-
Søg Guds velvilje nuVagttårnet – 1972 | 15. september
-
-
og jorden til vidne mod eder på, at jeg har forelagt eder livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve, idet du elsker [Jehova] din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham.“ — 5 Mos. 30:19, 20.
23 På samme måde står vi i dag over for et valg. Hvis vi ønsker at opnå livet vil vi lytte til Jehova og tage de skridt der kan sikre os hans gunst. Hvis vi ønsker det der er godt, vil vi gøre noget for at vinde Guds velvilje, sådan som Ordsprogene 11:27 formaner os: „Den der søger efter godt, vil blive ved at søge velvilje; men den der higer efter ondt, ham vil det komme over.“ Lykkeligvis befinder vi os stadig i „året med velvilje fra Jehova“. Vi har stadig mulighed for at søge og vinde hans evige gunst og velvilje. Visdommen tilskynder os til ikke at vente eller tøve. Nu er tiden inde til at vi træffer vort valg, for vi vil ikke altid have mulighed for at søge Guds velvilje. Gør det derfor nu og vælg livet. Søg Guds velvilje og glæd dig for evigt over fred på jorden „blandt mennesker der har Guds velvilje“.
-
-
Slut dig til ’den store skare’ der „har Guds velvilje“Vagttårnet – 1972 | 15. september
-
-
Slut dig til ’den store skare’ der „har Guds velvilje“
1. (a) Hvorfor er der blevet vist Adams efterkommere velvilje? (b) Hvordan gav Gud i en profeti udtryk for sit ønske om at bringe velvilje ved sin søn?
BLANDT de mennesker der „har Guds velvilje“ er Kristus Jesus den største der har levet. Som Guds enbårne søn, menneskegjort og sendt til jorden, erfarede Jesus sin Faders velvilje mere end noget andet menneske. Af kærlighed til de mange som, skønt de tilhører den syndige og døende menneskeslægt, er retfærdigt indstillede, gav Gud sin yndlingssøn som en genløsning. Gud vidste på forhånd at det ikke var alle Adams efterkommere der ligesom deres forfader ville lade hånt om lydighed og retfærdighed. Nogle ville opdyrke kærlighed til sandhed og gudsfrygt og søge at genvinde Guds gunst. Det var af hensyn til dem genløsningen blev tilvejebragt. Guds mest betroede og elskede medarbejders liv var et alt for dyrebart, alt for værdifuldt offer at øde eller spilde på dem der hverken fortjener eller påskønner det. (Rom. 5:15, 18; 1 Joh. 4:9, 10; Matt. 20:28) Jesu nærværelse på jorden for nitten hundrede år siden var et bevis på Guds velvilje, for den garanterede at Gud aldrig ville glemme, eller forsømme at opfylde, den pagt ifølge hvilken han havde lovet at velsigne alle der er det værd blandt jordens folk eller slægter. (1 Mos. 22:17, 18) Længe før Guds trofaste søn kom til jorden gav Gud i en profeti dette løfte om at vise ham sin velvilje: „Jeg hører dig i nådens stund [i en tid med velvilje, NW], jeg hjælper dig på frelsens dag, vogter dig og gør dig til folkepagt for at rejse landet igen, udskifte øde lodder og sige til de bundne: ’Gå ud!’ til dem i mørket: ’Kom frem!’“ — Es. 49:8, 9.
2. Hvornår opfyldes denne profeti, som Paulus viser?
2 Århundreder senere henviste apostelen Paulus til denne profeti til støtte for sin opmuntring til de kristne på hans tid der gerne ville eje Guds velvilje. Paulus skrev: „Som medarbejdere formaner vi jer også til, at det ikke må være forgæves, I har modtaget Guds nåde. (Han siger jo: ’I en nådig stund bønhørte jeg
-