Spørgsmål fra læserne
■ Er resten af Herrens salvede på jorden en del af Jehovas himmelske, hustrulignende organisation, „Jerusalem som er oventil“?
De salvede på jorden kan omtales som den synlige del af Guds organisation, hans universelle familie af fornuftbegavede skabninger.
Som enkeltpersoner der er ’født igen’, bliver de åndelige sønner af Jehova. (Johannes 3:3, 5; Romerne 8:15-17) Jehova er deres Fader. Men de har også en „moder“, for apostelen Paulus skrev at „det Jerusalem som er oventil . . . er vor moder“. Dette må hentyde til en himmelsk organisation af loyale åndeskabninger som Jehova betragter som en symbolsk „hustru“. (Galaterne 4:26) Når de salvede kristne får deres himmelske belønning indtager de i egentligste forstand deres plads i denne himmelske organisation. — Åbenbaringen 4:4; 14:1-5.
Medlemmerne af den salvede rest på jorden er endnu ikke bogstaveligt en del af „det Jerusalem som er oventil“. Men på grund af deres enestående stilling som åndelige sønner af dette Jerusalem med udsigt til himmelsk liv, og fordi de repræsenterer Guds himmelske „hustru“, indbefatter Jehova dem undertiden indirekte i de direktiver, profetier, løfter og trøstende ord der gælder hans hustrulignende organisation i himmelen.
Dette kan vi belyse med et billede han brugte i forbindelse med fortidens Israel. Gennem Esajas beskrev Jehova en kvinde der var i lænker, som lå i støvet og som burde vågne op og lade sit lys skinne. (Esajas 51:9, 14; 52:1, 2; 60:1) Sådanne forhold har ikke eksisteret blandt Jehovas loyale åndeskabninger der udgør hans himmelske „kvinde“. Men de eksisterede på et tidspunkt blandt Israels nation. Dengang israelitterne i 537 f.v.t. blev udfriet fra fangenskabet i Babylon vågnede de op, billedligt talt, rejste sig fra støvet og begyndte at genspejle Jehovas lys. Det genopbyggede Jerusalem (der repræsenterede nationen) var ligesom en hustru der havde været forladt men nu var blevet taget tilbage og begyndte at få børn, nemlig jøderne i den genrejste nation. (Esajas 54:1-8; 60:1-22; 66:7-14) Ordene i Esajas om den situation som „kvinden“ (hvis „ægtemand“ var Jehova) befandt sig i, indbefattede således den jordiske nation der repræsenterede hende.
Lad os nu vende vor opmærksomhed mod den åndelige nation som Gud ville godkende når han (og hans himmelske „kvinde“) var ophørt med at bruge det kødelige Israel. (Galaterne 6:16) Efter i mange århundreder at have været ’ufrugtbar’ begyndte „det Jerusalem som er oventil“ at få åndelige børn. Jesus var den første der blev født, nemlig i år 29 e.v.t., og derefter skulle der komme 144.000 andre, fra apostlenes tid og frem til vor tid. (Galaterne 4:21-31) I en kort periode i begyndelsen af dette århundrede gav resten af de åndelige israelitter efter for pres og blev, så at sige, ført i fangenskab. I 1919 blev de som en nyfødt nation i et åndeligt land ført ud af det babyloniske fangenskab. Vi ser således at Esajas’ profetiske ord om fortidens Jerusalem har en parallel i det åndelige Israel på jorden.
Tænk også på det der siges i Åbenbaringen 12:1-17. Ved udløbet af „hedningernes tider“ i 1914 „fødte“ Guds himmelske „kvinde“ rigsregeringen, skildret ved et „drengebarn“. Satan, der blev kastet ned til jorden, „blev vred på kvinden“. Men hans angreb var ikke direkte rettet mod Guds hustrulignende organisation i himmelen, som han ikke længere havde adgang til. I stedet førte han krig mod „de øvrige af hendes afkom“, dem der repræsenterede hende her på jorden.
Som det forholdt sig i fortiden med det jordiske Israel, sådan forholder det sig nu med det åndelige Israel. Situationen i „Jerusalem som er oventil“ genspejles blandt dets børn på jorden. Rent praktisk berører de påbud og løfter, og den vejledning og trøst som er rettet til Jehovas himmelske kvinde, i første række dem på jorden der repræsenterer hende og som har udsigt til at blive en del af Guds himmelske organisation.
■ Blev Jakobs datter Dina voldtaget af Sikem, og var det udelukkende en voldshandling eller ønskede han at gifte sig med hende?
Det ser ud til at Sikem gennemførte et kønsligt forhold til Dina mod hendes vilje, altså at han voldtog hende. Hun havde dog selv, ved sine mange besøg hos kana’anæerne, bragt sig i en udsat situation og forårsaget at Sikem følte sig stærkt tiltrukket af hende og ønskede hende som hustru.
I Første Mosebog 34:1-3 læser vi: „Nu plejede Dina . . . at gå ud for at besøge landets døtre. Og Sikem, en søn af hivvitten Hamor, en høvding i landet, fik hende at se, og han tog hende da og lå hos hende og krænkede hende. Og hans sjæl kom til at hænge ved Jakobs datter Dina, og han kom til at elske den unge kvinde.“ Skønt Dinas fader søgte at modvirke omgangen med de umoralske indbyggere i Kana’an, blandt andet ved at slå lejr uden for byen Sikem og ved at skaffe sig sin egen vandforsyning, plejede hun altså at „gå ud for at besøge landets døtre“. (1 Mosebog 33:18; Johannes 4:12) Det hebraiske udsagnsord der oversættes med ’plejede at gå ud’ står i imperfektum, hvilket antyder at det var en fortsat handling. Det var noget som skete regelmæssigt eller ifølge en sædvane. Det var altså ikke første gang Dina kom på et sådant besøg. Når hun ’besøgte’ byen, var det åbenbart for at blive bedre bekendt med naboerne i denne by.
Under et af hendes regelmæssige besøg skete det at Sikem ’tog hende, lå hos hende og krænkede hende’. I Wilhelm Gesenius’ A Hebrew and English Lexicon står følgende definition af det hebraiske ord som her gengives med „krænkede“: „at deflorere en kvinde, sædvanligvis med magt.“ Samme ord gengives i Dommerbogen 19:24 og 20:5 med ’voldtage’. Af den måde hvorpå ordet bruges i Femte Mosebog 22:24 fremgår det dog at der kunne være tale om en vis medskyld hos kvinden. Det kan være at hverken Sikem eller Dina i begyndelsen havde tænkt sig et seksuelt forhold, men at den unge, charmerende og videbegærlige jomfru efterhånden har vakt Sikems lidenskab, så han, uden nogen hæmninger i form af en gudfrygtig moral, gjorde det som de fleste kana’anæiske mænd ville anse for naturligt. Det var trods alt hende der var kommet ind på hans område! Da Dina åbenbart protesterede mod at „gå så vidt“, har han simpelt hen taget hende med magt.
Selv om Dina måske ikke selv indvilligede i forholdet, havde hun alligevel en del af ansvaret for at hun mistede sin jomfruelighed. Det var ganske vist „landets døtre“ hun besøgte, men man kan forestille sig hvilken moral disse har haft. Esaus hetitiske (eller kana’anæiske) hustruer var „årsag til en bitter ånd“ hos hans gudfrygtige forældre Isak og Rebekka; dette tyder stærkt på at der allerede da florerede megen slethed blandt „landets døtre“. (1 Mosebog 26:34, 35; 27:46) Kønslig umoralitet, deriblandt blodskam, homoseksualitet, ja selv omgang med dyr, kom efterhånden til at høre til ’det man gjorde i Kana’ans land’. (3 Mosebog 18:2-25) Hvad talte Dina om når hun kom på sine besøg? Mente hun virkelig at hun kunne undgå at være sammen med de unge pigers brødre og venner? Når en ung kvinde, tilsyneladende uden følgeskab, begav sig ind blandt så umoralske mennesker, lagde hun selv op til at komme i vanskeligheder. Dina vidste hvad Sara og Rebekka fra hendes egen slægt var kommet ud for i Kana’an. I de fordærvede kana’anæiske mænds øjne var Dina deres retmæssige bytte. Hun anbragte sig selv i en meget udsat situation og betalte for det med sin jomfruelighed, uanset om hun i sidste øjeblik gjorde modstand. — 1 Mosebog 20:2, 3; 26:7.
Efter denne episode beholdt Sikem Dina i sit hjem og „prøvede at overtale“ hende ved så at sige at ’tale til hendes hjerte’. Hans fader sagde: „Hans sjæl [er] knyttet til [Dina].“ En så stærk lidenskab kan næppe have udviklet sig blot ved et enkelt besøg. Han havde åbenbart tidligere lagt mærke til hendes gode egenskaber, måske under hendes mange besøg. Nu ville han gerne giftes med hende. Han og hans fader følte måske at tilbudet om ægteskab på en måde kunne råde bod på det som sønnen havde gjort, så det fredelige forhold til den velhavende Jakob kunne bevares. — 1 Mosebog 34:3, 8.
Hele episoden førte til at Sikem, hans fader og alle af mandkøn i byen blev hugget ned. Dette udsatte Jakobs husstand for andres had og førte til at Jakob mange år senere fremsatte en skarp fordømmelse af sønnernes hidsighed. (1 Mosebog 34:30; 49:5-7) Hvilken uhyggelig række af begivenheder, som udelukkende blev sat i gang ved at Dina undlod at passe på sin omgangskreds. Denne beretning i de inspirerede skrifter står som en advarsel til alle unge kristne kvinder som i dag, af nysgerrighed, kunne fristes til at pleje samkvem med nogle som ikke tjener Gud. — Ordsprogene 13:20.