Lær Gud at kende og hold fred
„Lær ham at kende, min ven, og hold fred; derved vil du erfare meget godt.“ — Job 22:21, NW.
1. Under hvilke omstændigheder udtalte temanitten Elifaz ordene i ovennævnte skriftsted?
DA TEMANITTEN Elifaz sagde til sin ven Job at han skulle lære Jehova Gud at kende, havde Job efter alt det ydre at dømme ikke fred med Gud, holdt ikke fred med ham. Åbenbart erfarede Job ikke noget godt. Fra velstandens højder var han styrtet ned i den dybeste fattigdom. Han havde mistet sine store kvæghjorde, var blevet berøvet sine ti smukke børn, og var derefter blevet angrebet af en afskyelig sygdom der dækkede ham med sår fra isse til fod. Hans fortvivlede hustru havde tåbeligt sagt at han skulle forbande Gud og dø. Tre af Jobs venner som havde hørt om den forfærdelige ulykke der havde ramt Job, kom for at trøste ham. En af dem var denne Elifaz, der kom sydfra. Efter at de tre såkaldte trøstere havde siddet i tavshed i syv dage og betragtet Job og derefter havde hørt ham forbande den dag han blev født, begyndte de at angribe Job for ikke at have bevaret sin integritet over for Gud. (Job 1:1 til 4:1) Det var under en af de følgende ordvekslinger at Elifaz sagde til Job: „Lær ham at kende, min ven, og hold fred; derved vil du erfare meget godt.“ — Job 22:21, NW; AT; AS.
2. Hvad er det verden i dag ikke har erkendt som nødvendigt for menneskenes indbyrdes fred?
2 Disse ord af Elifaz var i sig selv rigtige, selv om de ikke passede på Job og Elifaz havde misforstået hans tilfælde. I dette tyvende århundrede forstår verden ikke at der ikke kan herske fred mellem menneskene indbyrdes og at de ikke vil opnå nogen velstand før de lærer Gud og hans vilje at kende og opnår et fredeligt forhold til ham på den måde han ønsker. Men hvordan kan mennesker på jorden lære en Gud at kende der er et usynligt åndevæsen? Som en student for nylig sagde: „Hvordan kan jeg opleve Gud?“ Dette på et tidspunkt da studenteruroligheder havde bredt sig til hele kloden.
3. (a) Hvordan kan vi lære Gud at kende? (b) Hvordan bragte Gud et helt folk ind i et nærmere forhold til sig, og hvordan blev nogle i dette folk særligt begunstiget?
3 Et menneske kan lære Gud at kende ved at lære Bibelen at kende, som han er forfatteren til, for den fortæller om mennesker der oplevede Gud i deres hverdag. Den fortæller om sådanne mænd som Enok og Noa, om hvem det blev sagt at de vandrede med Gud. (1 Mos. 5:22; 6:9) Er du klar over at denne Gud førte et helt folk ind i et nært forhold til sig, at dette folk lærte ham at kende, og at enkelte mænd i dette folk mirakuløst fik syner hvori de så Gud? Er du klar over at mænd i dette folk spiste og drak med Gud på jorden? Den mand som skrev Jobs bog og de fem første bøger i Bibelen fortæller om en overenskomst som dette folk indgik med Gud og som han var mellemmand for mellem Gud og mennesker. Denne mand var profeten Moses. Den overenskomst eller pagt der er tale om, blev indgået ved et bjerg på Sinajhalvøen, der udgør en del af Arabien. Det var i foråret 1513 f.v.t., og Gud havde ført Moses’ folk dertil efter at have udfriet det fra Ægypten, hvorved han havde gjort sit navn Jehova kendt for det på en måde som dets forfædre aldrig havde kendt det. — 2 Mos. 6:3.
4. Hvordan gik det til at over halvfjerds mænd i Israel kom til at spise og drikke sammen med Gud her på jorden?
4 Efter at have indgået pagten med Jehova Gud på grundlag af dyreofre gik Moses, hans broder og to af hans nevøer samt halvfjerds andre af nationens mænd op på Sinaj bjerg. Anden Mosebog 24:9-11 beretter: „Moses, Aron, Nadab og Abihu og halvfjerdsindstyve af Israels ældste steg op og skuede Israels Gud; under hans fødder var der ligesom safirfliser, som selve himmelen i stråleglans. Men han lagde ikke hånd på israelitternes ypperste mænd. De skuede Gud [de fik et syn af den sande Gud, NW], og de spiste og drak.“
5. Så disse begunstigede mænd Guds skikkelse, og hvorfor var det passende at de befandt sig „under hans fødder“?
5 Disse fireoghalvfjerds mænd så ikke Gud i nogen skikkelse. Det de så i et syn var den betagende stråleglans der omgiver „Israels Gud“. Under dette strålende syn af Gud, eller snarere „under hans fødder“, så disse begunstigede mænd noget der var „ligesom safirfliser, som selve himmelen i stråleglans“, det vil sige som den klare, blå himmel uden en sky. Disse mænd befandt sig på jorden under hans „fødder“, sådan som Guds ord også siger: „Himlen er min trone og jorden mine fødders skammel.“ Hvordan kunne noget menneskegjort tempel, nogen kirkebygning, rumme en sådan Gud som han, der var omgivet af en så blændende stråleglans? Dette ville ikke være muligt. — Es. 66:1; Ap. G. 7:48, 49.
6. Befandt disse fireoghalvfjerds mænd sig i fare da de fik dette syn af Gud, og hvad var det for et måltid de spiste sammen med ham?
6 Et menneske er i stor fare når det får et syn af den eneste levende og sande Gud. Det menneskelige kød og blod er så skrøbeligt og forgængeligt at det ikke tåler at blive udsat for den stråleglans der udgår fra Guds person. Mennesket kan kun nærme sig indtil en vis afstand når den usynlige Gud åbenbarer sig i al sin glans. Det er ikke uden grund at der i Anden Mosebog 24:11 siges om de fireoghalvfjerds mænd på Sinaj bjerg: „Men han [det vil sige Gud] lagde ikke hånd på israelitternes ypperste mænd. De skuede Gud [de fik et syn af den sande Gud, NW], og de spiste og drak.“ De har ikke spist og drukket på en løssluppen, uærbødig måde; de har spist som man gjorde det ved et offermåltid. Det de spiste var muligvis den del af dyreofrene som tilfaldt de ofrende når der blev bragt fællesskabsofre, sådan som det var sket i dette tilfælde ved foden af Sinaj bjerg. Det var sikkert også den vin der var blevet bragt som drikoffer til Gud de drak. På denne måde spiste disse respektfulde mænd et offermåltid sammen med Gud, og da Gud anså dem for værdige til det, udslettede han dem ikke. — 2 Mos. 24:1-11.
7. Hvordan kom Moses til at betragte det sted hvor han havde et så nært samfund med Gud?
7 Da profeten Moses derefter var alene med Gud på bjerget, hverken spiste eller drak han i fyrretyve dage og nætter. Han betragtede det sted hvor han havde så nært samfund med Gud, som et helligt område. Nogle måneder i forvejen, da Moses var blevet sendt til Ægypten for at udfri sit folk, havde Guds engel vist sig for ham i en brændende tornebusk ved foden af Sinaj bjerg og havde sagt til ham: „Drag dine sko af dine fødder, thi det sted, du står på, er hellig jord!“ — 2 Mos. 3:1-5.
Hvad Moses så af Gud
8. Hvordan viser Guds irettesættelse til Aron og Mirjam at Moses indtog en begunstiget stilling hos Gud, og hvorfor var dette på sin plads?
8 Som mellemmand mellem Jehova og hans udvalgte folk så Moses da Gud mere direkte end nogen anden i folket? Var det muligt at se ham mere direkte? Hvor begunstiget Moses var i denne henseende påpegede Gud over for Moses’ broder Aron og hans søster Mirjam da disse knurrede mod Moses. Gud sagde: „Hør, hvad jeg siger: Når der ellers er en profet iblandt eder, giver jeg mig til kende for ham i syner eller taler med ham i drømme. Anderledes er det med min tjener Moses: han er tro i hele mit hus; med ham taler jeg ansigt til ansigt, ikke i syner eller gåder, han skuer [Jehovas] skikkelse; hvor tør I da tage til orde mod min tjener Moses?“ (4 Mos. 12:1-8) Det passede godt at dette gjaldt netop for Moses, for han var et profetisk billede på Guds søn, Jesus Kristus, den lovede profet der skulle være større end Moses. — 5 Mos. 18:15-18; Ap. G. 3:19-23; 7:37, 38.
9, 10. (a) Hvad ville det at tale „ansigt til ansigt“ indebære, og hvilket spørgsmål rejser dette med hensyn til Moses? (b) Hvilket løfte fik Moses af Gud efter at Israel havde dyrket afguder ved Sinaj bjerg?
9 Ved én lejlighed, som her specielt skal nævnes, så Moses Jehova. Men var det hans skikkelse han så direkte? Når nogen taler „ansigt til ansigt“ med hinanden, forestiller man sig at de ser hinanden; men så Moses virkelig Guds ansigt dér på Sinaj bjerg? Det var stadig i året 1513 f.v.t. Til trods for at folket havde fået de ti bud havde det formastet sig til at bedrive afgudsdyrkelse. Situationen var kritisk. Moses fandt det derfor nødvendigt at fremføre en særlig anmodning for Jehova på Sinaj bjerg. Af Jehova Gud fik han det løfte at Han ville være ham nær indtil Moses havde ført folket til det forjættede land. Moses fortæller:
10 „[Jehova] svarede Moses: ’Også hvad du der siger, vil jeg gøre, thi du har fundet nåde for mine øjne, og jeg kender dig ved navn.’
11, 12. Hvad bad Moses om at få lov til at se, og hvad svarede Gud?
11 Da sagde Moses: ’Lad mig dog skue din herlighed!’
12 Han svarede: ’Jeg vil lade al min rigdom drage forbi dig og udråbe [Jehovas] navn foran dig, thi jeg viser nåde mod hvem jeg vil, og barmhjertighed mod hvem jeg vil!’ Og han sagde: ’Du kan ikke skue mit åsyn, thi intet menneske kan se mig og leve.’ Og [Jehova] sagde: ’Se, her er et sted i min nærhed, stil dig på klippen der! Når da min herlighed drager forbi, vil jeg lade dig stå i klippehulen, og jeg vil dække dig med min hånd, indtil jeg er kommet forbi. Så tager jeg min hånd bort, og da kan du se mig bagfra; men mit åsyn kan ingen skue!’“ — 2 Mos. 33:17-23.
13. Ville Gud vise sig ved hjælp af en materialisation, og hvorfor var særlige sikkerhedsforanstaltninger nødvendige af hensyn til Moses?
13 Dette vil ikke sige at den usynlige Gud ville materialisere sig i menneskeskikkelse på samme måde som det hed sig at guderne i den græske mytologi havde vist sig for mennesker. (Ap. G. 14:11-13) Det skulle være en manifestation af Guds herlighed, netop tilstrækkelig til at et menneske kunne se og opleve den uden at blive blindet, dræbt og opløst til intet. Barmhjertigt lovede Jehova at træffe særlige sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte Moses. Den næste dag indtraf den lovede manifestation, en manifestation som intet menneske havde oplevet indtil da. Ifølge Guds anvisning skulle Moses stige op på Sinaj bjerg med to stentavler hvorpå Gud ville skrive de ti bud. Hvad skete der nu?
14, 15. Hvad gjorde Gud idet han gik forbi Moses, og hvad gjorde Moses?
14 „Da steg [Jehova] ned i skyen; og Moses stillede sig hos ham der og påkaldte [Jehovas] navn. Og [Jehova] gik forbi ham og råbte: ’[Jehova], [Jehova], Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet, som straffer fædres brøde på børn og børnebørn, på dem i tredje, og fjerde led!’
15 Da bøjede Moses sig hastelig til jorden [og] tilbad.“ — 2 Mos. 34:1-8.
16. Hvilken virkning havde synet haft på Moses’ ansigt, og hvordan havde han lært Gud bedre at kende?
16 Moses siger intet om at han så Guds skikkelse direkte. Alt hvad han så var genskæret af manifestationen idet den drog forbi. Og alligevel var Moses’ eget ansigt kommet til at stråle da han steg ned fra bjerget og trådte frem for folket. (2 Mos. 34:29, 30) Moses var kommet til at kende Gud langt bedre! Han havde på en vidunderlig måde fået et endnu større kendskab til Guds personlighed! Hvilken såkaldt gud kan sammenlignes med Jehova?
17. Hvordan beskriver Jehova sig selv, og hvad fortjener en sådan personlighed at være omgivet af?
17 Gud forsikrer os om at han er en kærlig Gud — dog også en retfærdig Gud — og at han er i stand til at lægge bånd på sig selv når han har med syndige mennesker at gøre. Over for ufuldkomne mennesker er der således fuldkommen balance mellem hans kærlighed og hans retfærdighed, og under mange skiftende omstændigheder og forhold lægger han derfor en forbløffende visdom for dagen. I sandhed en uforlignelig Gud! En Gud der er fuldkommen i kærlighed, retfærdighed, magt og visdom. En så tilbedelsesværdig personlighed må helt naturligt være omgivet af en stråleglans der er for stærk til at svage menneskeøjne kan betragte den eller et skrøbeligt menneskelegeme kan møde den.
18. (a) Hvad var Moses beskyttet imod da Gud gik tæt forbi ham? (b) Hvordan kan vi lære Jehova bedre at kende som følge af dette?
18 Det var derfor ikke så mærkeligt at der måtte særlige sikkerhedsforanstaltninger til for at beskytte Moses så han ikke led overlast, for ikke at sige blev tilintetgjort, når Jehovas herlighed gik forbi ham og Han forkyndte sit uforlignelige navn mens Moses lyttede i klippehulen. Det ville aldrig have været muligt for Moses eller noget andet menneske at se Guds åsyn og leve! Et skrøbeligt menneske ville være faldet død om endnu før han stod for Guds „åsyn“ eller Guds herligheds stråleglans havde nået ham med al sin kraft. Moses bøjede sig instinktivt til jorden og tilbad idet Guds herlighedsglans passerede ham. Hvor latterligt af en russisk astronaut at påstå at der ingen Gud er fordi han ikke mødte Ham da hans rumskib kredsede om jorden i det ydre rum! Vi for vort vedkommende kan lære denne forunderlige Gud Jehova bedre at kende ved at tro på og acceptere Moses’ syn af Guds herlighed.
Esajas ser Gud i et syn
19, 20. (a) Hvor fik profeten Esajas sit syn af Gud, og hvad var der sket med templet nogen tid forinden? (b) Hvornår fik Esajas dette syn, og hvordan beskriver han det?
19 Moses skulle ikke blive den eneste der fik et syn af Jehova Gud og således lærte ham bedre at kende. Syv hundrede og seksogtredive år gik og scenen skiftede fra Sinaj bjerg i Arabien til det gamle Jerusalems højdedrag. Der lå et prægtigt tempel på Morija bjerg, men en frygtelig ulykke havde rystet folket. Den foretagsomme konge Uzzija eller Azarja, hvem lykken havde fulgt, var blevet overmodig og havde dristet sig til at gå ind i det forreste rum i templet, det hellige, og ofre røgelse ligesom en præst. Han var blevet slået med spedalskhed, en sygdom han til sidst døde af som en udstødt. Under hans afskyelige sygdom regerede hans trofaste søn Jotam i hans sted på tronen i Jerusalem. I det samme år som Uzzijas ulykkelige død indtraf (777 f.v.t.), og højst sandsynligt efter hans død, fik profeten Esajas et syn af Gud. Det var anderledes end det syn Moses fik. Esajas beretter selv:
20 „I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en såre høj trone, og hans slæb fyldte helligdommen. Serafer stod hos ham, hver med seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to fødderne, og med de to fløj de; og de råbte til hverandre: ’Hellig, hellig, hellig er Hærskarers [Jehova], al jorden er fuld af hans herlighed!’ Og dørstolpernes hængsler rystede ved råbet, medens templet fyldtes af røg.“ — Es. 6:1-4; 2 Krøn. 26:1-23.
21. Hvordan viser synet at Jehova er sit folks konge?
21 Der gives ingen beskrivelse af Gud selv, da han ikke kan sammenlignes med et menneske. Slæbet på hans majestætiske klædning fyldte templet. Hans tempel er et palads, og han er sit folks usynlige konge i himmelen. Hans trone hviler derfor ikke på jorden men er højt hævet over den.
22. Hvordan viste seraferne respekt for Gud og for stedets hellighed?
22 Seraferne, hvis udseende er som flammende ild, sidder ikke ned i Jehovas nærhed; de står op mens de tjener Gud, rede til at lyde hans bud. Profeten Esajas så med utildækket ansigt dette syn af Gud, men de himmelske serafer vovede ikke at se på ham men dækkede deres ansigter med det øverste par vinger. Som om de stod på hellig grund dækkede de deres fødder med det nederste vingepar i tilbørlig respekt for den himmelske konge, „Hærskarers [Jehova]“. Med det midterste vingepar fløj de som himmelske skabninger.
23. Hvordan fremhævede seraferne Jehovas hellighed og profeterede om hans herlighed?
23 I dette tempelsyn var det seraferne der priste Guds hellighed og herlighed. For at understrege „Hærskarers [Jehovas]“ uforlignelige hellighed udtalte de ordet „hellig“ tre gange, og dette trefoldige råb genlød frem og tilbage mellem dem. Guds herlighed fyldte ikke alene huset eller templet men hele jorden. Vi kan allerede nu se Jehova Guds herlighed i hele hans storslåede skaberværk, både det levende og det livløse. Men den tid er nær da alle jordens indbyggere sammen med os vil prise Jehovas herlighed i alt hvad han har skabt, og de vil ikke længere besmitte denne jord og vanhellige den. Ikke forgæves er det blevet forudsagt at „jorden skal fyldes af kundskab om [Jehovas] herlighed, som vandene dækker havets bund“. (Hab. 2:14) Den hymne seraferne istemte i Jehovas tempel var profetisk.
24. Hvorfor havde Esajas, efter det han sagde, grund til at være bange for at have set dette syn?
24 Da profeten Esajas så dette syn af Jehova på tronen i templet blev han bange. Ved lyden af serafernes stemmer begyndte dørstolpernes hængsler at ryste, så hvorfor skulle Esajas ikke også skælve, en levende skabning med stærke religiøse følelser? Skønt han allerede var profet for Jehova Gud, følte han sig uren i sammenligning med dette ophøjede syn. Han frygtede endog for sit liv. „Ve mig,“ råbte han, „det er ude med mig, thi jeg er en mand med urene læber, og jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers [Jehova]!“ — Es. 6:5.
25. Hvordan gik det til at Esajas fik lov til at blive i live og fortælle sin beretning?
25 Hvordan gik det så til at Esajas fik lov at blive i live og fortælle sin beretning? Jo: Fra templet, der nu mirakuløst var fyldt med røg, kom en af de vingede serafer ham til hjælp. „Men en af seraferne,“ fortæller Esajas, „fløj hen til mig; og han havde i hånden et glødende kul, som han med en tang havde taget fra alteret; det lod han røre min mund og sagde: ’Se, det har rørt dine læber; din skyld er borte, din synd er sonet!’“
26. (a) Hvad meldte Esajas sig til efter at han var blevet renset? (b) På hvilken måde var Esajas et billede på Messias, og hvad lærer vi af hans eksempel?
26 Esajas følte sig nu ren nok til at opholde sig i Guds nærhed, ja endog ren nok til frivilligt at melde sig til yderligere at tjene som profet for Jehova. „Så hørte jeg Herren sige: ’Hvem skal jeg sende, hvem vil gå bud for os?’ Og jeg sagde: ’Her er jeg, send mig!’ Da sagde han: ’Gå hen og sig til dette folk: . . .’“ Esajas blev straks sendt ud i en profetisk mission der forud skildrede den kommende Messias’ gerning som lå over otte hundrede år ude i fremtiden. Esajas glemte aldrig dette syn af Jehovas herlighed. Som et nøjagtigt forbillede på Messias opfyldte han trofast det hverv han havde fået betroet af Jehova. (Es. 6:6-13; Matt. 13:10-15) Men hvad med os? Tilbyder vi os beredvilligt til at tjene Jehova, sådan som Esajas gjorde, når vi lærer ham bedre at kende? Ja, når vi lærer Gud bedre at kende, tvinger det os til at sige: „Her er jeg, send mig!“
Profeten Ezekiels syner
27. Hvornår begyndte profeten Ezekiel at få sine syner af Gud?
27 Før Messias eller den Salvede kom, var der endnu en mand der fik overnaturlige syner af den levende og sande Gud. Det var profeten Ezekiel, som levede i århundredet efter Esajas. Den ulykke som Esajas havde forudsagt skulle komme over hans eget folk, var kun seks år borte da Ezekiel fik sit første frygtindgydende syn. Han var da landflygtig i det hedenske Babylon. Han fortæller: „Da jeg var blandt de landflygtige ved floden Kebar, skete det, at Himmelen åbnede sig, og jeg skuede syner fra Gud.“ Han sætter tidspunktet til den femte dag i måneden tammuz efter den jødiske kalender. Som han selv siger: „På den femte dag i den fjerde måned,“ og „det femte år efter at kong Jojakin var bortført“, det vil sige i året 613 før vor tidsregnings begyndelse. — Ez. 1:1-4.
28. Hvad så Ezekiel i sit første syn, og hvad var drivkraften der fik det til at bevæge sig?
28 På dette tidspunkt bevægede himmelens og jordens Skaber sig støt hen imod eksekveringen af sin dom over sit utro folk i Juda rige, hvis hovedstad var Jerusalem. Følgelig så Ezekiel noget der var i bevægelse. Det lignede en stridsvogn så gigantisk at det fik ham til at føle sig som en myre ved siden af. Den blev ikke drevet frem hverken af benzin, elektricitet eller atomkraft, men den bevægede sig alligevel hurtigt hen over alting på sin vej. Den havde intet synligt styretøj og ingen bremser, og alligevel kunne den øjeblikkelig skifte retning fra at køre fremad til at køre til siden, uden at sagtne farten for at dæmpe vognens fremdrift. Hvad fik denne kolossale vogn til at bevæge sig fremad? Åbenbart den ånd eller virkekraft som den der kørte i vognen besad.
29. Hvad særligt var der ved hjulene på denne himmelvogn?
29 Det var ikke nogen tohjulet stridsvogn. Vognen havde fire hjul. Disse hjul var i sig selv af en mærkelig konstruktion. Åbenbart kunne de se hvor de bevægede sig hen, for fælgene var fyldt med øjne hele vejen rundt. Desuden var der inden i hvert af de hjul der bevægede sig fremad, et andet hjul der stod på tværs af det første hjul i en ret vinkel og som satte vognen i stand til at bevæge sig til siden uden at hjulene behøvede at drejes. Læg mærke til hvordan Ezekiel beskriver vognens bevægelse:
30. Hvordan beskriver Ezekiel hjulenes bevægelser?
30 „Hjulene var at se til som funklende krysolit; de så alle fire ens ud, og de var lavet således, at der i hvert hjul var et andet hjul; de kunne derfor gå til alle fire sider; de vendte sig ikke, når de gik. Videre skuede jeg, og se, der var fælge på dem, og fælgene var på dem alle fire rundt om fulde af øjne.“ — Ez. 1:16-18.
31. Hvem fulgte vognen som løbere?
31 I gamle dage ledsagedes de kongelige vogne af løbere som løb foran og ved siden af for at vise at her kom en fornem person kørende. (1 Kong. 1:5; 18:44-46) Fire keruber ledsagede vognen som profeten Ezekiel så i synet på himmelen. Disse keruber svarede til løbere. Ezekiel kalder dem i begyndelsen for „levende væsener“. Det var ikke menneskelige skabninger, skønt de i beskrivelsen er udstyret med visse menneskelige træk. (Ez. 1:5, 15; 10:9-13) Profeten Ezekiel hjælper os til at forestille os synet af de fire levende skabninger og vognen som den pludselig toner frem for ham omgivet af en ubeskrivelig stråleglans:
32. Hvordan så keruberne ud ifølge Ezekiels beskrivelse?
32 „Jeg skuede, og se, et stormvejr kom fra nord, og en vældig sky fulgte med, omgivet af stråleglans og hvirvlende ild, i hvis midte det glimtede som funklende malm [elektrum, NW]. Midt i ilden var der noget ligesom fire levende væsener, og de så således ud: de havde et menneskes skikkelse; men de havde hver fire ansigter og fire vinger; deres ben var lige og deres fodsåler som en kalvs; de skinnede som funklende kobber, og deres vingeslag var hurtigt; og der var menneskehænder under deres vinger på deres fire sider, og de havde alle fire deres ansigter og deres vinger. Deres vinger sluttede op til hinanden. De vendte sig ikke når de gik; hver gik lige frem.“ — Ez. 1:4-9, vers 8 og 9 efter NW.
33. Hvilke ansigter havde keruberne?
33 Profeten Moses havde ikke givet nogen beskrivelse af de keruber der mere end tre tusind fire hundrede år før Ezekiels tid stillede sig ved indgangen til Edens have, dengang Adam og Eva var blevet drevet ud efter syndefaldet. (1 Mos. 3:24) Men profeten Ezekiel giver os ovennævnte beskrivelse af disse levende, kerublignende skabninger og tilføjer: „Ansigterne så således ud: de havde alle fire et menneskeansigt fortil, et løveansigt til højre, et okseansigt til venstre og et ørneansigt bagtil; vingerne var på dem alle fire udbredt opad, således at to og to rørte hinanden, og to skjulte deres legemer.“ — Ez. 1:10, 11.
34. Hvordan bevægede hjulene sig i forhold til keruberne?
34 Hvordan bevægede hjulene sig på denne vogn i forhold til keruberne, der fungerede som løbere? Profeten Ezekiel fortæller: „Og når de levende væsener gik, gik også hjulene ved siden af, og når væsenerne løftede sig fra jorden, løftede også hjulene sig; hvor Ånden ville have dem hen, gik hjulene, og de løftede sig samtidig, thi det levende væsens ånd var i hjulene; når væsenerne gik, gik også de; når de standsede, standsede også de, og når de løftede sig fra jorden, løftede også hjulene sig samtidig, thi det levende væsens ånd var i hjulene.“ — Ez. 1:19-21.
35, 36. (a) Hvad symboliserer de træk keruberne var udstyret med? (b) Hvad så Ezekiel umiddelbart oven over keruberne og hjulene, og hvad hørte han?
35 Sådanne skabninger som disse kerublignende levende væsener eksisterer naturligvis ikke i virkeligheden i himmelen, i den usynlige åndeverden. De tilsyneladende groteske træk som de er udstyret med, symboliserer gode egenskaber der er karakteristiske for henholdsvis mennesket, løven, oksen og ørnen og andre vingede skabninger. Skønt disse egenskaber nok er interessante, interesserer vi os dog i øjeblikket mere for hvad der var oven over de fire levende væsener og oven over hjulene ved siden af dem. Hvad så profeten Ezekiel dér? Han fortæller:
36 „Oven over væsenernes hoveder var der noget ligesom en himmelhvælving, funklende som krystal [funklende som frygtindgydende is, NW], udspændt oven over deres hoveder; og under hvælvingen var deres vinger udspændt, den ene mod den anden; hvert af dem havde desuden to, som skjulte deres legemer. Og når de gik, lød vingesuset for mig som mange vandes brus, som den Almægtiges røst; det buldrede som en hær.“ — Ez. 1:22-24.
37. Hvilken del at vognen udgjorde „hvælvingen“, og hvad hørtes oven over alle de andre lyde?
37 „Hvælvingen“! Det var altså den forhøjning der udgjorde vognbunden. Den var åbenbart gennemsigtig som is og frygtindgydende. Den der kørte i vognen skildredes altså som kørte han af sted til eksekveringen af sin dom på en fast, solid masse, som stivnet vand. Under denne frygtindgydende forhøjning hørtes lyden af den Almægtiges vogn idet den kørte frem. Det var som lyden af brusende vandmasser eller som lyden af en hær, parat til at drage i kamp mod den Almægtiges fjender. Men der var en røst der lød højere end alle de andre lyde under den islignende forhøjning eller „hvælving“. Profeten Ezekiel hører den komme fra et sted oven over den frygtindgydende hvælving. Den kom fra den Almægtige, som kørte af sted på denne vognlignende forhøjning. Hvordan så han ud? Ezekiel beretter:
Den der kørte i vognen
38. Hvordan beskriver Ezekiel den der kørte i vognen, og lyset omkring ham?
38 „Det drønede oven over hvælvingen over deres hoveder; men når de stod, sænkede de vingerne. Men oven over hvælvingen over deres hoveder var der noget som safir at se til, noget ligesom en trone, og på den, ovenover, var der noget ligesom et menneske at se til. Og jeg skuede noget som funklende malm fra det, der så ud som hans hofter, og opefter [Og jeg så noget der lignede glødende elektrum, noget der lignede ild overalt indadtil, fra det der så ud som hans hofter og opefter, NW]; og fra det, der så ud som hans hofter, og nedefter skuede jeg noget som ild at se til; og stråleglans omgav ham. Som regnbuen, der viser sig i skyen på en regnvejrsdag, var stråleglansen om ham at se til. Således så [Jehovas] herlighedsåbenbarelse ud. Da jeg skuede det, faldt jeg på mit ansigt. Og jeg hørte en røst, som talede.“ — Ez. 1:25-28.
39. (a) Hvilket ord kan alle disse lysvirkninger sammenfattes i? (b) Hvordan beskrives den der kørte i vognen, og hvad lignede hans trone?
39 Den funklende malm (New World Translation siger elektrum, der er en blanding af guld og sølv), ilden der tegnede hele skikkelsen, stråleglansen der omgav den, og den halvkredsformede regnbue med alle sine farver — alt dette sammenfattes i det ene ord „herlighed“. „[Jehovas] herlighedsåbenbarelse“! Ezekiel så noget der i skikkelse lignede et menneske, han så noget „der så ud som hans hofter“. Men der gives ingen enkeltheder om skikkelsens form og ansigtstrækkene. Den trone hvorpå den Almægtige, Jehova, sidder, er som en kunstfærdigt udskåret og slebet safir, hvis dybe blå minder om himmelen, hvor Jehovas virkelige trone står. Fra denne safirtrone talte Jehova til sin profet Ezekiel.
40. Hvor befandt himmelvognen sig i det syn Ezekiel fik det følgende år?
40 Det følgende år fik profeten Ezekiel et nyt syn af Jehovas himmelvogn, ved siden af hvis hjul de fire kerublignende levende væsener gik, men denne gang befandt vognen sig foran kong Salomons tempel i Jerusalem. „Og jeg skuede,“ siger Ezekiel, „og se, over hvælvingen over kerubernes hoveder var der noget som safir; noget ligesom en trone viste sig over dem. . . . Keruberne stod sønden for templet, da manden gik derhen, og skyen fyldte den indre forgård. Og [Jehovas] herlighed hævede sig fra keruberne og flyttede sig hen til templets tærskel; da fyldtes templet af skyen, og forgården fyldtes af [Jehovas] herligheds glans. Og suset af kerubernes vinger hørtes helt ud i den ydre forgård som Gud den Almægtiges røst, når han taler.“ — Ez. 10:1-5; 8:1.
41. (a) Hvor var vognen kommet fra, og hvad betød det at vognen nu befandt sig på et nyt sted? (b) Hvordan kan man sige at det var som om Ezekiel selv udslettede Jerusalem?
41 Guds himmelvogn var således kørt fra floden Kebar i Babylon, hvor Ezekiel først fik et syn af den, og vestpå til Jerusalem og dets tempel. Dette betød at eksekveringen af Jehovas brændende dom over det utro Jerusalem og dets besmittede tempel nærmede sig. Byen og også templet skulle ødelægges. (Ez. 10:6-22) Billedligt talt var det Ezekiel selv der ødelagde det utro Jerusalem. Hvordan det? Jo, ved at han tog imod den opgave fra Jehova at være en profet og derefter forkyndte budskabet om den forestående ødelæggelse. Tyve år efter at Ezekiel havde set Jehovas vogn ved floden Kebar, eller fjorten år efter at Jerusalem var blevet ødelagt, skete der noget som fik Ezekiel til at tænke tilbage på sin mission i forbindelse med ødelæggelsen. I det femogtyvende år af hans landflygtighed i Babylon fik han et syn af et nyt og fuldstændigt tempel for Jehova. En engel i skikkelse af en mand førte Ezekiel på en tur gennem templet.
42. Hvilket syn af Gud fik Ezekiel i forbindelse med det nye tempel fjorten år efter Jerusalems ødelæggelse?
42 „Derpå førte han mig hen til Østporten,“ fortæller Ezekiel. „Og se, Israels Guds herlighed kom østerfra, og det lød som mange vandes brus, og jorden lyste af hans herlighed. Synet var som det, jeg havde set, da han [jeg, NW] kom for at ødelægge byen, og vognen så ud som den, jeg havde set ved floden Kebar. Da faldt jeg på mit ansigt. Og [Jehovas] herlighed drog ind i templet gennem den port, hvis forside vendte mod øst.“ — Ez. 43:1-4; 40:1-4.
43. Hvad viser virkningen af synet på Ezekiel med hensyn til Guds herlighed?
43 En sådan stråleglans omgav synet af den almægtige Gud Jehova at et skrøbeligt, kødeligt menneske måtte falde på sit ansigt for det. Det ville være en vanhelligelse og bespottelse og et udtryk for frækhed og trods at betragte Jehova Guds herlighed. Ezekiels overnaturlige syner af „[Jehovas] herlighed“ var frygtindgydende nok til at få et menneske til at vige tilbage og falde ned og tilbede. Men Ezekiel overlevede disse usædvanlige syner, sådan som det var Guds hensigt.
44. Hvorfor er det nu i betragtning af Ezekiels syn på sin plads at lære Gud at kende og stifte fred med ham?
44 Strålende og sejrrig kører Jehova Gud af sted på sin himmelvogn, fulgt af de kerublignende levende væsener. På samme måde kører han i dag ud til eksekveringen af sine domme. Det er derfor på sin plads at lære Gud at kende og stifte fred og holde fred med ham.