring med alt hvad der ikke hviler på et kendt videnskabeligt grundlag, alt hvad der har den mindste tilknytning til spiritisme. Søg Jehova af hele dit hjerte, så vil du ikke ved ulydighed benægte hans magt, men få hans beskyttelse mod „ondskabens åndemagter“.

[Fodnoter]